Blinde vinkler

[Aelin Mélanie af Sangy]

Forbeholdt | Joufre af Treillery

Omgivelser | Den årlige jagt middag på Bois Lensborgen, arrangeret af Édouard af Bois
Tidpunkt | Tidlig aften

---

Tradition tro var adlens mænd og andre af betydning fra det finere borgerskab blevet inviteret til den årlige efterårsjagt i skovende omkring Bois borgen. Ulige det forrige år var det ikke lensbaronens navn, der havde stået i bunden af det sandfarvede pergament, men der imod hans søn og arving til lenet. det var dog ikke det eneste der dette år var anderledes, hvor middagen normalt var forbeholdt udelukkende det y-kromosomet køn var der dette år åbnet op for at lade kvindfolk deltage.
Baronsønnen havde nok forventet at se koner og endda elskerinder sidde med til bords når dagens bytte blev serveret med teatralske fortællinger om, hvordan kødet var blevet en del af de overdådige fadeanretninger. Alt sammen for at sætte mændene i bedste lys og forhåbentligt få tændt nok op under de fine skørter til at mændene senere ville belønnes for deres succes.
Et ansigt havde dog skilt sig ud fra mængden af skæggede ansigter og brede skuldre. Aelin havde som kvinde deltaget under jagten og til flere af de deltagenes overraskelse havde hun ikke alene formået at forblive i sadlen ved synet af et dødende dyr, hun havde også haft succes med at nedlægge et større vildsvin.

Da det tilberedte svin blev båret ind i salen havde hyldest talen været kortfattet og uden nogen dramatisk fortælling, der skulle få de kvindelige gæster til at gispe og klappe, i beundring. Aelin rakte ud efter den fyldte vin pokal foran sig og uden at give meget tanke i at sidde yndeligt og nippe til den gærderede druesaft, forblev den forsølvede kant mod læberne indtil hun havde indtaget halvdelen af brægerets indhold. 

[Joufre af Treillery]

Der var flere ting, der dette år var markant anderledes end det plejede at være. Først og fremmest var det ikke kun mandfolk der sad til bords, men derudover var havde invitationen også været underskrevet af Édouard af Bois og ikke hans far, som vanligt. Hvad årsagerne var til begge dele, stod stadig skrevet i det uvisse i Joufres verden, men da han havde spottet, at hans borddame var Aelin af Sangy havde han følt, at han lige måtte trække vejret det dybere. Den unge kvindelige væbner ville altså udgøre hans sidemand hele aftenen; også den kvindelige væbner der til fleres overraskelse havde været med på selve jagten. Hun havde bevist sit værd til at være med der ved at nedlægge et vildsvin, og det havde fået Joufre til at trække svagt på smilebåndet, næsten lidt underholdt. Det var tydeligt, hvordan Aelin gjorde sit for at kræve sin ret til at være blandt mændene og være deres ligeværdige, og det morede ham lidt, hvordan hendes ihærdighed for at indtage denne ligeværdige position, som nok aldrig rigtigt ville opnå skinnede igennem de fleste af hendes handlinger.

Det vildsvin hun havde nedlagt fik ingen prangende salgstale, og den ros der tilfaldt Aelin af Sangy var kortlivet, inden snakken faldt på andet. Joufre af Treillery skævede til borddame, da hun rakte ud efter sin pokal med gærende vin, og drak langt mere end hvad der var yndefuldt og elegant. Ikke overraskende. "De drikker som om De har tørstet hele livet, Aelin af Sangy," konstaterede han, inden han selv rakte frem og selv tog en tår af vinen, før han satte den forsølvede pokal fra sig på den nydelige dug igen. 

[Aelin Mélanie af Sangy]

Straks efter at det første stykke af svinet var blevet serveret for lensbaronen og hans søn blev samtaler genoptaget som havde der aldrig været en pause. Snak og latter blandede sig med musikken der flød og fyldte luften med en næsten elektrisk summen. Ingen virkede til at tage notits af hvordan Aelin havde været i færd med at drukne sin fortørnelse eller sådan lod det til at forholde sig.

