Misdæder-strædet 21

[Steva Pudser]

Et direkte venligt smil flød tilbage på slumtøsens læber, da adelstrunten endelig besluttede sig for at æde bare en smule stolthed og agere efter hvad der var smartest for hende. Enhver slumpige ville have startet der, men det var vel forskellen på at leve privilegeret og ikke at gøre det. Man lærte at klare sig selv og for det meste at gøre hvad der var bedst for en. Steva var ikke altid så god til det sidste. Hendes ord og mund havde det med at volde hende problemer. “Det kan du tro jeg gerne vil” svarede hun med en helt anden velvilje, den samme hjælpsomhed som hun startede med før tøsen begyndte at forlange ting, som var hun dronningen af Falanie.

Hun drejede rundt på hælen og styrede mod gydens åbning mod en lidt større gyde. Ud fra skyggerne kom liste og strøg sig op ad Stevas ben. “Hej listemis. Du skal ikke med, jeg skal hjælpe nogen til markedet” hun talte langt mere kærligt til katten end til nogen anden nogensinde. Den stribede kat miavede og fortsatte sine kælende stræg op ad hendes ben. “Kom” sagde hun muntert til kvinden og begyndte at gå.

[Josephine af Aren]

Komtessen var aldeles ikke glad, end ikke da den snuskede kvinde efterfølgende indvillige i at hjælpe hende. Hendes stolthed var såret og det var hun bestemt ikke vant til. Hun hævede værdigt hagen lidt, nok for at genvinde noget af den tabte værdighed, imens en utilfreds mine lå i hendes ellers ungdommelige ansigt. Josephine satte hesten i bevægelse på trods og styrede den efter kvinden. Hun fik dog øje på gadekatten, som gik ud fra gydens skygger og smøg sig opad kvindens ben, som hilste den på en gammel ven. "Er katte hernede altid så venlige?" Lød det fra komtessen, som på trods af sin surhed, ikke kunne lade være med at stille spørgsmål. At eje katte, var ikke just noget adelen gjorde sig synderligt i. De hørte til i staldene og bidrog til at holde rottebestanden nede, men derfra også til at bringe dem indendørs? Det havde hun endnu at opleve. Det betød dog også, at hun ikke vidste så frygteligt meget andet om dem.

[Steva Pudser]

Liste sagde lave kattelyde og listede hen for at snuse til brokkehovedets sko. Der var helt sikkert lugte på de sko, som en lille slumkat aldrig havde oplevet før. Modsat mange af de andre katte i slummet, var Liste ganske velplejet og så ikke så forhutlet ud, som hun gjorde da Steva havde fundet hende. “Nej, de er ligesom de folk der bor her. Menneskehadske og hvæsende, men liste der giver jeg mad, når jeg kan undvære lidt og til gengæld er hun kælen, men kun overfor mig for det meste” katten var nysgerrig, men holdt alligevel en vis afstand fra alt andet end brokhovedet sko. De var alligevel lidt for interessante.

Steva fortsatte en vant gang mellem skidt, en enkelt tiggende skikkelse og nogle af de mørkeste gyder i byen. For en fremmede virkede slummet nok som en labyrint fordi husende lå så tæt op og ned af hinanden og sollyset visse steder havde svært ved at nå derind, men for en der var født og opvokset der, var det ganske velkendt. “Faktisk minder vi slumfolk en del om katten. Vi er heller ikke velkomne andre steder, selvom vi faktisk er søde nok, når man giver os mad og ikke sparker til os” hvilket ofte var det folk gjorde ved katte.

[Josephine af Aren]

"Liste?" Gentog hun med en rynke i panden, "Er det dens navn?" Det forekom komtessen besynderligt, at stifte venskab med en kat. Hunde, katte og heste var for komtessen brugsdyr. Det var hvad hun var opvokset med. Josephine der sad på sin ganger, for at spare sine sko for mudderet, betragtede katten som den nærmede sig hesten. Den virkede vant til katte for den fortrak ikke en mine, da den kom nær. Komtessen gøs, som hendes grønne øjne hvilede ind i kattens intense blik. "Jeg finder den ubehagelig." Indrømmede hun, "Et dyr af natten." Komtessens ord bar ingen ondsindet mening, men var blot et udtryk for hendes tanker. En eftertænksom mine lagde sig i hendes ansigt, ved kvindens næste ord. Det virkede logisk. "Dyr af natten, blandt mennesker af natten." Sammensluttede hun og granskede kvindens ansigt for reaktion. "Hvordan er du endt her?"

