Melodiske toner

[Florine Laure Købmand]

Tilegnet Fleur af Aren
En regnfuld fredag formiddag
Musiklokalet

Florines slanke fingre gled elegant henover harpens strenge, og hun lukkede kortvarigt øjnene, mens hun lod den summende behagelige fornemmelse af det melodiske ekko ebbe ud i fingrene, inden hun på ny åbnede øjnene, og så op, da hun fornemmede en bevægelse i nærheden. Det var ikke til at tage fejl af det smukke ydre. Velkendt og et, som fik et varmt smil til at brede sig på Florines læber. "Så er vi her igen," hilste hun hjerteligt på veninden, inden hun bevægede sig væk fra harpen og gik hende i møde. "Gæt hvad jeg skal i aften," pludrede hun så lidt hemmelighedsfuldt, mens hun så spændt på veninden. Gad vide hvad Fleur af Aren ville gætte på, at hun skulle? Hun kunne næsten ikke vente med at fortælle, at hun var blevet en fastere del af teatertruppens repertoire. Det betød, at hun fik lov at spille væsentligt flere aftener end tidligere.

[Fleur af Aren]

Egentligt trak det ikke rigtig i den rødtoppede komtesse for at sætte fod lokalerne forbeholdt de musikalske udfoldelser. Fleur ejede ikke en tone i livet, om så hun prøvede at synge efter bedste evne ikke at lyde som en hunkat i løbetid. Instrumenterne gik det lidt bedre med. Et hvert forsøg på at spille noget der var bare antydningen af tåleligt at høre på blegnede når man delte undervisningstimer med folk som Florine, der havde en naturlig gave når det kom til musik.
Pessimismen for rammerne var kortlivet. Når alt kom til alt, så var Aren datteren godt klarover det ikke var venindes skyld at hun havde bedre spillefingre.

Fleur trådte ordentligt ind i rummet og tog plads på en skammel ved siden af købmandsdatteren ”Ved du hvad jeg tror?” Lød det spørgende, før hun selv fulgte op med svaret og den lidt atypiske hilsen der lå hengemt der i "At himlen græder over udsigterne til at blive udsat for endnu en dag med mit elendige harpespil, så måske skulle vi bare nøjes med at lade dig spille?” Forslog hun mens mundvigene krøllede sig op ad i et smil, der grænsede sig til latter. Selvironien fejlede heldigvis ingen ting.

Et længere eftertænksomt ’Hmm’ kunne høres. Det var for nemt bare at bede veninden sige det, desuden nød en lille del af Fleur at se Florine være med at sprænges for at fortælle. Var det for at være tarvelig, nej. Der var bare noget over at være vidne til når andre måtte kæmpe lidt for at holde glæden i skak og så opleve når de endelig kunne give slip på den. ”Du skal.. På et stævnemøde med en?” Gættede hun så noget tøvende.

[Florine Laure Købmand]

Florine havde ikke Gaven, men hun havde unægteligt en musikalsk gave. Et særligt medfødt talent, som ingen kunne tage fra hende, og derfor blomstrede hun mærkbart i netop dette lokale. Det var tåleligt at skulle stikke sig med en nål i fingeren omtrent hundrede gange tidligere på morgenen, når bare hun vidste, at hun senere kunne brilliere og finde sit es siddende ved harpen, der var hendes foretrukne instrument. 
Hun vidste dog, at den glæde hun selv havde for faget ikke helt blev delt af veninden, hvis navn næsten klingede som hendes eget. Den rødhårede Fleur, og derfor forsøgte hun også bevidst at lette på eventuel pessismisme med sin lidt usædvanlige hilsen; i hvert fald usædvanlig for en adelig, om man ville. 
Selvironien var i højsædet, da veninden hilste ligeså uhøjtideligt igen med en humoristisk bemærkning, som fik Florines læber til at krænge op i et underholdt smil, der endte med at krakelere over i en mild klukken. "Tror du virkeligt himlen græder over dit harpespil? Så elendig er du ikke, kære," slog Florine fast, og hun vidste da, hvad hun talte om. Fleur var intet talent, og hun kæmpede med strengene. Slog tit for hårdt an, så tonen blev skinger, men hun var ikke tonedøv eller rædselsfuld, som visse andre ville være siddende ved harpen. 

