Hjælp til selvhjælp

[Adelaide Af Zorete]

Til: Lancelin af Suilleaux
Tidligere på dagen havde Migrans lensherre, Adelaides far, bragt bud om hende. Han havde været på vej tilbage til lenet, men havde bedt den yngste datter om en samtale. Enkefruen hadede ikke sin far som hun gjorde med sin storebror Henri af Migran, men hun elskede ham heller ikke som hun elskede sin yngste lillebror Christophe af Migran. Trods hun havde haft lyst til at trampe i jorden og nægte, mødte hun anstændigt op og lyttede. Den samtale, var grunden til, at den unge enke nu opsøgte sin gamle flamme. Både havde faderen påbudt hende det og samtidig var det efter eget ønske. Det ægte bekymrede hende, at hendes kusine Helene af Suilleaux var forsvundet, men efter det hun havde aflæst i Lancelins udtryk sidst, var hun også nysgerrig på, hvad der præcis var sket, siden kusinen havde valgt at forsvinde.



Tjeneren bankede på døren til Lensherrens kontor og derefter ventede fruen en anelse utålmodigt. Efter lidt tid åbnede selv samme tjener døren og Adelaide trådte ind i et rum, der på ingen måder så ud som hun huskede det. Det var langt fra første gang enken befandt sig i netop dette rum. “Deres Exellence?” kaldte hun med en blidhed, der ikke lå til Adelaides naturlige siden, men der var en tjener tilstede, så hun måtte opføre sig langt mere anstændigt end hvis de var alene i lokalet.

[Lancelin af Suilleaux]

Helene af Suilleaux havde allerede været forsvundet i to dage, og det havde allerede tæret hårdt på den ellers så kontrollerede lensgreve. Det var kommet ham for øre, morgenen på hendes forsvinding, at hendes seng var blevet fundet tom, uden nogen former for spor af hvor hun var taget hen eller hvorfor. Enten var hun taget afsted af egen fri vilje eller i værste tilfælde blevet trukket bort. Og den uvidende tanke om, hvad der var sket hende, spøgte hos lensgreven timerne ud.

Han havde ikke sovet de sidste to nætter, så det var en yderst udmattet lensgreve, der mødte Adeialde af Zoretes blik. Han sad ved sit skrivebord, fuld i gang med at skimte dokumenter og kort igennem, der måske kunne give et præg om, hvor Helene befandt sig, alt imens at drabanter, tjenestefolk og soldater ledte Levagnys gader tomme. Men sporene førte blindt og ingen havde nogen anelse om, hvor hun kunne være. Ved hans side stod tomme flasker, der tidligere havde været med hårdere sprit end vanligt.

Lyden af den velkendte stemme fra enkefruen af Zorete havde virket som et fatamorgana; udmattet, men ganske fattet stadigvæk, så han op, hvor det blå, karismatiske blik landede i enkefruens.

"Adelaide," lød det overrasket fra Lancelin, der langt fra havde forventet hendes ankomst "Hvad bringer dig her?"

[Adelaide Af Zorete]

Al Adelaides viljestyrke skulle bruges til ikke synligt at rynke på næsen over både stanken, men også udseendet af den mand, der sad begravet i dokumenter og engang havde været Lensgreven af Suilleaux. Der var ikke meget tilbage af den kontrollerede Lancelin. Han lignede noget der burde sidde på den anden side af bymuren og tigge penge, men intet af dette nævnte hun højt, da hun med langsomme skridt trådte tættere på det rodede skrivebord. På sin vej derhen slog hun et smut forbi vinduet. Hun italesatte ikke stanken med ord, men åbnede blot et vindue og linnede på gardinet, så sollyset bredte sig yderligere i lokalet. Tjeneren så mod hende og spurgte om han skulle hjælpe, men hun afviste ham høfligt med en håndbevægelse og bad ham om at give hende et øjeblik alene med greven.

“Min far” svarede hun kort før hun stillede sig på den anden side af skrivebordet, så hun stod med front mod ham. “Han angiver at være bekymret for Helene, men han vil blot ikke have siddende på sig, at han ikke passer på familien” Lancelin kunne hun godt være ærlig overfor, når det gjaldt forholdet, eller mangel på samme, til faderen. “Overhovedet af Migran bad mig høre dig om, der er sket noget siden hun er væk. Det har jeg dog ikke tænkt mig at spørge dem om” hun satte sig på stolen ved skrivebordet med hænderne i skødet. “Jeg kan se, at der er sket noget” det var ikke almindelig bekymring, men hun tvang ham ikke til at sige noget. Hun konstaterede bare. “Jeg vil hellere adhøre dem, om jeg kan hjælpe med noget?” hun kunne godt lege den bekymrede veninde der pylrede om ham og tvang ham til at sove, men hun mente ikke selv det ville hjælpe at starte med. “Hjælpe med at lede måske?”

