En hjælpende hånd [S]

[Helene af Suilleaux]

Helene kunne godt lide Lanvals tøvende berøringer. Han fik det til at kilde i hendes tæer. Hun lagde sig villigt ned på ryggen, før hun nikkede.

Ud over at det føltes godt, ville hun også gerne give ham det. Hun kunne ikke takke på andre måder, men hun kunne takke ham sådan her.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval gik igang med at binde hendes undertøj op og da han forsigtig havde taget det hele af, betragtede han hende et øjeblik i det spæde skær fra månen som lyste værelset op. Han smed sig dog hurtigt op til hende og kyssede hendes læber igen, mens han selv begyndte at famle med sine egne bukser.

"Du er en smuk kvinde Helene." Sagde han hæst ind imellem et kys. Han havde lyst til at være tættere på hende og da han fik skubbet bukserne af, lagde han armene om hende og pressede sig ind mod hende.
"Må jeg røre dig dernede?" Spurgte han og lod sin hånd glide ned ad hendes mave. Han vidste ikke om det ville være rart for hende, men han havde lidt lyst til at udforske hendes krop, hvis det var i orden.

[Helene af Suilleaux]

Helene rystede svagt af kulde og hjalp Lanval af med tøjet, så han kunne komme ned til hende og varme hende op igen. Hun smilede lidt over det hensynsfulde spørgsmål og rystede så på hovedet.

"Ikke endnu," bad hun lavmælt. "Kys mig først. Jeg fryser. Jeg vil have dig helt tæt på."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval frøs også lidt nu, men hellere det end ikke at føle hendes bløde hud mod hans. Han trak dog forsigtig tæppet på sengen over dem, så de da i hvert fald havde lidt mere varme. Det var ikke ligefrem et silketæppe, men det beskyttede dem da lidt mod kulden.
"Så må du hellere komme helt tæt på." Sagde han med et skævt smil og lagde sig ved siden af hende og trak hende ind til sig, mens han kyssede hendes læber. Derefter lod han sin ende hånd glide hen over hendes krop, bryst og mave, i et forsøg på at varme hende lidt.

[Helene af Suilleaux]

Helene krøb ind til Lanvals varme krop og kyssede ham. Når han smilede lignede han en gavtyv og der var noget ufattelig charmerende over det. Hun lod ham røre ved sig, varme sig under det lille tæppe og trøste hende efter hendes hårde medfart.

"Tak fordi du reddede mig," mumlede hun, tæt mod hans læber, imens hun tog hans hånd. Hun førte den ned imellem hendes ben. Hendes taknemmelighed trak hende langt.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval følte sig efterhånden lidt mere selvsikker, måske mest fordi Helene var så villig og ikke på grund af hans egne evner, men det betød dog stadig noget. Han gengældte hendes kys og lod hænderne vandre rundt på hendes krop, indtil de begge havde fået varmen igen.

Da hun talte trak han sig lidt væk og smilede en anelse skævt. "Det skal du ikke tænke på. Du skylder mig intet." Sagde han, men kunne alligevel ikke lade være med at smile en anelse mere da hun ledte hans hånd ned mellem hendes ben, hvor han rørte forsigtig ved hende, uden helt at vide hvad han gjorde. Følelsen tændte ham dog ret meget.
"Vis mig hvad der føles godt." Sagde han med en hæs stemme og kiggede hende i øjnene med et lettere mørkt blik.

[Helene af Suilleaux]

Helene skyldte Lanval en hel del, men insisterede ikke på det. I stedet ledte hun flovt hans fingre og lukkede øjnene. Hun havde ikke tidligere måtte bede om hvad hun godt kunne lide, for Lancelin af Suilleaux var en mere erfaren mand og trods sine mange (mange) fejl og mangler, så var han en fremragende elsker.

