Tøsetur

[Peronelle af Bonville]

Nogen gange skulle drengene ikke med, selvom de kunne være nok så sjove at være sammen med. I dag var det bare Perrie og Florine Laure Købmand, der var ude og slå deres folder og turen gik til Falken og Kronen i Håndværkerkvarteret. Florine havde ganske vist været lidt nervøs, med rygterne om brunettemorderen ude, men alle ofrene havde været småtykke og som Perrie havde sagt til hende, så lignede hun mere en kvist end en bagerkone.

Således sad de nu bænket og nød en spontan fællessang om fædrelandet. Perrie drak blommevin og skrålede med. Hun lagde en arm omkring Flors skuldre og vippede lidt på sædet.

[Florine Laure Købmand]

Florines egentlige lyst til at begive sig ud efter mørkets frembrud havde ikke været overvældende stor, men venindens tillokkende adfærd havde i sidste ende fået hende til at opgive at stride imod. Desuden havde det beroliget hende en del af kvindemorderens primær mål var buttede kvinder, for dét kunne hun trods alt ikke kategoriseret som.

Munterheden skinnede tydeligt igennem mængden, og selvom Flor egentligt havde svoret at hun ville hente to nye genopfyldninger af blommesaft, havde hun været fornuftig nok til selv at få serveret hyldebærsaft i denne omgang. Det var med at kende sine begrænsninger og tanken om at stavre alene hjem i mørket stangstiv var ikke videre tiltalende for Florine. Særligt ikke nu. Tankerne om det var dog glemt, da hun hjerteligt sang med på fædrelandssangen og vuggede sammen med veninden. "Du er blevet bedre til dem, Perrie!" bekendtgjorde hun muntert og rosende, da sangen ebbede ud og hun hævede sit krus i en skål. 

[Peronelle af Bonville]

Perrie grinede og hævede også sit krus i en skål. Hun slog det let mod Florines og tog en dyb tår. "Man bliver bedre og bedre, jo mere man drikker," konstaterede hun. "Det er derfor det er en vaskeægte skam med det sjask der, som du har fået fat i. Hun slog lidt misbilligende smæld med tungen.

"Men nuvel. Du synger smukt som altid. Ingen overraskelse der. En ren sangfugl."

[Florine Laure Købmand]

Perries latter var som en velkendt, varm melodi for veninden, og smilet bredte sig tydeligt og blev lidt tydeligere, da deres krus klingede mod hinanden og klirrede; forventeligt var Perries konstatering og misbilligelse af Florines nuværende non-alkoholiske hyldebærsaft dog. "Det siger du jo. Jeg tror dog du glemmer, at jeg knap kan stå oprejst efter fire glas af det der," smurte Flor tykt på, da hun nikkede til Perries blommevin, men med et lidt drillende glimt i øjnene. Hun skulle nok skifte hyldebærsaft ud med noget stærkere igen ved næste krus, men Florine havde tidligt lært, at det var godt for hende at veksle, så hun ikke blev revet for meget med og mistede al dømmekraft. Noget hun bestemt ikke brød sig om.
Det var en måde at bevare en eller anden kontrol over sig selv.
"Tak Perrie. Jeg synger i hvert fald bedre end jeg syr," konstaterede hun med et grin, inden hendes lyseblå øjne gled udover mængden af muntre folk, inden det faldt tilbage på veninden. "Kommer din prins i aften?" spurgte hun så lidt kækt og tydeligt underholdt over sit eget ordvalg. Det var en let måde at spørge ind til, hvordan det hele stod med den rødhårede veninde og hendes ... romance. Eller hvad det nu skulle betegnes som.

[Peronelle af Bonville]

Perrie smældede lidt med tungen, men smilede af Florine og rystede kun lidt på hovedet med et glimt i de lyse øjne. Hun kunne sagtens sige mere, men så skiftede veninden emne og hun hævede begge bryn synligt.

"Hvad?"

