Samling på skårene

[Joufre af Treillery]

Tilegnet Lancelin af Suilleaux

Tid og sted: Suilleaux's byhus i Levagny, en tidlig aften d. 17 november

Engang for længe siden havde Lancelin af Suilleaux og Joufre af Treillery stået side om side og brillieret i diverse fægtekampe mod andre. De to drenge havde været som brødre. Indforståetheden mellem dem slående, når andre mødte dem. Knap behøvede de sige noget for at vide, hvad den anden tænkte. Skræmmende og betryggende på én gang. Derfor var Suilleaux's byhus et af de få steder i Levagny, hvor lensgreven af Treillery følte, at han kunne sænke paraderne en anelse og føle sig mere hjemme end de fleste andre steder i byen. Hvornår han sidst havde set vennen var han ikke helt bevidst om, men han havde ikke været et sekund i tvivl om, at han ville lægge et besøg forbi. Særligt ikke efter han havde hørt et svirrende rygte om, at Helene af Suilleaux var forsvundet. Han behøvede ikke at have set Lancelin for at vide, at dét måtte gå ham på. På den ene eller anden måde. Som det ville gå de fleste mænd på. Uregerlige koner og sporløse forsvindinger hujede ingen. Ligeså lidt som ægteskabelige problemer gjorde det, hvis det var det, der lå til grund. Sidstnævnte agtede Joufre at forsøge at finde ud af denne aften.

Da en tjenestepige havde lukket lensgreven indenfor, rakte han hende sin uldkappe med et minimalt venligt smil, uden dog rigtigt at værdige hende meget opmærksomhed, før han trådte længere ind i huset, og der fandt sin ven på det forventelige sted. "Vær hilset, Deres Excellence," hilste han spøgefulgt på vennen, men spøgen blev til en mere alvorlige varme, da han trådte nærmere og greb om sin ven i en broderlig omfavnelse med få klap på ryggen, før han atter slap ham og så ham an. Han så mere træt ud end vanligt. Det spottede Joufre straks. "Det er dejligt at se dig, men du ser noget medtaget ud, kære ven," bekendtgjorde han, og gik dermed lige til sagen. "Fortæl mig, hvad er det egentligt der foregår, Lancelin? Jeg hører alverdens svirrende rygter i disse gader, men som du allerede ved, er jeg ikke stort interesseret i andres opspundne, overdrevne fortællinger. Det er trods alt sådanne fortællinger, der har stemplet mig som en såkaldt 'brandstifter'." Han skar en kort grimasse over den tanke, inden han så lod de blå øjne fæstne sig ved vennen. Spørgende og granskende på én gang.

[Lancelin af Suilleaux]

"Lensgreven af Treillery er her, Deres Excellence," havde en tjenestepige hurtigt forberedt Lancelin, der havde stået i byhusets stue og betragtet ilden ved pejsen med et udmattet udtryk. Lyden af tjenestepigen fik da også lensgreven til at vågne en anelse.

"Joufre.." mumlede Lancelin for sig selv i erkendelsen, nærmest med en lettelsens suk over sin kammerats pludselige besøg. Og til trods for udmattelsen malet i lensgrevens ansigt, så forblev den ranke ryg som altid, og som han vendte sig en anelse fangede han straks synet af døren, der blev åbnet for lensgreven af Treillery.

Et velkendt træk i mundvigen og blikket fast i sin gode vens, trådte Lancelin et par skridt i møde. En broderlig omfavnelse. De havde ikke set hinanden i hvad føltes som evigheder, og af en eller anden grund var Joufres tilstedeværelse mere end tiltrængt nu.

"Dine små fugle synger hurtigt, omend jeg er bange for, at de sikkert taler sandt.." erkendte Lancelin situationen med trækket i mundvigen. Joufre var en ualmindelig god strateg, og det krævede selvfølgelig også, at man vidste hvad der foregik i alle hjørner af Falanie, så det var ikke nogen overraskelse, at lensgreven af Treillery havde fået nys om det så hurtigt. Lancelin tog en indånding, "Jeg begynder at forstå, hvorfor at du har ladet være med at bekymre dig om giftemål, Joufre. Indtil nu.." afsluttede han sigende.

