Ingen steder at løbe hen

[Florine Laure Købmand]

Tilegnet Louis Instrumentmager
Tid og sted: Teateret og gaden ude foran, sen aften, omkring klokken 22

Fordybet i aftenens symfonier ænsede Florine Laure Købmand ikke stort det publikum hun spillede for. De fleste af dem kunne hun ej heller spotte fra sin lidt beskedne plads ude i siden, selv hvis det var det, hun havde beskæftiget sig mest med. Hendes lange, slanke fingre havde gjort deres bedste for at skabe smukke toner på harpen, når tid var, mens skuespillerinder og skuespillere parodierede kærlighedsaffærer og gængse situationer blandt det højere borgerskab og adelen. Selvfølgelig med måde. 
Trætheden gnavede lidt i hendes sind, da gæsterne var blevet guidet ud af salen, og hun kunne ånde let ud. En mand, der spillede fløjte, havde lagt en rosende hånd på hendes skulder, og det havde kort gippet i hende, inden hun venligt havde takket for den kompliment, der flød om hendes musikalske talent. En indforstået kompliment, for alle her var dygtige, men han måtte have tænkt, at hun var dygtigere end de fleste nye. Normalt brød hun sig ikke om mandfolks komplimenter, men når den gik på hendes musikalitet, gik det an, og rester af smilet sad derfor stadig i mundvigen, da hun havde svunget sin uldkappe om de spinkle skuldre, og rettet på det hvide klæde om håret. Hun var klar til at bevæge sig ud i de mørklagte gader. Hvis hun var heldig ville Talon Våbensmed have husket, at hun spillede på teateret denne aften, og stå klar til at følge hende hjemad, men det var ingen egentlig forventning.

Det støvregnede, mærkede hun, da hun trådte ud på gaden, og hun skuttede sig let. Hun havde været lidt fraværende, mere end hvad godt var, og fanget i egne tanker, så den hånd, der nu greb hende om underarmen, kom uventet. Handlingen var for såvidt ikke brutal eller ubehagelig i sig selv, blot uventet. Instinktivt havde hun lyst til at bede ejermanden slippe hende, men da hun løftede blikket, og så direkte ind i sin fætter Louis Instrumentmager's ansigt, var det som om alt trodsighed forsvandt, og blev erstattet af en knugende angst. Hun glemte næsten at trække vejret. "Louis," flød det spagt fra de bløde læber. Trangen til at rive sig ud af hans greb blev nu større, men hun gjorde det ikke. Istedet blev hun stående. "Hvad laver du her?" forlangte hun istedet at få af vide. Et forsøg på at undgå at forholde sig for meget til den grimme mavefornemmelse, der sneg sig ind på hende. Vidste han, at hun spillede i aften? Havde han siddet og lyttet og betragtet hende den halve aften? Alene tanken føltes kvalmende, og fik maven til at vende sig. Havde Louis Instrumentmager ikke for fire år tilbage udført sin ugudelige handling, havde hun måske kunnet lide ham. Han var charmerende, køn, morsom ... Men intet af det, kunne Florine fokusere på. Hun så primært hans skygge. Blev hver gang hun mødte hans grønne øjne mindet om den dag, hvor han havde efterladt hende i halmet med et lille smil på læben, og et blik, der var uden fortrydelse. Hun var fortsat af den overbevisning at han havde nydt det. Og at han kunne finde på det igen. Hvis bare han fik chancen. Noget hun gjorde alverden for aldrig at give ham igen. Men nu var de pludseligt her. Ikke alene på gaden, men alene i den forstand, at der ikke var andre hun kendte i nærheden. 

[Louis Instrumentmager]

Teateret var ikke et sted, Louis ofte befandt sig, men det hændte da af og til, at han tog ind for at nyde en forestilling. Størstedelen af gangene var det i forbindelse med, at en eller flere instrumenter var blevet solgt til de optrædende. Der var noget særligt ved at lytte til tonerne fra et instrument, han havde skabt med egne hænder. At se det blive brugt. I værkstedet var det blot et smukt objekt, men på scenen blev det vakt til live. Noget som bragte ham glæde og bekræftede ham i, at hans arbejde ikke var for ingenting. Nåh ja, og så var hans kære kusine begyndt at dyppe tæerne i teaterets forunderlige verden.

Dér sad hun med sin harpe og spillede de yndigste melodier. Louis følte sig skam godt underholdt af forestillingen som helhed, men når Florines slanke fingre dansede hen over strengene, kunne han kun fokusere på hende. Hun var talentfuld, men det vidste han godt. Det havde hun altid været, og heldigvis havde hendes far også indset det og sendt hende på universitet for at perfektionere hendes musikalske virtuositet. Desværre var det ikke meget, han så til sin kusine for tiden, men skylden lå ikke udelukkende hos det tidskrævende studie. Det var, som om hun undgik ham – selv når de havde chancen for at tilbringe tid sammen. Under middage, ved spontane besøg, når navnedage skulle fejres … Men i aften ville det blive anderledes. I aften ville han ikke lade sig ignorere.

