Sikke et sammentræf

[Tómas af Sangy]

Tilegnet Corinne af Dison

Markedspladsen

Tidlig formiddag

Tómas var træt. Rigtit møghamrende træt. Ikke bare fysisk, men faktisk også meget mentalt. Særligt efter trolovelsen til Josephine af Aren . Hun var et mareridt…Og lige nu, så han hverken ende på deres stridigheder, kontroverser eller det forfærdelige ægteskabsprospekt, hans broder Theuderic af Sangy havde sat i værk. For hvordan skulle han nogensinde kunne leve med sådan en kvinde? Han vidste det ikke…Og han anede snart knap sine levende råd for, hvordan han skulle håndtere både situationen og det ry han havde, som efterhånden begyndte at blive irriterende plettet.

Tómas havde netop stået og handlet lidt med bageren på markedspladsen. Han var ved at pakke brød og lidt småkager ned i saddeltasken på sin hest, som han overhørte tre kvinder stå og fnise og hviske af ham. De mørke øjne gled et øjeblik op på dem, med skarp og lettere irritabel mine og som han for et øjeblik nedstirrede dem, tog han sin hest med tøjlerne for så ellers at trække hjem.

I samme nu, stødte han dog direkte ind i en mindre skikkelse, som han måtte gribe om overarmen, for ikke at vappe omkuld med sit robuste jeg. Velvidende om at fejlen beroede på hans uopmærksomhed, rømmede han sig lidt. ”Beklager…Nådigfrøken af Dison.” Erklærede han, som han genkendte hende. Han havde trods alt lagt mærke til adskillige af de unge adelige kvinder ved sæsonens baller og sociale arrangementer…Og han yndede gerne at kunne skille dem fra hinanden.

[Corinne af Dison]

"Uf!" En strubelyd lød fra komtessen, da hendes balance pludselig forsvandt ved sammenstødet med nogen. Hun mærkede et fast greb om sin overarm, som heldigvis støttede og reddede hende fra et pinligt fald. Med denne hjælp genvandt hun balancen på benene og stod nu blot og lagde store øjne på den yngste af Sangy brødrene. Et mildt, lettere skævt smil blev trukket på de røde læber, som han undskyldte. "Alt forladt, Herre." Svarede hun. Hun havde hørt rygterne svirre om den udfordrede forlovelse og havde fundet sig selv i at drage lidt sympati for den krølhårede Ridder.

"Er De også ude at se efterårets sortiment?" Spurgte hun og gestikulerede lidt mod omgivelserne. De befandt sig jo trods alt begge på markedspladsen. "Eller De er måske på vej hjem istedet?"

[Tómas af Sangy]

Tómas lod de lyse øjne hvile lidt på Komtessen af Dison, som hun genvandt sin balance. Han løsnede sit tag lidt om hendes arm, før han gav helt fat og en undskyldende mine indfandt sig hos ham. ”De må undskylde, hvis jeg fik taget lidt fat..” Erkendte han, før han lod sin frie hånd glide igennem de mørke krøller og han med den anden greb lidt bedre fat om hestens tøjler.

Han trak lidt på hovedet, som han skar en lille grimasse af hendes spørgsmål, men et drenget smil, fandt atter vej henover hans læber. ”Nej..Ikke Just. Jeg har blot købt lidt hos bageren.” Svarede han, som han lod øjnene glide ned over den kønne pige. Hun var da trods alt ganske nydelig. Men af hvad han vidste af, var Nådigherren af Disons døtre også ganske godt opdraget. Søde…vellidte og ikke mindst kønne. Jo jo. De var af Falanies bedre afstøbning. ”Og De? De er måske blot ude og nyde det solskin der er tilbage for året?”

[Corinne af Dison]

Da han løsnede grebet i hende, førte hun en hånd lidt overfladisk frem og tilbage over stedet. Lidt ømmende. Det varme smil hang dog stadig om hendes læber og blikket glimtede venligt. Tydeligvis var hun ikke oprevet over hændelsen. "Man kan altid stole på en med et fast håndtryk, er det ikke sådan man siger?" Musede hun spøgefuldt til hans undskyldning, for at lette hans eventuelle følelse af skyld.