[Joufre af Treillery]

Udmattet så en af hans ældste venner ud, og han vurderede stilttiende for sig selv, at det havde været det rette valg at slå vejen forbi netop dette byhus i dag. Han lignede en, der trængte til at blive muntret op. Alligevel bed han også mærke i, at ryggen ikke endnu var knækket sammen. Den var rank og prægtig som altid, også da han gav ham et broderligt kram, og han havde spottet trækningen i hans mundvige. 

Han lyttede til vennens svar og kom med et lille latterfnys over, at hans små fugle skulle synge hurtigt. Det var svært at overhøre de svirrende rygter, når en af ens ældste venners navn florerede på manges læber. "Det synes du? Sommetider flyver fuglene alt for langsomt til min smag," lod han vennen vide men med antydningen af et forhenværende smil. Han rynkede brynene en anelse i eftertænksomhed, da vennen dernæst gravede i giftemål og den manglende trang til at indgå dem. "Det troede jeg næppe jeg skulle høre fra dig," bemærkede han drillende. Helene var bestemt ikke hans første kone, men en del af Joufre håbede da sandeligt, at hun ville blive hans sidste. Det måtte være udmattende at skulle beskæftige med nye kvindfolk konstant. "Og det lyder som om det ikke kun er mine fugle, der synger hurtigt. Er det Theuderic, der har sladret?" var han nysgerrig efter at vide. 

[Lancelin af Suilleaux]

For første gang i lang tid efter Helenes forsvinden, forlod et let grin Lancelins læber. Joufre havde altid en eller anden effekt på lensgreven af Suilleaux, der fik ham til at slappe af. Det måtte være deres gamle venskab, der gjorde det. De kendte hinanden ualmindelig godt, og var sammen vokset op med deres fælles oplevelser.

"Theuderic af Sangy har da nævnt lidt," måtte Lancelin kort lægge frem på bordet, med et træk i mundvigen. Så lagde Lancelin broderligt en arm om Joufres skuldre, og førte ham roligt med sig mod sofaerne, "Cosette af Sangy, ligefrem, hm? Lad mig høre noget mere."

Som de nåede sofaerne foran pejsen, gjorde Lancelin tegn til, at Joufre endelig skulle tage plads. En tjenestepige blev knipset hen, og hun forstod straks hentydningen for så at løbe ud efter en flaske vin og nogle glas.

"Er det officielt?" spurgte Lancelin nysgerrigt, idet at han satte sig roligt ned i sofaen, "Skal Joufre af Treillery virkelig giftes og have børn rendende rundt om sine knæ?"

[Joufre af Treillery]

Et let grin forlod vennens læber, og det var en lyd der naturligt fik en behagelig varme til at glide igennem Joufre af Treillery, som ingen ild kunne stå mål med. Gammelt venskab havde sine egne kvaliteter, som intet smukt udsmykket sølvsværd eller klædelige dame kunne stå mål med. Joufre nikkede indforstået; selvfølgelig havde han nået at hviske i øret af deres fælles ven, at svigerinden måske ville blive hans kone. Så gled en broderlig arm om hans skuldre, og det var som om de anspændte muskler i dem afslappedes let, mens han lod sig føre mod sofaen. "Det undrer mig ikke stort, at han har sladret," lod han Lancelin vide med et lille smil, før han lagde hovedet på skrå og så ham lidt an. "Minsandten. Cosette af Treillery. Kender du hende? Jeg har kun flygtigt set hende, før for nyligt. Vi gik en tur ... Hun virker som et godt parti. Synes du ikke?" spurgte han ind med en særlig vægtig interesse. Lancelin brugte mere tid i Levagny end ham selv, og han kendte måske også Sangy-familien bedre end Joufre gjorde det. Spørgende gled hovedet på sned, før han tog plads i sofaen.

Han kom med et latterfnys af vennens tydeligt drillende spørgsmål, som dog også havde en alvorskant. "Det ser ud til at Guderne vil det sådan," lagde han først spøgefuldt ansvaret fra sig, inden han så lænede sig tilbage og drejede sig svagt i sofaen, så fronten vendte mere mod vennen. "Vi har endnu ikke endeligt slået os fast, men... Mellem dig og mig, så er der noget ved hende, jeg godt kan lide. Jeg tror hun kunne blive en god Lensfrue. Og børn... Det har hun allerede sagt, at hun ønsker sig, så mon ikke de ville komme snarere end ventet. Apropos, hvordan går det så med dine? Og Helene? Havde I skændtes, eller er hun blot forsvundet?" Han spurgte uden fordømmelse, for kvindfolk forstod han sig ikke stort på. Han kendte dog Lancelin, og han kunne se, at det gik ham på - det ledte ham på sporet af, at der måske stak mere og andet bag end blot en spontan lyst til at tage på Rundrejse eller deslige. 