[Steva Pudser]

Steva så på frøkenen, der på det tidspunkt var blevet knapt så ulidelig at høre på. Måske alle adelsfrøkner havde godt af at blive dyppet i valle ind i mellem. “Det er i hvert fald det jeg kalder hende” om det var hendes navn, var en anden samtale, for Steva mente ikke, at hun havde ejerskab over den lille, stribede kat. “Første gang jeg så hende i gyden bag kroen, stjal hun mad fra de andre katte. Hun var så god til at liste sig ind på dem og de næsten ikke opdagede, når hun nappede maden fra dem. Derfor kalder jeg hende liste” forklarede Steva med stolthed i stemmen. Ikke alle kunne overleve at være gadekat.

Fortsat ledte Steva kvinden mod markedspladsen med rolige, vandte skridt. Omkring dem sad der ind imellem en gammel tigger og flere gange mødte de stirrende blikke fra folk, der ikke lignede nogen, der brød sig om adelskvinder i slummet. Steva viftede dem af og fortsatte. “Katte er kun ubehagelige hvis man betaler dem med frygt eller ubehagelighed” igen følte hun, at hun talte om sig selv eller om andre fra slummet. “Endt her? Folk ender ikke kun her, nogen bliver født her” og hun havde ingen interesse i at være mange andre steder.

[Josephine af Aren]

Forklaring gav faktisk god mening, til hvorfor hun havde valgt at kalde den det hun havde. Hun kunne nærmest visualiserer kampen om mad i baggården, og den stribede kats snedige indtog i jagten på føde. Komtessens mundvige pegede let opad, ved disse indre billeder. Det var dog ikke længe hun sad sådan, for længe varede det ikke, inden hun kunne mærke blikke på sig. Josephines grønne øjne faldt i et par mudrede brune, som øjnede hende med skepsis. Det næste blik, var vådt og rødt, drukkent og betragtede hende med en sammenknebenhed der fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Slummens folk var ikke just indbydende og den unge komtesse anede intet om hvilke spilleregler der gjaldte her.. hun var dog klar over, at hun måtte lyse op, i alt sit silke og ophøjethed, på pladsen som en fuldmåne på et mørk himmellegeme. Gad vide om hun nåede sikkert til markedspladsen uden at blive plyndret? Hun vippede hagen værdigt opad og lod ikke nogen se den frygt, der faktisk spirede lidt inden i hende og tunede ind på den mørkhåredes ord, for ligesom at lukke resten af slummen ude. "Betaler?" Studsede hun, "Bringer de noget igen, hvis de.. uhm, betales?". Den sidste bemærkning fik Josephine til at tænke lidt. "Men er det ikke de flestes ønske at kommer ud herfra?"

[Steva Pudser]

Da de nåede et bestemt område vendte katten om. Steva vidste godt den havde et bestemt territorie den holdt sig til og derfor fulgte den hende altid kun ud til kanten af slummet. De brune øjne landede på den alt for fine kvinde, der tydeligvis ikke følte sig tilpas. Steva selv var ret vant til blikkene, selvom de normalt ikke var så mange, når det blot var hende. Hun sendte det ene onde blik efter det andet, så folk trak sig tilbage og holdt sig fra at komme tættere på. De fleste kendte hende godt ligesom hun vidste hvem de var. “Altså betaler med kærlighed eller hvad man kalder det der kan være mellem mennesker og dyr” uddybede hun, da kvinden ikke helt fangede hendes tankegang. “De giver loyalitet igen”

Det undrede ikke slumpigen, at den anden kvinde regnede med at alle fra slummet gerne ville ud derfra. Det var vel sådan alle adelige tænkte om dem. “Njaa nogle vil gerne, men rigtig mange af os kender ikke andet. Det er trygt selvom det er barskt, men vores loyalitet ligger her hvor vi er født og opvokset og har venner” selvom Steva selv ikke havde så mange tilbage. De var nået dertil hvor lyset brød igennem fordi der var knapt så mange huse stimlet tæt sammen og Steva drejede til højre ned ad en gade der tydeligt ikke tilhørte slummet længere.