Hendes tanker gled til Matthieu af Grinayles, men hun blev også temmelig rød i nakken, for han var ved alle guder ikke hverken hendes eller nogen prins. Hun havde ikke fortalt nogen af sine venner om ham.

"Hvad taler du om?

[Florine Laure Købmand]

Det var ikke gået op for Florine for alvor, at hun var kommet til at spørge om noget dumt, før veninden hævede begge øjenbryn af hende. Det havde været et dumt lille rygte, der havde simret i en krog, som Florine havde opfanget. Perrie var eftersigende blevet set med Matthieu af Grinayles, men det var ikke noget Perrie selv havde talt om.
Florine tøvede et øjeblik, lod de lyseblå øjne glide ned mod hyldebærsaften, inden hun så op igen. "Det var blot en spøg, Perrie. Du ved jo, at det er noget man siger... At man venter på sin prins." forsøgte hun lidt halvhjertet at redde situation, som var det ikke af stor betydning. 

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde ikke set Matthieu af Grinayles i flere måneder, selvom han spøgte i hendes tanker på næsten daglig basis, irriterende nok, så hun var lidt sensitiv. Tidligere ville hun have antaget at Florine talte om Sébastien af Monteres, som Perrie havde haft et voldsomt godt øje til før rundrejsen, men det var hun blevet kureret helt for.

Hun klemte læberne hårdt sammen et øjeblik og så mistænksomt på veninden. "Hvem er det lige præcis, der siger det?" Hun tog en tår af sit krus. "Og hvilken prins vil du gerne giftes med? Kronprinsen forhåbentlig og ikke hans lillebror eller onkel?"

Hun sparkede let ud efter hendes fod under bordet.

[Florine Laure Købmand]

Hun var på mærkbart dybt vand, da veninden - der også var påvirket af den blommevin, der skvulpede rundt i glasset - forlangte at få af vide hvem der sagde dét. Det virkede til, at hun forstod det i bogstavelig forstand. I al fald virkede ordene lidt vrængende og hånlige, da hun spurgte til hvilken pris Flo selv ønskede at gifte sig med. Kronprinsen forhåbentligt - ikke hans lillebror, og ikke hans onkel. Hun kneb læberne sammen et øjeblik. "Der var bare en der sagde, at ..." begyndte hun så, men tav. Det var ligegyldigt, var det ikke? Det vigtige var ikke hvad andre sagde, men hvad Perrie selv fortalte. Hvis der var noget vigtigt, ville hun høre det fra hende, ikke? "Det er ligegyldigt, hvem der siger hvilket vås. Det var blot en spøg," besluttede hun istedet for at stå fast på dét standpunkt. "Og jeg vil ikke giftes med nogle af dem. Hverken kronprinsen, hans bror eller hans onkel." Giftemål var i det hele taget ikke det, der optog hende mest, men de få stjålne, lange blikke hun kunne sende havde en god lang periode været rettet mod deres fælles ven Christophe af Migran . Hun tog en tår af saften, men ville pludseligt ønske, at det havde været vin istedet for saft. Hun havde også nær spyttet den ud, da hun blev sparket under foden under bordet og sendte veninden et olmt blik, inden hun puffede til hende med albuen.

[Peronelle af Bonville]

Perrie vidste ikke om hun helt troede det, men hun kunne på den anden side heller ikke forlige sig med at der virkelig skulle gå rygter om hende og Matthieu af Grinayles. De havde kun kysset de to gange, helt alene begge gange. Hvis Hector af Bonville hørte det og troede hun løb rundt med drenge?

Hun forsøgte at ryste det af sig og fnøs lidt af Florine, som var fjollet. Så smilede hun skævt. "Kronprinsen er ellers flot. Krøllerne, øjnene, smilet, ikke? Han er en pæn, ung mand. Næsten lige så flot som vores venner er, ikke?"

