Usynlig i tågen

[Aalis Langekniv]

Tråd tilegnet Florine Laure Købmand

Markedspladsen

Tidlig morgen

Støvregn

Regnen havde stået ned i støvregn i timevis nu. Levagny var indhyllet i svag tåge og Aalis havde siddet og frosset det meste af morgenen. Hun havde været nødt til at vente med at gå ned på markedspladsen, til at folk ville gå deres sædvanlige morgentur derned. Alt andet var for risikabelt, når hun var småtræt som nu og måtte stjæle sig til noget at spise.

Indhyllet i sin uldkåbe med hætte på, luskede Aalis således en smule omkring ved boderne og kiggede uskyldigt, indtil hun udvalgte sig én. Der stod en herre og en ung pige. Eller…Herren sad og halvsov på en stol, imens pige så ud til at stå for de få kunder der var på nuværende. Imens hun stod og talte med en kunde, stod Aalis og lod som om hun kiggede på en bøtte med krydderi. I virkeligheden sneg hun dog et helt brød og et par skiver røget kød ned i sin lærredstaske med sine frie vesntre hånd. Efterhånden havde hun med årene lært at vende sig i en vinkel og snige tingene væk så hastigt at de færreste ville registrere det.

Hun satte synligt krydderibøtten tilbage og hun tog så atter et æble fra frugtskålen, før hun smed en enkelt kobberskilling på bordet for ikke at virke mistænkelig. Det i samme nu, som den anden kunde forlod boden efter at have betalt.

[Florine Laure Købmand]

Det var sjældnere i disse dage, at Florine var med sin far på markedet og stod i boden, men han havde bedt hende tage med denne dag, da ugen havde været krævende, og han havde brug for denne aflastning. Noget der viste sig synligt, da han faldt lidt tilbage i stolen, og datteren tog over for betjeningen af kunderne en stund, mens han tog sig et lille hvil med et halvt øje åbent. 
Hun var i færd med at betjene en kunde, da hun ud af øjenkrogen spottede en anden skikkelse røre en krydderibøtte. Det var med et vågent øje, at Flor skævede til hende, mens hun samtidigt forsøgte at fokusere på det salg, hun var i færd med at sætte i stand. En kobbermønt klimrede samtidigt med den anden kundes sølvmønter, men det til trods mente Florine at have set, at der manglede mere og andet end blot det æble, som den anden havde taget. "Jeg er tilbage om lidt," nåede hun at bekendtgøre til sin fader, der nu rettede sig lidt op i stolen, lidt misfornøjet, men det havde hun ikke tid til at tage sig af, da hun adræt satte efter den lettere mistænkelige kunde. Hun havde været god. Overraskende god, men tyvagtig. Det følte hun sig sikker på. "Undskyld, men De tog vist noget, der ikke er deres," konfronterede hun den anden kvinde, da hun indhentede hende, og greb hende mildt om armen. Ikke hårdt, som hendes far ville have gjort det.

[Aalis Langekniv]

Aalis bevægede sig med rolige skridt ind imellem folkemængden og ud imod en af sidergaderne, som ledte op til markedspladsen. Hun havde ikke i siden at hænge af omkring boderne i længere tid idag. Hun var både træt og sulten og allerhelst ville hun lige nu bare gerne finde sig et høloft, hvor hun kunne sidde lidt lunt og tørt.

Før hun helt nåede sidegaden, mærkede hun dog et sæt slanke fingre gribe om hendes højre hånd. Instinktivt vendte hun sig imod pigen og med kølig mine rynkede hun brynene lidt. Øjnene var kolde, men rolige, som hun stod rankt og ganske stille vristede hun sig fri. "Jeg ved ikke, hvad De snakker om." Konstaterede hun fattet, som hun lagde hovedet lidt på sned og blot fremviste det æble hun havde i den venstre hånd. "Jeg har betalt.." Erklærede hun, før hun tog en bid af æblet, der var både sprødt og saftigt. Det kildede næsten i hendes smagsløg, som hun sidst mindedes at have spist i forgårs. "De må tage fejl lille frøken..." Erklærede Aalis en smule bistert og halvsarkastisk, som hun vendte sig, kun for at snige sig om hjørnet til en mere privat sidegade. Om ikke andet, var der ikke noget ved at stå der og blive udspurgt, hvor der var større chance for at folk ville overhøre dem, i udkanten af folkemængden.

