Misdæder-strædet 21

[Josephine af Aren]

Tidlig aften
Steva Pudser

---

Den mørkeblå uldkappe lagde sin tungt over hestens bagpart, som hun svang sig i sadlen og satte sig til rette. Denne invitation var ikke noget Komtessen havde accepteret med sin gode vilje, men nok snare noget hun gjorde fordi det ville for skændeligt at sige nej til. Man kunne give så og så mange undskyldninger, inden det ville begynde at virke mistænkeligt. Hun havde jo trods alt en familie derhjemme, hun var nødt til at tænke på.. ugh! Lettere sammenbidt sukkede Josephine, som hendes grønne blik hvilede utilfredst på brostensbelægningen foran hende. Hun signalerede hesten til bevægelse og hørte hvorledes dens hove slog en rytme mod de kolde, fugtige sten under dem. Bag dem lød hovene fra hendes anstandsdames ganger. Hun var blevet hende påduttet til aftenens invitation, sammen med Magdalena, hendes kammerpige. Josephine skævede kort bagud med en stram mine, men rettede så blikket frem igen idet hun rankede ryggen.. som om det kunne gøre op for den tabte værdighed hun følte.

Således red den lille gruppe mod deres destination uden problemer, indtil en høj, pludseligt lyd skød fra en sidegade og skræmte ikke blot den ene hest, men også den anden og den tredje, som vippede næserne i sky og vendte sig for at rende. Josephines hest fór sammen i forskrækkelse og skønt hun holdt den an, stak den panisk i galop og løbe gennem gaderne, så kvinder, mænd og børn måtte springe til siden for ikke at blive rendt ned. Josephine var nok mindst ligeså panisk på nuværende tidspunkt, da dyret drejede af en smal alle og sendte rotter og hunde løbende. En brat ende fik den dristige flugt, da en kærre med hvad der lignede køkkenaffald, stod på tværs af gaden og blokerede vejen. Josephines rædsel steg i hendes blik, da hesten synes at ville tage springet, men lige inden den ville have sat af, bremsede den hårdt op og lod sig selv rejse på bagbenene idet det drejede rundt for at fortryde sit valg.. med det resultat, at den lille Komtesse fløj med alt hendes silke og blonder, af dens ryg og landede lige oveni kærrens indhold af gamle kålblade og mugne tomater. 

[Steva Pudser]

Ryggen var presset imod kroens bagside mens et saftigt æble blev ført op til brunettens læber. Liste strøg sig henover hendes ben og kurede efter at have fået de få rester Steva ikke selv kunne spise fra kroens mad. Det var problemet med æblet. Det var ikke en rest. Derfor spiste hun det i baggården, så kroens ejer ikke så det. Hun måtte kun spise de ting, som kunderne ikke spiste op ad og hun kunne miste sin løn for at spise noget friskt. Der var bare så tit ting hun ikke måtte og så var det så svært at holde sig fra at gøre det. Så længe man ikke blev opdaget. Den stribede baggårdskat forlod hendes ankler, hvilket fik Stevas blå øjne til at søge efter roden til lyde eller andet katten kunne reagere på.

Noget meget mystisk, der tydeligt ikke kørte til midt i lugten af urin, valle og sved kom dundrende over brostenen. Damen på ryggen af den hørte tydeligvis helller ikke til her, men det gjorde blot den mørkhårede kropige mere nysgerrig. Hesten virkede opskræmt og måtte stoppe ved siden af den baggård Steva stod og gemte sig i, fordi kæren med valle og affald stod i vejen. Gennem luften fløj den pænt klædte pige, mens kropigen fuldte hende med øjnene og stoppede endnu et stykke æble i munden. Hun stak hovedet ud af baggårdens mørke for at undersøge, hvor pigen var fløjet hen.



Tøjlerne til hesten fløj om dens hoved, men selvom Steva godt kunne lide dyr, havde hun ingen hesteerfaring. Dem vrimlede det ikke ligefrem med i slummet. Nok havde hun set dem før, men aldrig håndteret dem. En kærre med skidt var noget helt andet. Det kunne hun godt håndtere. Hun løftede op i kjolens skørt for ikke at skvatte og sætte en fod på kærren og træde om, hvor stof og pigemenneske lå og flød sammen med skidtet. “Hvis du var sulten, kunne du bare være kommet ind på kroen. Maden er ikke ligefrem som på slottet, men det er da bedre end dette” jokede hun med et glimt i de blå øjne og rakte en hånd ned mod skikkelsen, for at hjælpe den op.