Louis stod klar og ventede i støvregnen, da kusinens feminine ramme dukkede op i døråbningen. Hans løse krøller var allerede beklædt med et væld af små vanddråber, men heldigvis holdt den mørkegrønne uldkappe tøjet indenunder tørt. Han rømmede sig svagt, da hun trådte ud i regnvejret, men det var ikke nok til at fange Florines opmærksomhed, så en hånd tog fat i hendes underarm. Hun lignede én, som havde set en genfærd, idet hans navn forlod hendes læber. Det morede ham.

„Du er ikke den eneste i familien, som værdsætter musik, kæreste kusine,“ påpegede han og smilede til hende. Han havde stadig et greb om hendes arm, men løsnede lidt op for det.
„Jeg var inde for at se forestillingen og så, at du var blandt de optrædende. Jeg vidste slet ikke, at du spillede på teateret. Du fortæller mig jo aldrig noget længere,“ lød det bebrejdende fra ham, som hans blik søgte hvile i kusinens. Et bevidst forsøg på at indgyde skyldfølelse i hende.
„Nåh, pyt. Lad mig eskortere dig hjem. Du ved, hvor mange farer, der kan lure i mørket. Vi kan tale på vejen.“ Louis smilede sit bedrevidende smil og trak endelig hånden til sig. Den blev inviterende slået ud i den retning, han havde tænkt sig at gå i; men ikke så meget som ét skridt blev taget, før han havde sikret sig, at Florine fulgte med.

[Florine Laure Købmand]

Den svage rømmen var gået den noget medkørte og distræte Florine Købmands næse forbi, men havde hun hørt det, ville hun nok i et eller andet omfang have været forberedt på den håndsrækning, der fulgte, da fætteren greb hende om underarmen. Ikke så hårdt, at det gjorde ondt, men fast nok til at det ikke kunne slåes hen som en flygtig berøring. Hans hår glimtede lidt, som tegn på at han måtte have stået et stykke tid i støvregnen, så fugten kunne sætte sig. Det nåede hun at tænke, mens et sug af ubehag skød igennem hende, som var en tordenbyge netop vældet ind over hende.
Hun sank diskret. Hun håbede i hvert fald det var diskret nok til, at han ikke opfattede det, og så så hun hans smil. Et smil der kunne have vakt glæde. Hvis ikke det var fordi synet af det sendte hende tilbage til den dag i stalden for efterhånden flere år siden. Forbandet også. Mortem tage ham.
"Det ved jeg, kære fætter," besvarede kusinen hans ord med en lille kølighed. Hun foragtede ham for det han havde gjort, men det var ikke en foragt hun turde vise åbenlyst. De næste ord sendte en gysen ned langs rygsøjlen. Ikke af stolthed, men af frygt. Så han vidste det. Han havde set hende sidde og spille, og han havde lagt mærke til hende. Måske sågar betragtet hende. Det vendte sig mærkbart i maven ved tanken om det. Hans ord havde ydermere en bebrejdende kant, og Florine følte sig sårbar der i regnen med hans hånd om armen. "Jeg har ikke engang nået at fortælle mine brødre om det. Det er først for nyligt, at jeg er begyndt at spille der. Det sker heller ikke særlig ofte," forsøgte hun at undvige bebrejdelsen med en lille hvid løgn og en halv sandhed. Hun underspillede hvor meget hun ønskede at undvige Louis i det store hele. Og hun ønskede ikke at lade ham vide hvor lidt, hun ønskede han skulle kende til hendes liv.

Angsten havde et knugende greb om Florine. Hun tøvede, da han bød hende at følges ud i mørket. Farer lurede i mørket... Den største lige indenfor en armslængde, nåede hun at tænke. "Jeg skal mødes med en veninde inden længe," gav hun sig selv et sikkerhedsnet. "Men du kan følge mig noget af vejen." Florine smilede svagt, før hun så begyndte at gå. Hun var på vagt. Hvornår ville han hive hende til side og atter gribe hende hårdt i armen? Hvad ville hun selv gøre denne gang, hvis det skete? Tankerne var mange, som hun gik. I tavshed. Ingen stor trang til at dele noget med fætteren meldte sig. Tværtimod. 

[Louis Instrumentmager]

Det virkede usandsynligt, at fætrene – Florines brødre – intet vidste om hendes involvering i teateret. Louis valgte dog at lade det ligge og frydede sig i stedet over, at han havde gennemskuet hende. Ja, eller det var han i hvert fald overbevist om, at han havde. Det var jo åbenlyst, at hun ikke ønskede at være i nærheden af ham. Og nu løj hun for at undgå yderligere konflikt.
Louis vidste lige så vel som sin kusine, hvad der var sket den dag for mange år siden. Efter dén hændelse havde hun ikke været sig selv. I starten havde Louis ikke bidt mærke i det. Han havde fortsat med sit eget liv, som om intet var hændt. Men med tiden var det blevet mere og mere tydeligt, at Florine foretrak andres selskab over hans. Det var ikke noget, han havde konfronteret hende med. Når hun evigt og altid undgik ham, var det svært at finde det rette tidspunkt. Måske det ville dukke op i løbet af deres gåtur.

