Kortene på bordet

[Amélia af Blauhöring]

Forbeholdt til Joufre af Treillery

│Dato & tidspunkt│

1. december 842 - Flere timer efter mørkets frembrud (20:03)

│Lokation│

[Ukendt] Skjulte gemakker i Lensgrev Joufre af Treillery's byhus i Teaterkvarteret, Levagny, Falanie

---

Den irregulære melodi af knipsende flammer, som det åd væk af bark og træ, summede sig frem i hendes bevidsthed og gav hende en særdeles varmende drøm i sidste stunder, inden hun ville øjne. En drøm om en tændt pejs - nej, et bål… Et tændt stearinlys? Intet af det huskede hun, da øjenlågene vovede sig åbne for virkeligheden. Kun følelsen fra drømmen hang ved lidt endnu, som hun kom mere og mere til sig selv. Hendes krop føltes uendeligt tung, som havde hun faldet dybt hen, men… hvordan var det sket? Hun havde ingen erindring om at have faldet i søvn eller været træt, for den sags skyld. Ingen minder om at have lagt sig under tæppe og dyreskin for at holde varmen igennem den kommende vinters nattefrost. En helt anden ting var; hun frøs ikke. Tværtimod.

Endelig kom der fokus frem i de violette øjne, og hun løftede roligt hovedet i takt med, at hendes omgivelser blev introduceret for hende. Nøgne stenvægge spækket med fakler til at give rummet sin overskydningsfulde belysning. Firkanter, ikke meget større end at en som hende kunne stikke hovedet igennem, var skåret ud i murene oppe langs nær loftet, der til gengæld stod højt. End ikke en fuldvoksen mand, ranglende over gennemsnittet, ville kunne kigge på udsigten uden at kravle op på en stige. De var alle skoddet til, nok for at holde vindbragt snefnug fra at komme ind og for at holde varmen fra at sive ud. Lyden af flammer fangede atter hendes opmærksomhed, og dog der var meget andet for hende at se, drejede hun hovedet så langt over skulderen, at hendes krop måtte dreje sig med, og rigtigt nok. Bag hende, bygget ind i muren helt tilbage fra da muren i sin tid var blevet rejst, brændte en pejs varm og velkommende.
Hvor var hun?
Amélia havde hidtil ikke sagt et pip, og det var med omhug, at hun drejede kroppen tilbage omkring for at lade blikket glide bredere ud. Skannede hvad end hendes observante øje kunne se, fra hvor hun sad. En dør. Bordet, som hun sad ved. Flere stole med høje rygge og solidt bygget af hårdt mørkt træ, som den hun sad i. Der var ingen malerier eller overdådige duge eller gulv tæpper eller bannere, men de var rigeligt med andre tegn på, at dette var eget af en med rigdom. Ingen der skreg end i hovedet, vel og mærket. Men vidste man, hvad man skulle kigge efter, så ville man hurtigt lægge mærke til det. Overflod kom i mange forskellige faconer.

Først lidt prøvende trak hun i sine hænder og fandt dem frie. Det samme gjaldt hendes fødder og andet. Hun var ikke bundet til stolen, blot blevet placeret der. Hun smagte diskret på sin egen tunge, hvor eftersmagen af noget sødt stadig sad længst tilbage i halsen. Noget måtte hun have indtaget, men lige præcis hvad, var hun ikke sikker på. Noget døsende, var alt hun kunne konkludere. Ikke at det gjorde det mindste bekymrende, for til trods for hvor roligt hun forholdte sig, så var der intet betryggende ved situationen.
Forsigtig skubbede hun sig tilbage i stolen så lyden af den blive trukket henover gulvet kunne høres igennem hele rummet, rejste hun sig op med hænderne blidt støttende mod blodpladen. Tyngden var der stadig og hun ville næsten nærmere tro, at det var hvad end middel, hun var blevet givet, der var medskyldig end blot søvnen. Hun så ned af sig selv, hvor hun bekræftede sig til at endnu være fuldt påklædt. Eller nok påklædt. Ingen kappe hang over hendes skuldre, men den brunlige rustrøde kjole var intakt med den mørkegrå underkjole kun lige tittende frem i kanterne og bunden af det ankelkorte skørt. Totter af løse, lyse krøller faldt ind i hendes synsfelt, som hun havde sænket hovedet, og hun blev dermed opmærksom på det manglende hovedlin og om ikke et par løsrevne hårnåle, der egentlig skulle have holdt den utæmmelige manke sat op.
Hun så mod døren igen og rettede sig rank i sin fylde - ydmyge - højde. Hun havde intet dybsiddende ønske om at blive, til trods for at interesse i at vide, hvad der dog havde bragt hende dertil, tyggede i hende. Mon døren ville være låst? Hun vendte blikket mod vinduerne. For højt..

