Forholdsregler

[Aelin Mélanie af Sangy]

Forbeholdt | Bernard af Monteres

Omgivelser | Bernard's forretning
Tidspunkt | Formiddag, sommeren år 842, få uger inden rundrejsens begyndelse

---

Hovedet var alt for klart tænkende efter en tur på kroen i selskab med andre væbnere aften forinden. De moralske tømmermænd derimod var langt værre end den unge Sangy nogensinde før havde oplevet dem. Hun havde mest af alt lyst til at grave sig langt ned under tæpperne, men det forhindrede ikke indre dialog i at finde sted eller nattens minder i at kravle frem på nethinden. Læberne smagte ikke af øl som vanligt, den havde Henri af Migran formået udviske med sine kys. Fantom følelser i hænderne kunne stadig mærke musklernes kontur gennem trøjen og varmen fra hans hud da de fandt ind under den. Grænser blev naturligt mere flydende og de selv skabte regler mere bøjelige, men aldrig i en million år havde hun forudset går dagens udfald.
Samvittigheden blev ikke mindre skylds tynget, da hun klædte sig på og blev mindet om hvor den store ridders hænder havde været i færd med at vandre, før fornuft alligevel trængte gennem alkoholtågerne og fik hende til at efterlade ham tilbage i den natmørke smøge.
Theuderic af Sangy ville få en hjerneblødning, hvis det kom ham for øre og Aelin havde ærligt svært ved at bedømme om storebrorens skuffelse ville være større end hendes egen føltes på nuværende tidspunkt, selvom hun ikke just helhjertet fortrød sine valg taget i fuldskab.
Hun havde dog ingen planer om at sidde passivt tilbage på værelset i byhuset og vente på at finde ud af det, men derimod være bare lidt proaktiv. Hvis det kunne ske en gang, så kunne det ske igen og så var det bedre at være tage sine forholdsregler.

Der var ingen vej uden om, da først døren ind til den Bernard's forretning gik op og en stemme hilste hende velkommen. Lysten til at beklage forstyrrelsen med undskyldningen om at være gået forkert brusede op, men i stedet hørte hun sig selv hilse høfligt og spørger om Bernard af Monteres var mulig at få hold på.
"Naturligvis, et øjeblik så skal jeg meddele ham at han er ønsket. Hvem må jeg fortælle efterspørg ham?"
"Aelin af Sangy." Lød svaret. Af vane smuttede navnet fra hende før Aelin selv kunne nå at registrere at det havde formet sig på tungen.

[Bernard af Monteres]

Bernard var som vanligt på sit kontor bag butikken på dette tidspunkt af dagen. Der var oftest noget at se til, selv for en adelig købmand, som han gerne varetog en stor del af de administrative opgaver. Hans højre hånd, en mand ved navn Hart, havde flere gange tilbudt at klare nogle af de mere kedelige opgaver, men selvom Bernard stolede på ham, klarede han nu stadig det meste selv. Det var bedre end at sidde derhjemme og kede sig. Hvad andre adelige uden arbejde fik dagene til at gå med, vidste han ikke. Og selvom Bernard hadede sin påtvungne livsopgave som købmand, var det bedre end at spilde sit liv med at lave ingenting.