Veninden trak tiden, og Florine følte vitterligt, at hun var ved at sprænges med den næsten barnlige glæde over at have fået æren af at indtage scenen på Teateret, da hun så blev overrasket over buddet. Det lå måske til højrebenet, og det var lige før hun et øjeblik var ærgerlig over, at det ikke netop var dét hun skulle. "Gid det var såvel," lød svaret derfor. Smilet var falmet først, men så blev det atter større. "Nej, der er ikke tid til stævnemøder i aften - og måske heller ikke den kommende tid. Ikke for alvor. Jeg er blevet en del af teaterets repertoire. Ikke kun for i aften, men mere fast. De har givet mig en spilleplan for den kommende måned. Er det ikke fantastisk?" kvidrede Florine stolt og med glimtende øjne.

[Fleur af Aren]

”Jeg stemmer nu stadig for at vi ikke skal udfordre skæbnen og overlade strengende til dine kyndige fingre.” Fast holdt hun stadig muntert. Det var intet andet end en dårlig undskyldning så hun selv slap for at spille for selvom Fleur ikke var helt håbløs, så var hun hellere ikke mere døv end at også hun foretrak Florine’s melodier over sine egne.

Det var ikke et stævnemøde. Overrasket løftede øjenbrynene sige, hvorefter de skænkede sig og knugede sig sammen hen over næseryggen. Tankerne fløjs straks afsted for at stykke et andet bud sammen, men alt der kom til komtessen var forlovelse og det var næppe tilfældet når hendes gæt om kurmageri var forkert.

Købmandsdatteren lod hende heldigvis ikke sidde alt for længe i egne tanker. Munden faldt åben og for hvad der føltes som et langt øjeblik var alt hun kunne mestre, at sidde og stirre på brunetten med øjne så store som tekopper. Ordene sank endeligt ordentligt ind. Hænderne klappede sig i et glædeshvin ”Ved Mithras og Yphion.” Stoltheden lyste ud af den unge Aren. Det var trods alt svært at være andet når man ikke af natur var en jaloux person og Florine om nogen fortjente i den grad anerkendelsen.
”Det er mere end fantastisk, Flo. Det er fænomenalt.” Rettede hun varmt, uden så meget som skyggen af at underspille, hvor fantastisk en mulighed det var for veninden. Kun de bedste musikere blev indstillet til at spille på teateret og med hendes musikalske færdigheder, så var det kun et spørgsmål om tid før hun havde gjort et navn af sig selv.
”Men altså nu skal du ikke glemme hvem dine virkelige venner og veninder er, når du bliver kendt ellers så er jeg bange for vi bliver nødt til at kidnappe dig på åben scene.” Truede Fleur, mens det voksende smil trak sig spøgefuldt skævt.

[Florine Laure Købmand]

Lattermildt rystede Florine på hovedet over venindens kommentar, som dog også fungerede som et skjult kompliment, som trods alt ikke var spildt på hende. Smilet var muntert og synligt, da hun så på veninden. "Det kan være, at skæbnen er med dig i dag, kære veninde. Hvis heldet er med dig får du lov at slippe. I hvert fald til det første stykke." Lidt sigende så hun på hende med et indgående blik, før et lille indforstået blink med øjet tilfaldt Fleur. Florine skulle gerne tage sin tørn her, men hvis Fleur aldrig selv spillede, ville hun heller ingen chance få for at forbedre sine evner. 

Overrasket så Fleur ud, da Florine afviste forslaget om, at hun skulle på stævnemøde. Havde hun ikke været så optaget og begejstret for det, hun egentligt skulle, kunne tankerne meget vel være kørt ud på et sidespor foranlediget af Fleurs forslag. Hun var ved at sprænges af spænding og stolthed, og det var derfor hun ikke lod veninden hænge længe i uvidenheden, før hun afslørede, hvad hun rigtigt skulle. 
Havde Fleur set overrasket ud før, var det intet i forhold til, hvordan hun så ud nu. Forbløffelsen var meget synlig, da munden faldt åben, og hun stirrede på hende med store opspærrede øjne, der fik Flo selv til at smile bredt, som blev til en lettet, varm latter, da Fleurs hænder klappede i og hun stolt udbrød gudernes navne. Hun følte sig ualmindeligt prissat i det øjeblik, for vennernes glæde og billigelse over det, var langt vigtigere end klapsalverne fra teaterets gæster, omend mange af dem var fine adelsfolk. Dét var Fleur for såvidt også, men det glemte Florine af og til, når de bare sad og snakkede som nu. For hende var hun en veninde i øjenhøjde, der gav ligeså hjertelige, varme kram som alle de andre; Christophe, Perrie, Seb, Svea... "Fænomalt ligfrem? Ah, Fleur. Det er manifiqúe," pointerede Florine lidt spøgefuldt. "Jeg kommer aldrig til at glemme hvem mine virkelige venner er. Havde det ikke været for jer, ville jeg aldrig turde stå på den scene. Det tror jeg ikke. Og tror du virkeligt jeg bliver kendt?" spurgte Flor lidt forsigtigt. Så meget turde hun knap håbe på. Det var en uvirkelig drøm, der aldrig kunne realiseres ... Var det ikke? Et kort øjeblik kunne hun nu tvivle. Måske havde hun en reel chance. En gylden en af slagsen, der under ingen omstændigheder måtte forspildes.