[Joufre af Treillery]

En af lensgrevens mænd havde sendt ham et meget køligt, trodsigt blik, da Joufre af Treillery havde standset ham i at binde pigen fast til stolen, men det bestemte, blå, intense blik der havde stirret tilbage i mandens øjne, havde ikke efterladt rum til diskussion om dét. Rummet var forseglet. Der var så højt til loftet, at selv hvis hun var ferm til at klatre, ville hun skulle kunne holde sig oppe i neglene alene på stenenes ru kanter og flå dem til blods i et håbløst forsøg på at nå det loftvindue, der kunne ses, men hvor skodderne var slået for, så snefnug og regndråber ikke kunne finde en sprække at bevæge sig ind af.

Mange ville have valgt en anden taktik end den, lensgreven af Treillery havde valgt. De ville måske sågar personligt have slæbt afsted med den datter, som der var en ganske udsøgt dusør på hovedet af. Det var hans sangfugle, der havde simret. Levagnys gader var ikke nogen Joufre selv havde haft megen tid til at befinde sig i de senere år, ikke efter sin broders pludselige død og sit lens mulige forfald i samme ombæring. Men det betød ikke, at hans byhus blot var tomt, eller at hans folk ikke havde spidse ører og årvågne øjne. Det var ikke helt sikkert at denne pige var den, han troede hun var, men meget tydede efterhånden på det. Det underlige var blot, at der ikke var andre, der vidste det allerede - at ingen havde forsøgt at hjælpe hende hjem. Dén del havde gjort Joufre af Treillery særlig mistænksom. Der måtte stikke mere under end som så. Langt mere.
Den lærde mand havde spået, at pigen nok ville vågne omkring denne tid, og det var som om hans indre ur ramte plet, da en af vagterne nu meddelte lensgreven, at han havde hørt puslen inde fra rummet. En tydelig indikation af, at pigen ikke længere befandt sig i den døs, de havde henlagt hende i. 

Joufre rejste sig fra sin plads bag skrivebordet, og fulgte efter vagten hen til det rum i huset, som adskillige mennesker ikke kendte til, og aldrig ville komme til at kende. Det var et rum, der var til særlige aftaler. Særlige formål. Det havde Joufre tidligt lært i barndommen, og han havde aldrig stillet sig undrende overfor det. Nu kunne han endda udnytte det til egne formål.
Den solide dør gik op, da lensgreven rank i ryggen, åbnede den. De blå øjne, der oftest syntes mørke, også her i skæret fra flammernes dans, søgte efter sit mål, og så så han hende. Hun havde rejst sig fra stolen. Hurtig på benene, måske kløgtigere end han troede. "Lad os alene," bad han vagten. For nogle et vovet valg, men det betød blot, at vagten ville stå på den anden side sammen med sin makker. Pigen var lavere end ham, ligeledes mere spinkel. Skulle hun kaste sig over ham, ville Joufres brystkasse være som en solid brynje, hun ikke kunne gennemtrænge, og hans fingre kunne sno sig om hendes arme, til hun mistede følelsen i fingrene. Skulle det komme dertil. 
"Vær hilset," hilste han pænt på hende, og antydningen af et skjult smil tonede sig frem, da han tilføjede: "Amélia af Blauhöring." Det var en vovet udtalelse, men han ville gerne se hendes reaktion på at blive tiltalt sådan. Det ville fortælle ham mere end hun måske var klar over. Så slog han hånden ud mod stolen i en næsten høflig manér. "Sid ned. De må være noget forvirret, formoder jeg? Kan De huske, hvordan De kom herhen?" Granskende var hans blik, mens han selv greb om en stoleryg, men uden at sætte sig før hende. En usynlig magtkamp udspillede sig der i rummet, og han kendte hende ikke godt nok til at forudsige reaktionerne. Var hun en hystade eller samarbejdsvillig? Det ville tiden vise. Han havde hele aftenen til at komme til bunds i dette mysterium. Ja, sågar flere dage, hvis det skulle komme såvidt.

[Amélia af Blauhöring]

Hendes ved stående tids bedste mulighed ville dermed være dø-…

Som havde guderne fortrængt sig ind i hendes tankespind, lød åbningen af selv samme dør med et signende besvær, om hvilke kræfter der skulle lægges i at åbne den. Ikke umenneskeligt skurke på nogen måde, men nok til, at den ikke blot ville svinge op som silkegardiner i forårsbrisen, skulle hun gøre sig forsøget. Skulle det være nødvendigt at forhaste sig igennem den.. Med en kontrolleret ro i bevægelse, drejede hendes hoved sig atter tilbage og hendes øjne hæftede sig med det samme mod manden, der trådte igennem. Der var godt nok to mænd til stede - til at starte med - men den ene af dem bar på en atmosfære af mere vigtighed. Mens vagten bestemt også havde en tilstedeværelse, så havde adelsherren en dybere grund til at være der. Det var dén Amélia opfangede. Selv før han talte og hendes teori blev bekræftet til at være sand, som det var ham hun blev ladt alene med.

