En lut og et krus øl

[Staffan Brygger]

Beau Svalehale
Sen blæsende aften, på Falken og Kronen

---

Et muntert smil hang om læben på krodrengen, som han serverede fire store krus øl på det runde bord. Stemningen var høj denne sene, kolde aften og en sjofel fælles sang om en særlig Nådigfrue i Levagny kunne høres ude på gaden. I hjørnet førte skjalden sangen an og blev allernådigst bakket op af et rungende kor fra stuens klientel og beværtning når sangen bød op til deres deltagelse. Selv Staffan sang med, skønt han svang om sig med mad og drikkelse, så han måtte smøge ærmerne op, for at de hærdede krodrenge-arme kunne få luft til at arbejde. Sangens ende, anledte til en klapsalve til den gæstende skjald, men også hinandens yndige sangstemmer. En muntert summen af stemmer genoptog, da Flora Brygger spillede lidt til baggrunden, imens skjalden fik en pause. Staffan bragte ham et krus øl og en bid mad. "En klassiker." Smilte han muntert, "Kender du den med jomfruen der skar strå?" Spurgte han opfordrende, "Jeg er sikker på de er møre til mere af den slags." Sagde han så og gjorde en gestus til det muntre klientel ude i krostuen.

[Beau Svalehale]

Beau prustede et udmattet støn fra sig, da han landede tungt i stolen efter underholdningen, der havde skabt en fantastisk glædelig atmosfære i kroen. Den store forsamling af gæster, den tætte druk af alkohol og varmen fra pejsen havde fået temperaturen i kroen til stige, så det at hoppe rundt med en lut, endda fra stol til stol på et tidspunkt, synge sine lunger ud og være anfører for underholdningen, havde givet sved på panden for trubaduren. Det mørke pandehår klistrede en anelse til den glinsende pande.

Så da krodrengen, Staffan Brygger, kom med drikkelse og føde, var det som en gave fra Guderne. Beau grinede diskret, da krodrengen henvendte sig til ham med et forslag til næste sang.

"Jeg tror, du har ret," svarede Beau med et smil, og rakte ud efter kruset med øl, "I deres tilstand er jeg sikker på, at enhver sjofel sang, de kan synge med på, vil falde i god jord," forsikrede han. Så tog han en slurk af øllen, inden at han straks trak tallerkenen med mad til sig; et stort kalkunlår med brød og kartofler skreg på ham.

"Beklager det med stolen, forresten. Jeg havde regnet med, at den kunne holde.." undskyldte Beau med munden fuld af kalkun, og nikkede kort over sin skulder mod hjørnet af krostuen, hvor de sørgmodige rester, af hvad der engang var en stol, var placeret. Hans stunt under sangen havde uplanlagt krævet en stols ofring.

[Staffan Brygger]

Han lo lidt, som han stillede tallerknen foran den mørkhårede "Uden tvivl.", det var sandt at når først procenterne flød og stemningen var muntert, ja så kunne selv en sober vise om årstidens sæsoner få en sjofel klang, omend den faktisk var ganske uskyldig. Så når man serverede de hentydende sømandsviser og soldater marchsange, ja så bad man jo decideret om lumre grin og fællessang.
Han skød et blik mod de sørgelige rester af den maltrakterede træstol. Han førte en hånd om i nakken og kløede sig lidt der. "Jaeh.." Trak han lidt på det, "Den må vi nok hellere trække fra." Sagde han så med et spøgefuldt glimt i øjet.

"Hvor har du i grunden lært det henne?" Spurgte han så interesseret og gled ned på en stol overfor trubaduren. Tydeligvis hentydende til det stunt der kostede den omtalte stol, sit liv.

[Beau Svalehale]

Siddende bøjet hen over tallerkenen, skimtede Beau op på krodrengen med et spørgende udtryk og kinderne fulde af kartoffel. Det mørke hår faldt foran hans øjne. Så rettede han sig op og tørrede munden med håndryggen idet at han fik tygget af.

"Det kan jeg ikke engang huske.. Det er flere år siden.." sagde han så bundærligt, og lænede sig tilbage i stolen. Han kløede sig en stund i nakken og så eftertænksomt ud i lokalet. Det var væk. Men det var måske også fint nok med tanke på, at det højst sandsynligt havde været et hundeshow.
"Men det virker - folk jubler hver gang." 

Beau lod sine øjne finde krodrengens, "Du er sønnen af kroejeren, ikke sandt? Steffen? Staffen?" lød han overbevist og med en pegende finger.

[Staffan Brygger]

Staffan nikkede lidt, bekræftende at den anden havde haft ret. Folk havde jublet. Han skød et bryn i panden ved trubadurens forsøg på at udtale hans navn. "Jo, - Staffan." Tilbød han, "Og dit navn er?" lød det efterfølgende. Staffan anede ikke hvordan trubaduren var endt med at optræde her, så vejen hertil interesserede ham lidt. "Er du gennemrejsende, eller har du været i Levagny længe?"