[Josephine af Aren]

Rundtosset og dog halvvejs lammet i sindet, af den flyvetur hun lige havde fået, blinkede Komtessen kort med øjnene. Så kom lugten. Det var som om den lige kickstartede hendes hjerne igen, for hun satte sig brat op da hun havde kodet den afskyelige lugt af råd, sammen med det som hun netop sad med måsen dybt begravet i. Hun hvinede i afsky, som et stykke muggent grøntsagsskræl gled ned fra hendes hoved og landede i hendes skød. Hendes kjole var ødelagt.. Vallen havde allerede plettet det dyre stof og som om det ikke var nok, så var hun til offentlig skue. Det var nær før Josephine begyndte tude over den ydmygelse, hendes fordømt heste havde forårsaget hende.. hun vidste at dette nok var en historie, som slummens beboere ville fortælle fra nu af og til evig tid. En rød farve lagde sig på hendes kinder, som hun indså dette.. Hvad ville de ikke sige oppe på paladset? Det var nok den værste dag i hendes liv..
Vægten på kærren skiftede og Josephine skævede op på en kvindelig skikkelse med en forbitret mine, som hun talte. Skønt hendes ord var jokende, så synes Komtessen bestemt ikke at det var sjovt! Hun så straks væk, men skævede alligevel op på en hånd som kvinden rakte hende. Et øjeblik tøvede hun.. kvinden var jo trods alt fra slummen. Hvilket utøj bar hun ikke på? "Det er aldeles ikke sjovt!", lød det lettere hysterisk fra den unge pige. Alligevel valgte Josephine at lukke sine fingre om kvindens hånd, som var hun blevet budt en hånd til eskortering ned fra en karet af en gentlemen. På en eller anden måde, fik hun Komtessen op at stå og Josephine børste ivrigt resterne af kartoffelskræller og kålblade af sine skørter, imens hun græmmes over valle og rådvæsker der havde plettet dem. "Åh! hvor er det frygteligt! Se mine klæder, de er komplet ødelagte!" Klagede hun, "Jeg kan ikke vende tilbage sådan her." Bekendtgjorde hun og så på kvinden, som om hun kunne gøre noget ved det.

[Steva Pudser]

Det at kvinden ikke hørte til her i slumkvarteret var næsten som en kæmpe stor, lysende stjerne. Hun behøvede ikke et skilt hvorpå der stod “For fin til det her sted”. Det lyste nok ud af hende og hendes tøj i forvejen. Faktisk lignede Steva kvindens diametrale modsætning. Mørkhåret, luset og i tøj der ikke var blevet vasket siden sidst nogen kastede op på hende. Rent vaskevand var som guld i dette kvarter. De blå øjne blev klemt sammen, da et hvin af en anden verden forlod kvindens læber. Det var lige før hun blev blæst væk af volumen.



Hun så sig op og var faktisk imponeret over, at hylet ikke havde tiltrukket flere folk. Så vidt hun kunne se, var der kun hende, hesten og skrig-marie der. Hesten virkede heller ikke just tilfreds, men den flygtede dog ikke. Hendes hovede tiltede på skrå, da kvinden virkelig ikke syntes at steva var sjovt. Det synes hun nu selv og det var godt nok. “Måske ikke for dig, men vi andre har ligget i noget der var værre og den eneste måde vi ikke krymper os i skam og gemmer os i skyggerne er ved at grine af det og os selv” hånden var stadig fremrakt, da hun ikke lod sig skræmme af en sur attitude. Hun var trods alt lige blevet smidt af en hest. Steva brugte sine kræfter og fik rimelig let strukket tøsen op af møjet. ‘hun var trods alt vant til at løfte tunge sager og denne kvinde var let som en fjer.



