Håb for fremtiden

[Lanval af Suilleaux]

Det havde været en hård uge, siden Lanval var kommet tilbage efter den nat med Helene af Suilleaux. Bartholomeus af Charenoy havde ikke ladet ham slippe og Lanval havde arbejdet hårdere end han havde i lang tid. Måske var det også fordi Lanval havde behov for at vise, at han vidste han havde begået en fejl. Nu var der dog gået nogle dage og Lanval havde gjort sine pligter færdige. Imorgen skulle hans ridder være sammen med sin hustru og han behøvede derfor ikke at stå så tidligt op.

Derfor havde han besluttet sig for at besøge Helene igen, men han fandt hende allerede da han trådte ind i det nærliggende tempel. Han smilede en anelse da han så hende, men blev stående uden helt at vide hvad han skulle gøre. Han var mest bare glad for at se at hun stadig var der, at hun ikke var blevet fundet endnu. Han havde taget en lille pose med til hende med nogle ting og lidt mad hvis hun var sulten. Forsigtig gik han over til hende og kløede sig lidt i nakken. Han rømmede sig. "Godaften." Sagde han, uden at sige hendes navn.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde tilbragt dagene med at sove, bede, spise og løse praktiske opgaver for templet. Ingen boede der bare gratis. Man måtte bidrage. Det var allerede nyt for Helene, som aldrig i sit liv havde arbejdet og som konsekvens havde bløde, fine hænder og et glat ansigt. Hun var ude for at dele rene sengeklæder ud, da hun stødte på Lanval og det gibbede lidt i hende. Hun smilede halvt og nejede, selvom hendes hænder var fyldte.

Sandheden var, at hun havde tænkt meget på den nat de havde tilbragt sammen. Den havde alvorlige konsekvenser - eller kunne have det. Det gav hende lidt ondt i maven at tænke på.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval kiggede på hende og forsøgte at finde ud af hvad han skulle gøre. Så tog han en chance og lagde armen om hendes skuldre, hvorefter han førte hende med ind i en aflukket opgang til et lille tårn.
"Hvordan har du det?" Spurgte han, nu de var et sted hvor de kunne tale sammen.
"Undskyld jeg ikke er kommet før, min ridder holder mig travlt beskæftiget." Sagde han og kløede sig lidt i nakken, mens han så undskyldende på hende.

[Helene af Suilleaux]

Helene havde stadig armene fulde, da Lanval greb om hendes skuldre og styrede hende væk fra gangen. Hun rynkede panden over at være alene, selvom de havde gjort meget mere end det for få dage siden. Hendes blik gled op og mødte hans.

"Det er venligt af dig at se til mig," svarede hun, lidt rystende. "Men jeg tror ikke det er godt at vi er for meget alene sammen. Vi kan ikke gøre dét igen. Vi aner ikke hvad der kan være sket."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval så bekymret på hende og trak sine øjenbryn sammen. Hendes uro ved situationen fik ham til at træde et skridt tilbage.
"Hvad kan der være sket?" Spurgte han og løftede sine øjenbryn lettere spørgende. Lanval havde aldrig hørt om forplantning og hvordan kvinder blev gravide, det var generelt betragtet som kvindernes område og derfor var der aldrig nogen der havde taget samtalen med ham. Derfor betragtede han hende bare lettere undrende, mens han overvejede hvad han mon havde gjort galt.

[Helene af Suilleaux]

Helene rynkede panden dybt. Hun havde ikke lært at tale om sådanne emner med mænd, men hun blev nødt til at fortælle ham om hvordan det hang sammen og hvad hun blev nødt til at gøre.

"Jeg kan være gravid, Væbner Suilleaux. Og med en b-bastard uden nogen chancer i livet."

