Dronningen og Bjørnen

[Ragnar af Hasnea]

Til: Orielle af Falanie
Sted: Paladset
Tid: Et par dage før lysfesten, formiddag
Vejr: Blæst, regn og kulde

Vejret var dårligt. Selv i Ragnars øjne var det dårligt, som det slog ned med regn og blæsten hylede om paladsets mure. Det var ikke engang sne, selvom årstiden lå op til det, nej det var bare iskolde, stikkende dråber af regn, der jog alle inden døre og kun de mest idiotiske mennesker bevægede sig ud. Og Ragnar var trods alt ikke idiotisk, selvom han begræd, at han ikke kunne komme ud på træningspladsen. Eller tage en ridetur. Bare et eller andet for at komme ud, for selvom Ragnar havde boet i den enorme bygning i et par måneder, føltes den stadig klaustrofobisk for ham. Måske endnu mere nu, hvor han ikke havde flere steder at gå på opdagelse, når han var for urolig til at sidde stille.

Så i dag var en dag dømt til kedsomhed. Frieda havde travlt med, ja, Ragnar var ikke sikker, men hun havde i hvert fald ikke tid til at underholde sin lidende storebror, og Ragnar havde stadig ikke fundet nogen, han kunne kalde sin ven, så han var gået på jagt efter den stakkels unge hoftjener, der var blevet ham tildelt. Ragnar havde ikke haft nogle af sine egne med fra Hasnea, han ønskede ikke at ødelægge deres liv hjemme ved at hive dem med til Levagny. De havde også familier, venner og et liv, og bare fordi han skulle miste alt det selv, betød det ikke, at han ville lade det gå ud over dem. Nej, han var kommet alene, og det var blevet bemærket, så en dag var overhoftjeneren, eller hvad han nu var, kommet med Guillaume, der skulle tjene Ragnar.

Men han var ved guderne aldrig til at finde! Hvis ikke Ragnar havde fået at vide, at manden skulle tjene ham dag og nat, så havde han troet, at den tørre tjener forsøgte at undgå ham.
Ragnar kunne sikkert sende en tilfældig tjener ud for at finde ham, men han havde alligevel ikke andet at lave, så nu gik han paladset rundt i søgen efter stivstikkeren.
Der var ved at blive pyntet op over det hele til det, de i Falanie kaldte ”lysfesten”. Så vidt Ragnar havde forstået, mindede det overhovedet ikke om festen derhjemme, og han så ikke frem til en aften i fine klæder og med en masse fnidder og høflige ord. Og stirren. Han var smuttet ret hurtigt fra de to fester, han ind til videre havde været tvunget med til, fordi han blev stirret på. Og det havde ud over det været røvsygt.

Endeligt drejede han ind i en af salene. Måske Guillaume var ved at hjælpe med at pynte op? Selvom Ragnar ikke havde været nem at imponere, måtte han alligevel måbe en anelse over pynten, og han lagde nakken tilbage for at se det hele. En tjener kom forbi ham som han så ned igen, og han greb ud for at stoppe ham.
”Har du set Guillaume Hoftjener?”
Manden rystede på hovedet og hastede videre, mens Ragnar gik et par skridt baglæns. Og så skete det. Han gik ind i nogen. Hurtigt drejede han rundt for at gribe personen, hvis de var ved at vælte. De lyse lokker og blå øjne genkendte han med det samme, og et stik af panik gled igennem ham. Dronningen selv. I ren refleks, efter han havde sikret sig, at hun ikke var ved at tilte, gned han ned på det ene knæ og sænkede hovedet.
”Undskyld Deres Kongelige Majestæt, jeg så Dem ikke.” Hans falanisiske var stadig med en tydelig accent, men på to måneder var det gået fra nogenlunde til godt, og som han talte til dronningen, lagde han ikke mere vægt på den som han plejede. Han havde aldrig haft en samtale med hende før, og nogle ville nok se den slående forskel på, hvordan han reagerede på hendes nærvær i forhold til hendes søns.

[Orielle af Falanie]

Orielle var optaget af at dirigere sine tjenere rundt i den store sal. Hendes stemme gav genklang imens skiftende mening om placering og farver røg ud over hendes læber. Hun så altid frem til når der skulle være en fest eller en fejring på paladset. Det gav hende noget for hånden og hun havde i alle årende altid insisteret på at overse detaljerne, store som små.