Den dybere stemme fra hendes sidemand var ikke til at overhøre og fik det forsølvede bræger til at hænge lidt i luften mellem væbneren og bordet. En lyd der ikke helt lod ham vide om den havde været tiltænkt som et fnys eller en luftig latter slap fra hende. Pokalen blev placeret på bordet. Munden lukkede sig sammen i et høfligt smil og først da rettede Aelin blikket mod lensgreven ”Jeg drikker som en der ønsker at holde sin tunge intakt.” Korrigerede hun med stemmen holdt blid. 

[Joufre af Treillery]

Den unge kvindelige væbners bæger hang lidt i luften, og en luftig lyd, der var svær at definere som fnys eller latter lød. Ikke overhørt af lensgreven ved hendes side. Han så til, mens hun satte pokalen fra sig på bordet, og ventede tålmodigt på responsen, næsten som bar han over med, at hun ikke straks havde et modsvar klar på tungen. Da hun så op og mødte hans blik, var der et synligt høfligt - påtaget, formodede han - smil, der prydrede læberne. Velopdragen var hun altså i et eller andet omfang. Ikke overraskende.
Modet svigtede hende ikke, da hun svarede. Blidt tonefald, bidske ord. Hvis ikke det var fordi der var flere ting ved hende, der kunne genere Joufre af princip, var det lige før han kunne have kunnet lide hende i det øjeblik. "Ser man det," lød det roligt. "De føler måske ikke De fik den tribut de havde gjort Dem fortjent til?" gættede han på det åbenlyse. Nu dukkede antydningen af et smil op i hans ene mundvige. 

[Aelin Mélanie af Sangy]

Normalvis var den unge brunette i fremragende stand til at undertrykke sin harme, så den ikke kom til udtryk, men det var samtidigt sjældent at hun gennem en hel dag havde måttet lægge øre til den ene stikpille efter den anden. Det var nok til at slide selv den stærkeste facade, men i stedet for havde hun gjort alt der stod i hendes magt for at bevidst sit værd overfor kritikkerne og havde som minimum forventet at blive bare lidt anerkendt for sit bidrag til middagen.
Det åbenlyse svar på spørgsmålet var nej, men hun kunne allerede fornemme hvordan et mokkende smil ville strække sig over de smalle læber og valgte i stedet en mere velovervejet vinkel, der ikke åbenlyst gav mulighed for at mores på hendes bekostning. De brune øjne låse sig med de blå ”Stiller Hans Excellence altid spørgsmål han kender svaret på?” Kontraspurgte hun og lod hovedet skrånes en anelse oprigtig interesseret i at høre svaret.

[Joufre af Treillery]

Aelin af Sangy burde være beæret over at sidde til bords denne aften, men istedet lod det til, at hun mest af alt var fornærmet over, at hendes vildsvin ikke fik en ligeså stor tribut som en af de andre herrers. I stilhed havde Joufre af Treillery betragtet den unge kvindelige væbner, som med ildhu havde gjort alt hvad hun kunne denne dag for at imponere mændene, men på en anden måde end de omkringsiddende kvinder. Aelin var her ikke for at pludre, og lade slanke fingre glide ind under bordkanten og snige ind på betydningsfulde lår. Hun var her, fordi hun gerne ville stå i øjenhøjde med alle de omkringsiddende mænd. 
Hendes svar burde have været nej - tvært eller ej, men istedet kom et modigt kontraspørgsmål. Joufre lod sine blå øjne dvæle på Theuderics lillesøster en stund. "Kendte jeg svaret på det, nådigfrøken?" udfordrede han med et let hævet øjenbryn. "De gjorde det godt i dag, Aelin af Sangy. Men De må vælge deres kampe med omhu. En tribut for et nedlagt vildsvin bør De ikke nedværdige Dem til at stræbe efter." Det var sikkert ikke det, som Aelin havde forventet af lensgreven, men det var det, der var med Joufre. Han var god til dette. God til samtalens kunst, og god til at komme sin modpart i forkøbet. Et lille smil hvilede på læberne, inden han lod blikket glide ned af bordet, og så greb om sin vinpokal på ny, for at tage en ny afmålt tår. "Var det derfor De kom? For at søge anerkendelse?" spurgte han dernæst lavmælt, men direkte ind, da hans øjne på ny søgte borddamen. Han spurgte åbent, men mente allerede at kende svaret. Var det ikke det Aelin i virkeligheden havde viet sit liv til? At forsøge at være sine brødre og andre mænd ligeværdige?

