Han er kun til låns.

[Orielle af Falanie]

Selvom det var blevet koldere syntes solens varme stadig at titte frem bag et par brede hvide skyer der kredsede sig om hovedbyen. Det var ikke unormalt for Orielle at bevæge sig gennem gaderne og betragte det folk der var under hende. Af naturlige årsager gik hun altid med en mørk kappe så hun bedre kunne gå ubemærket hen.

I hendes følge var i dag kun en enkel hofdame og en vagt; Éduin af Lemaux var ikke at skue. Hun ville aflægge smeden et besøg af flere forskellige grunde. Den primære for at bestille et flot stykke håndarbejde af smeden selv; en gave til sin ældste søn. Elyot af Falanie skulle snart giftes og det krævede en passende gave. - og ingen kunne tæmme metaller som Eirik.

Hun gik ind i den del lille gård hvor smeden befandt sig, åbent udskåret i bygningen. Hun lagde mærke til en mørkhårede pige. Svari Våbensmed var den eneste at se, hvilken mindede dronningen om hendes anden grund for besøget.

"Undskyld" kaldte hun roligt, ansigtet stadig skjult bag den mørke hætte. "Jeg leder efter Eirik Våbensmed, er han hjemme?"

[Svari Våbensmed]

Svari havde været tidligt oppe. Tidligt oppe, for at forsøge at starte sit nye mesterstykke op, efter at hendes onkel havde ødelagt hendes sidste. Til trods derfor, var den mørkhårede i godt humør. Og hvad var der egentlig af grund til ikke at være det? Solen skinnede, fuglene pippede ganske let til formiddag - som de havde gjort hele morgenen – og den mørkhårede smededatter havde i dag både freden og roen til at gå i sin egen drømmeagtige verden. Hun stod således ved sit arbejdsbord og smånynnede for sig selv, som hun arbejdede på et større stykke jern, der med tiden gerne skulle blive til et sværd.

De mørke øjne gled dog straks op, da en kvindestemme lød. Svari havde hverken set eller hørt hende komme. Et bredt smil hvilede dog brunettens læber, som hun rankede sig og tørrede de sorte fingre lidt af i et flæset stofstykke. ”Nej, han er ude i dag…Men måske jeg kan være Dem behjælpelig i stedet Nådigfrue?”

Svari gik ud fra at den hætteklædte kvinde måtte være adelig. Trods alt, havde selv det pænere almene borgerskab næppe følge med sig på den måde. Det havde hun i hvert fald ikke før oplevet.

[Orielle af Falanie]

"Åh. Det var ærgerligt. Mester Våbensmed ved nemlig lige hvordan det skal være." Sukkede Orielle og lod de klare øjne søge imod Svaris ansigt; studerede det og tog hele hendes udseende ind. Mørkhåret, naturligvis.

Hun pressede læberne mod hinanden i tænksom mine før hun alligevel nikkede, hun kunne vel tage imod bestillingen og videregive den til hendes far.

"Det vil betyde meget hvor mig hvis de kunne skidte en tegning og eventuelt notere mine specifikke ønsker" endte hun alligevel med at sige og tog et par skridt nærmere smeden.

[Svari Våbensmed]

Der var tydelig skuffelse at spore i kvindens toneleje. Svaris mørke øjne søgte dog blot hendes lyse og med opmuntrende mine, tilsmilede hun den anden lidt. Det var naturligvis ærgerligt at Eirik ikke altid længere var at finde i smedjen, men Svari vidste trods alt, at faderen gerne overlod forretningen trygt i hendes varetægt. Således, var hun heller ikke sen eller ked af at efterkomme kvindens ønske. ”Naturligvis..”

Hun tørrede fingrene lidt bedre af og hun gav sig så atter til at finde pergament og blyant frem. ”Hvad har De i tankerne?” Spurgte hun nysgerrigt, stadig med et varmt og venligt smil på de rosa læber, som hun samlede nogen lidt rodede pergamentstykker sammen og fandt et blankt stykke.

[Orielle af Falanie]

"Det er til min ældste søn. Han skal giftes om ikke så længe og jeg vil gerne have lavet et godt sværd til ham; det bedste" Lød det roligt fra Orielle imens hendes blik flakkede hen over Svaris ansigt. Hun vidste ikke hvad hun skulle føle eller mene. Men alene tanken om at det var hende Éduin rendte efter fik det til at vende i maven. Hun havde ikke brug for endnu mere kvalme.

