Kongesøn mod kongesøn

[Ragnar af Hasnea]

Til: Elyot af Falanie
Sted: Paladsets træningsplads
Tid: Omkring middag
Vejr: Skiftevis sol og skyer, dog ikke så meget vind. En kølig efterårsdag

Træningspladsen. Stedet, hvor man ofte fandt Ragnar, der ikke syntes at have så meget andet at lave, end at holde sig fysisk i gang. Derhjemme havde han også brugte en del tid på at træne, men for det meste fik han sin motion og styrke ved aldrig at sidde stille. Her i Levagny var der bare ikke de store muligheder for at drage ud i uendelige skove og overnatte med vennerne og være på jagt. Så træningspladsen var blevet hans faste tilholdssted, så snart han var træt af at sidde stille imellem paladsets klaustrofobiske mure. Om det var for at kæmpe mod riddere, livvagter og hvem der nu ellers holdt til på pladsen, eller opbygge styrke med sine hjemmelavede redskaber, det var lige meget. Kroppen skulle holdes ved lige og restløsheden ud af kroppen.

Denne middag var småstille på pladsen, og Ragnar havde fortrukket til sit efterhånden faste hjørne. Her stod nogle ting, der for andre måske ville virke forkert placeret – et par sække med sand og en tønde halvt fuldt med vand, f.eks. Derhjemme smed han rundt med træstammer og sten, men man måtte tage, hvad man kunne få, det var vægten, der var vigtigst.
Med et fast greb i enderne på tønden, løftede han den op og med en anstrengt lyd førte han den op over hovedet, inden han kontrolleret satte den ned igen. En bevægelse, han gentog gang på gang, så sveden sprang frem på hans bare overkrop. Han fandt ikke Levagnys efterår koldt, og man kunne ofte se ham uden noget på overkroppen på træningspladsen – derhjemme var det helt normalt at fremvise sin fysik, især når ungmøerne var i nærheden. Ikke at han havde set så mange svinge forbi denne træningsplads, men han var heller ikke interesseret.

Som han var midt i at løfte tønden over hovedet endnu en gang, fik han øje på Prins Pismyre. Falanies kronprins, Friedas kommende påtvungne mand, Elyot-åh-så-vigtig. Et kort glimt af antipati gled over Ragnars ansigt, det forsvandt dog mest i anstrengelsen. Men nu havde han en mulighed.
”Hej, Elyot!” Ordene var lidt anstrengte, som hans muskler var spændt op for at holde tønden, så han satte den roligt ned igen. ”Hvad vil du sige til at vi tager en kamp? Kongesøn mod kongesøn.” Hans stemme var høj nok til, at alle ville kunne høre udfordringen, udtalt med en tyk hasneansk accent. Ragnar børstede hænderne af mod hinanden og gik frem mod Pismyren med et smil på ansigtet, der ellers havde et udfordrende udtryk. Og så spændte han også lidt op i overkroppen, så alle hans muskler stod lidt mere synligt frem. Bare så Pismyren kunne se, hvad han gik ind til, turde han sige ja.

[Elyot af Falanie]

Elyot var ikke ved træningspladsen for selv at svinge noget sværd eller føre en lanse. Han gik blot forbi på sin vej mod staldene, hvor han havde en aftale med Mirielis af Lemaux under dække af at skulle tage sig af Philippe af Neaune's heste. Da han hørte sit eget navn gjalde henover pladsen, drejede han dog hovedet, for hvem i alverden kaldte ham ved fornavn? Han fik en lille trækning ved øjnene over det. Hvor han og Frieda af Hasnea efterhånden havde fundet hinanden lidt bedre og talte ordentligt til hinanden, så var der noget ufattelig groft og uraffineret over hendes bror. Han var den hasneanske bjergtrold, som han havde troet hun ville være.

Han stoppede op og så på Ragnar med en dyb rynke i panden og nærmede sig ham, skottende lidt mod staldene, som han havde været på vej imod. "Jeg beklager," konstaterede han på sit flydende hasneanske, da han kom tæt nok på til ikke at måde skrige ud over træningspladsen som visse andre. "Jeg forstod desværre ikke et ord Prinsen sagde?"

[Ragnar af Hasnea]

Det var ikke ligefrem begejstring, Ragnar kunne spotte i den yngre kongesøns ansigt, da han fik et tilbud om en kamp, og det fik Ragnars smil til at vokse. De kom nærmere hinanden, og størrelsesforskellen mellem dem blev tydeligere. Det kriblede i Rangars hænder for at vise Pismyren, hvem der var den stærkeste af de to. Nok havde Elyot magten her i sit eget rige, men khan skulle ikke tro, at Ragnar ville lægge sig ned og rulle om på ryggen for ham. I Ragnars øjne var de begge kongesønner, så titelmæssigt var de lige. På alle andre punker følte han sig dog overlegen. Ind til videre var andet ikke blevet bevist, alt det han havde hørt om den falanisiske kongefamilie hjemme på borgen. Slatne pikke, svage arme og sløve sind. For Ragnar virkede Elyot som et dukkebarn. Han var ikke en kriger.