[Lancelin af Suilleaux]

Nådigfrøknen af Zorete bevægede sig rundt på det storslåede, dog indelukkede, kontor som en brise fra udenfor muren. Forfriskende og med ny energi. Det var meget mere end hvad Lancelin af Suilleaux fremstod i dette øjeblik, der udmattet satte sig tilbage i stolens ryglæn med lyttende ører og fulgte hende med det blå blik. Hvordan hun åbnede, med lette elegante bevægelser, åbnede vinduet og linnede det tunge gardin. Lyset kastede sig ind ad den lille sprække, og for en stund måtte lensgreven knibe øjnene en anelse i for at vænne sig til det blege skær.

"Deres far er kun bekymret for sit eget rygte.." kommenterede Lancelin tørt, idet at han lænede sig frem og rakte ud efter det halvfyldte glas med alkohol. Den stærke duft var tydelig, og havde efterhånden sat sig over lensgreven selv, men trods lugten og de mange tomme flasker, så havde han formået at holde en balanceret tilstand i sin druk. Ikke for stiv, så der kunne tænkes, men nok til at hans følelser blev medicineret ned på et niveau der var til at holde ud.

Lensgreven tog en slurk og lyttede roligt til Nådigfruen af Zoretes forslag. Som han lagde glasset på bordet igen tog han en hørlig udånding. "Adelaide.." Lancelin lænede sig frem, lagde albuerne mod skrivebordet og lod hænderne finde udmattet om sin bøjede nakke, "Vi har sat alt i gang. Drabanterne er ved at kæmme Levagnys gader og huse. Helene kan meget vel være alle steder i Falanie," Han rettede sig tilbage i stolen, "Din hjælp ville bedre andet steds end at gå og lede efter spor, der ender blindt.." afsluttede han bestemt, og fangede hendes øjne med sit blå blik.

[Adelaide Af Zorete]

Stadig med benene over kors, lænede hun sig en anelse forover med hænderne på det ene knæ, mens hun så undersøgende på den tydeligt nedslidt mand foran sig. Et svagt smil fangede hendes læber, da han sagde præcis hvad Adelaide selv mente om sin far. “Selvfølgelig. Han kan ikke se udover sin egen næsetip, men nu er jeg så heldig, at jeg selv træffer mine valg. Jeg er her for at se hvordan du har det, så må vi far selv lede, hvis han vil passe mere på sit rygte” nok var hun mere lig sin far end hun ville indrømme, men i dette tilfælde udførte hun kun hans bud, af selviske årsager.

Ved de næste, opgivende ord, rejste enkefruen sig op. Hun bevægede sig med vanlig elegance om til den anden side af skrivebordet og hvilede lænden mod dens kant, så hun havde siden til Lancelins sammensunkede skikkelse. Hun drejede i overkroppen, så hun var mere vendt mod ham og lagde en hånd over hans. “Så fortæl mig, hvor du har brug for min hjælp” svarede hun med en tone af at mene det. Det var sandt nok. Hun ville gerne hjælpe ham og hun gav ham en vis kontrol med de ord, men det kunne hun godt give ham i dette øjeblik. Det gik der ikke skår af hende af. “Hvad du kan bruge min hjælp til er op til dig” hun vidste, at det at være på grevens gode side kunne betyde meget i det lange løb og desuden mindede de om hinanden og hun havde ikke mange bekendtskaber at spejle sig i, derfor valgte hun at give ham hvad end han havde brug for, om det det var en drukmakker.

[Lancelin af Suilleaux]

Lancelin betragtede deres hænder, som hun lagde sin hånd over hans. De feminine fingres lette berøring fik en fornemmelse af gåsehud til at løbe sig hen over lensgrevens nakke for en kort stund. Med en rolig mine lyttede han tavst til Adelaides ord, begge velvidende, at der nok ikke var meget, de hver især kunne gøre. Helene var forsvundet som dug for solen, og det ville kræve et mirakel at få hende tilbage. Efter alt det, som Lancelin havde udsat hende for, så var det mirakel nok nærmest ikke-eksisterende.

"Kan du skaffe noget, jeg kan sove på, så er jeg dig evig taknemmelig," sagde han så tørt, inden at han endelig rettede sine blå øjne mod Nådigfruen af Zorete. Der var en tone af sarkasme, men alligevel noget sandhed i hans ord, for der var nu gået to nætter, hvor han ikke havde fået lukket et øje.

"Af en eller anden grund har alkoholen ikke hjulpet særlig meget," afsluttede han og så mod de tomme flasker, der sørgmodigt prydede det ellers så prægtige skrivebord. Det lignede mere eller mindre et setting fra den nærmeste krostue.

"Tænk sig, importeret fra Blueton," Lancelin lænede sig frem og tog et halvfyldt glas, "Jeg var sikker på, at det rævepis ville kunne slå enhver mand ud.." og med rynkede bryn og lukkede øjne tog han en betydelig slurk.

