At gå over stregen

[Lanval af Suilleaux]

Bartholomeus af Charenoy

Det var ikke en overdrivelse at sige at Lanval var mørbanket efter aftenen han havde brugt med Helene. Der var flere ting der gjorde ham træt og det var ikke kun de havde oplevet sammen i løbet af natten. I noget tid havde Lanval været optaget af at planlægge Helenes flugt og det kulminerede igår, men han var gået i lang tid og følt sig presset over det. Nu han vidste hun var i templet, følte han at alt det pres på hans skuldre var forsvundet. I det mindste, vidste han hun ikke var i nærheden af Lancelin af Suilleaux mere.

På et eller andet tidspunkt lidt efter daggry, kom Lanval riddende ind på brostenene og red mod stalden. Det var stadig mørkt, men alligevel var han sent på den. Det var nu han skulle have været færdig med at gøre sin ridders ting klar og det gik først op for ham, da han var gledet af sin hest inde i staldens bås, hvor sent det var. Da han vendte hovedet, så han noget en væbner aldrig ønskede at se. Hans ridder var på vej hen mod ham. Det ville ikke tage ham meget mere end et sekund at gennemskue, at han ikke havde levet op til sit ansvar. Samtidig var hans så træt at han næsten var ligeglad. Det eneste han ønskede var at sove, hvis bare han kunne glemme alt og få en pause fra sit familiedrama, ansvar og kaos.

[Bartholomeus af Charenoy]

Familien Charenoy, bestående af Bartholomeus, Delphine og Igraine af Charenoy, blev huset på paladset i de rum, der normalt tilhørte rådsmedlemmet, Bartholomeus' far. Det var væsentligt trangere end byhuset, men det sparede til gengæld en god sum på tjenestefolk fra Charenoy og gav dem større frihed til at komme og gå som de ville. Det blev heller ikke forventet af dem at de skulle underholde, hvilket var en lettelse for den uselskabelige arving.

Hvad der til gengæld ikke var en lettelse, var at hans væbner, som sov i væbnerfløjen, ikke var dukket op til morgenens træning. Da han fik ord om, at han var redet ind på paladset, besluttede han sig for at møde ham i stalden. Han gik imod båsen, hvor Lanval netop havde fået sin hest ind, og han så ikke tilfreds ud.

"En forklaring, Suilleaux. Nu."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde stået ansigt til ansigt med mange røvere, banditter og fjender. Alligevel, havde han aldrig været så bange som nu hvor Bartholomeus kom gående mod ham i rask tempo. Hans ansigstudtryk så ud som, ja, Lanval havde aldrig set ham så vred før.

Konsekvenserne af hans handlinger ramte ham som et brag. Lanval trådte et par skridt tilbage, mens han stirrede ligblegt på sin ridder. Han åbnede munden en anelse, så lukkede han den. Derefter flakkede hans blik et par gange, før han så ned uden at sige et ord. Han havde regnet med at han ville have været hjemme til tiden og nu havde han ikke forberedt en forklaring.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var ikke en mand, som man ignorerede. Hans blik var stål og Lanval kunne ikke krybe væk under gulvbrædderne. Han stoppede foran den unge mand, der så ud til at bæve som et espeløv, men følte ikke den store medlidenhed med ham. Han fortjente at være ved at skide i sine broger.

"Jeg kan ikke tro, at du efter tre år som min væbner er i tvivl om, at jeg mener det, når jeg beordrer dig til at svare mig, Suilleaux. Sandheden."

[Lanval af Suilleaux]

Sandheden. Han kunne ikke fortælle sandheden. Det eneste han kunne gøre var at komme frem til en eller anden dum løgn.
"Jeg var ude med nogle venner, det blev sent. Jeg ved godt det var forkert af mig. Undskyld." Sagde han og dukkede nakken. Han ville miste ridderens respekt for evigt, men han kunne ikke risikere at få Helene i problemer. I stedet trak han øjenbrynene sammen og vendte ansigtet bort, så ridderen ikke ville se smerten i hans blik. Han følte sig så alene i verden nu hvor konsekvenserne begyndte at gå op for ham. Hvis hans onkel fandt ud af dette, ville han slå ham ihjel og han var ikke sikker på at Bartholomeus ville støtte ham. Han var trods alt kun en ubetydelig væbner og Lancelin af Suilleaux var en magtfuld lensgreve. Måske havde han taget den værste beslutning i sit liv, men hellere det, end at Helene led mere skade.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus betragtede knægten, der slæbte fødderne. Han kneb øjnene sammen over forklaringen. "Så sent, at du ikke kom tilbage til paladset," konstaterede han.

"Hvor har du sovet?"

Blikket gled over ham i staldens halvmørke. Han kunne ikke sige det med sikkerhed, men drengen så ikke ligefrem ud som om han havde tilbragt natten på silkelagner.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var ret smadret og hvis det ikke havde været for årevis af pres og træning af uudholdenhed, var han nok gået lige op i seng.
"Jeg faldt i søvn på en bænk udenfor kroen." Sagde og rømmede sig lidt, mens han slog blikket ned og fik en rødlig kulør i sit ansigt. Selvom det var løgn var han stadig flov, flov over at stå her i den her situation, flov over at skuffe sin ridder.
"Undskyld, Nådigherre. Jeg håber De kan tilgive mig en dag." Sagde han og bed tænderne sammen, hvorefter han så op og mødte ridderens blik kortvarigt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så ud til at vokse. Han stirrede vantro på sin væbner.

"Du gjorde HVAD?" Han krummede hænderne sammen og ville have hamret næven i bordet, hvis der var et bord. Han var dødsens ligeglad med tiltalefejlen og langt mere optaget af den fare væbneren havde sat sig selv i.

"Er du komplet idiot, Suilleaux? Har du et dødsønske?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde ikke reelt tænkt på hvor dum hans løgn var, men hvis ridderen syntes at det var dumt, hvad ville han så ikke tænke om at kidnappe en lensgreves hustru og derefter tilbringe natten med hende?

Lanval trådte et par skridt tilbage og slog blikket ned igen. Det var næsten værre at han var bekymret for ham, hvis han bare ville sætte ham til at pudse alle væbnernes sko eller noget i den stil.

"Ja. Åbenbart" Sagde han med en hæs stemme. Det var kun et spørgsmål om tid, før Lancelin af Suilleaux ville opdage det, men det kunne han jo ikke fortælle Bartholomeus. Men hvis ridderen var opmærksom, så ville han måske regne det ud når han hørte at Helene var forsvundet samme aften Lanval ikke var i sin seng.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var rasende, men han var også dybt skuffet over sin væbner og så nærmest med væmmelse på ham.

"Jeg forventede så meget mere at dig," konstaterede han. "Gå op til dit kammer og bliv der indtil jeg sender bud efter dig. Regn ikke med at du får nogen fritid de næste to måneder."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval pressede sine læber sammen for ikke at fortælle ham sandheden. Det var virkelig svært, men han kunne ikke risikere det. Han ville ikke bruge mere af ridderens tid på at forklare sig. I stedet nikkede han blot en enkelt gang, som en soldat der havde forstået en ordre. Derefter gik han forbi ham og op til sit kammer, mens han slog blikket ned. Skammen hvilede på hans skuldre. Det var det værste han havde oplevet hele sit liv. Han havde lovet sig selv, at han ikke ville skuffe sin ridder.

Forlader tråd.