Hvem intet vover, intet vinder...

[Svari Våbensmed]

Tilegnet Louis Instrumentmager

Aften

Falken og Kronen

Det var mørkt og koldt udenfor og Svari havde denne aften søgt tilflugt på Falken og Kronen, hvor hun oftere kom med håndværkerslænget. Det var på den måde en aften som så mange andre. En arbejdsdag, der på bedste manér skulle afsluttes med lidt øl op til én kommende og velfortjent fridag.

Hun var dog tidligt på den iaften og således havde hun taget plads i baren med et krus øl foran sig, alene. Hendes tanker vandrede, som hun sad og studere sin nu småarrede hånd. Hun var stadig vred på sin onkel Talon for at have smidt hendes mesterstykke ind i gløderne. Ja..Faktisk, havde hun velsagtens ikke lyst til nogensinde at se på ham igen. Og det var vel også rimeligt nok? Trods alt, sled hun ofte længe og meget i smedjen og udover de sædvanlige kunder og ridderes forespørgsler på hendes arbejde, ønskede hun også at have et liv ved siden af. Ét liv, som hverken hendes forældre eller onkel skulle tage fra hende. Om det så indebar en mørkhåret ridder eller ej.

Det mørke hår krusede ned over ryggen på smededatteren og som hun sad der, rettede hun lidt på den råhvide skjorte hun bar. Snørerne hang lidt i stedet for at være bundet pænt og alt ved hende indikerede at hun kom direkte fra arbejde. Ja…Og skulle man atter være i tvivl, afslørede den halvvåde kappe, der hang på stolens ryglæn velsagtens at hun havde færdes ude for nyligt.

[Louis Instrumentmager]

Falken og Kronen. Et samlepunkt for hovedstadens arbejdsomme borgere. Tja, sådan lød det i hvert fald, hvis man spurgte rundt omkring. Klientellet afspejlede ikke altid dén påstand. Der var skam dem, som tilbragte det meste af dagen med at pukle og svede for til sidst at slutte dagen af med et veltrængt krus øl eller et solidt måltid mad; men der var også dem, som hellere ville hælde øl indenbords dagen lang fremfor at udføre et ærligt stykke arbejde. Og så var der selvfølgelig de universitetsstuderende.
Instrumentmagerens søn anså sig selv som en del af den flittige gruppe. Det var ikke tit, at han satte fod her på kroen, og når han gjorde, var det oftere ud af kedsomhed end noget andet. I aften trængte han til et afbræk fra dagligdagens ensartethed, og Falken plejede sjældent at skuffe på dén front.

Varme og lyden af løs snak og latter bød Louis velkommen, da han trådte ind fra det våde mørke. Det føltes, som om regnen ingen ende ville tage for tiden. Han kunne i hvert fald ikke huske, hvornår han sidst var stået op til blå himmel og fuglesang. Noget sagde ham, at det ville blive en kold og hård vinter.
Hætten på den mørkegrønne uldkappe røg ned, og søgende øjne gled rundt i den fyldte krostue. Ingen ledige borde, så det ud til. Han kunne vel bare sætte sig ved et af dem, men selvom han ikke var sky af sig, var han ikke rigtigt i humør til usmagelige vittigheder fra fordrukne håndværkere. Så han endte med at gå de sidste skridt hen til serveringsskranken.

„Ét krus øl,“ bad han krofatteren om, og mens øllet blev skænket, fandt han den rette betaling frem fra pungen i bæltet. Mønter blev byttet ud med det skummende krus øl, og helt automatisk faldt hans blik så på den unge kvinde ved hans side.
„Godaften,“ hilste Louis ud af ren høflighed, men der var noget ved hende, som fastholdt de grønne øjnes opmærksomhed. Måske var det de mørke krøller. Måske den løstbundne skjorte. Han havde set hende før, var han sikker på, men aldrig udvekslet mere end et distræt goddag, hvis overhovedet.
„De er en af våbensmedens døtre, er De ikke?“ ledte han samtalen videre og smilede venligt til hende. Han gav hende tid til at svare, før han fortsatte. „Venter De på nogen, eller er det i orden, at jeg sætter mig?“

[Svari Våbensmed]

Svari smededatter bemærkede godt den nyankomne, som han bestilte et krus øl i baren. De mørke øjne gled et øjeblik henover den unge herre, men hun rettede atter hurtigt de brune øjne imod sit eget ølkrus igen. Svari var trods alt ikke sit allermest snaksaglige hjørne til aften, men hun løftede atter pænt sit krus i en høflig og hilsende gestus, som han bød hende godaften. Hun nikkede lidt, som svar på hans spørgsmål. ”Jo…Svari Våbensmed.” Anerkendte hun med antydningen af et lille gavtyvagtigt smil på læberne. Over den seneste tid havde hun trods alt, vundet ganske meget omtale i Levagnys gader på baggrund af det stunt hun havde kørt af på dronningens livvagt Éduin af Lemaux . Særligt blandt adskillige af drabanterne havde hun åbenbart vundet sig ind som værende ’et omtalt emne’. På hvilken front, var hun derimod ikke helt sikker på… De kunne lige så vel sidde og snakke om de udskejelser hun måske havde gjort sig med livvagten, som de kunne tale om hendes udseende eller håndværk. Hun tvivlede dog en smule på troen om at sidstnævnte emne skulle være det mest omdiskuterede.

Hun tog en slurk af sin øl og tørre så en smule skum væk fra den ene mundvig med håndryggen.
”Jeg er hende der arbejder i smedjen..” Lod hun ham vide, før hun gjorde et lille udslag med hånden imod den tomme plads ved siden af sig. En indvilgen til at han kunne tage plads. ”Og nej, sæt dem endelig…Der går nok lidt, før mit følge dukker op..” Erklærede hun med antydningen af et smil. ”Og De er?”