[Aelin Mélanie af Sangy]

Lensgreven lod sig ikke prikkes til af sin borddame. Skarpsindigt og med en uforudset elegance snoede han sig uden om spørgsmålet, der ville have fået de fleste mænd i samme position til at forføres af deres egen arrogance. Uden tøven projekterede Joufre det i stedet direkte tilbage, men det var ikke alene det er gjorde forbløffelsen tydelig i de valnøddebrune øjne. Foruden hendes ældre bror, Theuderic af Sangy , så var han den første til at aktivt at rose hende for dagens gerninger.
Læberne slap hinanden, men kun for at lukkes lige så hurtigt igen, mens hun søgte efter en passende respons.

Ankomsten af den ene fade bærende tjener, der dukkede op foran dem på den modsatte side af bordet blev hendes redning. Aelin løsrev øjnene fra Joufre’s ranke skikkelse og med et lidt mere ærligt smil takkede hun ja tak til et stykke af sit eget bytte. Det købte hende tid til at mærke efter helt ned i maven, om det uventede råd var lige så velment som han havde fået det til at lyde.

Han spillede ikke dum, men uvidende og han gjorde et ualmindeligt godt stykke arbejde med det.
”Nej.” Lød det korte svar mens hun med fattede, bløde bevægelser lagde bestikket fra sig. Det var næsten med en barnlig indre fryd over at svare modsatte af, hvad hun var sikker på han forventet. Aelin justerede sig på stolen, så hun sad anelse skævt på sædet, drejet i grevens retning ”Jeg kom fordi jeg ligesom resten af rummet blev personligt indbudt, modsat resten af mine tilstedeværende kønsfæller. Min fejl var at jeg have forventet at misogynien havde været knapt så vellevende.” Uddybede hun venligt, uden antydningen af fjendtlighed selvom ordene lagde op til andet. Blikket veg ikke fra sidemanden, da hun ville for alt i verden ikke misse hans reaktion.

[Joufre af Treillery]

Med en kløgtighed som de færreste mænd ved bordet besad - omend de sikkert ville have banket hårdt i bordet, havde han italesat dette statement -, snoede Joufre af Treillery sig elegant udenom den fælde, som Aelin af Sangy forsøgte at lokke ham til at gå i. En enhver arrogant mand ville være gået i med begge ben. Det lod til, at hun mente at kende ham, men hun kendte nok knapt hans skygge. Forbløffelsen blev tydelig i Aelines valnøddebrune øjne, og en minimal trækning af et smil formede sig på Joufres egne læber, mens han så den udfolde sig. Som forventet. Det lod til, at hun kæmpede med ordene, for læberne nåede akkurat at skilles, for så at finde hinanden igen. 
Serveringen af det vildsvin, hun selv virkede til at være stolt af, at have nedlagt, blev hendes redning, da fadet pludseligt nåede dem fra en tjeners hånd. Joufres blik slap ligeledes Aelin, mens han høfligt takkede ja til et tage del i hendes bytte, og så et forholdsvist stort stykke lande på den polerede tallerken foran sig. Rådet havde været velmenende og oprigtigt. Der var ingen grund til at hige efter en anerkendelse, der ikke var mget værd på bunden alligevel. Hun burde sigte højere, hvis hun virkeligt mente at ville langt i disse rækker. Han vidste, hvad han talte om, for han havde selv en ridderlig karriere bag sig. Det vidste Aelin af Sangy vel også.