[Florine Laure Købmand]

Det var lige før den anden var sluppet uset fra sit lille tyveri, men Florine nåede at gribe hende om håndleddet, før hun forsvandt ud af folkemængden på markedspladsen og dermed også ud af syne. Det var lige i sidste øjeblik før det var for sent. Måske også lidt for dumdristigt af den elegante Florine, der var langt bedre til at klimre på en harpes strenge end til disse konfrontationer, der krævede en vis robusthed. 
Det var kølige, rolige øjne der mødte hende, og ikke uventet kom der en benægtelse, der fik Florines bryn til at krybe nærmere hinanden på midten i en lille skepsis. "Jeg hentydede ikke til æblet, dét betalte De trods alt for," bekendtgjorde Florine, inden hun fulgte hende ind i den lidt mere private sidegade. Lidt tøvende dog, men hun følte sig vedholdende... Som hun stod der lidt mere alene med den anden kvinde, følte hun dog pludseligt ikke den store trang til at slæbe hende med tilbage til boden og tvinge hende til at betale for tyvekosterne. På flere måder. "De tog også et brød. Men ... Lad gå denne gang. De kan beholde det. Hvad er Deres navn, frøken?"

[Aalis Langekniv]

Den unge pige var velvidende om at hun ville være langt mere udsat blandt mennesker på markedspladsen end i en enlig sidegade. Det var også derfor hun var trukket omkring hjørnet. Egentlig havde hun håbet på at hun kunne ryste den anden mørkhårede pige af sig, men overraskende nok, forblev hun vedholdende, som Aalis selv.

Den hasneanske pige konstaterede for sig selv, at de måtte være jævnaldrende. I hvert fald næsten. Hun kneb øjnene en smule sammen, som hun indgående tog notits af hende og lidt kritisk, tog hun endnu en bid af sit æble. En lille trækning der næsten kunne tolkes som et skælmsk smil med lidt god vilje, sneg sig dog atter ind i hendes mundvig.

Der var noget over den anden og hendes måde at anse hendes tyveri på, der fik Aalis til alligevel at give sig en smule. Noget der fik den ellers yderst reserverede pige til at give den anden sit navn. ”Aalis.” Svarede hun, uden at kommentere yderligere på brødet.

[Florine Laure Købmand]

Florine ville skyde på at pigen var nogenlunde på hendes alder, og de var tydeligvis lige vedholdende; hende på at slippe godt fra sin ugerning, og Florine på at vedholde, at den havde fundet sted, og at hun derfor ikke havde betalt det fulde beløb for de varer, hun havde erhvervet sig ved faderens bod. Det blik, der mødte hende fra den anden, var indgående og skeptisk, inden hun næsten lidt gavtyveagtigt tog en ny bid af æblet. Det æble, der ærligt og redeligt var hendes. Men også kun det.
Florine mærkede tydeligt splittelsen. Det sad dybt i hende at tyveri skulle straffes. At man ikke kunne være blødsøden, men måtte føre en hård kant på det område, ellers ville alverdens rakkerpak komme slentrende og hapse ting hist og her. Alligevel gav hun sig i dette tilfælde. Noget ved den anden kvinde fik hende til at give efter, og lade hende beholdt brødet, uden hun helt kunne sætte fingeren på, hvad det var. "Aalis. Jeg er Florine. Florine Købmand," fortalte hun så den anden kvinde, selvom hun ikke havde spurgt. Således var de nu atter ligeværdige. I et eller andet omfang. "Har De ikke fået noget at spise her til morgen?" Nysgerrigheden drev hende til at spørge. Det måtte vel være hovedårsagen til at stjæle netop fødevarer.

[Aalis Langekniv]

Aalis gumlede lidt på det grønne æble, som de stod der. Egentlig burde hun se at komme videre og væk, som hun på sin vis frygtede at købmanden selv på et tidspunkt ville sætte efter dem. Men hun var alligevel velvidende om, at han ikke ville kunne efterlade en hel bod ubemandet og derfor blev hun.

Pigen foran hende ville Aalis ikke se som en udfordring at slippe fra, skulle det alligevel blive nødvendigt. Derfor lagde hun blot hovedet lidt på sned, ved den andens spørgsmål om, om hun ikke havde spist.