[Josephine af Aren]

Hun funderede lidt over disse ord. Det måtte næsten også være gældende for mennesker? Ikke? Ihvertfald de fleste. Josephine havde set de, blandt mængderne af adelige, der gerne modtog kærlighed, men intet havde at give igen. Men sådan var det altså ikke med dyr? "Måske skulle jeg få en hund." Konkluderede Komtessen med antydningen af spøg i den ellers evigt alvorlige mine. Hun kunne nok nærmere elske et loddent kræ, end en ligegyldig husbond, tænkte hun lidt sammenbidt ved prospektet om nok snart at blive bortgiftet - om end på tvang.

Josephine satte pris på den nye mængde af lys der synes at bryde igennem, som de nåede ud af slumkvarteret. "Hvad med Dem?" Spurgte hun og betragtede den mørkhårede med et nysgerrigt blik. "Hvis De fik chancen for at komme derfra, ville De så tage den?"

[Steva Pudser]

Det virkede som om den ellers snaksagelige adelskvinde et øjeblik blev stille. Hvad hun tænkte på anede Steva ikke. -hendes koncentration var i stedet på at finde vej. Selvom hun ikke ville indrømme det, var hun ikke så tæt på markedet som hun måske havde givet indtryk af. Slummet kunne hun fint finde rundt i, der var hun født, så snart man kom lidt ud fra de mørke gyder var hun en anelse å udebane. Men også kun en anelse. “Måske. Hvis du gerne vil have et dyr der render lallende efter dig og elsker dig ubetinget, så er det helt sikkert en hund du skal skaffe dig” hun se hen på kvinden og trak så på skuldrene. “Du virker dog ikke ligefrem som typen, der ville sætte pris på at nogen eller noget var dig fuld hengiven konstant og hele tiden” sådan var hun heller ikke selv. Hun havde brug for folk og dyr, der godt kunne tænke selv og ikke bare overøsede hende med kærlighed uden grund.

De blå øjne skævede over til hende, da spørgsmålet blev stillet. Derefter så de mod himlen. “Kan du forestille mig som højborgerlig? Åh Nådigfrøken kan jeg hjælpe dem med en lille kop med øl? Njaa, jeg taler som en slumpige, jeg sover i et hul i jorden og jeg nyder at give gamle sure mænd tørt på. Jeg passer nok bedst her” hullet kunne hun dog godt opgradere, men det andet mente hun.

[Josephine af Aren]

Josephine overvejede den mørkhåredes ord et øjeblik. "Såfremt den gjorde som jeg sagde, så ville jeg intet problem have med den." Kommenterede hun så, usikker på om hun egentlig snakkede om dyr eller mennesker i dette øjeblik. "Men så var situationen også en helt anden." Afsluttede hun højlydt sin egen tankestrøm. Josephine trak lidt på de smalle skuldre, ved Stevas tilstødende kommentar. "Indtil videre har jeg endnu til gode at opleve hvordan simpel hengivenhed føles." Kommenterede hun mere ærligt end hvad hun ville. Det gik egentligt først op for hende, hvad hun havde sagt, da hun havde sagt det. Men af en eller anden grund, så fortrød hun det faktisk ikke så meget, som hun ellers ville have troet. Hun så bare mod omridset af Stevas ansigt, som hun vandrede lidt foran hendes ganger. "Det kan være lidt... kosteligt, at tænke anderledes den den jævne befolkning." Forklarede hun nonchalent, uden at ville gå dybere ned i emnet.

Stevas bemærkning til hendes spørgmål, fik den lille sure komtesse til at fnise dæmpet. Ak ja, hun kunne lige forestille sig et sådant scenarie. "Måske ikke lige i den retning." Kommenterede hun så med et sjældent smil på læberne. "Der er en mellemting mellem slummen og det høje borgerskab." Fortsatte hun og skævede lidt tænkende op mod himmelen. "Du kunne måske være en god kromutter i arbejderkvarteret?" Foreslog hun, en vag drilskhed gemt i stemmen.