I dette øjeblik var han ved at formulere et brev til en samarbejdspartner i Edrye. Noget med efterspørgsel og udbud, priser og transport. Koncentreret førte han med faste pennestrøj de praktiske bogstaver ned på pergamentet, mens han ord for ord fik sine tanker noteret ned.
Og så bankede det let på døren. Et bogstav fik en lidt sjov facon, som lyden hev ham ud af koncentrationen, men det var fint læseligt. Med et suk, halvt af irritation, flyttede han pennen, så den ikke dryppede på brevet, inden han løftede blikket til døren.
”Ja?”
Døren gik op, og Hart, der havde tjansen bag disken i butikken i dag, dukkede op.
”Undskyld forstyrrelsen, Nådigherre. En Nådigfrøken ønsker at snakke med dem. Aelin af Sangy.” Mandens dæmpede stemme var som altid følelsestom. Han mindede Bernard om et reptil, men ikke på en dårlig måde. Med et suk satte Bernard fjerpennen i blækhuset.
”Ja, nu skal jeg være der.” Han skubbede brevet til side, påpasselig med ikke at sætte fingrene i det våde blæk, inden han rejste sig og fulgtes med Hart ud i butikken. Ganske rigtigt stod der en ung frøken og ventede. Bernard havde en svag erindring om at have set hende på paladset, men de unge frøkener faldt for det meste i ét for ham. Af Sangy. Han bladrede igennem sit mentale kartotek, som han med et venligt smil, der ikke nåede hans øjne, gik over til hende. Var det tøsen, der var væbner?

”Godformiddag, Nådigfrøken. De ønsker at tale med mig?” Han stoppede op med et par skridt tilbage imellem dem og angav et ganske let buk med overkroppen. Her var han blot en mand, der skulle tjene, og selvom han var adelig, påtog han sig den passende attitude til rollen. Han havde ingen titel og bildte sig ikke andet ind.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin så til mens manden på den anden side af den mørknede trædisk afmålt, men høfligt let bøjede nakken og undskyldte for sig. Et split sekund efter var han forsvundet ud gennem den lukkede dør bagved, så hun stod alene tilbage i forenden af butikken.
Ventetiden blev flittigt brugt til nysgerrigt at lade de brune øjne glide over forretnings indhold, men uden at vandre rundt som et hvileløst dyr. Hals og krop blev i stedet strakt lidt længere for at se tingene længst væk bedre an.

Døren gik op og ind ad den trådte den godt omtalte handelsmand, Bernard af Monteres. En nydelig mand Aelin kun på afstand havde haft krydset veje med et får tal af gange, men aldrig konverseret med. Det karakteristiske ar mellem næse og mund for første gang rigtig synligt for hende at se, men ingen større reaktion kom på det. På sin egen skæve måde syns det at passe lige så natuligt som den rankede bæring han stod med til et punkt, hvor det var svært at forstille ham uden nogle af delene - selv for en der kun var bekendt med navn og ry.
"Nådigherre Monteres," Hilste hun høfligt med et nej passende til situationen "Det er kommet mig for øre, at De er en mand i stand til at fremskaffe næsten alt i denne verden?" Hun lod spørgsmålet synke lidt ind, før blikket en enkelt gang flakkede tilbage mod selv samme dør han var kommet ud af "Ville det være muligt at tale i mere private rammer? Min forespørgelse kan være lidt... Prekær."

[Bernard af Monteres]

Bernards udtryksløse ansigt, der dog ikke havde uvenlige træk, ændrede sig ikke, som Nådigfrøknen kom lige til sagen. Det hed sig ganske rigtigt, at Bernard kunne skaffe alt fra andre lande, hvilket ikke var helt sandt, men næsten. Han havde mange kontakter, og det hændte sig også, at han fik hentet noget hjem til butikken, der ikke var en del af deres normale sortiment. Alt fra papegøjer, til giftige planter og miksturer, han ikke ville vide noget nærmere om. Alt sammen diskret, selvfølgelig. Diskretion frem for alt, og han sagde meget sjældent nej til en kunde.

”Ja, selvfølgelig,” svarede han og slog let ud med en arm for at lede hende på vej mod sit kontor. Hans nysgerrighed var vagt, hvad ville en ung Nådigfrøken have brug for, der krævede en privat samtale? Et kort blik til manden bag disken og en tavs aftale om, at han ikke ville forstyrres, var indgået.
Bernard åbnede døren for hende, lod hende gå ud i baggangen og tog derefter et par hastige lange skridt forbi hende for at åbne døren ind til kontoret, så hun kunne gå ind.