Elyots hasneanske var fejlfrit, men Ragnar tog ikke på vej over, at han selv ikke talte falanisisk flydende. Det skulle nok komme, når han havde boet her vinteren over. I stedet lo han over ordene og lagde armene over kors over sit muskuløse bryst.
”Er det ørerne eller hjernen, der ikke kan følge med?” Han slog over i sit modersmål, som han fornærmede den lille Pismyre. ”Eller mangler du måske bare modet til at møde mig i en venskabelig kamp?”

De fleste, der havde mødt Ragnar her i Levagny ville nok blive lidt chokerede over de nemt flydende fornærmelser, der forlod ham, men Hasnea var et helt andet sted, og gode fornærmelser skulle man ikke kimse ad. Og Ragnar havde vitterligt ingen respekt for sin søsters kommende mand. Hun fortjente bedre. Meget bedre. Og det agtede Ragnar at lade Elyot vide.
De blå øjne stirrede stadig udfordrende på den yngre kongesøn, og et lidt nedladende smil sad på hans normalt venlige ansigt.

[Elyot af Falanie]

Det var heldigt på mange måder for hasneaneren, at han talte så gebrokkent at de var slået over på hans sprog, så fornærmelsen ikke straks fik motiveret nogen at de mere brusagtige ungriddere til at fare i flint og udfordre ham til duel for at forsvare deres tronarvings ære. Elyot blev dog stram om munden og nærmede sig.

"Deres hjerne formår ikke at klare sig nogenlunde på mere end et enkelt sprog, så jeg ville gentænke fornærmelser af min intelligens, hvis jeg var Dem," konstaterede han.

"Og huske at De ikke er nordpå, hvor man tydeligvis ikke lærer manerer."

[Ragnar af Hasnea]

Måske var det meget godt, at samtalen var slået tilbage på hasneansk, for Ragnars mening om Elyot ville kun være blevet endnu mindre, hvis han havde ladet sine folk forsvare hans ære som en anden lille ungmø. Ragnar havde forstået, at man skulle opføre sig med manerer i Falanie, men det var ikke en opførsel han havde i sinde at adoptere, slet ikke så kort tid efter deres ankomst. Måske en gang længere henne, når hans vaner havde givet ham problemer nok, men lige nu handlede det om Elyot. Og Ragnar var ikke en mand, der holdt sin mening skjult, hvis der ikke var nogen grund til det.

”Vi går ikke så meget op i at lære jeres sprog, det er alligevel under vores,” svarede han kækt tilbage, inden han slog ud med hænderne i en bevægelse, der angav, at det var ærgerligt, men han var ligeglad. Forstod man ikke, hvad der blev snakket om, ville man nok antage, at Elyot havde sagt nej til invitationen.
”Manerer er for svæklinge, og respekt skal tjenes.”

Ragnar drejede rundt for at gå tilbage mod sit hjørne, inden han på falanisisk lidt højere sagde:
”Men det er en skam, at du ikke vil, jeg må vel spørge en af dine riddere i stedet.” Hans tone var afslappet med et snert af skuffelse, mens han løftede en arm over hovedet og tog ved den med den anden for at strække musklerne ud.

[Elyot af Falanie]

Elyot tænkte ved sig selv, at det var præcis hvad man ville sige, hvis man ikke var særlig dygtig til sprog. Ligesom dem, der ikke kunne regne, mente at det heller ikke kunne være så vigtigt.

Han åndede langsomt ud og betragtede sin modstander.

"Jeg begynder at forstå hvorfor det står så skidt til i Hasnea, når selv kongens søn opfører sig som en rendestensrotte og har opfattelsesevne som en," konstaterede han, stadig på hasneansk. Han gik frem og greb et træningssværd fra bøtten. De var lettere, slebet uskarpe, egnet til ikke at skade, men øve kundskaberne til det.

På falanistisk fortsatte han: "Jeg afviste ikke prinsen. Men han mangler at skifte til et træningssværd og møde mig på lige fod."

[Ragnar af Hasnea]

En rendestensrotte. Den personlige fornærmelse stak, men som en ægte hasneaner, kunne Ragnar håndtere den slags. Nej dét, der kort fik smilet af hans ansigt og hans øjne til at klemme sig sammen, var fornærmelsen mod Hasnea. Det stod ikke skidt til i hans land. Hasnea var et prægtigt land, der måske ikke kunne prale af de samme rigdomme og fornemme sammenkomster som Falanie, men Hansea var også under helt andre vilkår, socialt og geografisk end Falanie og dets varme klima. En fornærmelse mod Hasnea var en fornærmelse mod Ragnars far og hans folk, og det rakte længere end de personfornærmelser, der hørte sig optakten til en kamp til. Det skulle Ragnar nok få Pismyren til at fortryde.
”Sagt af én, der ikke kan se længere end til sin egen borgmur,” svarede han spydigt tilbage på sit modersmål, smilet tilbage, i hvert fald om læberne.