Diskret fulgte hendes blik dog stadigvæk vagten, som han bevægede sig ud af rummet igen, indtil døren gik i og opmærksomhed faldt atter på det andet selskab. Opmærksomhed som han uden problemer hæv til sig. Ikke hans hilsen, som hun i øvrigt ikke gengældte verbalt, men i stedet med et sagte vip med hovedet. Borgerskab havde ikke gjort hende uopdragen eller uforskammet, dog måtte denne mand da forstå den underliggende utilfreds ved situationen, hun formåede, han var skyld i. Til gengæld bragte navnet på hans tunge sig mere reaktion.
Mens dåbsnavnet da gjorde sit stik i hende, så var det tilføjelsen, der fik hende til at krumme sine bryn. Til dels i forvirring. Et forsøg på at fortsat spille skuespillet, hun havde gjort de seneste års tid. Foragten var bare ikke helt til at skjule for det observante øjne. Hun kunne sågar mærke det ved, hvordan hendes mave sugede sig ind. Det tegnede aldrig godt at høre dét navn fra andre munde. I særdeleshed ikke fra denne mands. Hendes blik veg væk fra ham. ”Om forladelse, men jeg har allerede siddet rigelig,” svarede hun i en skjult kommentar. Hun havde ingen idé om, hvor længe hun havde været væk. Det kunne være minutter eller timer. Det kunne endda have været et døgn. Men lige meget hvor længe, havde hun bestemt ingen lyst til at sidde ned længere end hun måtte have gjort, lænet ind over bordet som en udmattet studerende.
Med hånden glidende let hen over bordpladen, trådte Amélia yderligere ud fra mellemrummet mellem stolens sæde og bordets kant. Og så snart hånden gled fri fra kontakten, lagde hun sine arme omkring sig selv. En hånd om den modsatte albue.

Flygtigt så hun sig omkring i rummet igen, mens hun bevægede sig mere om bag stolens høje ryg og nærmere ildstedet. Gjorde en runde… og så faldt fokus tilbage på adelsherren. Joufre af Treillery hvis hun ikke tog megen fejl. Han var frisk til stede i hendes hukommelse, eftersom det ikke var længe siden, han havde sat fod i hovedstaden.
”Jeg husker end ikke, hvor ’herhen’ er. Eller hvad grund jeg har for at være ’her’. Heller hvordan jeg ankom.” Hun erindrede i hvert fald ikke om, at have kommet frivilligt på egne ben. ”Jeg vil håbe, at Deres Excellence om muligt vil kunne sætte mere lys på det?” Modsat før, hvor hun havde set væk fra ham, holdte hun stærkt øjenkontakten mod ham, mens hun ventede hans svar. Hans forklaring, selvom hun ville lyve, hvis hun påstod, hun ikke havde bare lidt idé om, hvad der foregik. Hans stemme ekkoede stadig svagt et sted i hendes hoved. Amélia af Blauhöring…

[Joufre af Treillery]

Observant var hun, bemærkede Joufre stiltiende, da hendes hoved drejede sig tilbage mod mændene og øjnene hvilede på dem begge, før de fulgte vagten ud af døren, som skulle hun følge ham helt til dørs. Det vidnede om en kløgt, som ikke alle besad, men som Joufre af Treillery utvivlsomt prissatte. Ligeledes viste kløgten sig i, at hun ikke åbenlyst stirrede. Det var kun fordi han selv gik op i selv de mindste ændringer i andres mimikker, at han bemærkede, at hendes blik hvilede på ryggen af vagten og ikke ham, før det så vendte sig mod ham, da han tilkaldte sig hendes opmærksomhed.

Ingen verbal hilsen mødte ham, men han så hende nikke sagte med hovedet i sin egen lille non-verbale hilsen. Uopdragen og trodsig kunne hun ikke siges at være umiddelbart. Dét var et positivt tegn, der måske indikerede, at denne samtale ikke ville blive problematisk og ulidelig for begge parterne. Måske særligt hende. Joufres tålmodighed og stålvilje rakte trods alt langt. 