Nej. Hans bryn skød lidt op, næsten som en inviterende indikation til at uddybe det kontante svar, mens hun blødt lagde bestikket fra sig. Så drejede hun sig i stolen, så hendes front vendte mere mod ham, og han sad rank og rolig og afventede fortsættelsen. Venligheden smøg sig om hendes ligefremme ord, og pakkede dem ind, men de var ikke spildt på ham. Joufre spillede overrasket, da han gjorde lidt store øjne, men svaret var præcist et sådan han havde forventet fra Aelin af Sangy, hvis nogen kvinde. "Åh. De blev personligt inviteret?" spurgte han nysgerrigt ind, så lænede han sig lidt frem mod hende, næsten i en venskabelig handling og skævede til de omkringsiddende, før han nikkede i retningen af aftenens vært. "Det kan være Édouard af Bois bedre kan lide dig end de andre kvinder," flød det drillende, men med en sigende undertone, der understregede den lidt provokerende antydning, før han lænede sig tilbage i sit sæde. "Misogynien er kun så vellevende som man gør den, Aelin. Husk det." Om han drev gæk med hende eller talte sandt, måtte være op til hende at vurdere, men noget udefinerbart kækt glimtede i hans øjne, som vidste han noget, hun aldrig ville kunne vide. Var det arrogant? Måske en anelse, men han tog ikke stort på vej. Aelin måtte tænke hvad hun ville om ham, det var ikke af nogen egentligt afgørende betydning i det store hele.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin kæmpede med sig selv for ikke at give efter og lade blikket vandre tværs gennem festsalen mod værtens søn. Med Joufre’s øjne hvilende på sig, ville den mindste flakken ikke gå hans næse forbi og det var ikke tilfredsstille hun ønskede at give ham.
Tanken var aldrig faldet hende ind, at invitationen ikke var givet på baggrund for hendes indtræden ind i den mandsdominerede verden. Håbefuldt havde hun derimod taget det for at være en for varsel om nye tider når Bois fik en ny lensherre.
”Næppe.” Afviste hun, mere sikkert end hun selv følte sig. Tvivl fik hende alligevel til at skæve i retningen af Theuderic af Sangy siddende et par borde længere henne. Han ville have fortalt, hvis intentionen med hendes deltagelse i virkeligheden var et forsøg på at smede Sangy og Bois husene sammen. Ville han ikke?

Der var noget ved den måde som Joufre valgte sin tone og ord på. Han skolede den yngre Sangy, men ikke uden samtidig at virkede opmuntrende. Det gav Aelin en følelse af at være den samme lille pige, som var blevet tvunget hjemmefra og sat af på pigeskolen, hvor forstanderinde og lærerne havde brugt nøjagtigt samme tilgang i deres forsøg på at vende hende af med sin venstredominans. En følelse hun brød sig meget lidt om og uden selv at bemærke det sank den rankede ryg en anelse sammen ved skuldrene.
Den nedslået fornemmelse fik dog ikke lov til at rodfæste sig. Skulderne blev tvunget tilbage så hun atter sad rankt ”Beklager min direkthed, Deres excellence, men De prædiker bedre end selv præsterne i templerne.” Et øjenbryn skød sig sigende op i panden ”Er De virkelig så forblændet af Deres privilegier som mand, at De oprigtigt tror på Deres egen prædiken? De tager fejl misogynien er ikke så vellevende som man selv gør den til. Den lever i bedste velgående fordi de fleste mænd forsat lægger alt deres værd i skrøbelige egoer.” Arlin rakte ud efter sin pokal ”End ikke De kan være så blå øjet.” Bemærkede hun indskuddene og satte sølvet mod læberne. Tåren var denne gang langt mere raffineret end den der havde indled deres ordudvekstling.

[Joufre af Treillery]

Joufre af Treillery anede intet om hvordan Édouard af Bois havde det med Aelin af Sangy personligt, så da han sneg en lille drillende kommentar ind var det primært for at se, om han kunne grave sig lidt ind under huden på hende og få hende til at tvivle på sin ellers stærke tro på, at hun var inviteret på lige fod med mændene. Det var ikke usandsynligt, og for såvidt ville Joufre ej heller have noget imod det, for han nærede ingen egentlige nedsættende tanker og følelser om kvindekønnet. Aelin havde bevist, at hun kunne jage, så hvorfor lade hende sidde med nål og tråd og sy, når hun kunne levere aftensmaden?
Hun undlod at skæve mod værtens søn, men han så hende skæve mod sin storebror, og dét var næsten mere sigende end hvis hun havde sendt et langt blik ned mod bordenden. Havde han formået at få hende til at tvivle på, om hendes bror skjulte noget for hende? Om der lå mere i denne jagt og efterfølgende middag end som så? Det fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Diskret, men synligt, dog kun i et flygtigt øjeblik. Hun afslørede mere om sig selv dér end hun måske selv var klar over. "Næppe? Javel," svarede han roligt. Accepterende.