Skrig-marie så på Steva som var hun en magisk lynsyerske der kunne fremsy noget nyt tøj på et splitsekund. Hun var hverken magisk eller god til at sy. Faktisk var det eneste hun var god til at spille terninger. Det ville nok ikke interesserer en pæn frue det mindste. “Altsåå jeg vil gerne tilbyde dig at låne en kjole af mig, men jeg tror faktisk hellere, at du vil tilbage med den kjole med vallepletter end i en af mine” det mente hun egentlig ret oprigtigt. Selv med møg og valle var kvindens tøj pænere end alle slumkjoler til sammen. “Jeg kunne vaske den, hvis jeg kunne skaffe rent vand, men det er som at skaffe vand i ørkenen her”

[Josephine af Aren]

Josephine lod den mørkhårede kvinde hejse hende op på benene, men slap så hendes hånd med det samme, da hun først havde fået fodfæste. Hun klappede derpå skørtet for at folderne skulle falde ordenligt om underdelen, så de hvide underskørt ikke var synlige mere. Hun var jo trods alt ingen blomsterpige.. De grønne øjne lod sig hvile på den fattige foran hende igen, som hun talte. Hendes ord bragte Josephines bryn sammen i en ynkelig mine, som hun sukkede lidt frustreret. Trangen til at forsvare sit hysteri overfor situationen, blandede sig med visheden om at holde bøtte. For hvis først Josephine begyndte at påpege, hvor meget dette optrin kunne skade hendes ry, så var det pludseligt noget der kunne bruge imod hende. Ganske vist havde hun ikke været udlært fra pigeskolen længe, men i den korte tid ved hoffet, var det blevet hende lysende klart, at de royale hof var en slangerede. Så Josephine nøjes med at betragte sin delvise redningskvinde med de rynkede bryn og bekymrede mine, som hun så oftest sås med.

"Ja, vil du det?" Afbrød hun nærmest kvinden, inden hun kunne nå at færdiggøre sin sætning - der pointerede det lillebitte faktum, at rent vand var en luksus i denne ende af byen. Komtessens øjne glimtede af nyfundet håb for sin situation. Hvis bare den mørkhårede ville vaske hendes klæder, så kunne hun vende tilbage og ingen ville vide noget om episoden. Det var perfekt, men Josephines kunne se skepticismen i den anden kvindes ansigt. Hun mildnede derfor sit ansigt. "Der må da være noget vand et sted, som vi kan bruge?" Spurgte hun i et bedende toneleje.

[Steva Pudser]

Et skridt baglæns og Steva trådte ned af den beskidte kærre og efterlod derved møg, skidt, valle, råd og de andre ulækre ting, som kvinden ville kalde det. For nogle her i slummet ville kærren af møg kunne brødføde en familie. Hvis ikke det var helt råddent kunne man skære rundt om, hvis sulten brændte hårdt nok. Det havde hun selv prøvet en del som yngre, når der ikke var råd til andet. Hun satte hænderne i siderne mens hun betragtede den fortumlede, men stadig ret fine dame og overvejede om hun skulle hjælpe hende ned. Hun virkede i hvert fald som typen, der var vant til at få den hjælp, men på den anden side fik Steva lyst til at se tiden an. Mest fordi hun var utroligt nysgerrig og gerne ville se hvordan sådan en kvinde befærdede sig. Det var ikke ligefrem tit hun havde mødt en fra den samfundsklasse og det gjorde hende utroligt nysgerrig.



Iveren i kvindens stemme over udsigten til at få vasket sit tøj, morede Steva, men hun undertrykte grinet og nøjedes med at smile. “Jeg er ked af at skuffe dig” hvilket ikke var helt sandt. Hun var jo nok vant til rent vand, hvilket var en luksusting Steva alt for sjældent havde muligheden for. “Men her i slummet findes ikke rent vand. Hvis vi er heldige kan vi finde det på markedspladsen, men der er et godt stykke” Der plejede at være en brønd med nogenlunde tilforladeligt vand. “Hvis du var herfra ville du bare vende kjolen om. Tadaaa” hun strakte begge arme ud som havde hun udført en tryllekunst. “Også er der rent kjole. Dog med synlige syninger”

[Josephine af Aren]