„Mødes med en veninde? Det tror jeg næppe. Det er sent, søde kusine. Der er ingen grund til at tynge dine kære forældres hoveder med sådanne bekymringer,“ sagde han på en sådan måde, at det ikke kunne diskuteres. Ikke tale om at han havde tænkt sig at lade hende slippe så let. „Jeg følger dig hele vejen.“

Det knasede svagt under skosålerne, som de begyndte deres færd gennem Levagnys stræder. Pletvise lyskilder brød aftenens tætte mørke og gjorde det nemmere at finde vej. Regnen var for let til at kunne høres, men faldt alligevel tungt, og luften var bidende kold. Det nærmede sig trods alt slutningen af november måned. Vinteren lå lige rundt om hjørnet.
„Det var en fin harpe, du spillede på,“ bemærkede Louis i et roligt tonefald, og for et øjeblik lod han blikket hvile på kusinen. „Er det din egen?“ Han gav hende tid til at svare og smilede så. Det var ikke til at vurdere hvilke tanker, der lå til grund for smilet.

„Du burde komme forbi og kigge ind i værkstedet en dag. Din tilstedeværelse alene ville være inspirerende. Og så ved jeg, at du nærer samme interesse for strengeinstrumenter som jeg,“ fortsatte han samtalen. Som de sidste ord forlod hans læber, blev en hånd ført op og presset blidt mod Florines ryg. Han ledte dem ind ad en sidegade, hvor kun en enkelt vægfakkel kastede sit bløde skær. Dét her var forkert. Det var ikke ruten til Florines bopæl. Måske det bare var en omvej …?

[Florine Laure Købmand]

Om Louis vidste, at hun delvist løj var ikke til at sige, men det ville ikke undre hende, hvis han så igennem, men selv hvis han gjorde besværede han sig ikke med at lade hende konfrontere med det faktum. Hvorfor skulle han også? Det var ikke hans liv, der var blevet forandret for bestandigt den dag. Det var ikke ham, der mærkede hjertet banke stødt i brystet af angst, hvis en fremmed hånd greb hende om skulderen, selv blot i en flygtig berøring, og ikke ham, der nu skulle nære mistro til alle kvinder, som hun skulle det til alle mænd. Louis Instrumentmager havde vanæret hende den dag, og når hun tænkte på sig, fik hun stadig en ulidelig trang til at skrubbe huden til den blev rød. Som kunne hun vaske mindet af sig, men det var brændt fast i hukommelsen.

"Jeg er ikke en lille pige. Mine forældre ved godt, at vi nogengange drikker et krus øl eller saft med mine veninder," indvendte hun lidt modigt, måske også for at stadfæste, at hun ikke længere var den lille pige, han bare kunne gøre med hvad han ville. Men en del af hende følte sig unægteligt som den trettenårige pige igen, når hun var sammen med Louis. Måske var det derfor hun ikke kunne få sig selv til at verbalisere, fastholde, at hun altså kun kunne følges med ham indtil de nåede en bestemt kro, for løgnen ville jo også falde fra hinanden, hvis hun så kom ind på en kro og ingen af vennerne var der. Og hvad skulle hun så gøre?

Under fødderne knasede sandkorn, og regnen faldt tungt, omend den var som støv, når hun spottede den i faklernes skær. Hun koncentrerede sig om at se, hvor de bevægede sig henad mere end om at se på sin fætter. Talte næsten mentalt det antal af veje, de måtte tilbagelægge førend de nåede familiens hus. Kulden fik hende til at skutte sig let, og trække uldkappen lidt tættere om sig. Til hendes egen glæde afskærmede hun dermed også en del af sin krop for ham. "Det er en fin harpe," medgav hun ligeså roligt, omend lidt forsigtigt, og hun rynkede svagt brynene i undren over det efterfølgende spørgsmål, og det smil, der straks hvilede på hans læber. "Nej. Det er Teaterets."

Trangen til at fnyse meldte sig perplekst, men istedet smilede Florine næsten lidt overanstrengt. "Det kan være, at jeg kommer forbi en dag, når jeg har tid," lød det diplomatisk, men de måtte begge vide, at det ikke ville blive realiseret, hvis hun kunne undgå det. Det ville være som at træde ind i løvens hule. Hvorfor skulle hun gøre det frivilligt? Den tanke nåede hun kun lige at tænke, før hun mærkede hans blide hånd mod sin ryg, og kroppen automatisk fik lyst til at sætte hælene i, eller at trække sig væk fra berøringen. Han guidede hende ned af en mørkere sidegade. Færre fakler. Men det var ikke det værste: Det værste var, at hun vidste, at det her ikke var den direkte vej hjem. Han måtte vide det samme.
"Det her er ikke vejen hjem, Louis," italesatte hun det åbenlyse, men med en lidt bestemt tone, da hun så stoppede op og så på ham. Forsøgte at gennemskue, hvad hans bagtanke var. "Kom, lad os gå tilbage," bad hun og nåede halvt at dreje sig for at finde tilbage til den mere oplyste vej.