[Steva Pudser]

De brune bryn trak sig sammen i en morende, men undertrykt grimasse. “Det er dyr kæreste adelsfrøken. De gør sjældent hvad man siger. Med hunde er der trods alt en større sandsynlighed, men dyr er ligeså utilregnelige som mennesker” på den måde lignede de to arter vel hinanden ret godt. Mens kropigen betragtede adelspigebarnet fik hun en forestilling af at kvinden og en hund aldrig ville blive et godt match. Der var noget ved hendes attitude der fik hende til at virke for spontant til et kæledyr. Hvad det var, kunne hun ikke sætte en finger på.

Steva lod der være et øjebliks tavshed, da kvinden kom med en ærligere bemærkning end den kække slumpige havde regnet med. “Hvis det er tilfælde, så har en slumpige og en komtesse mere til fælles end man skulle tro” hun fjernede bemærkningen fra sig selv ved ikke at sige mig og dig, men i stedet beskrive dem ved deres status. “Måske hengivenhed blot er en myte for at holde os kvinder nede” tilføjede hun med et skuldertræk. Det var rimelig tydeligt hvordan den brunhårede havde det med mænd og kvinders status i dette samfund. De fleste, der kendte til hende vidste det. Trods alt var hun exceptionelt elendig til at holde sin mund. “Kosteligt?” hun fnøs grinende. “Ikke bare lidt, men meget” hun skilte sig selv trods alt ud både i slummen, men også alle andre steder med sin bramfrihed.

Hele det beskidte ansigt kom til at lyse op, da hun lige kunne ane et smil på den ellers mutte kvindes ansigt. “Hmm kromutter” svarede hun tænkende. “Det ville ikke være helt dumt nej, men jeg tror ikke jeg ville passe i arbejdskvarteret og prøvede jeg at blive kromutter i slummet ville jeg automatisk udfordre de, der styrer der og det er jeg alligevel ikke interesseret I" hun nævnte ikke tyvekongen med ord, men det var trods alt ham hun mente.

[Josephine af Aren]

Begge bryn skød lidt op i panden, da slumkvinden sidestillede dem begge. Hun var aldrig blevet sammenlignet med nogen så lang under sin stand før, men overraskende nok, blev komtessen hverken fornærmet eller vred. Istedet følte hun faktisk at Steva var en hun kunne tale åbent med. Sådanne venskaber havde hun kun med Amélie af Dison, men selv i hendes selskab skulle hun vare sin mund i en vis grad. Ja et smil bredte sig sågar på hendes læber, da den mørkhårede tilkendegav sammenlignelige tanker om magtbalancen i samfundet og den utilfredshed der hermed synes at være indvævet heri.

"Jeg er enig." Erklærede komtessen, "Jeg ønsker inderligt at kunne bestemme over mit eget lod her i livet. Og måske, ligesom Dem, en skønne dag, at komme til at eje mit eget - såfremt der ikke var højere magter på spil, der ville forpurre ethvert forsøg." Bemærkede hun. Josephine tyggede lidt på slumkvindens ord, som hun udtrykte lidt.. usikkerhed? "Jeg tror det ville kunne lade sig gøre, hvis De satte Dem det for." Sagde hun tillidsfuldt.. hvem ved måske endda komtessen ville hjælpe hende derhen?

De to kvinder drejede rundt om diverse bygninger og gik sikkert også forkert en gang eller to, men ikke desto mindre nåede de markedspladsen hvor Josephine nu kunne finde hjem fra. Da Steva havde sluppet hesten, drejede komtessen den rundt. "Jeg takker for Deres hjælp." Sagde hun med venlighed i stemmen og rakte kvinden en mønt for besværet. "Pas på Dem selv." tilføjede hun, inden hun vendte hesten rundt og skyndte sig hjem inden nogle rigtigt nåede at bemærke hvor snavset hun var.

/lukket