Ræven og rønnebærene

[Jehanne Renard]

Pierre af Sangy

Det var en lidt besynderlig ting; patruljering på universitetets område. Hun og Talon Våbensmed var en del af omgivelserne, men faldt alligevel helt udenfor. De hørte til en helt anden gruppe end de andre, der huserede på området, men Jehanne kunne ikke helt tøjle sin nysgerrighed - eller helt lade være med at forestille sig et univers, hvor man havde haft en integreret hverdag på et sted som dette. For det meste var de da også ude på de åbne områder udenfor, men havde også til opgave at holde uvedkomne ude og det krævede nødvendigvis også runder inde i det imponerende bygningsværk.

Denne gang var de gået i hver deres retning , i og med, at det næppe var de store, farlige dramaer, der udspillede sig her og Jehanne kedede sig en anelse. Måske var det også derfor, at hendes opmærksomhed drev så let. I hvert fald var det nok ikke det højeste, besynderlige lyd, der førte til beslutningen om lige at tage et kig ind gennem en åben dør - men det var da en grund, trods alt.

Lokalet, der måtte være et undervisningslokale, viste sig dog at være ganske tomt. Den konstatering burde naturligvis være nok til at få hende til at fortsætte på sin vej, men blikket blev alligevel fanget af illustrationer af magi i praksis på væggene. Blikket gled nysgerrigt over dem, mens en smule af hendes egen magi uforvarende knitrede lidt omkring fingerspidserne; et øjeblik ganske tabt for omverden.

[Pierre af Sangy]

"Pas på med det, Mademoiselle Drabant," musede en stemme bagved Jehanne. Pierre var stoppet op på gangen ved gløden af magi udenfor brugerens umiddelbare, bevidste kontrol.

"I vores nuværende omgivelser må man ikke slippe sin gave løs uden fuld kontrol. Den kan for let blive viklet ind i andres projekter og komme på afveje."

Han smilede mildt, imens han belærte hende, men han var nu ganske alvorlig.

[Jehanne Renard]

Jehannes sanser var normalt skærpede, men lige i dette tilfælde hørte hun ikke den nytilkomne, før en stemme lød bag hende og fik hende til at gøre omkring. Hun burde måske se skamfuld ud over at være, hvor hun var, men hun var ingen ung skolepige eller generelt en undskyldning for sig selv.

Tværtimod kunne hun ikke lade være med at se interesseret på manden med krøllerne, og i stedet for en beklagelse, blev det er nysgerrigt spørgsmål, der fandt vej over hendes læber. "Hvordan det?" lød det, en anelse fascineret, før hun huskede at tilføje: "Magus."

[Pierre af Sangy]

Det var ikke så tit man så en kvindelig drabant og Pierre studerede hende da også med en interesse ud over at han kunne se hendes gave flimre omkring hende. Han smilede svagt og samlede hænderne med en finger mod den korresponderende foran sig.

"Ja, det er usædvanligt, men De befinder Dem også i bygningen for helbredende magi. Her trækker vi ofte på hinandens gaver, hvis vi har brug for ekstra styrke til vanskelige tilfælde, så man skal være ganske opmærksom på, at man ikke kommer til at udlåne sin gave til en ung, uerfaren studerende, der ikke har lært at mestre det til fulde."

Han tiltede hovedet en smule. "Hvem underviste Dem, i sin tid?"

[Jehanne Renard]

Jehanne vidste egentlig godt, at hun ikke havde krav på et svar, men hun havde altid stillet spørgsmål og kunne heller ikke lade være nu. Det lønnede sig da også og interessen var tydelig i hendes blik, som hun stod der på ukendt territorie.

"En klog kone i håndværkerkvarteret," svarede hun. De små illusionstricks hun havde lært, var da også praktiske i hvervet som drabant, men det var ikke noget, der ville ramme historiebøgerne. Hovedet gled lidt på sned og med let sammenknebne, nysgerrige øjne levede hun fint op til sin navnefælle fra dyreriget. "Hvad kunne der ske? Hvis nogen uforvarende fik fat i magien?"

[Pierre af Sangy]

Det var meget typisk at borgerlige ikke fik mere træning end det. Spild af potentiale, ofte, fordi dygtige studerende ikke altid blev filtreret videre til universitetet, men Pierre gjorde blot hvad han selv kunne for at en del af Sangys penge gik til at sponsorere sådanne talenter. Han havde dog ingen planer om at holde et foredrag om evner. De fleste var ikke så interesserede. Det overraskede ham lidt at hun spurgte, men han var beredvillig nok.

"Mm. Det er kompliceret at forklare. Tiroerne er også under opsyn, når de prøver sig frem, men fik en utrænet fat i Deres gave og var uheldig nok, så kunne de dræne alt kræften, indtil de begyndte at tappe af Deres livskraft. Hvis de sådan uforvarende bragte den i spil her. Derfor er kontrollen så vigtig, frøken...?"