Midt i rummet stod et stort og massivt skrivebord, lige nu med løse papirer og den store bog placeret på toppen, sammen med en lampe, der dog var slukket, som lyset faldt ind ad et stort vindue. Der var en reol bag stolen bag skrivebordet og en købmandskommode ved væggen. En eksotisk plante, der mest lignede et lille træ, stod i et hjørne – en gave fra en kontakt i Odriara – og et kort over Falanie og dets nabolande hang på en væg med rejseruter og vigtige punker tegnet ind.
Bernard trak en behagelig stol ud, der stod foran skrivebordet, for hende.
”Sæt Dem endeligt ned,” sagde han i en mere venlig tone, inden han hurtigt flyttede lidt rundt på papirerne og lagde dem på bogen, han derefter placerede på en tom plads på reolen, så det ikke lå i vejen.
Endeligt satte han sig i sin egen stol og mødte hendes blik.
”Hvad kan jeg hjælpe dem med, Nådigfrøken af Sangy?”

[Aelin Mélanie af Sangy]

Købmænd fandtes der massere af i Levagny og enkelte af dem var efter sigende mindst lige så dygtige. Den unge Sangy kunne have valgt at opsøge hvem som helst af dem, men ingen af dem havde det samme ry for diskretion som den mørkhåret mand og derfor stod hun her, i hans butik. Heldigvis lod det ikke til at have været varmluft.

Hun fulgte med ham ind af først den ene anvise dør og dernæst den anden. Rummet var nydeligt, ikke en bog stod forkert på reolens hylder og de løse papirer der havde ligget fremme fik han med omhu samlet sammen og ryddet fra bordet. En ordens mand.
”Mange tak.” Et skæv smil trak sig frem, idet væbneren tog plads på den budte stol. Hun var ikke sky for at møde de grønne øjne på den modsatte sidde af bordet.

Aelin så ingen grund til at spille hverken hendes egen eller hans tid. Nu på tomandshånd med købmanden gik hun derfor også direkte til sagens kerne ”Som De nok er bekendt med, så er der ikke meget fremtid for en kvinde, hvis hun først ender i mere ulykkelige omstændigheder. Jeg har ladet mig fortælle, at kvinderne i Odriana drikker en te som kan forhindre lige netop det. Det er mig ikke muligt at bære en amulet. Smykker gør sig ikke godt i kamp og jeg ville nødigt måtte opgive alt jeg har kæmpet for, skulle uheldet være ude. Jeg søger derfor en der kan fragte mig denne te.” Den rankede holdning alene ville have afsløret hendes ophav som grevedatter, havde Aelin valgt opsøgt Nådigherren forklædt som en af Levagny's almene borgere.
I virkeligheden var amuletter ikke problemet. Aelin var ganske enkelt ikke interesseret i at hverken Theuderic af Sangy eller Tómas af Sangy skulle bemærke et nytilkommet smykke og stille spørgsmålstegn ved det. Teen kunne drikkes som hun altid havde startet dagen, uden at nogle ville så meget som hæve et spørgende bryn.
”Er det noget De ville kunne skaffe?” Hovedet skrånede sig en anelse ved spørgsmålet. Var svaret nej, ville der ingen grund være for at blive siddende. Hun var trods alt ikke mødt op for at fedtspille.

[Bernard af Monteres]

Bernard samlede pænt sine hænder på bordpladen foran sig, mens han rettede hele sin opmærksomhed mod den unge kunde. Han havde intet i mod at handle med kvinder, og hun fik samme respekt som mændene, der trådte ind ad døren til hans butik. De grønne øjne hvilede på hendes ansigt, som atter kom lige til sagen – noget han kun kunne værdsætte. En svag rynke dukkede op i hans pande, som han lyttede til hendes forklaring på, hvorfor hun ønskede at snakke med ham.

