En hjælpende hånd [S]

[Lanval af Suilleaux]

Helene af Suilleaux

Det var søndag nat og byen lå stille hen. Lanval sad på sin hest i en gyde i nærheden af byhuset hvor Helene befandt sig. Han havde arrangeret at en af hendes tjenestepiger hjalp hende med at slippe ud, hun skulle tage tjenestepigens tøj på og så ville pigen selv iføre sig hendes tøj og lægge sig i hendes seng. Det ville give dem lidt tid, nok tid til at han kunne hive hende op på hesten og ridde væk derfra og hen til klostret. Derefter, ville Lanval hjælpe tjenestepigen med at finde et andet arbejde.

Lanval var ikke sikker på hun ville komme, der var stadig den mulighed at hun ville vælge at blive hos Lancelin af Suilleaux . Lige meget hvad hun valgte var han på hendes side. Han vidste det ikke var nemt for en kvinde at forlade sin mand, specielt ikke en adelskvinde hvor resten af hendes liv nok ville blive påvirket af det.

Da det så småt begyndte at regne, trak Lanval hætten over sit hår og man kunne kun svagt se hans ansigt og genskæret fra månen i hans øjne. Han strammede grebet om hesteremmen og fik hesten til at bevæge sig lidt frem, så han kunne spejde efter Helene og se om hun snart dukkede op. Hans hjerte bankede hurtigt. Hvis nogen fandt ud af at han havde hjulpet hende, ville han nok få problemer.

[Helene af Suilleaux]

Helene var desperat. Det var kun så længe hun kunne undgå Lancelin af Suilleaux og han ville acceptere det. Hun vidste at hendes liv var én stor stakket frist til det næste overgreb, hvad end det var mentalt eller fysisk. Derfor havde hun sagt ja til Lanvals tilbud og derfor var hun nu på vej ud af tjenestefolkenes udgang fra byhuset med hamrende hjerte. Hun kunne blive stoppet hvad øjeblik det skulle være, men der var ingen der så hende i natten. Hun løb, da døren var lukket og var nær løbet direkte ind i hesten, der stod i gyden med Lanval siddende på den i regnen.

Det hele gik så hurtigt. Han hev hende op bag sig i sadlen og hun klamrede sig til hans form, imens hun blev gennemblødt på turen. Heldigvis var den kort. Det ville være tragisk at blive dødssyg på vejen hen til tempeldistriktet.

[Lanval af Suilleaux]

Der var ikke tid til en høflig hilsen eller et kram, ikke nu. Lanval hjalp Helene op på hesten og slyngede de få ting hun havde med sig om på ryggen. Regnen og mørket skjulte dem mens de red gennem Levagnys gader, men der var stadig en risiko for at de ville blive opdaget. Lanval red hurtigt, men ikke så hurtigt at de ville tiltrække vagternes opmærksomhed.

Lanval red om bag ved klosteret, hvor der stod en præstinde og ventede på dem i en lille bagindgang. Han hjalp Helene ned fra hesten, bandt den fast til den nærmeste pæl og tog hendes hånd og førte hende med ind i klosteret. Præstinden talte ikke til dem, men viste dem vej op til Helenes kammer, som bestod af en beskeden seng, et tændt ildsted og et lille bord med en stol.
"Vi spiser imorgen tidligt klokken 6." Sagde præstinden, hvorefter hun lagde skiftetøj til Helene på bordet, samt en nøgle til hendes værelse. Derefter forlod hun dem, uden at lukke døren.

"Helene." Sagde Lanval og trak hende ind i et kram, selvom de begge var våde efter rideturen i regnen.

[Helene af Suilleaux]

Helene var konstant opmærksom og bange på turen. Da hun stod indenfor i templet, dryppende, men sikker, brød hun sammen i Lanvals arme. Hun klyngede sig til ham, velvidende at han ikke kunne blive. I Yphions klostre boede kun kvinder, men for nu holdt hun hårdt fast i ham, rystende let, også af kulde.

"Tusind tak," mumlede hun ned mod hans skulder. "Tusind tak, Lanval."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval holdt godt fast i hende da hun endelig tillod sig selv at slappe af. Hans arme krammede hende hårdt, men på en beskyttende måde, ikke en aggressiv måde. Forsigtig ledte han hende hen at sidde på sengen og satte sig ved siden af hende.
"Så. Sæt dig ned." Sagde han mens han stadig havde armene om hende. Hun havde brug for at få alting ud, gråd, frygt, hvad det end måtte være og han var hendes blanke lærred hvor hun kunne male alle sine følelser og komme af med det.

[Helene af Suilleaux]

Helene kom ned at sidde, men havde stadig armene om Lanval. Faktisk endte hun nærmest med at sidde ovenpå ham. Hun frøs og han var varm, så hun krøb op på hans skød og klyngede sig til ham. En let rysten gik igen igennem hende.

Snart opsøgte hun hans læber. Det havde været trygt at kysse ham tilbage i stalden i Rouvry og det føltes trygt at gøre nu. Døren stod åben, men ingen var på vej forbi. Hans læber var bløde og hendes kys var insisterende.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval trak hende ind til sig. Tættere end han nogensinde havde holdt på en kvinde. Han kunne mærke hun frøs og han begyndte forsigtig at løsne hendes overtøj, for at befri hende fra det våde tøj. Det var i hvert fald det han fortalte sig selv var grunden.