Forvirret lod hun til at være, da han tiltalte hende med det, som formodentligt var hendes egentlige navn. Fødenavnet. Om hun benyttede sig af dét eller et andet var ham uvist, men noget sagde ham, at hun ikke havde hørt sit dåbsnavn en god rum tid, men bag de forvirrede løftede bryn, anede han også noget andet. Var det spot? Foragt? Det var lige før han troede det, og dét var uventet. Han betragtede hende diskret, men alligevel synligt nok til at hun ville kunne mærke hans intense, stålfaste blik hvile på sig, da hun så afviste hans tilbud om at sidde ned, som måske i virkeligheden havde været en form for venlig ordre. Han lod hende dog spadsere, fulgte nøjsomt hendes bevægelser, klar til at reagere for de tilfælde, at hun skulle få en vanvidstanke om at forsøge at kaste sig over ham for at undslippe dette ukendte territorie. 
Men istedet så han hendes hånd forlade bordkanten, for istedet at glide om sin modsatte albue. Hun omfavnede sig selv. En velkendt beskyttelsesmekanisme, måske særligt hos kvindfolkene. "Hvis De hellere vil stå, står det dem også frit for," gav han hende lov til at afslå tilbuddet, men uden egentligt at svare på den skjulte hentydning i hendes ord. Hvor længe havde hun siddet? Et par timer rundt regnet. Måske lidt mere, men det var ikke hverken halve eller hele døgn. 

Hun gik et par skridt mod pejsens varme, og han trak svagt på mundvigen. Nogle ville måske have ment, at det var mere respektindgydende at placere sit 'gidsel' i et koldt, mørkt rum, men Joufre af Treillery var ikke ude på at skræmme; tværtimod troede han, at han havde et godt tilbud til hende. Han kunne hjælpe hende med at komme hjem. Helt hjem til Blauhöring. 
Hun trykkede på de rette knapper med sit svar. Hun anede ikke, hvor hun var. Hvordan hun var kommet derhen, og hvad grund hun skulle have til at være her. Han nikkede sagte anerkendende, som tegn til, at han havde hørt hende. "Naturligvis. De drak the med en af mine mænd, men så blev De døsig, og bar dig herhen. Det er godt og vel nogle timer siden," kastede han lys over tidsperioden hun havde været her. Hans øjne glimtede svagt. "Jeg ville gerne snakke med Dem. Ser De, Amelia af Blauhöring har været forsvundet, og hendes fader er både forfærdet og umådeligt tynget af ikke at vide, om hun er død eller levende. Ikke at vide, om hun har det godt. Og visse ... fugle, pipper om, at hun skulle være blevet ført til Levagny. De ligner hende mere end hvad der kan være tilfældigt. Og det er ej heller tilfældigt, er det, Nådigfrøken?" Joufre spurgte venligt, men med velovervejede ord, mens han fastholdte den øjenkontakt hun havde indledt. Sin egen magtkamp om, hvem der først ville give sig og vige for den. 

[Amélia af Blauhöring]

Lensgreven af Treillery gjorde det til en umådelig nem løgn at tro for i princippet, så var intet af det en oprigtig løgn. Den var hverken malet hvid eller regnbuens mange nuancer. Det lå meget nærmere op ad sandheden. Drak te. Faldt hen. Og nu endt dér; hvor end det nu egentlig var. Lige dét havde han snildt veget uden om at slippe ud fra struben. Men mens alt han sagde var sandt, så var den unge komtesse overbevist om, at det ikke var den hele sandhed. Hun havde trods alt stadig den kvalmende søde eftersmag i munden. Jovel var hun en til at nyde sukker i sin te, så var dette ikke smagen af dét. Heller var det honning. Hun var sikker..
Og alligevel pressede hun ikke på for yderligere. I stedet undlod hun blot et hørbart og indseende: ”Ah.” glide igennem de let-adskilte læber. Hendes tanker faldt ligeledes tilbage på vagten på helt automatisk vis. ..en af mine mænd var hun blevet fortalt. Dog havde der været ingen genkendelse, der ruskede sig til live i hende, da hun genfandt vagtens ansigt frem for sit hoved. Det generede hende egentlig. Ikke at hun ikke genkendte vagten - men at der syntes at svæve løse tråde omkring i hendes sind. Hun brød sig ikke om det. ”I så faldt kan jeg vel være taknemmelig for ikke vågne op i en fremmed seng, men i stedet..” Hun lod blikket glide lidt sigende omkring før hun afsluttede: ”..herhen.” Igen blev ordet ganske bevidst genbrugt og inden længe fandt violet tilbage til blå.

