Ræven og rønnebærene

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede lidt og slap en underfundig lyd. "Men ikke Deres søster?" Det var noget ved måden hun sagde det på.

"Det har altid været et mysterium for mig, hvordan hårfarve følger med en slægtslinje eller ej. Havde De rødhårede forældre?"

[Jehanne Renard]

Nåja, hendes ældste nevø havde da arvet det rødlige skær, men det var ikke i nærheden af hverken hans mors eller mosters. "Nej, hun er lige så rød som mig," konstaterede hun med sitrende mundvige, uden helt at vide, hvordan hun var endt med at diskutere hårfarve med en fremmed magiker, men her stod de ikke desto mindre - men sådan gik det jo gerne, når man velvilligt kastede sig ud i samtale.

"Vi har det fra vores mor, har jeg fået fortalt, omend det røde præger vores fars skæg," musede hun og trak lidt i en rød krølle, der havde revet sig løs. Tænderne kom til syne i et drisk smil igen. "Hvad angår mine nevøer og niecer, så er min svoger hasneaner og det dominerer tilsyneladende alt."

Hvis det havde været Talon Våbensmed og Eirik Våbensmed, hun havde talt med, ville der have fulgt en kommentar om, at de generelt havde det med at fylde det hele, men det ville nok være lidt tabt på den fremmede, der antageligvis ikke kendte dem.

[Pierre af Sangy]

Pierre var fascineret af arv som koncept i mennesker, til dels en arbejdsskade. En ting var hårfarve, men nogen sygdomme virkede også til at gå i arv og man vidste stadig alt for lidt om hvilke.

Han anslog dog den muntre tone og fnøs let over konstateringen omkring det hasneanske. "Det er interessant, at De siger det. Jeg har i højere grad observeret at netop det lyse ofte må vige for det mørkere. Men Deres søster er selvfølgelig rød og ikke mørk." Han brummede let. "Jeg beklager at jeg spilder Deres tid på snak om arvelighed, Frøken. De har sikkert bedre ting at bruge tiden på."

[Jehanne Renard]

Jehanne vidste ikke det store om, hvad der primært gik i arv, men hendes nysgerrighed var nem at pirre og blikket på den krølhårede magiker var interesseret. Til gengæld sitrede hendes mundvige over konklusionen på sætningen og hun lænede sig lidt ind mod hellebarden. "Jeg ville ikke ligefrem kalde det spild af tid, Magnus," konstaterede hun.

"Ærligt talt er jeg kun nysgerrig på at høre flere af Deres tanker om det, men De kan have ret i, at min kaptajn ikke ville bifalde. I hvert fald ikke, at jeg optog Deres tid med det."

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede af hendes milde, måske hensynsfulde svar og nikkede lidt. "Deres Kaptajn burde sætte pris på nysgerrige drabanter. Jeg ville aldrig stoppe nysgerrighed som overordnet."

Han tog en dyb indånding. "Men der er naturligvis en tid og et sted til alting, Mademoiselle Renard. De skal dog altid være velkommen med Deres spørgsmål."

[Jehanne Renard]

Han var sikkert en travl mand og travle mænd havde ikke altid tid til folk, der ikke var så vigtige. Derfor blev hun også positivt overrasket over svaret og slap en lyd i enighed. Tænderne kom til syne igen.

"Pas må med at sige den slags, hvis De ikke mener det, Magus. Jeg kunne meget vel finde på at tage Dem på ordet," svarede hun og spøgte tydeligvis ikke.

[Pierre af Sangy]

Pierre slap en underholdt lyd og hans blik spillede.

"Det er De velkommen til. Hvis vi støder på hinanden igen, skyder De blot løs."

[Jehanne Renard]

Jehanne kunne ikke lade være med at smile skævt som modsvar til den lyd, han lavede, men også over budskabet i ordene.

“Det vil jeg huske,” lovede, eller advarede, hun og rettede sig lidt op. Før hun gik, måtte hun dog spørge: “Magus…?”

[Pierre af Sangy]

Pierre morede sig lidt ved tanken om at have den rødhårede drabant rendende med et nyt spørgsmål hver gang og skulle ikke sige at det ville genere ham. Han elskede nysgerrighed.

Et bryn hævede sig en smule ved hendes tiltale, tydeligvis i besiddelse af et spørgsmål. Han smilede svagt.

"Ja?"

[Jehanne Renard]

Jehannes mundvige sitrede lidt, da det tydeligvis ikke var åbenlyst, hvad hun spurgte efter. Det tog hun dog ikke så tungt, men uddybede blot og løftede hagen en anelse.

"Deres navn?" omformulerede hun. "Det fik jeg vist ikke fat i."

[Pierre af Sangy]

Pierre indså ret sent hvad hun faktisk spurgte om og blinkede en enkelt gang, før et smil voksede frem og han nikkede let.

"Magus Sangy," præsenterede han sig, selvom mange ville kalde ham Lensherren af Sangy og understrege hans status. Det behov havde han ikke. Han nøjedes med at hive sig selv op i hårene.

"Hav en fremragende dag, Mademoiselle Renard," bød han.

[Jehanne Renard]

Jehanne noterede sig navnet, men havde ikke en nærmere fornemmelse af, hvilken status, det gav ham - andet end, at det lød adeligt. Det var, hvad det var og indtil videre var hendes indtryk af ham ikke dårligt, så derfor nikkede hun også blot og blottede tænderne i et smil.

"I lige måde, Magus Sangy," ønskede hun og kastede ham et sidste blik, før hun måtte videre på sin vej. Hun var jo, trods alt, på arbejde.

Lukket