[Fleur af Aren]

Inderst inde var den rødhåret komtesse godt klar over at den kønne købmandsdatter havde ret, hvis ikke man øvede sig så skete der heller ingen forbedringer. Det var en logik selv en knoldesparker kunne forstå, men ville hun gerne slippe alligevel? Ja.
”Du er en hård forhandler, Flo.” Eftergav hun endeligt med et tungt dramatisk suk, der ikke rigtig helt var for alvor. Det var trods alt ikke nemt at vedholde modstanden, når det var overfor Florine. Skulle Fleur selv sige det, så var hun en langt bedre underviser end deres krognæsede lærer. Hun var mere tålmodig, når veninden tog den forkerte streng, for tredje gang i træk.

Fleur føltes som om hun var ved at revne af stolthed og fandt det næsten svært at forblive nogenlunde stillesiddende på skamlen. Teateret, og så før hendes attende leve år. Det var en langt større bedrift end de fleste på deres alder nogensinde kunne bryste sig af at have gjort sig.
”Sikker? Florine, du bliver verdens kendt. Før du ved af det så spiller du både i Blueton, Edrye og måske endda Hasnea, nu hvor Kronprinsen er blevet forlovet med den Hasneaske prinsesse.” Svarede hun muntert, uden skyggen af tvivl i stemmen. Den røde Aren burde være jaloux ved tanken om at veninde der krydsede landegrænser og hele have, men det var en følelse så fjern at den aldrig formåede at slå rod. Fordi hun næppe selv ville komme til at opleve verden udenfor Falanie's grænser, så betød det på ingen måde, at Fleur ikke undte andre eventyret.
”Ved de andre det? Vi kunne alle sammen tage hen og se dig på din første spille aften? Jeg kan prøve at overtale min papa til at betale for vi kan sidde sammen i en af de private loger på balkonen.” 

[Florine Laure Købmand]

Øvelse gør mester. Det var et mantra, der havde brændt sig fast i Florines sind siden hun første gang havde klimret på et instrument, og ørerne havde været mere end almindeligt lydhøre for de rette toner, som hun hurtigt havde lært sad i fingrene mere end i den egentlige bevidsthed for hende. Det var som et instinkt, når hun lod fingrene klimre på harpen og skabe smukke melodiske toner. Rene og fine.
"Det er mit lod i livet. Jeg er trods alt en Købmandsdatter, ikke sandt?" mindede hun smilende veninden om med et lille kærligt drilagtigt glimt i øjet. Fleurs dramatik prallede oftest af på Florine, for selvom hun kunne fremstå teatralsk, vidste hun, at hun ikke mente det så alvorligt, som det nogengange kunne fremstå for folk, der ikke kendte den rødhårede komtesse.

Stoltheden var så skinnende klar i veninden, at Florine næsten blev helt forlegen over den, for hun havde ikke forventet at blive indhyllet af så meget kærlig stolhed, så meget anerkendelse, og måske særligt ikke fra sine adelige bekendtskaber, der i form af deres status alene ville kunne udrette langt større ting end Florine Købmandsdatter nogensinde ville få mulighed for. Alligevel var hun dog sig selv bevidst om, at det her var større end meget de fleste på deres alder ville opnå, som ikke var en del af et giftemål. 
Florine glippede overrasket med øjnene, da Fleur i ramme alvor påstod, at hun ville blive verdenskendt. At hun ville spille i Blueton, Edrye og Hasnea. Steder Florine aldrig havde turde drømme om at besøge. Aldrig overvejet. "Blueton, Edrye og Hasnea? Det lyder fuldstændigt magisk, Fleur. Men så god er jeg nu ikke ... Og jeg har ingen sponsor heller. Min far vil næppe sende mig ud af landet for at vise mit harpespil frem," mindede hun veninden om, og sukkede svagt ved tanken, for i tankerne måtte hun tilføje: Uden en ægtemand ved min side...
Hun blev dog revet ud af tankerne kort efter, da hun spurgte til, om de andre vidste det. "Jeg har ikke helt nået at fortælle det. Det føltes bare naturligt at fortælle dig det, når vi alligevel skulle mødes i dag. Og spille. Og ville du virkeligt spørge om dét? Åh, Fleur, det er alt for meget ... Det ville betyde så meget for mig, hvis I alle kom!" Florine følte sig næsten overvældet af følelsen af varme, der omgav hende fra den rødhårede komtesse. Ville hun virkeligt gøre så meget for hende? Bare for at vennerne kunne komme og se hende? Det rørte hende på en måde, hun ikke havde været forberedt på.