Det var hverken ubehag ved herrens nærværende blik eller et direkte nederlag i den intensive magtkamp mellem de to, som var skyld i, kampen hun selv havde med at ikke lade for mange fortællende ting blive vist, da der blev sat ord for, hvorfor netop hun var endt i selskabet, hun var i nu. For med hans tidligere ikke-løgn, ville man nok forvente, at hun ville have vågnet op til den samme mand, hun havde drukket te med. Visse ord satte sig en tand dybere og resulterede da også i at musklerne i hendes kinder spændtes op. At hendes fader var forfærdet og tunget af uvisheden om hende, kunne meget vel være endnu en halv-sandhed og grebet, hun havde om sine albuer blev strammere ifølge af den ubevidste trang til at holde tættere omkring sig selv.

Til gengæld var Amélia så ellers fuldt bevidst om det, da hun med vilje tabte deres øjnes konkurrence, dog det var på ingen måde skamfuldt, måden hun så væk fra ham. Hun slog dem blot ned for at skjule deres genkendelige farve væk fra hans syn igen. ”Mit navn er Amélia, ja, men de spilder desværre Deres tid ved at tro, at jeg er denne forsvundne komtesse fra Blauhöring.” Så snart hun sagde navnet på det udenlandske len, slog Wurfrug accenten frem i hendes milde stemme. ”Deres Excellence bør derfor heller ikke bruge sådan en adelig tiltale med mig. Jeg er ingen nådigfrøken. Jeg er lysmager. At jeg skulle ligne en anden er præcis bare dét; Et tilfælde. - De må have mig undskyldt. Har jeg været her i et par time, har jeg allerede været her for længe.”
Med dét sagt faldt armene roligt ned langs siden igen, og hun begyndte at tage skridt hen imod døren. Der var megen lille hast i dem, men der var ingen tvivl om beslutningen der var blevet taget. Det var ikke klogt af hende, at blive, om det så ellers måtte ses som yderst respektløst, særligt for en borgerlig, at forlade lensgreve sådan uden videre.

[Joufre af Treillery]

De ord der flød fra lensgrevens læber var ingen løgn, men der var ting han udelod at nævne, da han opsummerede forløbet, der havde ledt til at kvinden kunne vågne op siddende i en af hans robuste stole ved det bord, hvor mange vigtige samtaler havde forløbet i årenes løb, og til lyden af en knitrende pejs. Hun udfordrede ikke hans ord. Istedet greb hun om et faktum. En kløgtig ung kvinde, måtte hun siges at være i det øjeblik. "Bestemt. At vågne op i en fremmed seng intetanende har sjældent været en rar oplevelse, har det?" talte han med om det imaginære alternative scenarie. Hun genbrugte hans ord, mens hendes violette blik gled rundt i rummet på ny, før de atter fandt hans blå, men selvom det måske var en lille indikation til, at han kunne afsløre hvor de var, så flød der ingen beskrivende forklaringer fra lensgrevens smalle læber endnu.

Joufres blik var nærværende, som han så hende an, og ledte efter den mindste flig af en reaktion, der kunne bekræfte den hypotese, der var opstået om, at netop denne Lysmager var en komtesse i skjul. Og han var ikke blind for, selv på den afstand, der var mellem dem, forårsaget af bordet de stod på hver side af, at hendes ansigtsmuskler spændte op. Ej heller grebet om armene, der blev en smule fastere, som forsøgte hun at holde tættere om sig selv. Men hvad beskyttede hun, og hvad følte hun trang til at beskyttes fra? Ham eller sin familie? Tanken strejfede ham, som han stod der og så på den unge kvinde, og ind i hendes karakteristiske violette øjne, som kun få besad. Én af de ting, der var en tydelig indikation på, at det nok var hende, trods alt. 

Hun var den, der først veg fra øjenkontakten, men hendes krop så ikke skamfuld ud, da hun så væk. Kortvarigt gled hans blik mod den gnitrende pejs, før det gled tilbage til hende, da hun talte. Hun bekræftede sit navn, men dernæst flød en forklaring om, at hun ikke var den forsvundne komtesse, og at hans tiltale derfor også var forkert. Han gav hende for høj status, men lydhør var han, da hendes milde stemme fik en karakteristisk klang af wufrungsk, da hun udtalte lenet. Svært at overhøre. "Amélia Lysmager," opsummerede han det, som var hendes væsentligste pointe, men da hun satte kurs mod døren, trådte han frem mod hende og med en arm standsede han hendes bevægelse mod døren. Han greb ikke ud efter hende, men han blokerede hende vejen. "Jeg har mødt Dem før, Amélia. Da du var lille. Amélia af Blauhöring har violette øjne som Deres. Hun er god til at tillære sig sprog, og De er god til at tale som en fra Levagny, det må jeg give Dem, men da de sagde dit len, slog din tunge et afgørende lille sving. Så fortæl mig, Amélia, hvorfor lyver De til en lensgreves ansigt? Og hvorfor så travlt? De er først lige kommet ... og vi har meget endnu at drøfte." 
Joufres stemme efterlod ikke plads til modsigelser, da han slog en indikerende, inviterende hånd hen mod bordet, som tegn til at hun roligt kunne tage plads på ny. Forhåbentligt havde hun ikke tænkt sig at skabe sig, men hvis hun gjorde, havde han tænkt sig at være vedholdende. Om nødvendigt også med sin fysik. Amélia ville få lov at gå, når han var tilfreds, og ikke før.

