Tøsetur

[Florine Laure Købmand]

Begge piger sad og så ned i deres krus. Perrie var i et underligt humør, og Florine havde svært ved helt at bedømme, hvor hun havde trådt i spinaten, men hun så op med en lidt undrende rynket pande, da Perrie så foreslog, at man vel kunne finde noget andet. Mente hun noget på sidelinjen? Overraskelsen var tydelig i Flos ansigt, indtil brikkerne så faldt på plads. Hun mente gode venner. Det gav god mening. "Gode venskaber kommer man langt med, ingen ægtemand kan rigtigt stå mål med dem, vel?" lyste Flo lidt op med et skævt smil og puffede lidt til venindens side, inden hun drak resten af sin saft, og stillede det tomme krus fra sig. "Hvem siger at jeg vil alt sådan noget? Du ved da, at jeg ikke sidder og venter på at blive giftet bort..."

[Peronelle af Bonville]

"Rigtig langt," konstaterede Perrie med et varmt smil. Hector af Bonville var aldrig blevet gift og hun tænkte det var en god familietradition, som hun gerne ville følge op på.

Spørgsmålet fik hende da også til at studse lidt og hun trak på skuldrene. "Det ved jeg faktisk ikke," indrømmede hun. "Jeg tror bare jeg tænkte kærlighed - ægteskab. Det giver jo egentlig ikke så meget mening. De hænger jo ikke sammen.

[Florine Laure Købmand]

Varmen var tilbage, og Florine følte, at hun kunne trække vejret lidt lettere nu. "Det er jeg glad for. Jeg håber du altid vil være ved min side - jeg vil langt hellere ride afsted på eventyr med dig end med en dum ægtemand," lod hun smilende veninden vide, og det var skam helt oprigtigt. Hun ville hellere udforske verden med Perrie end en eller anden krævende mand, der ønskede at 'tæmme' Florine og gøre hende til pynt snarere end den kvinde hun var ved at udvikle sig til at blive.

"Nej, det sagde du jo selv; kærlighed skaber sjældent ægteskaber, men ulykkelighed," svarede Flo roligt og sukkede svagt. "Jeg håber min far vil vente lidt længere, men hans tålmodighed slipper nok snart op..."

[Peronelle af Bonville]

Perrie smilede uendelig varmt over Florines ønske om eventyr. Det var endnu en god grund til at de var venner. Eventyr. Hun tog en tår af sit krus og blev først lidt dyster igen, da ægteskabssnakken kom op igen.

"Vi må bare flygte sammen," konstaterede han. "Du kan bo på mit værelse indtil vi er uddannede og så tager vi ud og erobrer verden. Jeg skal aldrig giftes og der er ingen god grund til at du skulle. Du kan da forsørge dig selv."

[Florine Laure Købmand]

Den varme glæde var todelt, da der blev talt om eventyr. En ting, der kunne få venindernes øjne til at gnitre og skinne.
Florine så lidt forundret på sin veninde over bramfriheden, der dernæst flød, dog. "Måske kunne vi gøre det ... det ville være fantastisk! Men jeg tror nu nok, der er andre, der har meninger om, om jeg skal giftes eller ej," svarede hun og sukkede lidt tungt ved tanken. Florine Købmand ville på sigt kunne klare at forsørge sig selv, men ikke som det så ud lige nu. Hun var - til en vis grad - afhængig af sin fars gavmildhed også.

[Peronelle af Bonville]

Perrie skar en lille grimasse. "Til Mortem med dem," erklærede hun bramfrit og gjorde et lille respektfuld tegn for sig som symbol på at hun ikke ringeagtede guden.

Hun åndede hørligt ud. "Hvordan skulle de bestemme det, hvis du ikke har brug for deres midler? Hvis du ikke vil giftes, så er der aldrig nogen, der skal tvinge dig til det, Flor. Jeg vil heller aldrig nogensinde giftes."

Hendes mellemgulv hoppede en enkelt gang, men hun slog det hen. Det passede hvad hun sagde. Det var alt, alt, alt for tidligt så meget som at overveje hvad Matthieu af Grinayles ville. De kendte knapt hinanden. Desuden ville hun ikke giftes, selv med ham.

[Florine Laure Købmand]

Til Mortem med dem. Sådan lød venindens bramfri ord, og hun glippede lidt overrasket med øjnene, inden hun så kom til at grine lidt. Hun elskede hvordan veninden kunne tage toppen af enhver alvorlig samtale - hvordan hun altid kunne gøre det hele bekymringsfrit på ny med sine kontante udmeldinger. "Jeg elsker dig, Perrie," erklærede hun hjerteligt og lidt underholdt, inden alvoren så på ny sneg sig ind på dem.

"Måske har jeg brug for deres midler, Perrie. Jeg er ikke sikker på, at min karriere vil vare evigt - der kan komme folk, der er bedre end mig, og så smider de mig ud. Hvad skal jeg så gøre?" tænkte hun højt. Det var et skrækscenarie, men et som nok kun havde en minimal realistisme over sig, for Florine var så dygtig en harpespiller, at hun havde fået en fod indenfor på Teaterets gulv længe før de fleste andre musikanter gjorde det. "Jeg ved ikke, om jeg ikke vil giftes. Der er bare nogle, jeg ikke vil giftes med," erklærede hun så, og skar en lille grimasse, da hun tænkte på dem. De mænd hun i hvert fald ikke havde lyst til at ægte.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs let. "Selvfølgelig vil den det. Og når den ikke varer længere, før du er blevet gammel, så har du tjent penge nok til at bruge på et godt otium." Hun pustede sig lidt op på venindens vegne. "Og ellers kan du bo hos mig. Du skal i hvert fald ikke gifte dig med nogen du ikke vil giftes med. Det vil jeg ikke tillade."

Hun holdt en knytnæve lidt beslutsomt op i vejret. "Og hvis der er en du gerne vil giftes med, så skal du bare blive det. Det skal der heller ikke være nogen, der stopper."