Smilet blev større, da Elyot alligevel valgte at sige ja til udfordringen. Han slog dog lidt skuffet ud med armene, da Pismyren valgte at trække et træningssværd. Ragnar havde næsten mere håbet på en brydekamp, men det var måske også at gøre det til en uligevægtig kamp. Han følte, at han kunne kvase Pismyren i sin arme.
”Ah, vi skal svinge med tandstikkere. Hvis det er, hvad kongesønnen ønsker.” Ragnar trak et af de – i hans øjne – fesne sværd op af tønden, og vejede det let med hånden. Hans eget var nok dobbelt så tungt, men det skulle også svinges med to hænder. Det var ikke fordi, at han ikke kunne kæmpe med et ethåndssværd, det var, hvad han plejede at træne med Frieda med. Han snurrede sværdet rundt i hånden en enkelt gang, inden han lod det falde til en hvilende position ned langs siden.
”Jeg tænker den yngste bestemmer reglerne.” De blå øjne gled over Elyot for at måle ham.

[Elyot af Falanie]

Hasneaneren var i bund og grund til grin. Hvis de ikke trænede med træsværd, så var det da ikke et under, at de udskiftede deres ledere så ofte. Dét sagde Elyot ikke, for han sagde i det hele taget ikke mere i optakten. Det var ikke hans ønske at skulle spilde sin tid i et eneste minut på den grovkornede nordbo, som var alt hvad han havde forventet af dem.

"Jeg har ikke hele dagen til at spilde på denne her opmåling af baguettes, Hasnea. Første træfning vinder," konstaterede han simpelt.

[Ragnar af Hasnea]

Ragnar havde ingen anelse om, hvad ”opmåling af baguettes” betød, selvom han måske havde en anelse om meningen alligevel. For ham var det bare en fornøjelse at kunne irritere Pismyren.
”Første træfning?” Gentog han med et smil, der nok ikke tydede godt for Elyot. Ragnar havde absolut ingen intention om at få første slag ind med det samme, og heller ikke nogen intention om at blive ramt. Han kunne godt fornemme, at den yngre kongesøn havde andet at lave end at kæmpe mod ham, så han havde tænkt sig at trække det lidt ud. Men det betød ikke, at Elyot ikke skulle passe på. Met det lille ethåndssværd af træ, havde Ragnar den anden hånd fri, især nu de ikke skulle bruge skjolde. Pismyren havde ikke sat andre regler op, så der var frit spil.

Ragnar trådte nogle skridt længere ud på pladsen, så de ikke stod for tæt på kanten, og så udfordrende på Elyot.
”Når du er klar, Elyot af Falanie,” indbød Ragnar ham til at tage første ryk. Hans blå øjne hvilede på ham med et provokerende blik og der sad lidt smil i hans mundvige, der absolut ikke var af en venlig tone. Det var usædvanligt at se Ragnar uden venskabeligheden i sine træk, men han kunne ikke – i dette øjeblik – skjule sin antipati mod Falanies kronprins. I Ragnars hoved var det lige så meget hans skyld, at både han og Frieda var blevet slæbt til Levagny, væk fra dem, der var derhjemme.

[Elyot af Falanie]

Elyot himlede let med øjnene og bad en kort bøn til Mithras om at det ville gå hurtigt. Bevares, Ragnar var høj og bred, men Elyot var ikke ligefrem en lille kvist. Over de sidste to år var han vokset til og musklerne var fulgt med, godt hjulpet af at kæmpe mod røverbander fra samme land som Ragnar kom valsende fra.

Han tænkte tilbage på Mester Schafari, da han gjorde et udfald, som mest var for at lokke hasneaneren ud af busken.

[Ragnar af Hasnea]

Det var som om, at alt andet forsvandt i baggrunden, som de startede deres lille leg med træsværdene. Ragnar vidste ikke, hvordan kutymen var i Falanie, men i kamp var alle lige derhjemme, og her stod de, kongesøn mod kongesøn. Han havde ikke planer om at lægge fingre i mellem for at bevare nogens værdighed. Han forventede heller ikke, at den anden agtede at gøre sådan. Det var kamp, træning eller ej, og det handlede om at vinde. Tab og vind med samme sind, selvom Ragnar vidste, at han ikke ville kunne efterleve den livsregel i dag.

Udfaldet blokerede han nemt med sit eget legetøjssværd. Med en stærk bevægelse skubbede han Elyots sværd til siden og med en hastighed, der ville overraske de fleste, trådte han ind til den anden kongesøn og slog ud efter hans ansigt med sin venstre hånd, der var knyttet til en hård klump. Han slog ikke igennem – lidt fornuft havde han da – men han slog hårdt nok. Om han ramte eller ej, efter slaget forsvandt han ud af Elyots rækkevidde igen, inden pismyren kunne nå at få sværdet sendt mod hans ubeskyttede side.
Elyot havde ikke sagt noget om, at de ikke måtte bruge, hvad de havde ud over sværdet.

[Elyot af Falanie]

Elyot fik en blodtud og stavrede bagud. Hans blik var hadefuldt og han spyttede efter hasneaneren.

"Den dag du rejser tilbage til dit mudderhul bliver en officiel festdag," konstaterede han.

Så vendte han ryggen til og gik derfra. Det var et under for ham at hans far kunne tillade sådan en køter at blive ved hoffet.

Forlader tråd