Sammen er vi stærkest

[Joufre af Treillery]

Mængden af korrespondancer mellem Theuderic af Sangy og ham selv havde været større den senere tid, og han havde nu netop fundet et tidsrum, hvor han ikke nødvendigvis behøvede at være nærværende i sit len, så han kunne mødes med Theuderic af Sangy og dennes svigerinde, Cosette af Treillery. En kvinde de havde talt om måske kunne egne sig til en kommende hustru, nu hvor hendes forhenværende mand desværre var gået bort. Tanken begejstrede ham endnu ikke helt, og han havde sine egne personlige forbehold - både mod denne kvinde specifikt, der tidligere havde ægtet en anden -, og mod Theuderics på papiret generøse tilbud, for der måtte unægteligt være mere og andet i det end blot et ønske om at styrke Treillery-lenet, og at skaffe sin svigerinde en ny hæderlig ægtemand, hvis børn hun kunne føde. Det til trods havde han indviet i at møde dem begge denne dag, primært for at se Cosette an, men også for at få nogle formelle aftaler på plads med hendes svoger.

Det var med rank ryg, at han ventede dem ude foran Den Sorte Svane. Vejret var heldigvis med dem i dag. Ingen tegn på at himlen ville åbne sig over dem, og solens stråler ramte ham i ansigtet, da han spejdede ned ad gaden og så fik øje på dem. Af høflighed gik han dem i møde. "Det må være skæbnen at solen skinner netop i dag," konstaterede han med en lidt tør spøgefuldhed, og uden egentlige synlige trækninger i mundvigen, der kunne forme et smil. "Theuderic," hilste han så roligt på sin mere eller mindre ligeværdige part med et anerkendende nik, inden hans blå øjne søgte videre til kvinden ved hans side. Cosette. Han lod blikket dvæle der et øjeblik, næsten lidt vurderende. Så trak det svagt, næsten umærkeligt, op i den ene mundvige. "Og De må være Cosette af Sangy?" gættede han høfligt det åbenlyse.