Hviskende i mørket imellem dem, satte den unge grevinde ord og lyd på hvad der føltes rart, men hun lod ham ikke længe ligge og røre ved sig. I stedet tog hun hans hånd væk og skubbede blidt til ham, indtil hun lå med et ben på hver side af ham. Hun anede ikke hvilken erfaring han havde eller ikke havde, men hun ville gerne give ham en mere, så hun tog fat om ham og holdt ham, imens hun selv sænkede sig ned, til han var omgivet af hende.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde ikke så mange, mange fejl som sin onkel, men det kunne selvfølgelig stadig nå at ske. Han var dog ikke en fremragende elsker og det blev nok også tydeligt, mens hun guidede ham gennem hvad der føltes godt.
Da hun blidt skubbede ham om på ryggen, fulgte han villigt med men da han så hvad hun gjorde spærrede han øjnene op et øjeblik, men den efterfølgende følelse var så god at han lod det ske og tilmed slap et afdæmpet støn over sine læber.

"Du er så dejlig." Sagde han hæst mens han betragtede hende med et betaget blik i sine øjne. Det føltes næsten ubeskriveligt, himmelsk, nærmest den bedste følelse han nogensinde havde mærket. Han rakte sin hånd mod hende og lod fingerspidserne glide op ad hendes krop og bryst.

[Helene af Suilleaux]

Helene glødede lidt under den unge mands betagelse. Det var intet vidunderligt eller noget, der fik hende til at gispe efter vejret, men han var sød og blid og hun synes han fortjente at føle nydelsen, imens de begge fik varmen. Hun tænkt ikke over konsekvenserne. Ikke lige nu.

"Schh," mumlede hun blidt og vuggede ind imod ham. Hun kunne lide det, naturligvis, men det overvældede hende ikke.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval forsøgte at være stille, men det var ret svært fordi han var totalt overvældet af nydelse og følelser han aldrig havde mærket før. Han var en ung mand og derfor gik der heller ikke længe før han vred sig en anelse og bed tænderne sammen for ikke at larme. Hele hans krop spændte sig under hende, hvorefter han blev helt slap.
Derefter blev han bare liggende og trak vejret dybt, mens hans blik hvilede på hende. Han så på hende, som om hun var en eller anden engel som guderne havde sendt til ham.
"Helene." Hviskede han afdæmpet og hæst, mens han prøvede at få vejret.

[Helene af Suilleaux]

Han holdt ikke længe. Igen fandt hun sig selv i en sammenligning hun ikke ville være ved og hun druknede sine tanker om det i et dybt kys, som hun dykkede ned i, selv imens han skrumpede i hende.

Hun krøb tæt ind til ham, selv imens hun lagde sig ned på siden og holdt fast. Rummet var koldt og han var så dejlig varm. Varm og sikker.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde muligvis lige haft en af de bedste oplevelser i sit liv og han følte sig helt betaget af Helene og det hun havde givet ham. Han gengældte lidenskabeligt hendes kys og lod hænderne vandre rundt om hendes krop, hvorefter han trak hende tæt ind til sig som hun lagde sig ned.

Lanval kyssede hende på panden og lod en hånd hvile på hendes hår, mens han med den anden trak tæppet godt op over hendes skuldre. Derefter lukkede han sine øjne i. Han burde tage tilbage til væbnerskolen med det samme, men det var så sent og han var så udmattet. Desuden, følte han ikke han kunne lade Helene være alene i mørket, så hellere smutte hende når solen var oppe og en ny dag stod for skud. Han måtte dog gå ved daggry.

[Helene af Suilleaux]

Helene og Lanval havde ikke meget plads i sengen, så de lå helt tæt og holdt om hinanden. Det var ikke det mest komfortable, men det var vældig rart alligevel. Hun fandt plads til små kærtegn i løbet af natten, men da hun vågnede var hun radbrækket og måtte ud af sengen.

Der hang tørt tøj, omend det ikke lignede noget i en standard hun var vandt til, men inden Lanval vågnede havde hun klædt sig på, kysset ham på panden og var gået ud i templet for at se den nye virkelighed i øjnene.

Lanval ville få seriøse problemer med sin ridderherre på hendes vegne, men det tænkte hun egoistisk ikke over.

Lukket?