[Louis Instrumentmager]

Hvis ikke Florine ville anses som en lille pige, skulle hun måske tage at opføre sig mere voksent og ikke ile mod den nærmeste flugtvej, så snart en ubekvem situation opstod. Endnu engang nøjedes Louis med at tænke det, men åh, det var ikke nemt at holde munden lukket. Se dét var forskellen på de to. Hans kusine havde tydeligvis brug for én, som kunne lede hende på rette vej. Én, som kunne være efter hende når nødvendigt og endelig få poppet den boble, hun altid lod til at befinde sig i. Louis kunne være dén person, men hendes barnlige opførsel over for ham besværliggjorde det. Han var bestemt ikke den værst tænkelige kandidat, når det kom til ægteskabelige relationer. En skønne dag skulle han nok få hende til at indse det.

I svinget ind på den dunkle sidevej gled de grønne øjne mod kusinen, og som dolke borede de sig ind i hende. Dog kun i et flygtigt øjeblik, før blikket blev rettet fremad. Hun løj. Igen.
„Lad det være en aftale så. Jeg kan lave dig en harpe. Smukkere end dén du spillede på i aftes,“ lovede Louis, og det var skam ikke et tomt løfte. Den rolige stemme røbede intet, heller ej den voksende bitterhed over hendes modvillighed over at være nær ham.

Næsten synkront med Florine stoppede han op. Som om han havde været forberedt på netop dén reaktion fra hende. Der var en beslutsomhed i hendes stemme, som han ikke brød sig om. Noget trodsigt. Louis kunne ikke fordrage, når kvinder troede, at de kunne modsætte sig ham uden nogen konsekvenser til følge. Særligt ikke hans egen kusine. Hun af alle burde da vide, hvor intens en vrede den slags vakte i ham.
„Nu skal du ikke være så hysterisk, Flo,“ sagde han lavmælt. Der var noget truende over måden, han udtalte ordene; sammenligneligt med en giftslanges hvislende hvæsen. „Det er bare en lille omvej, så vi kan nå at snakke lidt, du og jeg.“
Louis blev stående i nogle sekunder, inden han også drejede om. Han havde ventet akkurat længe nok til, at kusinen kunne begynde at frygte, hvad han havde i sinde. Ville han tage fat i hende og hive afsted med hende i mørket? Ind i den nærmeste gyde, hvor kolde hænder straks ville finde vej under hendes skørt?
… Nej. Det kunne han ikke. Risikoen, for at hun ville skrige op, var alt for stor.

Skridtene blev genoptaget, men denne gang i den rigtige retning. Væk fra den uhyggelige, lille sidegade. Præcis som Florine havde bedt om.
„Måske er et krus øl veltrængt. Er det Falken, dig og din veninde skal mødes på?“ spurgte han nysgerrigt. Snerten af frustration var pist borte.
„Hvad med at jeg betaler den første runde?“

[Florine Laure Købmand]

De grønne øjne havde mange kvaliteter, og det var ikke svært at forstå, hvordan nogle kunne se dem som glimtende, forførende smaragder, men det hun selv så var alt andet end ædelt. Måske fordi han selv havde været med til at forvrænge det glansbillede, hun ellers kunne have haft af sin ældre fætter. På mange måder stupidt af ham, hvis han havde ønsket sig, at de skulle vokse op og være venskabelige i fremtiden. 
Det indgående, borende blik var som en slanges, og hun kunne ikke undgå at mærke den kolde gysen glide langs rygsøjlens mange nerver, som blev de alle tændte på én gang. Det var som at få stød, når han så på hende på den måde, men så så han væk, og hun kunne atter trække vejret dybere igen, mens hun fyrede sin løgn afsted. Endnu en. 
Hans stemme var rolig, og den kunne snyde, men Florine var alligevel på vagt, for hun vidste at hendes fætter ikke kun var støbt af varme, velvilje og venlighed, som andre hun kendte kunne være det. "Det ville være fantatisk," lød det. Ikke en usandhed, for Louis og hans fars instrumenter var mesterlige. Smukke, elegante og med en lyd, som kunne tryllebinde de fleste. Havde det været en anden, der kom med tilbuddet, ville hun have været mere end almindeligt beæret, men fordi det kom fra ham, vidste hun, at hun aldrig ville kunne tage imod. Hendes fingre skulle ikke klimre på strenge, som han havde strammet op, hvis hun kunne blive fri. 

