Sandhedens time

[Florine Laure Købmand]

Det havde rumsteret i Florines hoved i dagevis. Alle de små mystiske begivenheder, hun var endt med at have observeret til ballet. Selvfølgelig ligeså diskret som handlingerne havde været det. Det var startet, da hun havde set en kvinde flygtigt, og diskret - troede hun i hvert fald, men Florine havde set det -, havde dasket Christophe af Migran bagi. Det havde egentligt ikke været hendes mening først, men nysgerrigheden havde været pirret, og i løbet af aftenen havde hun set ham få adskillige kvinder til at rødme, efter han havde lænet sig ind mod dem og hvisket noget, hun ikke havde den fjerneste anelse om hvad var, og hun havde også set en gruppe kvinder sende lange blikke efter ham senere på aftenen, inden de så stak hovederne sammen, hviskende og fnisende. Der var noget, veninden ikke vidste, og hun havde spekuleret i noget der føltes som timevis på, hvad det havde gået ud på.

Det var derfor en gylden mulighed for at få vished, da hun spottede sin ven på gangen i en strøm af mennesker, der forlod et undervisningslokale. "Chris!" kaldte hun på hans opmærksomhed og greb ham om underarmens ærme for at hive ham til side. "Jeg har en koncert i aften, og Perrie og Seb kommer og hører mig spille inden længe, men jeg tænkte på, om du har tid til lige at høre det også? Jeg er vældig nervøs. Se selv, jeg ryster helt. Hvad hvis jeg ender med skingre toner alene?" lød det i en vældig strøm af påtaget bekymring, og hun skød betuttet underlæben lidt frem. Den første del var en løgn. Hun havde ingen aftaler med Seb og Perrie, og hun håbede for alt i verden, at hun talte til Christophes gode hjerte nu. "Det ville betyde meget for mig," smurte hun tykt på. En fælde var det i realiteten, men det kunne vennen jo ikke vide. 

[Christophe af Migran]

Det hele gik lidt bedre for Christophe. Faktisk begyndte han at få en svag følelse af, at det var på vej tilbage mod normalt – hvis man kunne se bort fra, at han følte sig som en helt anden person end i starten af foråret. Han led stadig af mareridt, og angsten greb ham stadig i sine iskolde og klamme hænder med jævne mellemrum, men det var ved at komme på afstand. Han knoklede løs med sine studier, hårdere end nogensinde før, men han passede også sit lille arbejde ved siden af med Levagnys ensomme kvinder. Til gengæld brugte han ikke så meget tid på at fjolle rundt mere, det havde han simpelthen ikke timer nok i døgnet til.
Og så havde han mødt nogen. En ung kvinde, for at være mere præcis. Jacquetta af Bonville var dukket op i hans liv og havde taget solen med sig. Ikke at han havde set hende mere end den ene gang, før hun tog på rundrejse, men han havde tænkt på hende lige siden. Hendes kønne øjne, hendes smukke smil og søde latter. Var det sådan at være forelsket? Christophe vidste det ikke, men han håbede sådan på at kunne møde den unge Nådigfrøken igen. Han kiggede efter hende på gangene hver dag i universitetets bygninger.

Men det fik han ikke mulighed for i dag, som en lektion var færdig, og han med et par papirer i hånden og tasken over skulderen forlod lokalet sammen med de andre studerende. En stemme kaldte på ham og en hånd greb fat i hans ærme for at hive ham ud af flokken. Det var Florine, en af pigerne fra den vennegruppe, han normalt hang ud sammen med. Ikke at han havde set dem så meget de sidste måneder, men der havde også været tyndet godt ud på grund af rundrejsen.
”Åh, hej Florine. Hvad så?” Han smilede til hende og trak taskens rem bedre op på skulderen, mens han fulgte efter hende til siden.