[Lancelin af Suilleaux]

"Jeg tror ikke, at du ville finde en mere passende hustru," forsikrede Lancelin roligt, som han satte sig bedre til rette i sofaen. Tjenestepigen fra tidligere vimsede ind ad døren og stillede sig straks ved bordet med glas og en flaske rødvin fra Monteres lenet; den fineste af sin slags.

Lancelin smilede smørret, da Joufre fortalte om sin kommende hustru, næsten som var han lettere ramt af Yphions lette kærtegn, "Hvis jeg ikke tager fejl, Deres Excellence, så lyder du nærmest solgt allerede.." bemærkede Lancelin drillende, idet at han tog imod glasset med vin fra tjenestepigen, der rakte et til dem hver, "Og hvad med den Nådigfruen af Sangy. Jeg ved, at hun stod Cédric meget nær.." afsluttede Lancelin eftertænksomt, og så sigende på sin kammerat ved sin side.

Spørgsmål om Helene fik Lancelin per automatik til at føre vinglasset til læberne, "Det er en lang historie, Joufre, det vil blot kede dig." Han tog en stor slurk, som for at medicinere sig en anelse. Lancelin lod blikket falde mod pejsens knitrende ild, "Helene er af den overbevisning, at jeg er Mortem selv."

[Joufre af Treillery]

Forsikringen faldt på et rart sted. Det havde været mere problemfyldt, hvis Lancelin i ramme alvor havde sneget en ildevarslende besked ind om, at Cosette af Sangy ingenlunde var et godt parti. "Ikke det? Nuvel, så må det være et godt valg," konstaterede han for sig selv. Hans blik gled op på tjenestepigen og hendes gøren. Vin og pæne glas. Han noterede sig ubevidst at vinen var en af dem fra Monteres og smilede svagt. Den bedste slags, naturligvis. 

Joufre lod øjnene blive smalle, da han så vennens smørrede smil, og fnøs over hans tydeligt spøgefulde ord. Vel var han ej solgt på den måde Lancelin antydede det. "Fri mig fra dine vittigheder. Hvis nogen er solgt her, er det da vist dig," skød han tilbage med et sigende løftet øjenbryn, inden greb efter vinen. Lancelin var god til at gribe om det essensielle. Der hvor skoen trykkede, præcis som Joufre selv. Måske var det dét, der gjorde dem så gode venner. Han sukkede let, inden han tog en tiltrængt tår af vinen, og lænede sig tilbage i sofaen på ny. "Det er sandt. Det gjorde hun. Faktisk ... " Joufre tav, indtil tjenestepigen var forduftet fra rummet. "Faktisk spurgte jeg hende. Om hun havde elsket ham, og ... Hun blev naturligvis bedrøvet. Men så... Kyssede vi." Han forsøgte at fortælle uden en snert af egentlige afslørende betoninger, og så lidt nysgerrigt på sin ven. Hvordan ville han tolke den del? Joufre selv var i tvivl om, om det blot havde været et kys uden betydning i et flygtigt intimt øjeblik, eller om det i virkeligheden betød mere og andet. Fra begge sider. Det var svært at afgøre. 

"Jeg har hele aftenen. Og natten. Der er jo ingen kone, der venter på mig, husker du nok," mindede han vennen om. Så let slap han ikke, heller ikke selvom fortællingen meget vel tyngede ham rigeligt allerede. Joufre mente, at han ville have godt af at lufte sine frustrationer til en fortrolig. En han oprigtigt kunne stole på. "Mortem selv? Er du ikke også det?" lød det kækt fra vennen, før han med en albue puffede til hans overarm. "Der er mænd, der er langt værre end dig derude. Det ved både Mortem, Mithras, Yphion og jeg. Så hvad kan du dog have gjort for at få hende til at tro, at du skulle være dét?"

[Lancelin af Suilleaux]

Det kunne tydeligt ses på Lancelin, at Joufres fortælling havde haft en noget overraskende drejning for lensgreven. I hvert fald så han sigende på sin gamle kammerat med en panderynken af uforståenhed.