"og så.." Ordene blev i luften i et øjeblik imens dronningen tænkte sig om. "En af mine vagter, som stadig er i tro tjeneste, men som jeg finder uerstattelig, vil jeg også gerne forære et sværd." svarede hun i et let suk.

"Jeg forestiller mig gyldne detaljer. regal og med en grifs vinger der strækker sig ud ved skaftet, og en rubin i midten til min søn. Min vagt skal have en lyseblå saffir på hans. Gerne med gyldne snoninger, sammenflettet"

[Svari Våbensmed]

”Et sværd..Javel, ja..” Svari bed sig ganske let i underlæben, som hun lænede sig ganske let ind over bordet. Hun gav sig til at skitsere omkredsen af sværdet først i hurtige, lette, men præcise strøg og ganske let, nikkede hun anerkendende, om end hun forundredes en smule over kvaliteten. Trods alt, ville det ikke blive billigt, skulle sværdene smykkes med både guld og ædelsten. De mørke bryn rynkede en smule tænksomt og skeptisk derved, om end hun ikke påtalte det.

Det tog ikke Svari lang tid at tegne. Trods alt, nød hun den del af sit arbejde. At være kreativ og kunne nørkle. Skitsen af hendes eget mesterstykke lå ved siden af papiret hun havde gang i for Furen og på trods af den mere…Økonomiske håndgribelighed, var detaljerne på skitsen næsten surrealistiske, med små blomster indgraveret i skaftet på det sværd hun selv havde i sinde at starte forfra på og forhåbentlig vise for lauget på et senere tidspunkt.

”Hvis jeg må komme med et forslag..” Forsøgte hun sig prøvende…. ”Hvis griffens vinger foldes sådan her….Og Rubin placeres her istedet…Så vil grebet om sværdet blive bedre og mere solidt..” Svari skitserede ganske let en tegning nummer to ved siden af den første. Hun vendte papiret en smule imod kunden, så hun bedre ville kunne se, som Svari pegede med blyanten. Svari var dygtig til detaljer. Dygtig til at lege med kreative idéer i forsøget på at få det bedste resultat. Hun havde flair for det hun lavede..Og hun elskede det..Og med kærlighed til sit håndværk og fægtekunst selv, kunne hun således ikke dy sig for at smide idéen på bordet.

[Orielle af Falanie]

Orielle fulgte roligt med som den unge og kønne smededatter skidtsende fingre. Allerede nu kunne hun se at hun var dygtig og måske mere den rette til jobbet end sin far, som selvom han var kreativ havde en lidt firkantet måde at lave sine tegninger.

Hun lænede sig mod en af tagets bærende stolper og strakte halsen en smule for bedre at kunne se. Vagten og hofdamen der stod ved porten mærkede man næsten ikke noget til, og dronningen var glad for at det i det mindste virkede til at hun havdet et privatliv.

Hun lyttede til hendes forslag og nikkede. "Ja, rubinen ville irritere hånden i brug." svarede hun i et let suk. "Jeg tænker at vingerne forbliver den eneste ting på skaftet i guld" svarede hun stille.

"Til det andet sværd kræver nok en delikat hånd, jeg er sikker på du kan hjælpe dun far der. Jeg vil gerne af bogstaver E og L i et monogram, og de må gerne have flair. Buger og krøl. Derudover skal de placeres i midten af et indsnit af et ørnehoved, hvor næbet gerne må være i guld og selve ørnen tegnes med nænsom hånd." lød det detaljeret fra Orielle.

Éduin skulle helst blive særligt glad for den omtanke hun havde gjort sig.

[Svari Våbensmed]

”Mhmm…” Svari bed sig koncentreret i underlæben, som hun trak pergamentet til sig igen og skitserede lidt videre på tegningerne. Trods alt, var det her noget af det hun nød. At kunne være kreativ og detaljeorienteret. ”Bogstaverne E og….”