Beredt var fætteren, da Florine standsede i trods, og halvt havde nået at vende sig mod den mere oplyste gade igen, men nu blev hun standset af ham. Hans stemme var lavmæl, og hvislende, som havde han pludseligt skiftet ham og var blevet til det uhyre, hun vidste, at han i virkeligheden var inderst inde. Florine udviste et mod, hun ikke selv havde troet, at hun besad, da hun stirrede tilbage ind i hans glimtende, grønne øjne, men mens hun stod der og så ham i øjnene, mærkede hun også den velkendte knude af angst røre på sig i maven, og forstørres, som han proklammerede, at det bare var en omvej, så de kunne snakke. Bare ham og hende. "Jaså? Du var ellers så bekymret for, hvad mine forældre ville tænke, hvis jeg kom sent hjem," indvendte hun. Hun ville ønske at stemmen havde mere gennemslagskraft og trods i sig, end den havde. Den var spag og forsigtig. Næsten skrøbelig, som kunne den knække hvert øjeblik, og det kunne den sikkert også, hvis han greb hende om armen og slæbte hende med videre ned af den mørke gade, der lignede mere en gyde end en vej. Ville hun turde gøre modstand, hvis han gjorde det? Ville hun turde bruge den kniv, Louis' egen far engang havde givet hende denne dag, hvis det skulle ske? Hun tvivlede. Både sin egen reaktionsevne og på sin egen evne til at skade andre. Den delte hun desværre ikke med fætteren.
Louis trak tiden, og angsten blev overvældende. Hendes øjne flakkede, selvom hun forsøgte at lade dem forblive på fætterens dystre ansigt i halvmørket, men så var det som om noget helt fysisk løsnede sig. Han havde åbenbart besluttet sig for, at de ikke skulle gå omvejen alligevel, og hun nåede at ånde lettet op, da de satte kurs mod den belyste, lidt mere befolkede gade, på ny. Lige indtil han så kom med sit spørgsmål...

"Ja, Falken, men vi behøver ikke gå derhen. Vi kan bare gå hjemad. Så vi kan tale, du og jeg," foreslog hun, for selvom hun langt hellere ville søge ind i de varme, velkendte omgivelser på Falken, hvor der var sandsynlighed for at Peronelle af Bonville, Talon Våbensmed, Christophe af Migran, Svari Våbensmed, Svea Købmand eller andre af vennerne ville være at finde, så havde hun ikke lyst til at introducere dem til Louis, ligesåvel som hun ikke havde lyst til, at han skulle vide, hvem hendes venner var. Ligeså lidt som hun havde lyst til, at han skulle kende hendes liv, ligeså lidt lyst havde hun også til at blive beruset med ham. Det ville kun gøre hende mere sårbar i hans selskab, og selvom Florine for nogle syntes naiv og dum, så var hun det ikke. Hun havde formået at undgå at være i enerum med ham i månedsvis. Hun havde ikke tænkt sig at hoppe i med begge ben i aften, bare fordi han havde fundet et smuthul til at være alene med hende. "Hvordan har dine forældre det?" spurgte hun så for at distrahere hans tanker og fokusere på noget, hun kunne holde ud at tale om. Sin onkel havde hun trods alt forholdsvis varme tanker omkring.

[Louis Instrumentmager]

Louis brød sig ikke om denne mere viljefaste side af sin kusine. Han brød sig ikke om, at hun var flabet nok til at svare igen med sådan en kommentar. Især ikke én som skinnede lys på hans modsigende tendenser. Som fik ham til at fremstå uoprigtig. Men hvad kunne han sige? Det var formentlig bedst slet ikke at sige noget. At lade den gå i glemmebogen. Han ville ikke lade hende tirre ham. Han skulle nok følge hende sikkert til dørs. Uskadt. På overfladen om ikke andet.

Afstanden mellem vægfaklernes dansende flammer var kortere på denne rute. Ilden var dog ikke lige så intens på dem alle, og snart ville den tunge støvregn få kvalt de sidste gløder på dem, der ikke var i ly for det våde efterårsvejr. Alligevel var atmosfæren en anden end på den smalle sidevej, de netop havde forladt. Synet af en marcherende drabant øgede tryghedsfølelsen, og rundt omkring kunne der stadig ses lys i nogle af de små vinduer. Med andre ord var Florine i sikkerhed, og Louis var nu endnu mere bevidst om, at han måtte arte sig sådan, som det forventedes af en lovlydig borger.

„Det er måske for det bedste …“ medgav Louis og smilede blegt. De grønne øjne lod til at have mistet noget af deres glød, da han kiggede frem for sig.
Som de gik dér, side om side, grublede han over, hvad han skulle sige. Hvordan situationen på ny skulle gribes an. Hun gjorde det ikke nemt, Florine Købmand. Det ærgrede ham, at hun skulle være så selvsaboterende, for det var dét, han anså hende som. Hvilken rask, ung pige udviste sådan en fjendtlighed over for en charmerende, velopdragen mand som ham selv? Man skulle tro, at hun allerede havde fundet sig en hjertenskær med dén mur, hun satte op mellem dem. Havde hun det? Louis kunne mærke et stik af vrede over forestillingen om Florine sammen med en anden end ham.

Kusinens spørgsmål hev ham tilbage til nuet, og han granskede kort hendes ansigt, som skulle han lige tænke over det, før et svar faldt fra hans læber.
„De har det godt. Forretningen kunne ikke gå bedre. Vi er alle sunde og raske, guderne være lovet.“ Louis trak svagt på smilebåndet. „Men jeg ved, at mine forældre forventer et bryllup inden for den nærmeste fremtid. Og det skal de nok få.“ En gnist syntes at antænde sig i hans øjne, så da han atter rettede blikket mod Florine, skinnede de som grøn ild i aftenens mørke.
„Du er jo ikke langt fra den gifteklare alder, søde kusine. Men med dit studie, har du så overhovedet tid til forbudte kys og uskyldige romancer?“ blev der spurgt med en undertone af noget … udefinerligt. Hverken resten af smilet på hans læber eller det observante blik løftede sløret for hans bagtanke med det lidt vovede spørgsmål. Og sekundet efter drejede de ned ad en ny gade.