Han lyttede til hendes talestrøm, og kastede så et blik ned ad gangen. Egentligt ville han gerne have skrevet sin opgave færdig, for han havde et par aftaler senere, men Christophe var en sød og hjælpsom ung mand, og han kunne ikke bare lade sin ven i stikken.
”Hvis det ikke tager alt for lang tid, så kan jeg da godt komme og høre dig spille,” svarede han så og smilede skævt, mens han betragtede hendes bekymrede ansigt. Hun var en sød pige – han var godt klar over, at hun var interesseret i ham, han var ret sensitiv for den slags, han havde også regnet ud, at Sébastien af Monteres kiggede efter ham. Han var bare ikke interesseret i nogen af dem. Lige nu havde han sat sig fast på den unge Nådigfrøken af Tardigy og hendes uskyldige person.

[Florine Laure Købmand]

De senere måneder havde vennen sjældnere været med dem ude, og til trods for at Florine ikke anede, hvad der egentligt lå til grund, havde hun forsøgt at holde kontakten kørende, når hun tilfældigt mødte Christophe på gangene. Det havde været hendes egen måde at være der for ham, uden at grave i, hvad der havde ændret ham, for tegnene på forandring havde været synlige for kvinden, der var mere end almindeligt observant overfor netop ham. Hun havde taget sig selv i at være bekymret, men ved ballet havde den bekymring pludseligt forvandlet sig til en mærkbar irritation, for hvad gik det hele ud på? Alt hemmelighedskræmmeriet? Fraværet fra aftenerne med vennerne? Var der en sammenhæng mellem dét, og det hun havde spottet til ballet, som fortsat ikke gav rigtigt mening for hende. 

En egentlig afvisning faldt ikke fra de smalle læber, hun indimellem drømte om, istedet ville han vide, hvorfor hun trak ham til side. Det smil, der kom hende i møde, kunne have fået hende til at gå i stå, havde det ikke været fordi hun var fast besluttet på at komme det, der føltes som et mysterium, til bunds. Den bekymrede ordstrøm flød lettere end ventet fra de bløde læber, og hun underbyggede bekymringen med en betuttet mine. "Nej nej, det tager ikke lang tid. Jeg skal kun spille to numre," lovede hun. Det var en sandhed. Hun kunne dog begge numre til ukendelighed, og havde ikke brug for Christophes dømmekraft til at vide, at det var mere end godt nok. Det lød smukt. En del af hende kunne dog ikke lade være med at tænke, at det naturligvis ville varme, hvis netop han syntes, at det var godt. En dum tanke. 
Florine smilede taknemligt, og et stik af dårlig samvittighed prikkede nederst i maven, da hun så slap ham, og bevægede sig ned af gangen med vennen efter sig, før hun næsten hjemmevant trådte ind i musiklokalet.

Harpen stod tildækket, og Florine tog tilløb til at spørge ind til hændelserne ved ballet, da hun hev stoffet af den, før hun vendte sig mod vennen. "Luk lige døren," bad hun så og satte sig til rette ved harpen, klar til at plinge den første streng, inden hun så vendte blikket mod ham med en særlig alvor. "Du var vældigt populær til ballet forleden," konstaterede hun. "Fik flere kvinder til at rødme."
Hun drejede fronten mod vennen, fortsat siddende, men med et lidt insisterende blik, mens hun granskede ham. Hans pæne, rodede hår, der var begyndt at blive mørkere. De smalle læber, og de blå øjne. "Hvad gik det ud på, Christophe? Du har ikke fortalt, at du ser en adelskvinde." Det vedrørte for såvidt heller ikke hende, men både irritation over hemmelighedskræmmeri og skjult jalousi havde gnavet, og ligget og ulmet siden den aften. Holdt hende oppe til sent om aftenen, fordi hun følte sig urolig over det, hun havde set.

[Christophe af Migran]

Kun to numre. Chistophe nikkede accepterende, inden han fulgte med hende ned ad gangen. Hans tanker gled over opgaven, der skulle skrives, for han ville gerne nå at blive færdig, og der var nok et par timers arbejde tilbage. Og så skulle han spise aftensmad med en af sine, hm, bekendte, inden han sluttede aftenen af ved en anden. Hun havde ikke noget i mod, at han blev natten over, og han sov trygt og godt i hendes brede seng, hendes ægtefælle ikke længere var i live til at fylde ud.