Et lille fnys gled over den mørkhåredes læber og hun skævede så lidt op imod himlen. ”Spist? Du siger det så vant…Tro det eller lad være…Der findes mennesker i denne verden, der finder sig heldige, hvis de kan spise én gang om dagen..” Den høflige tiltale blev lagt på hylden med det samme. Trods alt, var Aalis ikke opdraget som de pænere købmandsbørn..Og hendes hasneanske accent skar tydeligt og småtykt igennem.

[Florine Laure Købmand]

Spydigheden var tydelig i den stemme, der ændrede karakter. Den høflige tiltale forsvandt, og en tydeligt accent trængte igennem og gjorde det lidt udfordrende for Florine helt at forstå hvert enkelt stavelse, men hun forstod helheden: Den anden pige var fortørnet over, at hun antog, at det var almindeligt for alle at spise hver dag. Det vidste Florine godt, at det ikke nødvendigvis var. Det var ingen selvfølge. Hvorfor hun selv havde en tendens til at takke guderne, før hun spiste hver aften. "De må undskylde. Jeg tænkte blot, at De måtte være sulten. Jeg ved, at det ikke er alle, der får mad på bordet hver dag. For mange går sultne i seng," lød Florines ærlige mening, for selvom folk ofte troede, at hun var blind for omgivelserne, så var hun det ingenlunde. Hun kunne oftest bare ikke rumme de tragedier der udspillede sig for øjnene af hende. Det var for meget at rumme for den egentligt skrøbelige kvinde, hun var. "Hvornår har De sidst spist?"

[Aalis Langekniv]

Aalis havde ikke mange venner…- eller veninder for den sags skyld. Som regel var det ikke noget hun tænkte voldsomt meget over…Men noget ved pigen foran hende, gav hende lyst og mod til at sænke paraderne en smule. Til at give pigens venlige gemyt og humør plads og forsøge at pakke den almene skepsis væk, som hun ellers besad.

Hun gumlede ivrigt af æblet, som hun lænede sig lidt med ryggen op af den nærmeste husmur og hun kneb øjnene lidt sammen, som hun betragtede Florine, før hun atter svarede: ”I forgårs.” Det sidste måltid hun havde spist havde til gengæld være ganske fint. Hun havde formået at stjæle en vagtel fra en baggård nede i et af de pænere kvarteret og senere havde hun stegt den over et ildsted ude i skovbrynet udenfor byen.

[Florine Laure Købmand]

Ivrigt gumlede den anden pige videre på sit æble, og selvom det ikke var mangel af veninder og venner, som Florine led af, var der noget der fik hende til at blive stående. Måske den samme ting, der fik hende til at lade pigen slippe for en solid omgang smæk og skæld-ud. Opmærksomt og oprigtigt interesserret lyttede Florine efter det svar, som måske ville falde. I forgårs lød dommen. Hun spidsede tænksomt læberne lidt. "Og hvad fik De der at spise? Også kun brød og frugt?" vovede hun sig forsigtigt at spørge.

[Aalis Langekniv]

”Kan det ikke være ligemeget?” Aalis hævede brynene lidt af den anden pige, som hun tog en sidste bid af æblet. Nu da kun skroget var tilbage, smed hun det fra sig i en tom tønde og hun lagde så atter armene lidt over kors. ”Du stiller mange spørgsmål.” Konstaterede hun så.

[Florine Laure Købmand]

Florine var ikke sig selv det hele bevidst. Hun stillede mange spørgsmål, lød det dog. Var det en anklage eller blot en konstatering? Florines bryn trak sig lidt sammen eftertænksomt, mens hun reflekterede over sig selv. "Det gør jeg måske," bekræftede hun så og lagde hovedet på sned. "Og selvfølgelig er det ligemeget ... Jeg var bare... Nysgerrig. På Dem. Deres liv," erkendte hun for sig selv og for modparten, og sendte hende et let, prøvende smil. Var det for meget? Burde hun være mere ligeglad med den anden?

[Aalis Langekniv]

Den lille brunette nikkede anerkendende. Hun betragtede Florine, men lod så atter blikket glide lidt omkring blandt menneskemængden i gadebilledet. ”Måske…Måske vil du fortælle mig lidt om dit?” Prøvede hun forsigtigt, som hun skævede lidt ned af gaden. ”Jeg kender et sted hvor vi kan sidde lidt…? Medmindre du skal tilbage til farmand?” Spurgte hun lidt udfordrende, som hun hævede det ene bryn lidt.