Tjenestefolkende havde pres på. For selvom Orielle var en omsorgsfuld og forstående dronning så var der her ikke hverdags planlægning. Det skulle være stort og alle skulle helst gispe af overraskelse når de trådte ind.

Hun var midt i en mindre lektion af hvordan granløberne skulle hænges op, da hun mærkede nogen støde ind i hende, og alt imens hun forsøgte at dreje sig mistede hun halvt balancen. Heldigvis havde den anden været hurtigt og hun fandt fodfæste igen.

Da hun så at det var Ragnar, smilte hun dog overbærende. Hun løftede hånden let. "Alt forladt, deres kongelige højed" svarede hun og bøjede hovedet en smule.

"Har de forvildet dem ind i salen, eller leder de efter nogen?"

[Ragnar af Hasnea]

Så snart dronningen havde tilgivet ham for hans klodsethed, kom Ragnar på benene igen. Hun var en del lavere end ham, og han trådte et lille skridt tilbage, så han ikke virkede til at rage alt for meget op over hende. Han havde da opfanget, at falanister havde en ting med personligt rum, som de ikke var helt så obs på i Hasnea. At han ofte ignorerede det, var en anden sag, men denne gang var han omhyggelig med ikke at stå for tæt.
Han bukkede atter hovedet for at anerkende hendes tilgivelse, men rettede så sine blå øjne mod hendes kønne ansigt. Hun var en fremmed her ligesom ham, selvom hun havde boet her så meget længere, og allerede der var Ragnars holdning til hende bedre end til hendes mand og søn. Uviljen mod Falanies kongefamilie var kommet ind med modermælken, og ind til videre havde han ikke set noget, der modbeviste hans families afsky for dem. Selvom Ragnar var en noget mere venligt anlagt mand, sat fordommene godt fast.

”Jeg har fået tildelt en hoftjener. Men han synes altid at være blevet væk.” Ragnar lød ikke vred eller fornærmet, som han omtalte Guillaume Hoftjener evige væren væk, i stedet lød han mere som om, at han fandt det morsomt. Der var da også dukket et lille skævt smil op på hans ansigt, som han flyttede blikket fra dronningen og lod det glide over de nærmeste tjenestefolk. Ingen Guillaume. I og for sig irriterende, men det var samtidigt også ved at være en del af deres ”forhold”. Ragnar irriterede manden til døde, og Guillaume gemte sig.

”Jeg tænkte, at han måske var ved at hjælpe Dem, men det ser ikke sådan ud.” Han trak lidt opgivende på skuldrene og lod blikket finde hende igen. ”Men jeg må indrømme, jeg er ganske imponeret over oppyntningen, Deres Kongelige Majestæt. De har et øje for det.” Han var imponeret, men hvis han skulle være ærlig, var det ikke noget, han vidste så meget om, så det var en kompliment mest for komplimentens skyld.

[Orielle af Falanie]

Orielle var nok en af de få adelige der tillod folk at være tæt på hende, men hun var også fra Gestraria, så måske havde haft sit at sige? Det var desuden lige meget, og hun sagde ikke noget for at nogen ville vise hende den respekt. Det viste jo bare at Ragnar havde gjort sig umage i sin undersøgelse af Falanistiske skikke.

"Ah ja. Guillaume." Han havde dog aldrig været svær at finde før; altid ved Elyots side som en tro støtte. Men Dronningen anede dog hvad der kunne skræmme den stakkels dreng. "Han har haft svært ved at vende sig til tanken, ikke længere at skulle tjene min søn." Det var mange rytmer og rutiner der skulle erstattes med nye, og Guillaume var så omhyggelig at hun havde ærget sig en del over at skulle af med ham.

"Han er desværre ikke her" svarede hun beklageligvis før hendes smil sitrede en smule over hans ros, og hun nikkede i enighed. "Jeg forsøger altid at overgå den forrige fest. Der skulle gerne helst tale om den helt ude i krogende til lenerne ved grænserne" svarede hun stolt.

"Jeg har også mange års træning" smålo hun. Selvom det så flot ud, var det næppe en evne hun havde.