[Fleur af Aren]

Smilet falmede en anelse, men svandt ikke helt ind. Florine havde ret og det vidste den rødhåret veninde godt. Uden hverken sponsor eller ægtemand, så var hun lige så stavnsbundet til Falanie som Fleur. Det var spild af talent. Talent som Arendatteren så bestemt mente at købmandsdatteren besad uanset, hvor beskeden hun selv havde tænkt sig at være omkring det.
”Florine, du er en af de bedste musikere jeg nogensinde har hørt spille, hvis ikke den bedste - og jeg har trods alt efterhånden hørt en del.” Et øjenbryn løftede sig sigende. Hun var komtesse og var der noget der aldrig manglede til de sociale arrangementer, så var det kompetente musikere ”Du kommer til at svømme i tilbud om sponsorskab, når først alle andre har hørt dig spille på teateret. Det tør jeg godt væde tre af mine fineste silkebånd på.” Og hvis ikke, så havde Fleur tænkt sig at gøre det til sin egen personlige mission, at finde en sponsor til veninden selv hvis det betød skamløs at promovere hende for adelen.

Hun rakte ud og lagde hånden over Florine’s ”Naturligvis. Du er min veninde, jeg ville gøre alt for dig og alle de andre.” Forsikrede hun og klemte blidt om hånden ”Aldrig i en million år ville jeg gå glip af din første spilleaften eller din sidste når den kommer om mange, mange år.” Det var ikke fordi Fleur prøvede at fremstå prætentiøs med tilbuddet. Faktisk tænkte hun ikke rigtigt over, hvor stor en ting det var at forslå. Hendes familie havde midlerne, så det virkede bare som en helt naturligt ting at tilbyde.

[Florine Laure Købmand]

De vidste det begge: De var ligeligt stavnsbundne til hovedstaden, men årsagerne var forskellige. Fleur af Aren havde unægteligt større friheder end Florine Købmand alene baseret på deres ophav, men derudover var Florine også en beskeden og ydmyg kvinde, der ikke havde i sinde at vifte sit talent for næsen af rigmænd for at få dem til at sponsorere en tur til udlandet for hende. En ny kompliment gled ikke desto mindre af venindens læber, og den rørte ved Florines hjertebånd, så en særlig varme spredte sig, også til hendes kinder, og taknemligheden for den kærlighed venindens svøbte hende i var overvældende stor i det øjeblik. "Du har ingen anelse om, hvor meget de ord betyder for mig, Fleur," lod hun veninden vide med et synligt varmt smil, omend det var lille. "Dine tre silkebånd, siger du? Jamen Fleur dog. Vi får se, hvad fremtiden bringer, ikke? For nu nyder jeg blot at være en af de få heldige, der får lov at spille på den scene. Og så endda den store af dem også," lød Florines beskedenhed atter, men det var også oprigtige ord. Hun havde ikke travlt med at tænke fremad for nu, for bare dét at få en fod indenfor på Teateret, selv for blot en enkelt aften var en større bedrift end mange nogensinde kunne opnå i deres liv, og da slet ikke så unge som købmandsdatteren havde gjort det.

Det veninden tilbød var en større ting, end hun selv havde forstand på, for nok var Florines familie en del af det højere borgerskab, og nok ville hendes far også kunne betale for at alle vennerne kunne komme ind og se datteren på hendes premiere-aften, men det ville være et prætentiøst tilbud, der ville tage væsentligt hårdere på familiens økonomi end på Aren-familiens. Hun vendte hånden og klemte blidt om Fleurs hånd i sin egen varme fysiske erklæring af, at hun var glad for hendes omsorg. For hendes venindeskab og alt det bragte med sig af vidunderlige ting. "Som vi også ville gøre for dig," gengældte hun ordene med et varmt smil, som forvandlede sig til et grin kort efter. "Så må vi håbe, at vi ikke er spredt for alle vinde til den tid," drillede hun, men varmen i hendes blik var ikke til at tage fejl af. Hun håbede at Fleur ville være der om mange år også. At hun ville kunne gå arm i arm med sin rødhårede veninde, selv når hendes hår mistede sin farve og blev gråligt, og deres led ville knirke og gangen være langsom. Når de var gamle og nedslidte, men fortsat viljestærke.

//Og her slutter tråden så på smukkeste wholesome vis <3