Han blev rykket ud af sine tanker, da Florine bad ham lukke døren, og med et let smil gjorde han, hvad hun bad om. Han nåede knap nok at dreje sig og tage et skridt ind i rummet, inden hun så alvorligt på ham og begyndte at snakke om ballet, de begge havde været til få dage forinden.
Hans smil falmede og hans blik blev en anelse usikkert, som han kunne mærke noget være galt, allerede inden hun fortsatte. Var hun vred på ham? Det virkede sådan.

Der dukkede en knude op i hans mave, som hun krævede at få at vide, hvad der var foregået. Havde han være så åbenlys? Han var altid meget forsigtig, og det var ikke fordi, at han brugte meget tid med sine bekendtskaber til offentlige sammenkomster, hun måtte have haft øjnene med sig. Christophe var diskretionen selv, om det ville være første gang, at nogen havde bemærket noget som helst. Men der var en enkelt enkefrue, der havde fået et glas eller to for meget, der havde overtrådt hans grænser et par gange i løbet af den aften. Havde Flo set det?

”Jeg er ikke sikker på, hvad du snakker om, Flo? Jeg ser ikke nogen, det ved du da.” Hans tanker gled straks til Jacquetta af Bonville, han ikke havde set siden hun tog på rundrejse. Han ville ønske, at han så hende.
Han forsøgte at skjule, at han var nervøs, og satte tasken på gulvet for at distrahere både sig selv og hende, men hans smil ville ikke helt som han.

[Florine Laure Købmand]

Letheden smøg sig om vennen, som lod fælden klappe om sig, da han lukkede døren. En flig af dårlig samvittighed meldte sig flygtigt, men den stod ikke mål med hendes trang til vished. Hun havde svært ved helt at afgøre med sig selv, om det gik hende på, fordi hun følte, at han skjulte noget for hende - for dem alle - eller om det gik hende på se ham med en anden kvinde, fordi hun selv ville ønske, at hun var den, han fik til at rødme. Måske var det i virkeligheden en blanding af de to muligheder. 
Han havde knap nået at træde hen mod hende, før alvoren smøg sig om dem og gjorde luften tungere. Spændingerne måtte være mærkbare, for hun så hans smil blegne og hans øjne virkede en smule usikre, da hun nævnte ballet. 

Naturligt havde Florines blå øjne en tendens til at følge Christophes kønne skikkelse, når de var samme sted, men det var egentligt ikke ham, der havde gjort hende mistænksom. Ikke først. Det var den kvinde, der havde rørt ham på en måde, som man kun gjorde i særlige sammenhænge, og i hvert fald ikke til et offentligt bal, medmindre der lå mere bag. Og han havde ikke virket fornærmet... Hun havde også set ham med den samme kvinde senere på aftenen. Men før det, havde hun også set ham få andre kvinder til at rødme og fnise. Både sammen med ham, og i grupper, kort efter han gik forbi. Der var noget ... Der måtte være en sammenhæng, og han måtte kende den. "Du skal ikke fylde mig med løgn, Chris," indvendte hun lidt advarende, for selvom det ville gøre ondt, at han så en anden end hende - ikke at hun havde nogen ret til at gøre krav på ham -, så ville det alligevel være værre, hvis han løj om det. "Dine øjne flakker. Dit smil er ikke som det plejer. Så jeg tror godt du ved, hvad jeg snakker om," udfordrede hun og løftede et sigende øjenbryn. "Kan du ikke bare fortælle mig, hvad det gik ud på? Jeg bebrejder dig ikke, hvis du ser nogen. Heller ikke en adelskvinde, Chris. Jeg forstår bare ikke hvorfor du skulle holde det hemmeligt for mig. Og de andre, velsagtens." Uforståenheden måtte være tydelig i hendes ansigt, som hun fortsat grublede over sammenhængen. Det gav stadig ikke stor mening for hende. Hun havde brug for at vide noget mere.

