Blandt snedækkede buske

[Helene af Suilleaux]

Helene rødmede, da hun blev rettet på. Hun var ikke vandt til at nogen mente at hun trådte forkert eller påpegede det for hende, så den sved lidt og hun brugte et øjeblik på at komme sig over det, før hun nikkede og så lige frem for sig. Hun sagde ikke undskyld, men skammede sig tydeligvis. For hende var det mere end nok.

"Jeg er nysgerrig," konstaterede hun. "Vi er jo tre, nu. Jeg talte med Durant af Rouvry omkring det forleden. Om hvem af ham og jeg, der mon først bliver afsat..."

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke irriteret og var ikke i tvivl om, at hendes mening havde været klar, hvorfor hun ikke så nogen grund til at bruge mere tid på det. I stedet slap hun en dæmpet lyd af forståelse og nikkede en enkelt gang.

"Durant, vil jeg tro," svarede hun, uden intention om at tage modet fra Helene, men blot ud fra sin egen, realistiske sans. "Han er arving til Rouvry og hans fremtid er essentiel for lenet."

[Helene af Suilleaux]

Helene nikkede. Selvom hun synes det efterhånden så lidt dystert ud, under et år fra tyve, vidste hun udmærket af Igraine havde ret. Det var kun Durant af Rouvry selv, der ikke så det sådan.

"Jeg er enig," medgav hun. "Det fortalte jeg ham også, men han tror ikke på det. Mest af alt tror jeg bare ikke at han vil det..."

[Igraine af Charenoy]

Igraine tog en dyb indånding og smilede mildt, mens hendes egne tanker uvægerligt gled mod Hubard. Det strøg over hendes ansigt i et kort øjeblik, men det var ikke mere end et enkelt glimt.

"Jeg kan ikke fortænke ham," svarede hun dæmpet og med reel omsorg for sin lillebror. "Og jeg kan kun sige, at jeg håber, at du er den heldige af os, lillesøster."

[Helene af Suilleaux]

Helene så på sin storesøster og rynkede panden svagt, før hun sænkede blikket.

"Tak," svarede hun stille. "Jeg håber vi alle bliver tilfredse."

[Igraine af Charenoy]

Igraine smilede mildt og nikkede en enkelt gang, mens hun blidt berørte søsterens arm. Blot kort, før hånden faldt igen.

"Også jeg," forsikrede hun. Og alt håb var da heller ikke ude. Var hun nødt til at tro.

Luk?