Den ranke ryg mistede lidt af sin pragt et øjeblik, og han bemærkede det uden at fortrække en mine, men han noterede sig det ligeså. Han var ikke ude på at gøre sig hævet over hende, ej heller at få hende til at føle sig ukomfortabel i hans selskab. Han testede blot vandene, som Joufre kunne gøre det bedst. Hvad der atter fik hende til at ranke ryggen, var uvist, men da hun havde gjort det, var det som om hun havde taget mod til at tage til genmæle, og han lyttede med en oprigtig interesse til hende, og lagde hovedet på sned. Så gled hans bryn lidt påtaget overrasket opad. "Alt forladt," startede han roligt. Hendes direktehed var for såvidt velkommen, meget mere end alt det ævl, mange fyrede af, når de kredsede om grøden, men uden nogensinde at stikke skeen i den. "Slår jeg Dem som en der lægger alt mit værd i mit skrøbelige ego?" udfordrede han først med et ligeså sigende løftet øjenbryn som hendes kort forinden, inden mimikken blev mere neutral. Så lænede han sig lidt hen mod hende og slog diskret en hånd ned mod resten af selskabet som en lille indikation. "Se Dem et øjeblik, Aelin af Sangy, og fortæl mig, at det kun er mændenes skrøbelige egoer, der skurer Dem i øjnene," startede han, og ventede et øjeblik, så hun fik en chance for at se resten af derres bordmænd an. Kvinder der sad lænet tilpas langt frem, så man kunne ane lidt af den kavalergang de bevidst ikke havde tildækket, eller som grinede højlydt, når en af de skrøbelige egocentrede mænd talte og fortalte historier. "Misogynien lever ikke kun, fordi mænd kender deres privilegier. Den lever også, fordi de fleste kvinder beundrer selvsamme mænd, og derfor lader sig tilpasse. Det må De vide bedre end jeg," indskød han lidt vovet. Ikke en gængs holdning, og måske heller ikke den mest populære, men det var hvad han så der ved bordet. Kvinder der lod sig forføre af den bordmand, der kunne love dem guld og grønne skove, om ikke andet så for en aften, og dét betød mere for dem end alt det, de ville kunne udrette selv, uden at være den mands elskerinde. 
"Håber De på at blive ridder, nådigfrøken?" skiftede han dernæst interesseret emne med et svagt smil, der var svært helt at tyde, mens han selv greb efter vinpokalen og tog en ligeså raffineret tår som hendes.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin havde indtil da forsøgt at vælge sine ord med omhu. Hun havde aktivt prøvet på at prikke til ham og hvorfor? Fordi reaktionerne fra den slanke lensgreve indtil da havde været så subtile, at hun havde svært ved at finde ud af ham. En del af hende følte at han snakkede hende efter munden og alligevel var ordene udfordrende og bød hende at se skue indad. Det var svært ikke at imponeres mere end at irriteres. Irritation var dog stadig vellevende.

Joufre lignede ikke en der lagde sit værd i et ego, som med lethed kunne splintres med de ret valgte ord. Det var roen og selvsikkerheden han udstrålede det bedste bevis på. Det indlysende svar var derfor også et klart nej, men det var svært ikke at spekulere i, hvor meget ansigt hun ville tabe på at indrømme det, efter at været gået så offensivt tilværks mod ham. ”Nej, det gør De ikke, Deres excellence.” Samtalen var måske kun mellem dem, men det betød ikke den forblev mellem dem og Aelin måtte huske sig selv på, at hun i dagens anledning også repræsenterede sin ridderherre.