Svari stoppede op. De mørke dådyrøjne gled op på den lyshårede kvinde og under hætten syntes den unge kvinde et øjeblik at se et glimt af noget genkendeligt. Derpå røg det ud af hende. ”Éduin er Deres livvagt…De…De er Dronningen..” Al formel og korrekt tiltale af både ridderen og dronningen var for et øjeblik som forsvundet som dug fra solen. Borte, som den unge smededatter et øjeblik mistede fodfæstet og koncentration i tankernes vildnæs. ”Om…Om forladelse, Deres Kongelige Majestæt…Jeg mente naturligvis Ridderen af Leamux..” Erklærede hun, som hun mærkede kinderne blev lettere røde. Mon byens rygter nåede paladset? Hun håbede det ikke.

[Orielle af Falanie]

Orielles smil varede i et splitsekund som den unge smededatter genkendte hende. Hun slog hætten ned så de lange blonde hår kom til syne. Hun havde ladet sin kommende svigerdatters hofdame forsøge sig med et par fletninger som de bar i Hasnea, og Orielle var meget fascineret af båden de havde deres hår frit.

"Ja. Frøken Våbensmed. De er den pige min livvagt er så fascineret over at det kulminere med hans gøremål og pligter." svarede hun roligt og lige til. Af naturlige årsager kunne hun ikke lægge alle sine følelser i konfrontationen.

Men det var denne pige Éduin var forelsket i, og det satte sig som dybe smerter i brystet hos dronningen.

[Svari Våbensmed]

”Åh…Er det sådan?” En lettere bekymret mine indtog den unge piges mine. Hun rankede sig lidt, som hun foldede armene en smule beskyttende over brystet og forsigtigt fortrak hun sig en smule, som hun lænede sig lidt op af tønde nærved og nu trak sig en smule fra sit arbejdsbord. Hun følte sig som en lille pige der blev irettesat…Og på en eller anden måde var det lige nu langt værre at stå overfor dronningen, end enhver anden.

[Orielle af Falanie]

"Jeg ved ikke hvad du selv håbede der kunne ske. Han har været meget fraværende på det sidste, til jeg følte mig nødsaget til at opsøge dig. Jeg er ked af hvis de blev forskrækket" Orielle var ikke nogen sur gammel kone, og hun var ikke kendt for at bære nag. Alligevel havde det ramt hende dybere end først havde troet.

Men hun ønskede ikke at give den unge pige skylden, hun var jo mere eller mindre offeret i den her situation som hendes livvagt havde sat dem i. Hun talte naturligvis stadig kun ud fra et professionelt synspunkt.

"Det har altid været konges og min plan at finde en god hustru til Éduin. Du forstår vel at det betyder at i ikke kan blive ved med at se hinanden"

[Svari Våbensmed]

Svari kunne mærke både frustrationerne og vreden vokse indeni. Ved Mithras..Ikke om hun forstod at det ene og alene var hende, der skulle drages ti ansvar. ”Om forladelse…Men måske burde De italesætte problemet med Deres livvagt, fremfor mig..” Erklærede hun stille, som de brune øjne hvilede på brostenene under hende. Var det ikke nok at Talon var efter hende? At hendes mor, Celeste Våbensmed fortalte hende og prædikede for hende, hvor urealistisk hun var?

Svari bed sig selv i læben, som hænderne knyttede sig som hun stod der..Uden chance for næsten at kunne forsvare sig selv…For hvordan skulle hun kunne sige eller fortælle dronningen mere end hun allerede havde gjort? Hun kunne intet tillade sig. Hun var simpel…borgerlig…Og uden rettigheder i denne sammenhængen. ”Jeg efterlader tegningerne til min far. Jeg er sikker på at han nok skal løse Deres opgave tilfredsstillende.” Erklærede hun fast, som hun gjorde mine til at pakke pergamenterne sammen.

[Orielle af Falanie]

"Det har jeg allerede gjort. Jeg kom for at sikre mig at han ingen skade havde gjort, og at han ikke ville ende med at gøre dig ulykkelig" svarede Orielle roligt. Hun ignorerede pigens uforskammede henvendelse. Dem kunne hun gemme til sin egen familie. At dronningen kom for at tjekke konkurrencen ud, og gøre et forsøg på at skille dem ad var en anden side af sagen.

"Jeg ønsker dig alt det bedste Svari Våbensmed, og tak for dit fine arbejde" Orielles blik gled over de fine tegninger. I det mindste ville hun få to gode sværd ud af hendes konfrontation med smededatteren. Hun sendte hende et oprigtigt smil før hun trak hætten over hovedet og gjorde tegn til sin vagt og hodfame.

Forlader tråden