Josephine trissede et par skridt mod kærrens kant og lod hånden sænke mod den mørkhårede kvinde, der var hoppet ned fra kærren og nu befandt sig på den mudrede vej. Her stod Komtessen blot afventende på at kvinden ville guide hende ned derfra.. det var nok instinktivt at hun bare regnede alle for at kunne sådanne etikette. Hun tænkte ihvertfald ikke yderligere over det, som hun stod og blomstrede dér. Komtessens bryn rimpede sig lettere sammen i bedrøvelsen over det manglende vaskevand. "På Markedspladsen?" Gentog hun, kraftigt overvejende om det var en god ide.. nogen kunne jo måske genkende hende der. Josephines mundvige måtte pege nedad. "Er der ikke en sø, eller brønd, eller en... vandpyt! i nærheden? Blot et eller andet?" Lød det halvt desperat, "Jeg kan ikke blive set sådan her.." Tilføjede hun, som hun lagde vægt på sine ord. "Du må hjælpe mig.." De grønne hvalpeøjne hvilede nu på den fremmede kvindes skikkelse. Selv brød hun sig ikke synderligt om at være i hendes nåde på denne måde, men hun var den eneste der kunne redde hende fra ydmygelsen. "Jeg kan give dig en mønt for besværet?" Tilbød hun så.
Josephine så kortvarigt nedad sig selv, som kvindens foreslag lød. Hun overvejede det faktisk kort, men opgav hurtigt da hun indså at det ikke blot var syningerne der ville være synlige med en sådan kjole vendt på vrangen. Underskørtet, blonder, afstivere og stoflag.. hele kjolens opbygning ville blive synlig og sikkert vække mere opsigt end pletterne på skørtet. Det var afgjort. Hun skulle have vasket den kjole! Der måtte da ved guderne, være blot én sjæl der kunne hjælpe hende med det.

[Steva Pudser]

Der var noget i Steva, der nød situationen en lille smule. Ikke pga. status forskellen, men nærmere pga. kvindens opførsel. Det var ret underholdende. Frivilligt trak læberne sig op i et smil, da hun tydeligt forventede, at hun var en ridder, kun klar for at være hendes hjælper. “Man holder fast i kanten og så hopper man” instruerede hun i stedet for at stimle samme for at bære ungmøen i sikkerhed. Nok ville hun gerne hjælpe, men hun var ikke en undersåt. “Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg er ingen tjener. Bare fordi jeg lugter lidt af råd og ikke har været i bad i lang tid, så tjener jeg kun folk i kroen” forklarede hun ærligt og med et smil. Om man kunne kalde smilet venligt var op til den der så det.



“Joo, det er da et par brønde her, men de er lige så beskidte som hvis du vaskede kjolen i den spand valle der” hun tiltede hovedet imod den der stod på kærren. “Hvad med hyppe her? Den kan vel ikke bare være alene” gættede hun. Hendes kendskab til heste blev ved, at man kunne ride på dem og derved transportere sit korpus andre steder hen uden at bruge fødderne. Det var faktisk lidt ligesom magi i Stevas øjne. “Jeg tager gerne imod dine penge, men kun hvis jeg rent faktisk kan hjælpe dig og jeg har lidt svært ved at se hvordan, hvis du ikke vil gå til brønden ved markedet sådan der. Så skal du smide kjolen og jeg skal gå derhen og vaske den. Så er den så våd i stedet”

[Josephine af Aren]

Den lille komtesse blinkede overrasket et par gange, som hun nærmest stirrede på kvinden i vantro. "Skal jeg... selv?" Mumlede hun lidt måbende. Men så let, ville Josephine af Aren ikke lade sig kue! Hun fnøs en gang og hævede hagen værdigt, inden hun blot bukkede sig yndefuldt mod kærrens rælling og blidt lagde en hånd på kanten. Hun gjorde dernæst et hop og ladede i mudderet med sine fine sko, så mudderet plaskede yderligere op på hendes skørter. Josephine havde lyst til at hvine, men kvalte det sammen med trangen og forsøgte blot at virke uanfægtet udadtil skønt de rynkede bryn, nok vidnede om andet. Hun løftede op i silkeskørterne og listede på tæer - så godt som man nu kunne i sko! og fangede hesten, som havde indtaget en afslappet, ventende postion. Hun klappede dyret på halsen, selvom den ved gud ikke havde fortjent det og lyttede til kvindens logik.Josephine kunne bestemt ikke lide, at der ikke var en eller anden form for hjælp at hente. Hun sukkede derfor højlydt. "Kan du så idet mindste ikke hjælpe mig med at finde vejen tilbage til markedet?" - "Jeg har aldrig været i denne del af byen før."