Kursen var stadig den rette, men vejen virkede mindre åben, og ingen drabanter var i syne.
„Da jeg var i din alder, kunne jeg næsten ikke tænke på andet …“ fortalte Louis uden at se på hende, men som hans mundvige fortrak sig i et gådefuldt smil, skævede han til sin kusine – nysgerrig på hendes reaktion.

[Florine Laure Købmand]

Støvregnen påvirkede faklerne. Nogle skinnede tydeligere end andre og under deres flammer følte Florine sig mærkbart tryggere, som kunne lyset i sig selv beskytte hende fra fætteren. Det kunne de ikke, men det kunne drabtanter, der ikke var mere end få meter væk, og derfor føltes hendes vejrtrækninger lettere, mindre besværlige, på denne vej end i den mørkere gyde. 
Kulden var fortsat bidende, og derfor kunne en del af Florine fortryde sit valg om at gå den direkte vej hjem, istedet for at glide ind forbi Falken og varme hænderne på et krus øl, men hun kunne ikke få sig selv til at bruge flere timer denne aften end nødvendigt med Louis Instrumentmager. Den fysiske kulde var ingenting i forhold til den hun vidste, hun ville kunne føle i sit indre, hvis fortiden skulle gentage sig. Florines største frygt. Ikke kun med Louis, men med alle mænd, hun nogensinde havde mødt. 

Han indvilligede uden indvendinger. Ikke overraskende, men hans smil var blegt, og hans øjne syntes at have en mindre klar farve, som var noget i dem slukket. Begejstringen svundet ind på ny. Det var svært at greje fætterens humør. Sådan havde hun alle dage haft det - eller havde hun? Var det noget, der var startet den dag i stalden? Hun kunne ikke længere huske det. Det var svært at mindes gode tider med Louis. Som havde han svitset dem ud af hendes hukommelse med sine grådige, kraftfulde hænder, smørrede smil og ildevarslende ord. Med sin hårdhed og tvang. 
I tavshed gik de begge en stund, mens Florine spekulerede på, hvordan hun skulle undgå visse situationer og emner, og Louis måske spekulerede på, hvordan han skulle spore sig ind på præcist de ting, Florine helst ville undgå overhovedet at tænke på. 

Florine lyttede med en oprigtig interesse denne gang, og hun fastholdt også sit blik på fætterens ansigt, hvor hun bed mærke i alle de træk, hun ikke havde set på klods hold i en mindre evighed. Bevidst havde hun undgået at se på ham, at komme tæt nok på til at kunne genkende alle de små trækninger omkring hans øjne og mund. "Det er jeg glad for at høre. At de alle har det godt og er holder sig raske. Det er ikke nemt, når vejret er sådan her," pludseligt var det som om talen kunne flyde ubesværet, og et øjeblik følte hun, at hun oprigtigt kunne føle sig som sig selv. Selvom hun snakkede med Louis. Den følelse ophørte dog hurtigt, da han fortsatte ud af en uventet tangent. Han talte om, at hans forældre ønskede sig et bryllup, og at det skulle de nok få. Og så ... Gifteklar, kaldte han hende nu, og hun rynkede brynene i en synlig undren. 
Florine Købmand var ikke dum, og det løb hende koldt ned af ryggen, da han spurgte ind til de forbudte kys og uskyldige romancer. Han troede da ikke at ... Var han ude på at lokke hende til dét? Angsten krøb ind under huden på hende hurtigere end hun havde været forberedt på, men hun forsøgte ikke at lade den skinne igennem i øjnene. "Så du har fundet dig en sød kvinde?" købte hun sig tid med en påtaget nysgerrighed. Det ville være rationalet bag hans ord, men hun mistænkte, at dét ikke var sandheden. Ikke fordi han ikke kunne finde en sådan, eller charmere en kvinde til at tro på illusionen om, at han ville være den perfekte ægtemand, men noget ved samtalen foruroligede hende en del. 

De drejede ned af en mindre gade. Ingen drabtanter. Ingen ... andre mennesker. Kun støvregnen, brostenene og hende og Louis. Det var hun lidt for bevidst om, som hun gik der, og skævede til ham. Ubevidst havde hun gjort afstanden mellem dem større og skuttede sig. Det kunne begrundes med kulden, men den isnende fornemmelse, der drillede hende, var nok mere indvendig end udvendig. "Du kan nok regne ud, at jeg ikke har tid til den slags pjat. Forbudte kys og uskyldige romancer. Desuden går der længe før jeg skal giftes," slog hun fast, som var det et faktum, og dét var det mindsanten også for Florine selv. Hun lod blikket glide mod hans gådefulde smil, inden hun fandt hans øjne. "Men jeg er slet ikke i tvivl om, at du ikke kunne tænke på andet ..." vovede hun så lidt modigt at indskyde. Hun vidste det måske bedre end nogen i hele Levagny. At han ikke havde kunnet styre sine lyster, da han var yngre. Var det stadig tilfældet? Skulle hun være bange for ham? Som de gik der, var der intet, der føltes forandret. Inderst inde var han den samme, og han kunne snyde andre, men ikke Florine. Hun kendte ham. Hun kendte ham på måder, som hun håbede ingen andre kendte Louis Instrumentmager, for guderne skulle vide, at hun ville ønske, at hun kun kendte ham som sin charmerende fætter. Intet andet.