[Amélia af Blauhöring]

Hun hørte ham tage sine skridt lige efter, at hun selv havde sat sin gang, og det var da åbenlyst, hvad der ville følge, selvom hun ikke så i hans retning. Heller stoppede hun op eller sænkede sin fart. End ikke, som hans skikkelse kom til syne. Ikke før, at hans arm strakte sig ind foran hende, gjorde hun holdt kun lige akkurat inden, armen og hendes ansigt ville have rendt ind i et sammenstød. Af ren refleks trådte hun da også et lettere overrasket, halvt skridt tilbage. Det ville være så nemt, at blot bukke sig lidt og smutte under armen og fortsatte på hendes vej. Hun var sågar lav og kvik nok til at, blot falde langt nok ned i knæ, ville det kræve ekstra af den noget højere mand, skulle han forsøge at række efter hende. Så meget af en blokade var det ikke, men indtil videre var det nok. For hvad var stærkere end den fysiske blokade, var beskeden bag handlingen. Han gjorde et krav på hendes opmærksomhed. Et krav på at blive hørt. Og mons tro ikke også et krav på at få svarene han søgte. Hvis ikke mere bekræftelse på, hvad han sikkert mente, han allerede havde svarene på.
Forvirring tegnede streger i hendes ansigt, da han afslørede en tidligere bekendtgørelse mellem dem og selvom hendes første beslutning var, at ikke kigge på ham, så var dén afsløring alligevel nok til, at hun drejede hovedet til siden og gjorde netop dét. Hun vidste hvem han var, som hun havde gjort det til sin pligt at have kendskab til så mange som muligt, men selv nu hvor de stod en del tættere og ikke med et bord imellem dem, var genkendelsen i hans ansigt ikke noget der trak sig så langt, som han gav udtryk for. Da hun var lille. Hvor lille? Joufre’s ansigt var mildt og behageligt for en mand med den status og magt, han besad, men hans øjne var skarpe og ikke just nogle man glemte. Særligt ikke en som Amélia. ”Først lige kommet?” gentog hun en tand misbilliget. ”Nu er det Deres Excellence der taler usandt.” Skulle han udpege hende i hendes løgne, var det vel kun retfærdigt, at han ligeledes kunne stå til råds for hans egne. I stedet for, at hun skulle blive tvunget til at indrømme noget nu, han brugte sin rang mod hende.
Hans kommentar tidligere omkring dét at vågne i en fremmed seng havde gjort, at hun i øjeblikket stolede mindre på ham og det havde da også været fuldt bevidst, at hun ikke havde svaret tilbage på det. Men det havde overbevist hende om, at han vidste noget. Og hvis han kendte til det og stadigvæk var så letsindet om det, skrev det ikke ligefrem plusser i hendes bog. At det blot var et uheldigt tilfælde, var hun ikke klar over.

”De virker til, at vide en masse om denne udenlandske komtesse. Hendes udseende. Hendes talenter.” Hendes skam. ”Tilgiv mig for risikoen for at tale forbi respekt, men om ikke De i virkeligheden ser sammenligninger i mig ud af ønske om at lokalisere hende? De fortalte, at hun er forsvundet. Savnet. De må kunne se, hvordan De sprang til konklusion, at jeg må være Wurfruger ud fra én korrekt udtale af ét lensnavn, mens det mest logiske vil være, at min modersprog er, hvad jeg hidtil har talt med samme sikkerhed og jeg blot må være lært nok til andet,” lagde hun ganske flydende ud foran ham så lige til, som hun kunne gøre det. Tilføjede da også lige et lille vip til siden med hovedet. Afventede hans reaktion.

Dog afventede hun ham ikke alt for længe, før de buttede læber skilte sig ad igen for netop at bryde stilheden hun havde sat op mellem dem.
”Men for at underholde din mistanke, Deres Excellence, lad os sige jeg er, hvem De tror. Hvad har De at drøfte med mig? At få mig sendt hjem?” En kort kunstpause blev taget, mens hendes blik søgte endnu dybere ind i hans. Tvang ham igennem dem, til at se på hende, idét det afgørende spørgsmål fandt vej over hendes læber: ”Og hvad hvis hun ikke vil hjem?” Hvad hvis der ikke var noget hjem at komme hjem til..