"I.. kyssede?" gentog Lancelin, nærmest en anelse mistroisk i tonen. Et flabet, djævelsk smil dannede sig på de smalle læber; ikke fordi, at han ønskede Joufre nogen former for dårligskab - faktisk, så var han glad på hans vegne - men det havde været overraskende at det var hændt efter samtalen om Nådigenkens tidligere ægtemand. Desuden, så var Joufre ellers så betegnet gentleman, at Lancelin aldrig havde forestillet sig Joufre gå så hurtigt til værks.
"Så du var hendes skulder at græde ud på. Mere end det," drillede Lancelin let, som han førte sit vinglas elegant til sine læber.

Joufres broderlige dril fik Lancelin til at smile en anelse yderligere. "Du skulle bare vide.." sagde han overvejende, inden at han så på Joufre ved sin side. Så tog lensgreven af Suilleaux en hørlig indånding. Fortællingen startede fra Rundrejsen. Om hvordan Helene havde opdaget hans tidligere affære med Adelaide af Zorete. Hvordan at det havde vist sig, at Helene havde været gravid, og desværre aborterede et drengebarn med løgnen om, at Lancelin havde fremprovokeret det. Hvordan Helene og ham aldrig rigtig havde fundet en løsning på episoden, de mange misforståelser og handlinger, som havde sat deres ægteskab yderligere på prøve. Hvordan at de havde skændtes om en skilsmisse, Helene havde ønsket for alt i verden, og hvordan Lancelin havde frasagt den mulighed. Og indtil nu, hvor han fandt hendes seng tom for to dage siden, ikke andet end et par ugers tid efter skænderiet om skilsmissen.

Med en tung udånding hældte Lancelin mere vin op i sit glas. "Som du nok kan høre, så har jeg rigeligt at se til.."

[Joufre af Treillery]

En panderynken af uforståenhed, og så den vante djævelskab, der udmøntede sig i et gavtyveagtigt smil. Han spurgte som om han ikke helt troede på det. Han blev et øjeblik i tvivl om, om han burde have fortiet den information, særligt fordi Lancelin også var venner med Theuderic af Sangy , men han mistænkte ikke stort, at det var noget han ville bruge imod ham i andre kontekster end disse. "Årh, hold op," brokkede han sig, da vennen drilagtigt påstod, at han havde været en skulder at græde ud på og mere til. "Det kan lyde sådan, som om det 'bare' var det, og det var det måske også, men hun virkede glad," uddybede han med en let alvor, for selvom det måske ikke var hustruers glæder der stod øverst på alle mænds lister, så var det alligevel ikke ubetydeligt for en som Joufre, og ej heller for Lancelin, såvidt han vidste.

Smilet voksede på vennens læber, og derfor føltes joken ikke spildt på ham. En hørbar indånding vidnede om tyngden af den fortælling, der fulgte i kølvandet, og den var lang, snørklet og med mange facetter, så det var godt, at strategen Joufre af Treillery var god til at holde styr på alle de tråde, der blev vævet i en sådan fortælling. Fortællingen efterlod Joufre både tænksom og spekulativ, mens han tog en tår af sin vin og tyggede lidt på informationerne. "Du er i sandhed en travl mand, må jeg sige," anerkendte han vennens kvaler. Han lagde hovedet lidt på sned, mens han så ham lidt an. "I er kommet på afveje, Lancelin. Begge to," han så lidt indgående på sin ven, som for at indikere, at han ikke havde hverken den ene eller andens parti. Det var blot det, han kunne konstatere ud fra fortællingen. "Hvad ville du sige til hende, hvis hun kom hjem nu, i dette øjeblik, Lancelin?" udfordrede han så sin ven lidt. "Hvad ville du ønske dig mest skulle ske?"

[Lancelin af Suilleaux]

"Selvfølgelig var hun glad!" udbrød Lancelin med det typiske, flabede smil på sine læber, "Selveste lensgreven af Treillery er på jagt efter en hustru, og hun er i søgelyset - enhver kvinde ville glædeligt lade sig trøste af dig, og hvem trængte til mere trøst end Cosette.." Han førte sit vinglas til sine smilende læber, "Theuderic af Sangy vidste præcis, hvad han gjorde.." komplimenterede han let lensgrevearvingen af Sangy med et sigende blik på Joufre, imens at han tog en slurk af vinen.

