Uregerlige langfingrede lømler!

[Olivier Bælteslager]

Gabriel Halvmåne

”Var du bange?” spurgte en lys spæd stemme.
”Om jeg var bange?” gentog Olivier teatralsk spørgsmålet, inden han holdte en kunstpause og lod blikket glide over hvert enkelt af gadebørnene, der som en lille skare omringede ham. Syv styk af dem var der, nærmere bestemt. Usoignerede med tjavset hår og i pjaltede laser. Det var nogle søde børn. Nogle af dem var i hvert. Nogle af dem var også nogle værre lømler, der havde potentiale til at vokse op til at blive det, der var værre, men også dem, havde Olivier lidt et blødt punkt for. Også selvom han fra tid til anden var blevet taget ved næsen af dem, og havde måttet kvittere med en moralsk opsang, hvis det alene kunne gøre det. Man skulle ikke undervurdere dem - de kunne sgu være snedige nok.
Hvis ikke det var fordi Delphine ville få et føl over det, havde han taget samtlige af dem til sig – eller, det havde han nok ikke. Selv han var ikke naiv nok til at tro, at man bare kunne redde og adoptere alle gadebørnene i slummen – det var jo på ikke realistisk. Men han havde da lyst til det. Beskyttergenet for- og medfølelsen med børnene, der voksede op uden hverken familie eller hjem i Levagnys fattigste kvarterer var kun blevet større, efter han havde stiftet sin egen familie.

I stedet gjorde han hvad han mente han i sin position som drabant trods alt kunne gøre: være en anerkendende voksen, der mødte børnene i øjenhøjde med venlighed. Det var måske noget naivt og idealistisk, men han havde nu lyst til at tro på, at han måske kunne være med til at præge nogle af dem, hjælpe med til at nogle af dem måske ikke blev rodet ud i noget skidt. At nogle af den måske ville finde en vej ud af slummen uden at følge den kriminelle løbebane. Måske tillagde han sig selv og sin position alt for stor betydning. Det gjorde han nu egentlig nok, og han mente da bestemt at kunne finde andre drabanter, der på ingen vise ville kategorisere det som arbejde, at konversere med- og fortælle gadebørn historier, der nogle gange var pyntet så meget på, at de knapt kunne kaldes sandfærdige. Men ikke desto mindre tog han sig gerne tid til at tale med dem, når de opsøgte ham som nu – når tiden altså var til det, vel og mærke.
Flere sæt forventningsfulde øjne i forskellige nuancer hvilede på Olivier. De afventede forløsningen på fortællingen han havde brugt de seneste knapt 10 minutter på at opbygge – sådan læste Olivier dem i hvert fald.
”Jeg var ikke rigtig bange,” lod han dem vide, ”men jeg var da på vagt. Havde følehornene ude. Manden var også godt to meter – et kæmpe brød, så det ville have været af mig dumt alt andet,” han gjorde fagter med armene for at understrege størrelsen på manden der havde været noget lavere i virkeligheden og som agerede antagonist i hans fortælling, ”men heldigvis var han lige så dum, som han var stor.”

[Gabriel Halvmåne]

Efteråret havde sneget sig ind på Levagny, og Gabriel havde fundet sin varme jakke frem fra skabet. Ikke at han var så kuldskær, men der var heller ikke nogen grund til at fryse og blive syg.
En af ungerne, der ofte tog rollen som bud eller udkig for ham, var dukket op og havde informeret ham om, at en bestemt drabant var dukket op nede på havnen, og Gabriel havde givet ham en skilling for oplysningen og mindet ham om planen. De lyse krøller vippede op og ned, som knægten havde nikket og var løbet af sted igen. Gabriel var fulgt efter i et lidt mere afslappet tempo, med et lille smil i mundvigen. Han så frem til at møde drabanten, han havde hørt så meget om.

Snart drejede han rundt et hjørne og fik øje på den lille skare af børn, der havde samlet sig om den velkendte uniform. Selvfølgelig genkendte han drabanten, han var ikke svær at huske med arret ned over panden. Han havde aldrig været i kontakt med ham, men når man tilbragte sin tid med at begå ulovligheder, var det en god idé at kende udseendet på de forskellige drabanter, i og ude af uniformen. Stadig afslappet, ikke urolig for at blive genkendt, slentrede han over og stillede sig med ryggen mod en mur. Her indtog han en hvilende position med armene over kors og et strå, han havde fanget fra en høbunke på vejen, imellem læberne, der stadig var formet i et smil. Han kunne godt høre, hvad der blev sagt, selvom han stod flere skridt væk, der var vindstille mellem bygningerne den dag. Selvom han var kommet midt i historien, fandt han hurtigt ud af, hvad det handlede om, og hans smilede voksede, som han lyttede til historien, der højest sandsynligt var pis og papir, men ganske godt fortalt alligevel.

Han blev stående og lyttede til historien var færdig. Selvom han egentligt var der af en grund, kunne han ikke lade være med at grine lidt over drabantens fortælling og børnenes intense lytten. Måske var det, han havde hørt, ikke helt ved siden af? Børnene var i hvert fald glade for manden, så meget de nu kunne være for én, hvis job det var at straffe dem, der stjal, hvilket alle ungerne gjorde for at overleve. Men det var nu ikke kun børnene, der havde haft en positiv ting eller to at sige om drabanten, og nu ville Gabriel møde ham. Se om han kunne bruge ham til noget.