[Joufre af Treillery]

Amélia kunne have fortsat sit flugtforsøg, hvis hun havde villet, men hun ville ikke være nået langt, før en mandlig vagt ville have fældet hende - til Joufres ærgrelse -, og hun så ville være blevet bragt tilbage til dette rum. Heldigvis stoppede hun selv. Lidt brat og overrasket, da han så hende tage et halvt skridt bagud, og således virkede hans armstræk efter hensigten. Det var ikke så meget den fysiske handling, som betydningen bag den, som var den væsentlige. Det lod det til at den unge kvinde forstod instinktivt. 
Det var meget længe siden, at han havde været på besøg i det len, der kunne være hendes. Måske også et under, at han huskede det til stadighed. Han havde været afsted med sin far, erindrede han, og han huskede den lille pige med de violette øjne. I mange år havde han ikke tænkt på hende, men de svirrende rygter havde fået noget til at drive ham mod at finde hende. Den åbenlyse årsag skulle være for at indløse den dusør, der var udlovet, for at bringe komtessen helskindet og i levende live, men det var ikke hans eneste motivation for at finde hende. Joufre vidste, at komtesser ikke bare forsvandt under radaren medmindre noget lå bag. Noget mere end blot en plyndring på en landevej, en gidseltagning. 

Hendes blik havde været fjernet fra hans, men det fandt atter tilbage til ham, da han bekendtgjorde kulør omkring, at de havde mødt hinanden før. Hun ville sikkert ikke huske det; og han selv huskede det nok også primært, fordi rejsen havde været lang til Wufrung. Og pigens søde smil og violette øjne havde været specielle. Svære ikke at genkende. "Nuvel. Først lige vågnet, i så fald," korrigerede han. Sandfærdigt. I det øjeblik var han lykkeligt uvidende om, hvilke knapper han var kommet til at trykke på, hvilke associationer og tanker Amélia af Blauhöring gjorde sig ud fra hans ord om at vågne i en fremmed seng, samt bemærkningen om, at han havde mødt hende, da hun var barn. Han var ikke bevidst om den skam, der var blevet hende påført, og derfor heller ikke bevidst om, at hans ord stak dybere end de var ment. 

Mentalt trak han vejret ind, da en lang svada forlod hende. Hendes tone var svær helt at definere. Var den spottende eller blot konstaterende? Han lyttede opmærksomt for at skelne de små nuancer i hendes stemme, men også for at gennemskue, om der klyngede flere ord med en anden accent end dén, der var gængs i storbyen Levagny. Panden var rynket let tænksomt, som han betragtede hende, mens hun udfordrede hans perspektiv på ny. "Måske har De ret, Lysmager. Jeg ønsker at finde hende. Måske forveksler jeg Dem dermed med hende, men De tager fejl af, at det er en enkelt wufrungsk udtale, der leder mig hen til konklusionen om, at De må være den forsvundne komtesse," afslørede Joufre af Treillery blankt, men han afslørede intet om, hvad intentionen bag det ønske var. Ikke endnu, og han kunne forstå, hvis hun frygtede, at der lå dårlige intentioner til grund. Det mente han dog ikke selv. 
En stilhed herskede kortvarigt, men så brød hendes buttede læber den på ny, og hans panderynken antog en dybere kant. Næsten lidt misbilliget over hendes ligefrem, men også en undren tog form. Han løftede hånden og kløede sig i skægget, eftertænksomt. Granskede sine ord, vejede dem, før han lod dem flyde. Hun havde fået ham til at tænke det, som han allerede havde mistænkt: Amélia af Blauhöring ønskede ikke at blive fundet. At blive fulgt hjem til Wufrung, og Blauhöring.
Øjenkontakten var dyb. Så dyb, at han et øjeblik følte han blev slugt af hendes violette øjne, og da var han ikke i tvivl. Hun forsøgte ikke at underholde ham. Hun forsøgte at fortælle ham, at hun ikke ønskede at komme hjem. Det presserende spørgsmål måtte dog være: Hvorfor ikke? 
"En komtesse forsvinder ikke sporløst uden grund, kære frøken. Det må De vide. Oftest ligger der grusomheder til grund, og selvom De ikke har nogen grund til at tro mig, så ønskede jeg at hjælpe hende. Jeg formodede, at hun kunne være faret vild i Levagny, bange og ensom, og derfor have brug for hjælp til at finde tilbage til Wufrung, så ja. Naturligvis ville jeg drøfte med hende, om jeg skulle følge hende hjem." Han trådte et skridt frem mod hende, før han så greb om det væsentlige: "Men hvis hun ikke ønsker at vende tilbage til Blauhöring... Skal hun naturligvis ikke sendes dertil. Men sig mig: Hvorfor skulle en ung komtesse ikke ønske at vende hjem til sin familie? En familie, der savner hende så frygteligt."