[Louis Instrumentmager]

Det hele var som deres egen lille version af katten efter musen. Florine var en forsigtig mus, dog en kløgtig én af slagsen. Selvom Louis hverken havde kløerne fremme eller blottede tænder, forholdt hun sig varsom. Hun havde luret ham. Det vidste han godt. Alligevel legede hun med og trillede et garnnøgle hen til ham i form af at et uskyldigt spørgsmål – måske i håbet om at han ville glemme sit oprindelige mål og lade hende slippe. Men så let skulle det ikke være.
„En sød kvinde? Nej, ikke endnu. Det er svært, når alle blegner i sammenligning med dig, sødeste Flo,“ sagde han med en sukret stemme. Han havde ikke så meget som forsøgt at nedtone det begær, der gennemsyrede hvert et ord, som forlod hans mund.

Den nye vej, de kort efter drejede ind på, var fri for forstyrrelser. Louis så derfor intet problem i at fortsætte den vovede snak, han selv havde lagt op til, allerede før de havde rundet hjørnet. Hans kusine, derimod, virkede knap så begejstret for det valgte taleemne.
„Hvorfor frarøve dig selv den slags glæder i livet, kusine? Det er da netop i din alder, at kærlighedens frugt er allersødest.“ Han sendte hende et smil, der for alle andre ville syne hemmelighedsfuldt, men hun burde vide præcis hvilket scenarie, der spillede for hans indre blik. Florine var i sig selv en solsødmet frugt, og havde de befundet sig i mere private omgivelser, ville han næppe kunne afstå fra at overdynge hendes unge krop med grådige kys og grænseoverskridende kærtegn …

Louis slap et dæmpet grin over kusinens indskydelse. Hendes tunge var blevet noget skarpere gennem årene, lod det til. Eller måske det bare var ham, som frembragte dén side af hende. Lige i dette tilfælde gjorde det ham dog ikke noget. Faktisk var det ganske underholdende.
„Hvad kan jeg sige? Jeg er en mand drevet af passion. Få ting i livet kan måle sig med …“ begyndte han men stoppede så sig selv. Det lille smil på læberne bredte sig og afspejlede perfekt hans tabubelagte tanker. „Nej, det sømmer sig ikke for en frøken at høre. Du må have mig undskyldt, kære kusine … det var ikke min mening at bebyrde dig med ubehag af nogen art.“ Instrumentmagerens søn løj, så vandet drev, men han havde en særlig evne til at holde hovedet koldt og skøjtede nemt hen over hver en konflikt; hans listige smil evigt dirrende i mundvigene på ham. Som en slange i forklædning … eller måske snarere en hungrende ulv i fåreklæder.

Endnu et hjørne blev rundet. Der var ikke så forfærdelig langt igen. For hver snævre sidevej de passerede, syntes Louis at rykke tættere på Florine. De stjålne blikke var lange og emmede af en sult forsøgt undertrykt. Som kunne han hvert øjeblik, det skulle være, gribe om hendes arm og trække hende med sig ind i mørket. Men det gjorde han ikke. Han holdt hænderne for sig selv, og snart var de kun ganske få skridt fra hoveddøren på købmand-familiens residens.
„Nåh … her er vi så …“ sagde han og lød næsten helt vemodig. De grønne øjne fandt kusinens blå. „Lad mig følge dig helt til dørs. Det er også ved at være noget tid siden, jeg har hilst på onkel og tante,“ tilføjede han, og før hun kunne nå at protestere, rakte han en hånd frem og bankede på døren.

[Florine Laure Købmand]

Mennesker kunne være værre end dyr, og hun var ikke i tvivl om, at Louis Instrumentmager kunne forvandles til en kvælerslange, og derfor optrådte hun med samme varsomhed, som hun ville gøre, hvis hun netop stødte på en giftig slange, der kunne slå én ihjel. Havde han handlet anderledes den dag i stalden, ville hun måske aldrig have luret, hvordan hans øjne kunne formørkes og opstemmes på én gang, mens hans hånd holdte for hendes mund, og den anden tvang sig adgang til det allerhelligste, men nu kendte hun ham. Hun havde luret ham, også i dag. Han var ude på noget. Det var derfor hun undgik ham konsekvent. Det var den eneste måde for alvor at være i sikkerhed. 
Hun prøvede at navigere i samtalen og styre udenom sig selv som et muligt ægteskabsmål, for alene tanken om, at han tænkte sådan om hende, gav hende en ulidelig dårlig smag i munden, som ikke helt kunne overskues. Louis bed ikke på krogen dog, og da han lod sin kompliment falde, dryppende af et hørbart begær, var det som om hendes blod frøs til is. Så han tænkte altså på hende på dén måde ...
En del af hende havde unægteligt lyst til at bede ham om at æde de ord. At få ham til at holde op, for ubehaget pressede sig på, og hun mærkede en trykken for brystet, som hun dog forsøgte at borttvinge med en dyb indånding. "Du må være blind, hvis du tror, at de blegner i forhold til mig, kære Louis." Hun forsøgte at holde sin egentlige foragt og kvalmende angst ude af stemmen, men den var lidt spinkel og lavmæl. Hun kunne desværre selv høre det. 