[Adelaide Af Zorete]

Nøddebrune øjne betragtede lensgreven, da han med en tvetydig stemme bad om noget at sove på. Spørgsmålet fik fruen til at tænke og overveje sit svar. Nok stolede hun til dels på denne mand, men der var sider af sig selv hun sjældent viste nogen. Hun vurderede, at dette ikke var tidspunktet at vise ham en af dem. Det betød at den lille beholder med søvndyssende urter forblev skjult i kjolens lomme. Man vidste aldrig, hvornår man fik brug for at lægge nogen til at sove og derfor bar hun den altid på sig. Det ville virke mistænkeligt hvis folk vidste den slags om enkefruen, da man ikke vidste hvor tankerne så kunne lede hen.

“Det kan jeg godt, men der går nok et par dage før jeg kan give det til dig” urterne i hendes have kunne bruges, men det var bedre at folk ikke anede uråd om, hvad hun brugte sine planter til andet end pynt. Hun slap hans hånd og gled i en elegant bevægelse om at sidde på skrivebordet lige ved hans side. Hun var ligeglad med papirerne. “Det er klart det ikke virker, når du drikker noget fra Blueton” nok var Blueton ikke så slem som Hasnea, men generelt stolede nådigfruen ikke på noget eller nogen, som ikke var fra Falanie.

“Måske du ikke kan finde svaret på bunden af en flaske, men jeg har en idé om, hvor de kan gå hen for at dulme tankerne meget bedre end med alkohol” hun hentydede til den hemmelige opiumshule, dog ikke klar over om en så magtfuld herre kendte til dens eksistens. Om end hun ikke ville blive overrasket hvis han gjorde. Det var ikke alle, der blev indvilget i den hemmelighed.

[Lancelin af Suilleaux]

Et støn af et grin forlod udmattet lensgrevens hals. "Så længe kan jeg ikke vente," forsikrede han hende med det blå blik i hendes, og et træk i mundvigen, "Medmindre Helene kommer tilbage inden da." Et ærligt svar, der indikerede hans savn og bekymring til hans hustru.

Lensgrevens blik fulgte Adelaides elegante, feminine bevægelse mod skrivebordet. Ligesom for hende betød papirerne ikke det store for ham i dette øjeblik, der udmattet tog sig til øjnene. Det var efterhånden så uorganiseret, hvilket var meget atypisk lensgreven, at han end ikke skænkede det en tanke.

"Hvor? På Rosen? Hos Hertuginden?" lød Lancelins stemme roligt, inden at han rettede sit karismatiske, dog trætte, blik på Nådigenken af Zorete, der stod lænet op ad skrivebordet, "Adelaide, min tilstedeværelse i de forskellige etablissementer vil kun få folk til at stille spørgsmål og starte rygter, og det har jeg ærlig talt mindst brug for med alt den hvisken, der allerede er i gang."

Lensgreven udåndede hørligt. Han så eftertænksomt på den mørkhårede skønhed foran sig. "Hvad ville du have gjort?"

[Adelaide Af Zorete]

Mørkebrune øjne betragtede den lidt sørgelige greve, der sad og tydeligt havde ondt af sig selv. En anelse af den respekt som Adelaide altid havde haft for ham forsvandt. Helene af Suilleaux havde virkelig gjort noget ved ham som kun de færreste formåede ved nogen så magtfuld. Det var ærgerligt for Lancelin kunne nå at gøre mange magtfulde ting, hvis ikke han hustru nåede at gøre ham helt tam. Hvis altid hun kom tilbage. “Det er desværre det eneste jeg kan tilbyde. Jeg er ikke mirakelmager, selvom jeg ville ønske det” hun kunne selvfølgelig bare dryppe lidt i hans alkohol og lade ham tro, at det endelig virkede, men at give ham det direkte ville give hende for meget opmærksomhed.

“Jeg ville vælge hertuginden. Du undervurderer hendes diskretion Lancelin” hun skulle virkelig gøre sig umage for ikke at lyde som en, der talte til et barn. Det var bare svært så længe han opførte sig som et. “Men hvis du ikke vil tage imod mine råd, er der alligevel ikke meget jeg kan hjælpe med” indrømmede hun uden at slippe ham med blikket. “Hvis der er noget man virkelig vil, så gør man, hvad der skal til for at nå det” sagde hun henkastet.

Adelaide rejste sig op og uden tøven satte hun sig med et knæ på hver side af ham, som han sad der på stolen. Kjolens stof gjorde det besværligt, men alligevel lykkedes det hende at bevare en hvis elegance. “Jeg havde taget mig sammen og levet videre, for hvis Helene kommer tilbage, er det ikke det her hun bør komme hjem til, men den mand hun giftede sig med” hun klappede ham på kinden og smilede roligt mens hendes fingre løftede hans hage, så han så direkte på hende. “Hvis du virkelig er så glad for hende, så viser du hende det, når hun kommer tilbage” så rejste fruen sig igen.