Hun foldede hænderne omme på ryggen og skød hagen lidt nysgerrigt frem, som hendes blik søgte sadeltasken i håbet om at se hvad han havde købt hos bageren. "Hm, kage?" Lød det med let anklage, idet hun drilagtigt hævede et bryn af ham. Som havde hun taget ham i at skulle hjem og smovse i sukkerrigt bagerbrød i al hemmelighed. Da han spurgte til hendes gøremål der, kastede hun blikket til side, ned på det træbord med sølv- guld- og kobberslagne vedhæng, pendanter, smykkekæder og glasperler, som hun på ganske vurderende vis havde stået og spekuleret i, inden deres sammenstød havde vendt opmærksomheden mod Ridderen. "Prøver at blive inspireret til en gave til min søster." Forklarede hun og vendte blikket mod ham igen.

[Tómas af Sangy]

Et charmerende og drenget smil indfandt sig hos grevesønnen. Han erindrede ikke at have talt med nogle af Dison-søstrene som sådan før, på tomandshånd, men Corinne syntes både nydelig og sød. Hun strålede næsten selv som en hel lille sol, som hun stod der i sin pæne kjole og småkrøllet hår – i hvert fald af, hvad han kunne spotte under den hovedbeklædning hun bar.

Han trak lidt på skuldrene og smilebåndet, som hun stillede sig på tå for at lure i retning af hans saddeltaske og med en lille brummen bekræftigede han hendes gæt. ”Mhmm…Dem med sukker og kanel.. Og så sneg der sig vist også et par enkelte chokoladeboller med…” Indrømmede han, som han sendte et lille hemmelighedsfuldt blink i hendes retning.

Han lænede sig så lidt ind imod den bod de stod ved, for at se, hvad hun havde stået og kigget på. Forsigtigt løftede han et lille pendant i lyseblåt glas op, som for at holde det lidt op foran hende. ”Så ikke noget til Dem selv? Altså ikke at De har brug for den slags pynt…Deres øjne stråler i sig selv..” Flirtede han.

[Corinne af Dison]

Corinne blev nødt til at slå blikket i jorden et øjeblik, da det fandt det indbydende smil på Tómas og straks kunne mærke pulsen stige i kinderne. Hun kunne dog ikke undgå, at en svag rosa farve piblede frem på den ellers blege hud. Hun rettede dog automatisk mod ham igen, pludseligt optaget af de mentale billeder om kanelbrød og.. hvad var chokolade i grunden? Hun studsede kort over det, men smed tanken fra sig igen da kanelbrødet invaderede sindet igen. "Jeg holder meget af dem med kanel." Bekendtgjorde hun med et smil, "Har De prøvet dem med æblefyld?"

Hun fulgte hans bevægelser med blikket, som han førte hånden ned på bordet og holdt en lille pendant af glas op foran hende. Hun rystede på hovedet af hans spørgsmål, og blev lidt betuttet og genert ved hans kompliment. "Oh? Eh.. mener De det?" Spurgte hun, lyserød på kinderne. Hun pillede lidt ved sine fingre omme bag ryggen, ude af stand til at tage et kompliment med selvsikkerhed.

[Tómas af Sangy]

Det var lidt sødt, som hun sådan stod der og rødmede. Som hendes blik genert faldt imod brostenene. Var der noget Tómas nød, var det trods alt den effekt han kunne have på nogle kvinder. Legen i at gøre dem småforlegne og flirte uskyldigt omkring. Godt nok, syntes det på nuværende måske ikke helt så uskyldigt længere, når han i teorien egentlig var forlovet..Men så man med lidt kritiske øjne på det, var det jo ikke en trolovelse han som sådan selv havde indvilget i?

Og hvad ville det reelt kunne skade at han komplimenterede komtessen af Dison? Selv hvis rygterne gik..Måske ville det blot gøre Josephine af Aren jaloux? Få hende til at prøve lidt hårdere? Nå ja..Så var der Theud…Men ærligtalt, så var han på nuværende det mindste problem for Tómas. Han var i forvejen ret træt af ham for tiden og broderen sikkert også af ham.

Det skæve smil vedblev på den mørkhåredes læber, som han brummede. ”Åh ja…De er også blandt mine favoritter…” Erkendte han, som smilede lidt ved tanken om komtessens forkærlighed for bagværk. ”De har måske en sød tand, Komtesse?”

Han lagde forsigtigt pendantet ned på bordet igen. Hans blå øjne forsøgte dog imidlertid at genskabe øjenkontakten med hende. ”De tager mig vel ikke for en løgner?” Drillede han, dog nu med lidt mere seriøs og udfordrende mine. Blot for at se, hvorledes hun ville reagere.