[Ragnar af Hasnea]

Ragnars ansigt lyste lidt op, da det viste sig, at dronningen vidste, hvem hans hoftjener var. Han vidste godt, at Guillaume havde tjent Elyot før han blev sendt i favnen på den hasneanske kongesøn, men han havde ikke lige overvejet, at dronningen kendte til ham. Men selvfølgelig gjorde hun det.
”Ja, Guillaume.” En tør kiks, hvis man spurgte Ragnar, men han var da ved at bløde lidt op. Håbede Ragnar da, for ellers ville det blive et langt og tungt bekendtskab. Han havde ikke planer om at spørge efter en anden, Guillaume var fin.
”Ja, det har jeg bemærket. Jeg er bange for, at min energiske personlighed er lidt hård ved ham.” Det blev sagt i en morende tone. De fleste på paladset anså Ragnar for at være lidt sløv i hovedet, fordi han gerne opførte sig sådan, men han var lige så skarp som et nyslebet sværd, og han var godt klar over, at han var noget mere urolig end de fleste. Han afskyede at sidde stille og kede sig. Og det gik ud over Guillaume, som var den eneste, han kunne tvinge til at være social og aktiv med ham. Venner havde han ingen af her.

”Nå, jeg finder ham nok på et tidspunkt.” Det blev sagt med et suk, men stadig med et smil. Så havde han da noget at give sig til, mens han rendte paladset rundt i jagt på stivstikkeren.
”Jeg skal ikke kunne sige, hvordan den sidste fest så ud, Deres Kongelige Majestæt, men jeg tænker, at de fleste vil tabe kæben ved synet.” Endnu en kompliment forlod ham flydende, uden at være tvunget eller være for meget. Det var blot en konklusion.

Hendes latter fik hans smil til at vokse endnu mere, men han fik slugt sin næste kompliment, der handlede om hendes alder. Det var ikke meningen, at han skulle flirte med hende. Det var ellers mest hans øvelse med kvinder. Tanken fik ham til at savne Sigrun, hun havde virket uimodtagelig for hans søde ord. Og så ikke alligevel.
”Jeg er sikker på, at det bliver en storslået aften med Dem ved roret. Jeg glæder mig til at opleve en midvinterfest i Levagny.” Det var lidt en løgn. Han ville hellere hjem og holde den derhjemme sammen med sin familie og sine venner. Og alle gæsterne. Der skulle drikkes og spises til man revnede, danses, råbes, slås og hores til langt ud på natten. Han tvivlede på, at de adelige i dette kedelige land gav los på samme måde.

[Orielle af Falanie]

Det havde nok været en smule overvældende for Guillaume, og Orielle forstod godt hvorfor at han lige i øjeblikket ikke var til at finde. Det gjorde dog ikke dronningen noget, da hun så fik muligheden for at lære Ragnar bedre at kende.

"Han er meget pligtopfyldende" afsluttede hun dog. "De smigre. Men jeg er sikker på de nok skal få lov at oplevede en endnu mere pragtfuld fejring til næste år" mussede hun i et let grin og måtte kort dirigere endnu et par tjeneste folk det rigtige sted hen.

"Sig mig Ragnar." hendes lyse øjne søgte hans ansigt. "Hvordan har din tid været i Falanie indtil videre?"

[Ragnar af Hasnea]

Ragnar kunne ikke andet end at være enig med dronningen, som hun kaldte Guillaume for pligtopfyldende. Så meget som han tydeligvis hadede at ride, fulgte han troligt med på hver tur alligevel. Ragnar fandt det eller andet sted lidt sølle, men så igen, det var vel mandens job. Han kunne ikke gå rundt og sige nej til de kongelige, selvom Ragnar ville mene, at det gjorde den yngre mand mere menneskelig og knapt så meget som en vissen gren.
”Ja, det er han,” var hans svar til det, som samtalen bevægede sig videre.

Ragnars smil var for et kort øjeblik en smule anstrengt, som hun mente han ville se en endnu mere pragtfuld fejring til næste år. Han havde ikke noget ønske om at være i Falanie til næste vinter, men han vidste godt, at det ville han nok være. Han ville i hvert fald ikke efterlade sin søster alene med de forfinede svin, der syntes at befinde sig i paladset. Nogen skulle passe på hende, og det havde altid været hans opgave. Og den ville han ikke svigte, selvom han havde det som om, at hans indvolde visnede i hjemve.
”Ja, Deres Kongelige Majestæt,” svarede han blot, mens hendes opmærksomhed alligevel flyttede sig til oppyntningen. Han var lige ved at tro, at samtalen var ovre, men så gav hun ham sin opmærksomhed igen.