Spørgsmålet om Helene af Suilleaux fik ham til at ændre karakter. Det var tydeligt på Lancelins ansigtsudtryk, med det mere alvorlige blik og den tænksomme panderynken, at Joufre havde ramt et ømt punkt. Den ellers så kontrollerede og magtfulde Lancelin havde fået en svaghed.

"Joufre.." sukkede han dybt, mens at hans blik faldt på sin gamle kammerat, en anelse bebrejdende. Joufre var i sandhed en vigtig og varm relation, og med deres mange års kendskab til hinanden var Lancelin ikke i tvivl om, hvad lensgreven af Treillery havde gang i. Han ønskede Lancelin at se indad. Og Joufre ville udemærket være klar over, at Lancelin ofte prøvede at undgå dette. 

Vinglassets stilk drejede stille og eftertænksomt imellem Lancelins lange fingre, "At hun kunne tilgive mig," svarede han så ærligt, "At hun ville turde give sig selv til mig igen som dagene lige efter vores bryllup. At hun i det mindste bare ville se på mig med sine varme øjne og smile som hun plejede at gøre.."

[Joufre af Treillery]

"Det er ingen selvfølge," mindede han vennen om, omend han forstod det velmenende aspekt i hans lidt flabede konstatering, som smilet også underbyggede. Han skar en synlig grimasse ved den efterfølgende bemærkning, for han var ikke ude på en kvinde at trøste; han var ude efter én, der egnede sig som Lensfrue, som kunne varetage en grevindes pligter uden de store kvaler og pyller. Uden at være beklagende og hysterisk eller uvidende. "Kom nu ikke for godt igang, Lancelin ... Det handler ikke kun om trøst," mindede han ham sigende om. Det var ingen mulig affære de talte om, men et giftemål. Der var mere og andet, der betød noget. Det måtte vennen vide. "Men naturligvis ved Theuderic hvad han laver. Ligesåvel som vi gør det," anerkendte han dog alligevel Cosettes svoger, omend han havde sine egne forbehold overfor de strategiske grunde, der kunne lægge bag dette giftemål.

Joufre havde en evne til at finde sin gamle vens ømme punkter, som at stikke et sværd igennem et skrøbeligt punkt i en rustning, så det ville gå lige igennem ben og marv. Hensigten var dog ikke at såre, men han fornemmede et tydeligt skift. Lancelins ansigt lagde sig i alvorligere folder, og han så både udmattet og tænksom ud. 
"Lancelin," svarede han hans suk, men med en lettere tone, og uden at tage stort på vej over hans bebrejdende blik. De måtte begge vide, at selvom Lancelin gerne ville undgå dette for enhver pris, var det sommetider nødvendigt at reflektere og se indad, og det var præcis dét, der var hovedformålet med at grave i dette. "Med alt respekt, kære ven, så er både tilgivelse og omsorg noget man skal gøre sig fortjent," mindede han vennen om. "Men jeg er ikke i tvivl om, at hun kan tilgive. At hendes øjne atter vil se på dig med varme en dag, og at hendes smil vil blomstre som forårsblomsterne. Du er trods alt ikke Mortem selv, og jeg ved, måske bedre end de fleste, at du er en god mand. Men der er slået skår i jeres glæde, måske enddog i jeres hjerter. Splinterne skal ud, før sårene kan læges. Forstår du mig?" Han så på sin ven med indgående alvor, før han tog en tår af sit vinglas. Måske var det ikke det, som Lancelin håbede på at høre, men det var sådan Joufre så det. "Hvis du ønsker hendes smil, må du få hende til at smile, Lancelin." 

[Lancelin af Suilleaux]

Så sandt. Joufre var kendt som værende en fremragende strateg, så det ville ikke undre Lancelin, at hans gamle ven havde overvejet dette i giftemålet. At Cosette af Sangy så åbenbart også viste sig at være et passende match for lensgreven af Treillery - så langt, at hun valgte at kysse ham - var selvfølgelig kun en fordel. Selvom at det havde stor betydning for magtpositionen om, hvem man giftede sig med, så kunne Lancelin alligevel ikke lade være med at unde sin kammerat, hvad et planlagt giftemål også kunne føre til; varme følelser, forelskelse og kærlighed.

Selv Lancelin havde ikke forventet, at han ville få så varme følelser for Helene. Og alligevel sad han nu her og måtte indse endnu engang, hvor meget han savnede hende.

