Henrettelse [reaktionstråd, TW]

[Mithras]

Processen var kort. Rovmorderen havde begået en central fejl, da han var ved at bevæge sig hjem. Presset af drabantkorset måtte Jean Bagers forældre åbne deres kælder og her var der utallige beviser på hans skyld.

Folkestemningen var giftig, da dagen oprandt. Skafottet var blevet sat op på markedspladsen og den var fyldt. Især håndværkerkvarterets beboere var der og hadet til Jean Bager var tungt i luften. Hans forældre var flygtet ud af byen og hans hustru var flyttet hjem til sine forældre, for hver dag blev der kastet sten mod huset, hvor han havde voldtaget og henrettet håndværkerkvinder i kælderen.

Bageren var bagbundet, da han blev ført op til lyde af råb, som stille og roligt blev til en messen af "klyng ham op, klyng ham op." Han blev ledt til galgen og op på en skammel, før de puttede en pose over hans hoved. Løkken blev lagt om halsen på ham og dommen blev afsagt. Der blev kastet tomater og skældsord, før skamlen blev sparket væk og løkken strammede. Som Talon Våbensmed havde sagt, pissede han gennem sine egne bukser, imens han mistede kontrollen over sin egen fysik og fægtede i luften. Det tog mange minutter før han var død.

---

Tråden her er for alle, der tænker de deltager ved henrettelsen. Man kan smide en reaktionspost, hvis man føler for det.

---

Eirik Våbensmed, Staffan Brygger, Cédric Sølvsmed, Florine Laure Købmand, Noella Pilkvist, Idun Aveline, Talon Våbensmed, Imogen Blindseer, Svari Våbensmed, Corentin Remmesnider, Jehanne Renard, Isabel Bager, Olivier Bælteslager, Isaac Thieu, Uller Væringer, Fabrice Vejfarer, Steva Pudser, Esther Skyggebarn, Beau Svalehale, Cattral fra Wufrurg.

[Oudine Pottemager]

Oudine havde knapt tænkt en tanke, der handlede om andet end hvordan Andréas blev skånet i alt hvad der foregik, siden drabanterne var troppet op i bagerhuset. Hun var flyttet til sine adoptivforældres hjem med ham, imens Jeans forældre var flygtet til slægtninge udenfor Levagny. Alting virkede komplet kaotisk og hun forstod ikke til fulde hvad der var sket endnu. Det hele var så overvældende. Hendes mand var blevet dømt som morder og hele håndværkerkvarteret hadede ham.

Nu, på dagen for henrettelsen, sad Andréas hjemme hos Pottemagerne, imens Oudine selv, imod sine adoptivforældres råd, var gået til Markedspladsen for at se det. For at se ham i øjnene en sidste gang.

Hun stod i menneskemængden, da han blev ført ud, bleg i ansigtet og med hule øjne. Anklageskriftet blev læst op og han vedkendte sig det. Han vedkendte sig, at have myrdet tretten kvinder, efter først at have voldtaget hver eneste af dem gentagne gange. Hun var ved at kaste op. Han lagde mærke til hende og hun så kortvarigt en glød af noget, der skræmte livet af hende. Så røg posen over hovedet på ham og han blev gelejdet op på skamlen. Løkken blev lagt om halsen på ham og snart efter dinglede han. Oudine var ved at snuble, da hun vendte sig om for at gå. Hun kunne ikke rumme mere.

[Celeste Våbensmed]

Bagermorderen i Håndværkerkvarteret. Sådan ville han nok blive kendt for eftertiden, ville Jean Bager. Celeste kendte ham ikke selv godt, men man boede tæt i Levagny og hun havde både mødt ham og købt brød af ham og hans hustru. Talon Våbensmed var barndomsvenner med hustruen, vidste hun. De var nogen man vidste hvem var.

Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han ville være en mand, der gjorde de ting, som anklageskriftet lød på.

Celeste nød ikke henrettelser særligt, men hun var alligevel gået til Markedspladsen for at se et hadet folkeuhyre få sin fortjente straf - for hun mente virkelig at en mand som Jean Bager fortjente at svinge i galgen for det han havde udsat stakkels kvinder for over de sidste par år, havde det vist sig. Hun tog ingen glæde fra at iagtage hvert et ydmygende øjeblik, men hun så ham, da taburetten blev sparket væk, da han vred sig i luften og da han pissede ned af sig selv. Det var en ussel død for et usselt menneske.

[Roland Sværdsvinger]

En henrettelse. Noget Roland havde set – og udført – utallige af igennem de sidste mange år, så det var egentligt ikke for sensationens skyld, at han stod i udkanten af pladsen og så på manden, der blev ført op på skafottet. Nej, det var anklageskriftet, der havde tiltrukket den hærdede hasneaner til denne henrettelse. Voldtægter og mord. I husets kælder. Det lød alt for bekendt.

Det var en sjusket udført henrettelse, som manden ikke døde i faldet. Roland var ikke i tvivl om, at det var med vilje. Manden skulle lide. Nå at fortryde sine synder og dø horribelt som advarsel til alle andre med samme synder i tankerne. Det ville sikkert også sætte en skræk i livet for de fleste, sådan som han sprællede og kæmpede for sit liv.
Ikke at det skræmte Roland. Han vidste, at han en dag skulle betale for dét, han yndede at gøre ved de unge mænd, der endte mellem hans hænder. Han havde affundet sig med ikke at dø pænt af alderdom, allerede dengang han stak kniven i sin egen far.

Da manden hang stille, drejede Roland rundt og satte kursen hjemad. Hjem til sit nye hus, hvor den unge Jost ventede på ham. Jost og kælderen.
Nej, det Roland tog med derfra var, at han skulle huske ikke at sjuske. Nu havde byen fået smag for retfærdighed, og selvom én seriemorder var død, lurede der endnu én mellem de uskyldige beboere. Roland ville være forsigtig. Men hans ofre var af den slags, ingen ville savne. Og han havde gjort det i så mange år, at han vidste, hvad man skulle gøre og ikke gøre.
Han var ikke bekymret. Selvom galgen sikkert også ventede på ham en dag.

[Talon Våbensmed]

Talon var ikke mødt op for at for at blive endnu en stemme i koret i den vrede masse. Han var der ikke for at vidne hvordan Jean Bager ville pisse ned af sig selv, når han kontrollen over sin blære i kampen for luft eller at se hvordan livet krampagtigt svandt ind til rivalen hang slap som en kludedukke. Det var ellers alle ganske gode grunde for hvorfor at den bredskuldrede drabant var dukket op til henrettelsen af Levagny’s rovmorder, men ikke en af dem havde været den egentlige grund.

Mens resten af de fremmødtes øjne var vendt mod skafottet, så var Talon’s blå rettet den stik modsatte vej; ind i folkemængden til de fandt hvem han havde søgt efter. Pladsen var træng, men det lykkes ham alligevel at bane sig vej frem til Oudine Pottemager .

En arm lagde sig omkring hendes talje og trak hende blidt tæt ind mod hans side for støtte. Talon måtte bukkede sig en kende for at komme nærmere hendes øre, så det var muligt at høre ham over alle tilråbene og de grufulde lyde af hendes mands sidste minutter ”Kom, du skal ikke være her.”
Stadig med armen omkring den tidligere Bagerkone begyndte Talon at lede hende væk.