Spørgsmålet var ikke nyt, og han satte det samme høflige smil op som altid.
”Ganske fredelig, jeg har ikke noget at beklage mig over.” Løgnen gled lige så let af ham som Guillaume af en hest. ”Paladset har taget godt imod mig, og ikke alt for mange har leet af mine sproglige uheld.” Mere upersonligt et svar kunne han ikke komme op med. Men han smilede og så på hende med et venligt og høfligt udtryk, der fik ham til at ligne den godmodige bjørn, de fleste mente han var.

[Orielle af Falanie]

Det handlede nok også hvem man tjente, og om man passede godt sammen på alle leder og kanter. Noget kunne trænes væk, men hun var sikker på at det nok skulle udvikle sig til et glimrende kammeratskab. Hun lagde det ved det. Desuden gik det ikke at hun skamroste Guillaume alt for meget.

Hun vidste ikke hvordan det ville se ud det kommende år. Der ville både være dårligt nyt ved Ragnars vedblivelse i landet, og noget godt ved at han stadig var at finde. Men hun valgte nu at se det positive og Orielle så altid frem til at lære om nye kulture.

Smilte bredt sig langsomt. "Så, Ragnar. Mig kan du godt være ærlig med." svarede Orielle med et glimt i øjet. "De klare dig ganske nydeligt i sproget. Det tog også mig noget tid at vende mig til. Du må savne naturen."

[Ragnar af Hasnea]

Til Ragnars overraskelse, hentydede dronningens næste ord til, at hans svar ikke havde været sandheden. Lidt opmærksomt lod han blikket glide over hendes ansigt, og han fangede glimtet i hendes øjne, selvom han ikke kunne regne ud, hvad det betød. Alting var så politisk i Falanie, og han havde stadig ikke lært alle de falanisiske skikke og måder at være på, så nogle samtaler gled lidt hen over hovedet på ham, selvom han forsøgte at få det hele med.
Så påpasselig med ikke at komme til at sige eller gøre noget forkert, fortsatte han bare med at opretholde det venlige udtryk på sit ansigt.

”Mange tak, Deres Kongelige Majestæt. Jeg gør mit bedste for at lære sproget, undervisningen hjemme var ikke så fokuseret på sprog.” Han havde fået lidt undervisning i falanisisk, men det var et svært sprog, og der havde ikke været fokus på, at han skulle bruge det til noget. Hans storebror havde fået lidt mere intensiv sprogundervisning, hvad angik deres nabolands tunge. Men Ragnar var uden tvivl allerede bedre til det end han, efter et par måneder i Levagny, hans bror var ikke en mand der elskede den slags lærdom.

Hendes ord om at savne naturen sendte et stik i maven af ham, og hans smil blegnede en smule for et kort øjeblik, inden han fik det samlet op igen.
”Falanie er et flot land, men jo, jeg savner de uendelige skove, bjergene og den kolde ødemark,” indrømmede han forsigtigt. ”Der er noget smukt ved at tage i skoven på jagt og tilbringe et par nætter under stjernerne i sneen med sine venner.” Længslen skinnede igennem i hans stemme og udtryk. Åh, hvor havde han hjemve.

[Orielle af Falanie]

Orielle var opvokset med andre skikke og regler end den hasneanske kongesøn. Hun var dog sikker på at noget måtte overlappe hinanden. Hun så ham ikke som hverken dum eller uintelligent som nogen af de adelsfruer havde ytret da de havde set hans grove træk, og måden han måde talte og bevægede sig på. Det gjorde kun at dronningen fandt ham interessant. Selvom også hun var fra et fremmed land havde Gestraria ikke lige så mange uligheder med Falanie som Hasnea havde.

"Det gør intet. Der er desuden mange måder at gøre sig forståelig på. Jeg er altid ment at accenter kun tilføjer til charmen" smilte hun og satte sit tomme glas på bakken som en tjener passerede hende. De blå øjne gled kort over dekorationerne der nu var nået til træsøjlerne ude til siden, og hendes øjne blev i et splitsekund små da det så ud som om de var ved at tabe det fine hvide stykke stof der var blevet broderet med gyldne snoninger.

"Selvom vi også får sne her i de kolde måneder, kan det umuligt samlingens. Men sig mig Ragnar Roarsson, vil De beskrive jeres sneklædte landskab som ubarmhjertigt eller eventyrligt?" Hun havde hørt mange historier om den Hasneanske vildnatur.