[Steva Pudser]

Kvinden foran hende så på hende, som om hun lige havde fortalt, at hun var blevet forvandlet til en hest og Steva derfor ikke kunne forstå hendes pru-lyde. Af ren og morsomhed sendte hun samme blik tilbage. Hun åbnede munden bare en anelse og gjorde de blå øjne store og runde. “Har damen ikke ben?” udbrød hun med absolut samme vantro, men en anelse af et glimt i øjnene i håb om at den fine kvinde, måske kunne læse humoren. Hvis hun skulle være ærlig var hun dog ret sikker på, at det ville flyve den fine næse forbi. Det var trods alt også lidt det sjove ved det.



Imponeret over, at kvinden alligevel tog opfordringen op, sendte hun et anerkendende nik hendes vej. “Jeg troede et øjeblik du ville sætte dig i møjet og tude. Sejt nok. Jeg skal nok hjælpe dig det jeg kan, men jeg er bange for at en indfødt slumpige ikke er super meget til hjælp” det var mere ærligt sagt end mange af hendes ellers sarkastiske kommentarer hun indtil da, havde fyret af i kvindens retning. Hun trådte til side for at give hende, og det forbandede ridedyr, plads. “Du burde ikke undervurdere dig selv sådan. Jeg tror ikke ret mange andre fine fruer havde taget den her situation helt så pænt. De havde nok beordret mig halshugget eller andet grimt” Nok hvinede kvinden og peb, men det kunne have været emget værre. Hun havde ikke ladet sig selv slå fuldkommen ud.

[Josephine af Aren]

Et lidt skulende blik blev sendt mod kvinden, sammen med en surmulende attitude. "Jeg burde have krævet dit hoved, eller idet mindste få dig hængt for din manglende respekt af mig." Svarede hun matter-of-fact-agtigt, "Heldigvis for dig, er kun min stolthed såret - og ej min værdighed." Og dette var udelukkende grundet det faktum at der ikke havde været andre tilskuere end hende. Det var klart at hvis kvinden havde tiltalt hende så respektløst foran publikum, så havde Josephine været tvunget til at markere sig. Hun brød sig ikke om dette, men det havde været påkrævet. "Desuden er jeg blot interesseret i at komme til mit hjem hurtigst muligt og du er den eneste der kan hjælpe mig med dette lige nu." Svarede hun med en bestemt mine og med hagen let hævet. Komtessen vendte sig derpå om og lagde hestens tømmer i den ene hånd og den anden på dens ryg. "Hjælp mig op." Befalede hun og førte det ene ben lidt bagud, afventende på den pårkævede hjælp.

[Steva Pudser]

Den trætte kropige havde egentlig prøvet at være venlig og hjælpsom i det omfang hun kunne, men nu blev hun mødt af direkte utaknemmelighed. “Hey frøken. Jeg prøver faktisk at hjælpe dig alt hvad jeg overhovedet kan. Jeg kunne også have stemplet dig som nederdrægtig og irriterende og gået min vej, for jeg skal faktisk tjene penge for at overleve, men her står jeg og hjælper dig alligevel” påpegede hun skarpt. Hun var ligeglad med at hun kunne straffe hende på alle mulige måder. Hun havde tilsidesat sit arbejde, som var det eneste, der fik mad på bordet for at stå her og blive behandlet som en rotte.

“Du er slummet. Hver du glad for, at du mødte mig og ikke en mand. En smuk, ung adelig kvinde alene i slummet kunne være endt med at de tog sig ganske for sig af retterne. Uden at spørge om lov” dette sted var ikke den spøg som kvinden lod til at tro, det var. “Hvis jeg er det, skulle du måske begynde at tale til mig som var jeg et menneske og ikke en rotte” påpegede hun med et sigende blik. Hun havde for et øjeblik siden haft respekt for hvor sejlivet hun var, nu var Steva blot irriteret. “Spørg pænt”

[Josephine af Aren]