Begejstringen ville ingen ende tage for fætteren, mens Florine følte sig mere og mere tynget for hvert et ord, der flød. Samtaleemnet var ualmindeligt uvelkomment, men hun var for nervøs for, hvad han kunne finde på, hvis hun ikke i det mindste forsøgte at engagere sig, særligt fordi de var alene, at hun ikke turde lade være med at svare. "Det er meget mulig, men jeg vil foretrække at vente med at nyde kærlighedens frugt. Jeg er sikker på, at den smager sødt, når først man finder den rette at dele den med," konstaterede Florine, og slog dermed på ny fast i, at hun ikke var interesseret, og som en undertekst indikerede hun også tydeligt, at hun ikke havde fundet den person - og dermed også, at han i hvert fald ikke var hendes store skjulte kærlighed, skulle han naivt gå og håbe på dét. Hans smil havde en hemmelighedsfuld kant, men det fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Det var som om han klædte hende af mentalt, for hun var ikke i tvivl om, hvilke syndige tanker, der måtte fylde for ham. Havde hun kunnet løbe fra ham, ville hun have gjort det, men hun turde ikke gøre forsøget - desuden var der ingen steder at flygte hen. Han vidste, hvor hun boede, og hendes forældre ville lukke ham ind, hvis han bankede på. Det var hun sikker på. 

For ham var det en leg. For Florine var det en kamp for at holde hovedet ovenvande og ikke drukne i den skamfulde ulykke, han havde bragt over hende, og som stadig herskede i hendes indre. Kontrasten føltes slående, da han næsten spøgefuldt hyggede sig med at lade tankerne vandre synligt, men så trak i land med en løgn om, at han ikke ønskede at indgyde ubehag, men hun troede ham ikke. Han nød, når hun fik det skidt, gjorde han ikke? Det føltes utvivlsomt sådan. "Alt forladt, men jeg har hørt så rigeligt allerede," istemte hun og skar en synlig grimasse, som var hun "bare" hans yngre kusine, der syntes det var en lidt syndig, ubehagelig tanke, at hendes fætter havde en passioneret omgang med kvinder. Det stak meget dybere. Det vidste de begge, men et øjeblik kunne hun foregive, også for sig selv, og det gjorde, at hun kunne trække vejret lidt endnu. At hun kunne holde minderne ude i strakt arm.

Hun mærkede det. Som en snu ræv, listede han sig fysisk ind på hende. Tættere og tættere for hvert hjørne de rundede, og hun trak vejret overfladisk til sidst, frygtede hvert øjeblik, at han ville gribe hende i armen på ny og trække hende med ind i en skygge og gøre krav på det, han tydeligt følte var hans at gøre krav på. Hende. Men de nåede hele vejen til hendes gade uden han rørte hende, og selvom en lettelse skyllede ind over hende over dét, undrede det hende også. Han havde haft alle chancer. Hvorfor greb han dem ikke? Hvad var hans bagtanker?
Florine nikkede, vemodigheden ikke delt hos hende, men hun forsøgte at se lidt nedtrykt ud. "Jah, her er vi så ..." istemte hun, og tog et skridt mod hoveddøren, klar til at efterlade Louis der på gaden, men så var han to skridt længere fremme, og pludseligt forstod hun: Han ville ikke bare følge hende hjem, han ville med hende hjem. "Louis ..." begyndte hun, skulle lige til at foreslå, at de kunne tage den øl istedet, men det var for sent. Han havde banket på, og døren gik op til synet af faderen, der så lidt overrasket på først Louis og dernæst Florine, men så blødte op i et varmt udtryk. "Louis, Florine, du fredsens, kære venner, kom dog indenfor i varmen!" "- "Alt vel? Og forestillingen, Florine, hvordan var det?" Stoltheden var hørbar i stemmen, men Florine havde lyst til at begrave sig selv, da hun trådte indenfor i hjemmet efter fætteren. Hun håbede, at hendes far ikke kunne se det på hende. Hvor trykket hun følte sig, hvor lille og udsat hun følte sig i sit eget hjem lige pludseligt. "Forestillingen forløb uden problemer. Det var vidunderligt at få lov at spille der." Han klappede hende hjerteligt på skulderen, trykkede hende blidt, og hun følte sig lidt varmere efter den berøring, før faderen så vendte sig mod Louis. "Apropos spille ... går det godt med forretningen? Det lader til, at musik bliver mere og mere populært for hver dag der går, ikke sandt?"
Kunne han da ikke bare holde op? Louis fortjente ikke at få lov at skinne i det lys, som Maximus Købmand unægteligt gav ham muligheden for at være en stjerne i. Slet ikke foran datteren, men der var ikke noget at gøre for at forhindre det.