[Jehanne Renard]

Jehanne så interesseret på ham, tilfreds med, at han rent faktisk havde lyst til at fortælle. Sådan var det gerne, når man rent faktisk spurgte, men hendes tiltro til adelige og højtuddannede var lavere lige på den front. Dér var erfaringen tværtimod, at de tit følte sig for vigtige til at snakke med nogen, der var bare en smule anderledes end dem. Hun var til gengæld ikke helt sikker på, om manden foran hende primært indvilligede i at fortælle for at informere eller for at irettesætte, men indtil videre lærte hun noget af det, så hun klagede ikke.

Til gengæld sitrede hendes mundvige over tiltalen, der ikke længere så ofte tilfaldt hende med sin efterhånden fremskredne alder og sit hverv. "Renard," bød hun hjælpsomt ind. "Jehanne. Betyder det, at en trænet magiker ville kunne gøre det som et aktivt valg? Ikke her, naturligvis, men - lad os sige - i en krigssituation? Tappe kræfterne fra sin modstandere?" fortsatte hun nysgerrigt. Denne gang stoppede hun dog op og smilede skævt, så tænderne kom til syne. Hun bøjede hovedet let. "Hvis jeg må spørge."

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede svagt over navnet. Renard. En snu ræv. Han tiltede hovedet let og betragtede hende, før han tog en dyb indånding.

"Nej. Ikke medmindre du i krigssituationen slap din gave ubevidst. De ville altid vogte på den. Og en magiker med en helbredende gave burde aldrig ville misbruge sine evner så meget."

Han så lidt streng ud, men det var ikke rettet imod hende. "Hvilken retning går Deres gave i.

[Jehanne Renard]

Jehanne burde utvivlsomt ikke optage en af universitetets troldmænd og da slet ikke en magus, men han protesterede ikke selv og hendes kaptajn var der ikke til at påtale det. "Selvfølgelig ikke," medgav hun, som han stillede hendes umiddelbare nysgerrighed og blottede tænderne i det skæve smil igen, der levede op til tilnavnet.

"Illusionsmagi," svarede hun og mærkede den sædvanlige kildren i fingerspidserne, når hun tænkte på det. Denne gang lod hun dog ikke magien slippe fri. "Men min søster er helbreder."

[Pierre af Sangy]

Pierre slap en lille lyd af tilfreds genkendelse. Han smilede tilfreds. "Jaså. En drabant med illusionsmagi. Ikke helt tåbeligt."

Han trykkede håndfladerne sammen. "Og en helbreder i familien. Så er I velsignet. Nogen jeg har haft fornøjelsen af her...?"

[Jehanne Renard]

Jehanne trak medgivende på den ene skulder og smilede. Hun var taknemmelig for sin gave og havde god brug af den i det liv, hun havde valgt. Utvivlsomt som Guderne havde planlagt det. Og apropos:

"Nej, men hun ville utvivlsomt have gjort sig godt her, hvis muligheden havde været der," konstaterede hun uden skyggen af tvivl. "Men vi er nu glade for at have hende hos os i håndværkerkvarteret."

Det var næppe der, de universitetsuddannede helbredere ville vælge at lægge sine kræfter.

[Pierre af Sangy]

Pierre smilede mildt og nikkede. "Naturligvis. Og du tænker sikkert, at ingen fra universitetet nogensinde ville give deres kræfter til håndværkerkvarteret," musede han. Han kunne ikke læse tanker, men det var et logisk spring at tage.

"Det er nu ikke helt sandt. Vi har helbredere, der tager tilbage til deres eget hjemsted og gør godt. Ikke alle ender på paladset eller i hæren, Frøken Renard."

[Jehanne Renard]

Jehanne kunne godt være fornærmet over, at han lagde ord i munden på hende, men det var ikke fjernt fra sandheden og af samme grund trak hun medgivende på den ene skulder. Ikke fjernt fra, men alligevel ikke helt korrekt antaget.

"Det håber jeg da, Magus," konstaterede hun. "Jeg har i hvert fald en niece, der studerer her, som jeg ville være ked af ikke at se igen. Måske kender De hende. Svea Købmand ?"

[Pierre af Sangy]

Pierre spidsede lidt ører ved navnet og rynkede panden let. "Navnet siger mig ikke noget, men jeg underviser her heller ikke fast," beklagede han. "Det er jeg slet ikke dygtig nok til."

Han undlod at nævne at han i stedet var paladsets overhelbreder. Han havde altid været en ret ydmyg mand.

"Jeg skal lægge mærke til om jeg underviser en Smededatter, næste gang de lader mig have et nyt hold. Har hun flammende hår?

[Jehanne Renard]

Jehanne satte ikke spørgsmålstegn ved hans ord, men antog ud fra kåben, der afslørede hans rang, at han i hvert fald var dygtig nok til at have opnået den. Hvad det så indebar, havde hun ikke forstand på.

Til gengæld kom tænderne impulsivt til syne i rævesmilet over spørgsmålet. "Nej, min søsters børn har været lykkeligt forskånet for det kendetegn," svarede hun, trods hun ikke selv hadede sit hår. Havde gjort det som barn, dog, med alle de kommentarer, det havde medført. Nu spillede blikket bare lidt.