Komtessen kastede et blik over skulderen. Det var tydeligt at denne kvinde forsøgte at kræve mere end hvad hun var berettiget.. Dette var middelalderen. Folk var blevet brændt, hængt og tugtet for langt mindre. "Det er nådigfrøken for dig." Irettesatte hun hende. Skønt kvindens manglende respekt prikkede til komtessens tålmodighed og temperament, så trak noget indeni hende for ikke at føre et powermove.. alene fordi det netop var en kvinde, og ikke en mand. Josephine mistede tålmodigheden med hende da kvinden stædigt nægtede en hjælpende hånd, så hun tog sagen i egen og trak den mudderstænket silkesko i stigremmen og svang sig i behændigt i sadlen. Tydeligvis var komtessen vant til at vise langt mindre, end hvad hun egentlig kunne. Hun samlede tømmerne og sparkede dyret i bevægelse, så den stod med siden til den mørkhårede kvinde. "Jeg er adelig, du er ikke. Jeg skal ikke spørge pænt om noget som helst." Fastslog den unge kvinde i en bestemt tone. Josephine lod tavsheden sænke sig mellem dem et øjeblik, imens hun betragtede kvinden på jorden. "Men lad os slå en handel af, sådan som mennesker gør." Foreslog hun så, nok mest for at tiltale kvindens påstand om at hun behandlede hende som en rotte. "Du viser mig hen til markedspladsen tilgengæld kompenserer jeg det som du har tabt i arbejdsfortjeneste på at... 'hjælpe' mig."

[Steva Pudser]

Stædigheden var virkelig ved at melde sig hos Steva. Her havde hun prøvet at være sød og hjælpsom og hun fik bare attitude lige i synet. Hun var aldeles ligeglad med om hun kunne blive straffet, der var ikke nogen der skulle tale sådan til hende. Det var menneskelig respekt. “Den eneste her der kan tvinge mig til at kalde dig det er dig, ingen andre og så længe du ikke opfører dig som en nådig frøken, så kalder jeg dig det ikke” smatprinsse passede bedre efter kvindens tur i møjet. “Jeg prøvede faktisk at hjælpe dig, men din forkælede attitude giver mig lyst til at efterlade dig her. Du kommer ikke ret langt i livet med at skubbe hjælp fra dig bare fordi den ikke lige er det du ledte efter” hun blev spids og de verbale lussinger kom helt naturligt, når hun blev irriteret. Egentlig var Steva en ret hjælpsom og humørfuldt kvinde, men hun brød sig heller ikke om at blive behandlet dårligt. Det fik hende dog ret tit på glat is.

“Du er ikke adelig i slummet. Her er du strandet og ingen gider at hjælpe en hvis ikke man fortjener det. Det gør man ikke nødvendigvis fordi man er adelig” det var et farlig sted for adelige. De fleste andre havde røvet hende blind og det der var værre. Måske hun bare skulle lade hende selv finde ud af det, men den brunhårede kropige var god på munden med for stor en samvittighed. “Du bliver aldrig en god handlene. En god handlene ville bruge den valutta som den købende ville have. Du kan sige undskyld og jeg hjælper dig” hun kunne virkelig godt bruge pengene, men hende sstædighed for at vise en pointe var større.

[Josephine af Aren]

Komtessen rimpede læberne stramme ved den uforskammede kvindes ord. Det magtspil hun forsøgte at spille, kunne komme tilbage til på et tidspunkt. Men der var en sandhed i hendes ord. Josephine havde brug for at komme væk hurtigst muligt, inden der rent faktisk kom nogen der i sandhed kunne gøre det surt for hende. Skønt Komtessens stolthed var lidt såret af at skulle gå ned på neivauet af en simpel kvinde fra slummen, så gjorde hun det, for det var hvad der var klogest at gøre i situationen. Den spirede vrede og forurettelse der fik pulsen til at gå lidt højere, dæmpede hun indvendigt ved at tage en dyb vejrtrækning. Hun lod et værdigt blik hvile på den beskidte kvinde og vippede hagen lidt ned. "Undskyld, Frøken." Kom det dog, men med en vis modvilje og bebrejdelse, som Komtessen bare ikke kunne holde ude af stemmen. "Vil De være så venlig, at eskortere mig tilbage til markedspladsen?"