[Florine Laure Købmand]

Florine følte sig ligeså fjollet, som Perrie indikerede at hun var med sit fnys, og hun fik næsten lyst til at gå op og bede om et krus blommevin. Hun blev dog revet ud af tanken om det, da Perrie fortsatte sin snak om prinser, og så ... Deres venner. Automatisk mærkede Florine et lille sug i maven, og tog sig selv i at lade tankerne glide mod Christophe på ny. Både han og Sebastíen var pæne, unge mænd. "Bestemt, bestemt. Han er pæn. Ligesom vores venner er det. Har du talt med dem for nyligt? Seb? Chris?"

[Peronelle af Bonville]

Perrie var uendelig lettet over ikke at føle noget for Sebastién og havde heldigvis aldrig tænkt sådan om Christophe. Hun fattede heller ikke at Florine havde, så venindens hemmelighed var ganske sikker. Perrie havde skyklapper på.

"Jah. Da vi var ude den aften der sidst. Hvorfor?"

[Florine Laure Købmand]

"Jeg var bare nysgerrig," konstaterede Florine lidt undvigende. Hun havde på fornemmelsen at Perrie ikke havde den fjerneste anelse om, at Florine kastede lange blikke efter deres fælles ven, men desværre også fornemmelsen af, at det ikke var gengældt. Nogengange følte hun sig næsten helt slukøret, når hun en helt aften havde siddet ved siden af ham og taget sig selv i at ønske mere end det varme kram, når de skiltes efter aftenen. "Tror du på kærlighed, Perrie? Sådan ... rigtig kærlighed."

[Peronelle af Bonville]

Perrie var lidt paranoid efter spørgsmålet om hendes prins og egocentrisk overbevist om at spørgsmålet om kærlighed handlede om hende. Hun fnøs derfor og opstillede en grimasse som en, der havde spist en citrusfrugt.

"Nej," svarede hun, imens hun tænkte på Matthieu af Grinayles. Det var ikke kærlighed. Hun var tiltrukket af ham, tydeligvis. Hendes hjerte bankede lidt hårdere når hun så ham, men det var bare fordi han var irriterende.

"Eller. Det ved jeg ikke. Jeg tror nogen få finder den, men at det nærmest aldrig ender lykkeligt, fordi voksne alligevel altid ender med at bestemme hvem der skal giftes med hvem udfra deres egne interesser."

[Florine Laure Købmand]

Det var som om Florine intet rigtigt kunne sige denne dag. Veninden fnyste og skar en grimasse, som havde hun netop sat tænderne i en citron, og Flors smil blegnede lidt et øjeblik. Svaret føltes næsten lidt kontant. Nej. Det var det forventelige svar, for det var kun urealistiske drømmere, der troede på den ægte kærlighed. Mange talte om, at den kunne spire med årene i de mange ægteskaber, men Florine var ikke blind for, at den også havde det med at udeblive. Det betød ikke, at man ikke kunne holde af. 
Veninden nikkede derfor lidt til Perries ord. "Det er nok rigtigt... At det sjældent ender lykkeligt for de få, der finder kærligheden." 
Lidt mut slog Florine blikket ned i sit krus og tog en tår. Ulykkeligheden ved at have et bankende hjerte for en, der ikke nødvendigvis havde det for en selv kendte hun da.

[Peronelle af Bonville]

Perrie var ikke rigtig sur, men hun var lidt i et underligt humør, når det kom til snak om kærlighed. Hendes hoved var irriterende fyldt af en hvis ridder, som hun ikke havde set i for lang tid til at det var rimeligt, at hun stadig tænkte på ham. Hun tog en dyb indånding og kastede et blik ned i kruset.

"Nu skal du ikke surmule," bad hun. "Det er der ingen grund til. Man kan vel finde noget andet, hvis man gerne vil have det. Dødgode venskaber og måske en eller anden, som man alligevel godt gider giftes med, hvis man er til dét..."

Tydeligvis, ud fra tonen, var Perrie ikke til dét.

"Hvorfor vil du alt sådan noget?"