[Amélia af Blauhöring]

Selvfølgelig var der andre ting, der gav hende væk, som han konstaterede. Han havde allerede remset flere af dem op for hende, som hun, lige som denne ene ting, havde henkastet for ham til at være intet andet end et tilfælde. Det var en svær løgn at give videre. Men måske var det ikke engang, fordi at hun prøvede at overbevise ham, fordi Amélia af Blauhöring var da ikke så dum til at tro, at hun kunne komme af sted med det. Hun var genkendelig i velvidende øjne. Men, hvad hun til gengæld kunne, var at ikke overgive sejren. Lensgreven ville aldrig være hundred procent sikker i sin sag, så længe hun modsagde hans teori. Han kunne være meget tæt på. Nok til at selv være fuldt overbevist. Bare aldrig fuldendt. Hun havde allerede sine egne teorier omkring ham og én af dem var stærkt-baseret på de diskrete magtkampe, hun havde været under lige siden, hun var vågnet. Allerede før, han havde trådt ind ad døren og gjort hende med selskab.
Hvad hun gjorde, var en del af samme kategori bare af en lidt anden kalibre. En usynlig og nær ikke bemærkningsværdig magtkamp.

Med et roligt blink med øjnene, mildnede hun den dybdegående øjenkontakt, dog hun stadigvæk ikke veg sit blik væk fra hans. Bange og ensorm. Hans svar havde evnen til at sende hende tilbage til de første par dage. For bange havde hun været. Men ensom?.. Som han trådte tættere på, trådte hun ikke tilbage eller vise decideret intimidation over ham, selvom han stod betydeligt højere end hendes lille skikkelse. Følelsen, Joufre af Treillery, gav hende kunne trods alt ikke være meget længere væk fra brutalitet. Ganske interessant, egentlig. Hendes læber skilte sig ad, som skulle hun netop til at besvare ham. Og så endda med ærlige og sandfærdige ord for en gangs skyld. Men så blev de samlet igen, inden noget kunne nå over tungen, og hun sænkede atter blikket fra ham hvorved hun ligeledes tog et ydmygt skridt tilbage, så hun kunne gendanne nok afstand mellem dem, at hun kunne dreje omkring uden at strejfe ham med skulderen. ”Det vil jeg ikke kunne svare på. Det er noget De må spørge komtessen om, skulle De være succesfuld i Deres søgen,” svarede hun sagte. Og afsluttende, dog dét kun var et håb. Et håb om, at hvad end denne aften havde bragt nu var stukket i jorden.

Et sted, følte Amélia sig nok en anelse dum, sådan som hun så standhaftigt holdte fast i, at hun ikke var hvem hun var, og hun frygtede, at det uheldigvis ville være synligt for det observante øje af lensgreven. Måske var det den behagelige varme i rummet, der steg hende til hovedet? Modsat fra før, hvor hun med bestemt skridt, havde gjort sit første forsøg på at flygte, så var hendes nye kurs ikke mod døren men i stedet vendt tilbage mod bordet. Hun gik faktisk hele vejen tilbage til den samme stol, som hun havde siddet i, i hvad måtte være et par timer, ifølge Joufre’s udmelding og som havde hun trukket sin afvisning fra tidligere tilbage, så satte hun sig villigt i den. Sørgede får at smøre de tykke lag skørt opdraget ind under sig, idét hun gjorde.
”Har Deres Excellence børn selv?” spurgte hun efter at have sat sig. Hun kendte godt nok allerede svaret. Nej. Det var i hvert fald svaret, som en som hende havde mulighed for at skrabe til sig. Men hun spurgte nu alligevel uden at megen indtryk af, at der lå noget mere dybere underneden. Hun rettede blikket tilbage mod ham igen. Det var noget besynderligt, at en mand som ham var barnløs taget samfundet i betragtning. Zut! At hun ikke havde et barn eller i det mindste et på vej kunne sågar ses som besynderligt i visse kredse, og hun var kun lige på nippet til sit syttende år. Mens hun sad og ventede tålmodigt, løftede hun hænderne op til sit hår for at begynde at pille de sidste tegn på det knap så imponerende opsæt, som havde været gemt under det manglende hovedlin. En tynd og bøjet hårnål - ingen af den mindste værdig - her og der indtil det ustyrlige hav af lyse krøller alle hang frit om hendes ansigt.