[Corinne af Dison]

Blikket fandt frem til hans blå, da han bekendte at han favoriserede det samme som hun. "Virkelig?" Spurgte hun, "De fleste jeg kender, finder dem for sure i smagen." - "Men jeg kan godt lide at de har lidt.. kant." Tilføjede hun med øjnene let sammenknebne i en lidt gavtyveagtigt udtryk. Atter blev det dog forlegent, da han spurgte om hun havde en sød tand. Corinne havde virkelig en sød tand, men havde heller ikke lyst til at Tómas skulle tænke at hun bare smovsede kager hele dagen. "Eh, ja, det kan man vist godt sige." Sagde hun og så lidt væk, inden hun tog sig sammen og så mod manden igen. "Okay, ret meget faktisk." Indrømmede hun så istedet. "Mén!" Sagde hun også holdt en pegefinger op, "Det er en tilbøjelighed jeg har arvet. Så jeg må gerne." Lød 'forsvaret' spøgende. Et bredt smil hvilende på læberne.

Tómas forsøgte at fange hendes blik, efter hun genert havde kastet det i jorden ved hans bemærkning. Af en eller anden grund fik det bare kinderne til at flamme yderligere, når han så sådan dér på hende. "Overhovedet ikke, Herre."

[Tómas af Sangy]

”Mhhmm..” Thomas brummede en anelse anerkendende, som han tilsmilede brunetten. En lille klukken forlod ham, som hun gik i ’kage-forsvar’ og han lagde hovedet lidt på sned, som han betragtede hende. Der var noget sødt over hende. Noget uskyldigt og måske lidt naivt, men ikke på en måde der egentlig generede grevesønnen. Tværtimod, var det en smule forfriskende på den måde at have en samtale med nogen der ikke som sådan tog ham vanvittigt alvorligt.

Den lettere ’seriøse’ og alvorlige mine blødte op, som komtessens kinder atter blev blussende røde. Han bed sig lidt eftertænksomt i underlæben, men lod så atter blikket glide en smule omkring på markedspladsen. ”Måske kunne Komtessen have lyst til at ledsage mig på en spadseretur? Jeg skal naturligvis nok følge dem hjem efterfølgende..?” Forsøgte han. ”Hvis De er heldig, deler jeg måske tilmed noget af mit bagværk med Dem?”

[Corinne af Dison]

Hun skød brynene i vejret ved hans invitation. Mærkede maven trække sig sammen i uforventet spænding. "J-ja, meget gerne." Ytrede hendes læber sig af sig selv, inden Corinne overhovedet havde nået at overveje hvad det var hun gik med til. Hun blinkede et par gange, at tillod sig at føle sig lidt heldig. Manden var jo trods alt blandt højere hieraki. At han overhovedet gad bruge tid på at smile til en som hende.. det var jo uhørt. Således var det med en boblende fornemmelse i maven, at hun så trak på et varmt smil, skønt hun trak det skævt da han lokkede lidt med kage. "Ja, så kan jeg ikke sige nej." Lo hun lidt, og afventede at han ville føre dem an.

"Planlægger De at være her indtil næste sæson?" Spurgte hun interesseret, da de var sat i bevægelse. Den sociale sæson var jo slut for 'længe' siden, så hvad var det der fik Ridderen til at blive her?

[Tómas af Sangy]

”Godt…” Tómas trak hesten en smule i tøjlerne, som han klikkede let med tungen og han vendte omkring, som han derpå fulgte komtessen lidt væk fra den store folkemængde og ud mod en af de mindre sidegader, der førte imod teaterkvarteret. Som han gik der, imellem henholdsvis hest og komtesse, lod han sin frie hånd grave lidt i saddeltasken og op fiskede han et par chokoladeboller. Han rakte hende den ene.

”Nok ikke…Jeg overvejer lidt at tage tilbage til Sangy. Men tingene er lidt….Komplicerede i øjeblikket.” Ytrede han roligt, som han tog en bid af sin egen bolle. ”Men det gør De måske? – Bliver her, mener jeg?”

[Corinne af Dison]

Et smil lagde sig på komtessens læber, da han rakte hende en bolle. "Tak" Lød det muntert, da hun flyttede hånden op og tog imod bagværket. Hendes fingre let.. og selvfølgelig meget 'uheldigt' berørende, hans på ganske strejfende vis. Maven trak sig lidt sammen ved hendes vovede flirten. Men altså, kunne man bebrejde hende at hun forsøgte? Desuden var det så diskret at det jo let kunne være et uheld, såfremt Ridderen ikke ønskede hendes tilnærmelser. Det fortalte hun ihvertfald sig selv.