Hun lod de mørke øjne glide over herskabet, ledt af Joufre’s hånd. Havde hun været blind over for det åbenlyse indtil da? Det var ikke med nye øjne at Aelin tog synet ind. Hun havde ført bevidnet, hvordan kvinderne gjorde sig til for mændenes gunst, men hun havde aldrig skænket det den store tanke om mændenes magt i samfundet skyndes at kvinderne fralagde sig selv samme.
Kæben spændte sig hårdt, som hun sank hans ord. Hun undlod at hverken benægte eller bekræfte hans tese.

Emne skiftet var kærkomment, skønt det kom en anelse abrupt. Svaret kom ikke langsommere af den grund. Uden så meget som antydningen af en tøven svarede hun med tydelig stolthed i stemmen; ”Det er korrekt. Jeg ser ingen større ære end at tjene kronen, som mine brødre har gjort og stadig gør.”

[Joufre af Treillery]

Aelin af Sangy fremstod som en, der forsøgte at vælge sine ord med omhu, men også med tilpas meget vægt til, at ordene kunne være som en pind, der prikkede til ham og skulle få ham ud af balance, men roen og selvsikkerheden var intakt, som han sad der rank ved siden af hende og lyttede. Han afventede hendes dom. Var han en af mændene med skrøbeligt ego, som hun havde antydet, at mange var? Han vidste godt, hvad hans eget svar til dét ville være. Et rungende nej, og det var også den konklusion Aelin nåede. Hans øjne glimtede svagt, næsten lidt tilfredst, mens han nikkede let. "Godt at vide."

Han henlod opmærksomheden til deres bordmænd og damer, da han med en diskret hånd indikerede dem, så hendes blik kunne følge bevægelsen. I smug hvilede hans blå øjne på Aelins ansigt, som hun lyttede og tog scenariet ind, og han så hendes kæbe spændes mærkbart, men der flød ingen verbale responser. Alligevel følte Joufre af Treillery i det øjeblik, at han sad med overhånden. Aelin af Sangy havde optrådt udfordrende, men hun havde måske ikke forberedt sig på, at hendes bordherre havde mere mellem ørerne end de fleste. 
Han tog en tår af sin vin, efter at have skiftet emne mærkbart. Næsten venligt, som ville han spare hende for kvalerne over de spekulationer, han selv havde igangsat. "Den opfattelse kan vi dele. Der er ingen større ære end at tjene kongen. Og hvad med den ridder, De er væbner for? Er han til at holde ud?" Man kunne næsten foranledes til at tro, at Joufre kærede sig om søsteren til vennen Theuderic af Sangy i det øjeblik. Det ville være svært helt at gennemskue, men han spurgte med oprigtig interesse.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Samtalen var skiftet, men det gjorde ikke at tankerne var fri for de frø Joufre så nøje havde plantet og vandet, så de spirede og slog tvivl om hendes eget verdenssyn. Havde hun spillet det helt forkerte spil? Var hun i virkeligheden sin egen hæmsko, og en lige så stor del af problemet? Tankerne kredsede ensporet rundt under det mørkflettede hår.

”Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre Ridderherre end Matthieu af Grinayles . Han er ikke alene dygtig med et sværd, men også en god læremester. Hård når det kræves, men aldrig uretfærdig.” Roste hun ærligt, uvidende om hvilket indflyldelse Theuderic af Sangy havde haft på at ridderens valg om overhovedet at tage lillesøsteren som sin væbner.
Hun rakte ud for at tage endnu en tår af vinen, måske den kunne få manet tankerne til ro. Vinpokalen nærmede sig læberne, da Aelin standsede halvvejs i bevægelsen ”Har hans Excellence tjent som ridder?” Lød spørgsmålet, hvorefter sølvet fik kontakt til munden og den krydrede vin satte sig som en varme i brystet og kinder.
Diskret for andre, mere åbenlyst for Lensgreven, lod hun de mørke øjne tage hans fysik ind. Joufre af Treillery lignede ikke en der havde haft mange sværd i hånden, men fysikfremtoning kunne synde – det vidste den yngste Sangy mere end nogen anden. I klædt en kjole og uden er sværd ved siden, så lignede hun ikke selv en der kunne håndtere noget større end knivene brugt under middagen.

| Afsluttet |