Det var ligeledes også med et tungt hjerte, at Lancelin lyttede til Joufres ord. I sin tavshed kunne det fornemmes, såvel som i hans udmattede, sørgmodige blik, der stirrede mod sit vinglas, imens at han fortsat drejede den eftertænksomt imellem et par lange fingre. Få hende til at smile? Hvordan skulle han kunne få muligheden for dette når hun ikke engang ønskede hans tilstedeværelse? "Det eneste der ville få hende til at smile ville være, hvis jeg lagde skilsmisse dokumenterne på bordet foran hende," kommenterede Lancelin kort for hovedet. Hans blik søgte mod pejsens flammer, "Jeg kan ikke lade det ske, Joufre. Vi ved alle hvordan det ender med adelige kvinder med en skilsmisse bag sig.."

Så rettede han endelig det blå blik på sin ven ved sin side, med en panderynken "Desuden, så elsker jeg hende."

[Joufre af Treillery]

Forelskelser i Joufres liv havde været fåtallige; oftest ensidige, fra den kvindelige side, men de gange han havde ladet sit hjerte fyldes med varme, havde det også bragt ulykke med sig, og måske var det dét, der havde slået så mange skår i ham, at han ikke længere søgte netop dét. Han havde det bedre uden den slags kvaler til at tynge ham; rigeligt at bekymre sig om i forvejen. Det betød dog ikke, at han ikke håbede, at han ville få varme følelser for den kvinde, han en dag skulle ægte, for trods alt var det en kvinde, han skulle spendere hele livet med, og skønt det ikke var ualmindeligt at man kunne have elskere og dermed finde kærlighed andensteds, så var det ikke noget han ønskede skulle være nødvendigt. For sig selv eller hustruen.

Joufre vidste, at hans ven ikke havde forventet at få den her slags dybe, varme følelser for sin nye hustru, Helene af Suilleaux, men den slags var man ikke altid selv herre over. Han fornemmede, at vennen lyttede, men kunne også næsten fysisk mærke tyngden af vennens vemodighed. Den tyngde, der hvilede på hans skuldre over ægteskabelige kvaler, der havde vokset sig så store, at hans hustru nu var sporløst forsvundet. Joufre måtte rynke brynene i en mærkbar undren over det kontante svar. Han sagde det, som foragtede Helene ham så meget, at hun kun ville blive glad ved at blive sat fri fra de ægteskabelige bånd, men dét troede Joufre ikke var den hele sandhed. Han havde trods alt fornemmet, at de varme følelser ikke var ensidige i dette tilfælde. "Vær ikke dum. Det kan meget vel lyde sådan på hende nu, men vent og se, du vil finde en måde at få hende til at smile, som ikke indebærer skilsmissepapirer. Hvis du vil det nok. Men det bliver ikke nødvendigvis let. Det kan være svært at samle alle skårene igen, det tager tid, min ven, men det er ikke umuligt. Heller ikke for jer," konkluderede Joufre med sikkerhed i stemmen, som havde et varmt, venskabeligt præg. Var det trøstende ord? Ikke nødvendigvis, men de var ment hjerteligt og oprigtigt. "Selvfølgelig skal I ikke skilles. Det vil ikke gavne nogen af jer, men særligt ikke Helene..." medgav han, men måtte så glippe lidt overrasket med øjnene over den erklæring, der dernæst flød. Lancelin havde to grunde til ikke at sætte hende fri: Det ville ikke ende godt for en skilt adelskvinde, men han elskede hende også.
"Du elsker hende? Nuvel, så er der ikke andet for end at kæmpe for hende, Lancelin. Virkeligt kæmpe for at få løst alle de problemer, I er kommet til at skabe på jeres vej. Med anklager ... misforståelser ... " Han smilede opmuntrende til sin ven, og klappede ham så broderligt på overarmen, inden han tog en tår af sin vin.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin lyttede til sin kammerats længere forklaring. Idet lensgreven af Treillery nåede sin afslutning med at ligge kortene på bordet om, at Lancelin selv skulle gøre sit for at få ordnet tingene med anklagerne og misforståelserne, skimtede den ranke lensgreve af Suilleaux over på Joufre med hævede bryn. I sidste ende måtte Lancelin nok indse, at hans gode ven havde ret.

"Jeg må gøre, hvad jeg kan," forsikrede Lancelin kort for hovedet, med et sigende blik på Joufre. Så førte han glasset med vin til sine læber og bundede indholdet, som var det vand.

/Afsluttet.