[Christophe af Migran]

Forvirringen var total for Christophe, der ikke kunne regne ud, hvad det var, hun ville ham. Hvad havde hun set? Hvad ville hun have at vide? Og hvorfor mente hun, at han fyldte hende med løgn? Han så jo ikke nogen. Ikke på den måde, som han regnede med, at hun hentydede til.
Han var også overrasket, for han havde ikke fanget, at hun var så jaloux anlagt. For det var det, det var, var det ikke? Hun troede at han så en anden og hun var fornærmet?

En rynke dukkede op i hans pande, og hans ellers altid positive udtryk blev en anelse mørkt, som hun beskyldte ham for løgnagtigheder og ellers begyndte på en længere snak om hemmeligheder.
”Nu må du holde op, jeg lyver ikke. Jeg ser ikke nogen. Jeg ved ikke, hvad du snakker om, du må forestille dig ting.” Det var en halv løgn, for han regnede med, at hun havde set det lille klap bagi, han havde fået til ballet, men om hun troede, at han kom sammen med en kvinde, der var 30-40 år ældre end ham selv, det var åndssvagt.

”Jeg holder ikke noget hemmeligt, hvad skulle det dog være.” Åh så mange hemmeligheder. Hun vidste ikke halvdelen og ville forhåbentligt aldrig komme til at vide noget. Han følte sig lidt trist, for han vidste, at hvis hun blev ved med at grave sådan i det, skulle han trække sig. Holde afstand imellem dem. Christophe havde aldrig været en mand, der delte meget om sig selv, og det havde alle omkring ham accepteret. Undtagen pigen foran ham, åbenbart.

[Florine Laure Købmand]

Fornærmelse var det ikke som sådan, ej heller rendyrket jalousi, snarere en sårende undren, for de var gode venner, var de ikke? Den aften havde hun følt, at hun slet ikke kendte ham. At den Christophe hun så gebærde sig fra den ene adelskvinde til den næste, diskret smygende og med fnisende, rødmende kvinder, der sendte lange blikke, slet ikke var den Christophe hun selv kendte, og det havde føltes så ... forkert. Naturligvis var Florine også mere opsat på at komme til bunds i det mysterie, der handlede om, om han så en kvinde eller ej, end de andre venner måske ville være det, fordi hendes egne følelser blev sat i klemme, men det handlede ikke kun om dét. Det handlede mere om venskab end egentligt sårede følelser over ikke at være den, han fik til at fnise på dén måde.

Hans blik formørknedes, og Florine mærkede et ubehageligt sug i maven, som usikkerhederne sneg sig ind på hende. Var det indbildning? Havde hun bildt sig selv ind, at de andre kvinder var mere end almindeligt interesseret eller var det en realitet? Hun kunne ikke som sådan bebrejde dem, heller ikke selvom de var 30-40 år ældre, men ... "Så at en kvinde klappede dig bagi var også en forestilling i mit hoved?" kunne hun ikke dy sig for at udfordre vennen. Var det dumt? Måske, men hun kunne ikke dy sig for at grave lidt i overfladen. "Chris, jeg ... " sætningen døde hen, inden hun kunne færdiggøre den, og hun sukkede lidt tungt, mens ansigtet lå i tænksomme folder. 
"Jeg ved ikke, hvad du skulle holde hemmeligt, eller hvorfor, men hvis ikke du ser nogen ... Det giver bare ikke mening for mig," lod hun ham vide. Stemmen en smule flad, for hun følte sig lidt punkteret af sin egen frustration og forvirring, og hans tydelige forsøg på at afværge anklagerne, der havde flydt fra hendes tunge. Men hvis ikke han så nogen ... Hvad forklarede så det, hun havde set? Grublende var Florine utvivlsomt.