Hun brækkede et stykke af bollen og rynkede brynene lidt ved hans bemærkning. "Komplicerede?" Gentog hun spørgende, "På en måde så De ikke kan tage tilbage?" Hendes interesse var oprigtig og hun så derfor afventende på ham, skønt hun lagde stykket af bagværk i munden og tyggede lidt på det.

[Tómas af Sangy]

”Velbekomme.” Tómas smilede til hende. Bredt og drenget, hvilket kun voksede yderligere, da han mærkede hendes små slanke fingre strejfe hans. Blikket flakkede en smule henover komtessen, som han tog hele hendes fremtoning ind. Hun var så sandelig en yndig lille en. Et lille nips, om man ville.

”Mhrmm.” En lille brummende lyd forlod ham ved hendes bemærkning og han virrede lidt tænksomt med hovedet, som han rettede lidt på sit greb om hestens tøjler. Has blik gled en smule bagud imod folkemængden, før komtessen atter blev skænket hele hans opmærksomhed. ”Jeg ved det ikke…Jeg kan godt lide Levagny.” Han. Undveg hendes spørgsmål, som han forsøgte at kravle lidt udenom. Trods alt, gad han ikke snakke om sin nytilkomne forlovelse nu. Emnet var ham ømt og han begyndte at være træt af at beskæftige sig med fremtidsplaner, fremfor at leve i nuet. Desuden ville han ikke lade Josephine af Aren optage mere af hans tid og plads end højst nødvendigt. Hun havde trods alt gjort det klart, at hun fandt ham decideret modbydelig alligevel. ”Desuden er mange mine opgaver alligevel her i byen. Men de tager måske tilbage til Dison?”

[Corinne af Dison]

Hun kunne ikke undgå at sole sig lidt i hans brede, drengede smil. Det fik det til at tumle lidt i maven. Alvoren synes dog at sænke sig lidt over dem begge, da han virkede tøvende. Tydeligvis havde han ikke lyst til at dele, hvilket Corinne ikke havde i sinde at presse ham for. Så hun skævede lidt brostenene foran dem til ham, indtil hans tanker kom til orde. Hun nikkede stille, smilende. "Hovedstaden har sin egen travle charme." Med gav hun, "Jeg er særligt fascineret af udbuddet for underholdning." Nævnte hun, "Jeg er stor tilhænger af Teateret." Tilføjede hun og smilte.

Hun tiltede hovedet lidt på skrå ved hans sidste ord. "Jaså?" opmuntrede hun, "De rider måske snart ud for Kronen?" Spurgte hun interesseret. Nysgerrigt endog.

Ved hans spørgsmål rettede hun blikket fremfor sig, med et lille træk på skulderen. "Der er kun måneder til den næste sociale sæson. Jeg vil tro, at jeg kun når at rejse hjem, for så at rejse afsted igen. Så min søster, broder, maman og jeg bliver i Levagny ihvertfald en sæson mere." - "Hvis ikke jeg finder et parti inden da, tænker jeg at rejse hjem i nogle måneder."

[Tómas af Sangy]

De var ikke fordi Tómas ikke ønskede at dele sine sorger med komtessen. Tværtimod, syntes hun ganske harmløs og tilforladelig..Men han ønskede ikke at fremstå pjevset eller fej. Som en kujon der ikke kunne håndtere voksne forpligtigelser, som hans bror så pænt havde formuleret det for ham for ikke så længe siden.

”Teateret…Ja, det tror jeg Dem gerne..” Kommenterede han, som han lod blikket glide henover hende igen. Havde det ikke været upassende, havde han velsagtens gerne inviteret hende afsted. Ja…Måske ikke så meget fordi han egentlig interesserede for den slags kreative ting..Men mere fordi hun syntes oprigtig og munter ved snakken derom.

Han trak på skuldrene af hendes spørgsmål. ”Måske…Det kommer an på så meget. Dertil velsagtens, hvordan min trolovelse udarter sig? Ja, for jeg kan forestille mig at de har hørt rygterne?” Brummede han en smule knottent og utilfreds ved tanken, om end han forsøgte at undertrykke det. Kvinder sladrede. Så meget vidste han…Og ikke om det skulle komme bag på ham, hvis hun havde hørt om de adskillige grimme episoder med Josephine af Aren . Han mente trods alt oftere at have set den ældre Dison-søster sammen med den tvære lyshårede komtesse.

Hendes sidste ord vakte hans interesse. Ja...Dison-søstrene var velsagtens begge endnu mulige partier. Han brummede blot vagt og anerkendende dertil. "Såhh...De har måske allerede håbet oppe og øjnene rettet imod nogen i særdeleshed?" Drillede han, som han hævede brynene lidt udfordrende af hende.