[Ragnar af Hasnea]

Ragnar angav et næsten umærkeligt buk i overkroppen, da dronningen sagde, at accenter var charmerende, og hans smil trak sig lidt skævt. Ja, jo, det havde hun nok ret i. Hans blik gled til tjeneren uden at han tænkte over det, men det var heller ikke Guillaume. Hvor mon den yngre mand havde gemt sig henne? Man skulle tro, at han var bange for den hasneanske kongesøn, men så træls var Ragnar vel heller ikke? Tanken var en anelse uskyldig, for det var han sikkert nok.

Hans blik gled tilbage til dronningen, men fortsatte straks videre, følgende hendes mod det hvide stof, der så ud til at være faretruende tæt på en tur mod salens gulv.
Det gav et ryk i hans indre, som hun sagde hans navn og ikke kaldte ham ’Ragnar af Hansea’. Det gjorde ham glad, at hun anerkendte hans byrd i stedet for hans land, og han så straks på hende igen. Hendes spørgsmål tog en omgang rundt bag hans pandeskal inden han fik svaret.

”Begge dele, Deres Kongelige Majestæt. Mangen en mand har mødt sit endeligt i de iskolde skove, men så længe man er påpasselig og godt forberedt, er det det smukkeste sted i verden.” Det sagde han med en urokkelig stolthed og sikkerhed, selvom han ikke vidste, hvordan resten af verden så ud.
”Naturen giver og tager liv, og selv ikke guderne kan ændre det.”
Hvert ord gjorde ham mere og mere desperat efter at komme hjem, og han forsøgte sig med et emneskift.
”Er De glad for at bo i Levagny?” … så ikke et elegant og fornuftigt emneskift, som spørgsmålet væltede ud af ham, uden han nåede at stoppe det. Ville han og Frieda nogensinde blive glade for at bo i Levagny?

[Orielle af Falanie]

Orielle nød at tale om alt der var kreativt, om alle sine tanker hun gjorde sig. Men hun vidste også når hun skulle holde inde; det kunne blive kedeligt for dem der ikke forstod eller havde samme kreativeåre. Derfor fortsatte hun heller ikke emnet om dekorationerne og hendes blå øjne og hele hendes holdning rettede sig mod Ragnar.

"De taler så smukt om deres hjemland. En dag må vi tage derop så vi rigtig kan komme til at se hvor både De og Deres søster kommer fra" Orielle havde aldrig været i Hasnea, og hun havde som andre kun hørt rygter, og de var alle dårlige; indtil nu.

"Det er livets cirkel, Yphion og Mithras ånder liv ind i hver sjæl, og de tager livet tilbage når tiden er inde" svarede hun let. Et let smil gled over hendes læber og hun nikkede.
"Jeg har boet her længere end i mit eget barndomshjem. Men jo, med tiden blev jeg glad for at bo her. Da jeg fik Elyot ændrede mine prioriteter sig en smule. Jeg holdte op med at have hjemve, og så fremad."

[Ragnar af Hasnea]

Ragnars skæggede ansigt lyste lidt op, da dronningen sagde, at de måtte op og se hans hjemland en dag. Han ville med glæde vise hende den smukke natur rundt om familiens hjem. Hende og kongen, selvfølgelig, selvom han tvivlede på, at Beltair ville finde nogen fornøjelse i det. Og deres søn absolut ikke, den lille pismyre. Han kunne få lov til at blive hjemme.
”Det ville være mig en fornøjelse at vise Dem mit hjem.”

Smilet blev en anelse mindre, da hun begyndte at snakke om guderne, men han kommenterede ikke på det. I stedet lyttede han til hendes svar. Det var ikke specielt opmuntrende. Ragnar ville have børn en dag, gerne en hel flok, men han ville have dem derhjemme, ikke i denne indelukkede by med mere regn end sol.
For et øjeblik forsvandt det muntre af hans ansigt, men det kom straks tilbage igen.
”Det lyder dejligt.” Hans blik flakkede kort, inden han bukkede let for hende igen. ”Hvis De vil have mig undskyldt, jeg vil forsøge at finde Guillaume, inden han gror i ét med vægtæpperne.” Han sendte hende et af sine charmerende smil og begyndte at vandre igennem salen.

Han var nær rendt sammen med en tjenestepige, der slæbte af sted med en stor kurv med blomster. Han svingede hurtig på fødderne udenom hende, og en mild latter lød fra ham, inden han bukkede for hende og gav hende en passende kompliment og et blink med det ene øje. Og straks var han videre, efterladende den rødmende pige til sig selv.
Nå, hvor mon Gui havde gemt sig? Køkkenet måske? Hans skridt bar ham i retning af trappen.

// Out