Han kunne sagtens følge hendes ræsonnement, han var trods alt gammel ridder selv, og smykker var ikke gode i kamp, om end nogle mænd var forfængelige nok til at bære dem alligevel. At kvinden foran ham talte imod dette, højnede hans mening om hende.
Teen kendte han godt, og da spørgsmålet faldt, om han kunne skaffe det, nikkede han.
”Jeg har teen i mit sortiment, De er ikke den første, der ønsker et alternativ til amuletterne.” Der var ingen fordømmelse i hans udtryk. Selvom kvinder var til for at føde arvinger, kunne han respektere, at der var en tid til det ene og det andet. Børn gjorde meget ved ens liv, som han jo selv havde oplevet.

”De er klar over, at der måske følger visse bivirkninger med indtagelse af teen?” Han følte som altid, at han havde et ansvar for at fortælle, hvad kvinderne kunne risikere, det ville være skidt for hans forretning, hvis de begyndte at skyde skylden for diverse sygdomme på ham. Egentligt kunne han som person være ligeglad, men han var – trods alt – en ordentlig mand, trods hvad mange tænkte om ham.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Egentligt kom det ikke bag på hende, at teen allerede var i sortiment. Hun havde håbet på det ville være tilfældet, men havde alligevel sat forventningerne efter at han skulle bruge tid på at skaffe den hjem. Lettelsen var nu alligevel til at føle på, da udsigterne vil hverken at skulle vente uger eller måske endda måneder ikke længere var i sigte. Hun ville dog have ventet om nødvendigt og var heller ikke blind for at det i fremtiden ville være en realitet.

Forbløffelsen fik øjenbrynene til at løfte sig. Om hun var klar over at teen kunne give bivirkninger? Hovedet bevægede sig fra den ene side til den anden, mens en spæd nervøsitet rørte på sig.
”Nej det er desværre blevet undladt. Vel ikke nogle alvorlige?” Nok ønskede Aelin ikke at komme i omstændigheder, men hun ønskede endnu mindre at sætte sit eget vel og vel overstyr. I sidste ende ville familien nok være mere tilgivende overfor et barn født uden for ægteskab end at hun gjorde sig selv til krøbling for at forhindre selv samme. Så hellere forsat være vedholdende i sin afholdenhed.

[Bernard af Monteres]

Var det lettelse, Bernard nåede at se i hendes udtryk? Hvad den var for, vidste han ikke, men han følte, at denne samtale ville ende med et salg for ham og en tilfreds, forhåbentligt tilbagevendende kunde. Bedre kunne det jo ikke være.
Han skyndte sig at ryste let på hovedet ved hendes bekymrede spørgsmål.
”Det tror jeg ikke.” Ikke så vidt, han havde forstået, men han var ikke kvinde. Så han kunne ikke svare mere ærligt på det spørgsmål.
”Jeg har forstået det sådan, at teen kan gøre én noget træt efter indtagelse. Og øge appetitten en anelse.” Han rømmede sig kort, inden han fortsatte. ”Og nogle kvinder oplever, at deres månedlige ændrer natur.” Han uddybede ikke, det var lige på grænsen til, hvad han var tilpas med at snakke om.

Utilpasheden viste sig ved, at han skilte sine hænder, og han rakte ud for at flytte sit blækhus et par millimeter, så det stod mere lige. Tanken om, at han var glad for, at han havde en søn og ikke en datter, gled igennem hans sind. Som enkemand ville en datters manglende viden være svær at snakke om. Ikke at hans søn nogensinde havde haft spørgsmål til sin mandighed, men Bernard var nu heller ikke specielt overrasket. Sébastien af Monteres var ikke ligefrem specielt meget mand. Så vidt købmanden vidste, havde hans søn ikke kastet ét eneste blik efter en kvinde endnu.

”Det er ikke magi, det er natur, De ønsker at benytte Dem af, og det er ikke helt uden omkostninger.” Han løftede blikket til hende igen, hans udtryk samlet igen. ”Men trods de små ubehageligheder, har jeg ikke hørt andre kunder være utilfredse med teens virkning.” Der var kvinder derude, som ikke havde født deres mænd arvinger, eller som var stoppet med at producere dem. Bernard sagde ikke noget til det, for ham var det en handel, intet andet.