Hun ville have kastet sine arme i vejret, men de var stadig fyldte og begyndte at føles tungere.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval tog et skridt tilbage, en smule bleg. Han vidste trods alt godt hvad gravid var, han vidste bare ikke hvordan det skete.
"Er det sådan?" Mumlede han uden rigtig at forvente et svar. Derefter rømmede han sig.
"Helene, det er jeg ked af. Jeg havde ingen idé, ingen har nogensinde fortalt mig at.." Sagde han og lagde en hånd på hendes skulder.
"Er der noget jeg kan gøre?" Spurgte han, selvom han havde mest lyst til at løbe skrigende væk, men han følte sig medansvarlig, selvom han ikke havde anet hvad han lavede.

[Helene af Suilleaux]

Helenes underlæbe dirrede lidt. Hun følte helt uretfærdigt at det var Lanvals skyld et øjeblik, men hun havde selv været den, der lagde op til det hele. Nu stod hun bare der helt håbløs med armene fulde af sengetøj og stirrede ud i luften med blanke øjne.

"Nej," mumlede hun. "Men jeg bliver nødt til at tage tilbage til ham."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval stirrede chokkeret på hende. Hvad havde han dog gjort? Han følte sig pludselig som den værste redningshelt i verden.
"Virkelig? Er der ikke noget man kan gøre?" Spurgte han uden at have en løsning.
"Undskyld Helene. Undskyld." Sagde han og så på hende med blanke øjne, han havde lyst til at give hende et kram, men han følte ikke at hun ønskede at det var en god idé lige nu.
"Jeg har taget et par ting med til dig. Det er nok lidt ligegyldigt." Sagde han og kiggede ned på sin pose, der virkede meningsløs.

[Helene af Suilleaux]

Helene så på Lanval og ned på posen. Hun havde armene fulde og trak modløst på skuldrene.

"Det var ikke din skyld," medgav hun, selvom det føltes lidt sådan. "Jeg kan ikke tage imod noget lige nu. Jeg skal ud og levere de her og mine arme falder snart af. Du må vente eller gøre noget. Jeg kan ikke stå her og tale mere om hvor dum jeg var at tro at jeg kunne slippe væk."

[Lanval af Suilleaux]

"Her lad mig." Sagde han og tog tingene ud af hendes favn, mens hun snakkede videre.
"Helene." Sagde han afdæmpet. "Du fortjener et bedre liv." Lanval vidste ikke hvad han skulle gøre, han kunne ikke finde nogen vej ud af dette. Det var han alt for ung og uvidende til.

[Helene af Suilleaux]

Helene holdt ikke fast. Hun overgav sengetøjet i armene på ham og sank lidt ned i skuldrene. Hans forsikringer var tomme for hende, for hun havde ingen forsikringer for fremtiden. Derfor stirrede hun også tomt ud i luften og åndede langsomt ud.

"Den eneste måde ud af det, hvis jeg er med barn, er at sikre at Lancelin tror det er hans." Hun sank. "Men jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal slippe afsted med det og komme væk igen bagefter..."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval trak øjenbrynene sammen i en medfølende mine. Han nikkede derefter langsomt og tænkte lidt over hendes ord. Ligemeget hvad, så var det hendes valg.
"Jeg skal nok hjælpe dig, ligemeget hvad der sker." Sagde han afdæmpet. "Og vi kommer ikke til at være sammen igen. Du kan skrive til klosteret i fremtiden hvis der er noget, jeg skal nok lade være med at komme til dig mere. Jeg lægger mine breve til dig her." Sagde han og slog blikket ned.

[Helene af Suilleaux]

Helene så ulykkelig ud. Hun rystede på hovedet. "Vil du ikke komme igen?"

Det slog hende helt ud. "Hvorfor ikke? Hvad skulle det gøre?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval så på hende med et lidt forvirret blik. "Jamen, jeg. Jeg troede du ønskede at jeg skulle holde mig væk." Sagde han.
"Vil jeg ikke skabe for mange problemer for dig, hvis folk ser os sammen? Jeg mener.. Undskyld, jeg gør hvad du vil, jeg troede bare jeg havde skabt for mange problemer for dig allerede." Sagde han og slog blikket ned, mens han mærkede varmen stige i sine kinder. Lanval vidste ikke hvad der var det rigtige at gøre. Verden var blevet utroligt kompliceret og svær at navigere og han havde svært ved at kapere det.