Da hun kyssede ham, lukkede han øjnene i mens han fumlede videre. Det føltes godt, ligeså godt som det havde gjort i stalden. Han var bare mere forberedt på det nu. Det var forløsende efter en aften som denne. Han lod hænderne glide op i hendes hår, der var vådt ligesom hans eget. Langsomt lænede sig længere tilbage mod sengens madras indtil han tilsidst lå ned og førte hende med sig. Det eneste han ønskede var at være tæt på hende, så tæt de kunne være uden at han ville gøre hende bange.

[Helene af Suilleaux]

Helenes overtøj faldt på gulvet og hun selv gled ned i sengen med ham. De var begge to våde, men hun fik varmen af at være tæt på ham. Hendes knæ fandt plads på hver side af ham og hun fortsatte med de kys, der drev alle andre tanker væk fra hende. Bare at svælge i at det føltes godt og at han var tryg og rar at være sammen med, var nok til at hun ikke havde lyst til at stoppe.

Der var intet usædvanligt ved at novicer havde besøg på deres værelser, så da en anden novice gik forbi og ikke så ind, lukkede de døren i uden den store lyd. Der blev mørkere og Helene krøb tættere på Lanval.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde virkelig ikke forestillet sig at dette skulle ske. Han havde bare ville have Helene i sikkerhed. At han så også skulle ende med at være intim med hende, var ikke noget han klagede over, men det oversteg hans forventninger for aftenen. Da hun satte sig til rette, mærkede han hele sin krop blive varm og spændt. Han trak vejret hurtigere, mens han stakåndet kyssede hende. Hun var så blød og rar at røre ved og hans hænder gled ned over hendes hår, til hendes skuldre, ryg og hofter.

Lanval bemærkede ikke at nogen lukkede døren. Nærmest heller ikke at det blev mørkere og ildstedet langsomt døde, mens regnen tog fat udenfor. Lanval begyndte at få det varmere og han gik igang med at binde sin egen kappe op og derefter løsne sin overdel, så han kunne få den af. Det var en smule kompliceret at gøre det mens han kyssede Helene, men han kunne ikke få sig selv til at slippe hendes læber, ikke nu. Et kort øjeblik, løftede han sin overkrop lidt for at trække sin skjortebluse af hvilket afslørede hans overkrop, som bar præg af at han trænede hver dag.

[Helene af Suilleaux]

Hvad var ved at ske? Helene var omtåget og formåede ikke at stoppe op og tænke. Lanval tog tøjet af og hun lod en hånd glide op langs hans hårde overkrop med et skælvende suk. Hendes tøj var vådt og hun trak selv overkjolen og siden underkjolen af, til hun sad i intet andet end broger og strømper, der var bundet under knæet.

Hun var gift med Lancelin af Suilleaux, men havde behandlet hende frygteligt. Lanval var blid og omsorgsfuld og selvom hun ikke følte for ham, som hun ikke kunne stoppe med at føle for sin mand, så var hun ivrig efter at drukne ham ud af sine tanker.

[Lanval af Suilleaux]

Følelsen af hendes hånd på hans brystkasse var som en brændende fornemmelse. Da hun begyndte at tage tøjet af, sank han en klump og følte sig hæs og mundlam. Han havde aldrig set en kvinde tage tøjet af foran ham og hendes krop var så smuk at se på at han ikke kunne fjerne sit blik.

Forsigtig, lænede han sig op og støttede sig på sin hånd, mens han rakte ud og lagde sin frie hånd på hendes kind. Han så hende i øjnene og smilede.
"Du er smuk." Sagde han og kyssede hendes hals og skulder. Hun var smuk og sørgmodig på samme tid. Lanval var usikker på hvad han følte for hende, men lige nu var det eneste han tænkte på at forsøge at give hende et øjeblik hvor hun kunne glemme alting. Hvis hun bad ham om at stoppe, ville han dog gøre det øjeblikkeligt.

[Helene af Suilleaux]

Helene var meget sørgmodig, men hun var også en overlever. Hun kastede sig i Lanvals arme, fordi det føltes godt. Hans fascinerede kompliment skyllede over hende og hun fugtede læberne.

Hun sad der med benene på hver side af ham og lod sine fingre glide gennem hans hår, imens han kyssede hendes hud.

"Rør ved mig," mumlede hun. "Tag mig."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval havde kun erfaring med kys og det var endda ikke særlig meget. Han anede ikke hvad hun mente med det hun sagde. Det gjorde ham en smule nervøs et øjeblik, men så skubbede han tanken til side og forsøgte at blive i øjeblikket.
"Hvordan? Jeg. Helene, du må vise mig hvordan." Sagde han og lod sin hånd glide ned af hendes krop og landede lidt tøvende på hendes bryst. Lanval så på hende med et lettere undskyldende blik, han følte sig en smule utilstrækkelig, men han ville virkelig gerne gøre hende glad.
"Hvor skal jeg røre dig?" Spurgte han og mødte hendes blik. Han var virkelig bange for at gøre hende ondt.

[Helene af Suilleaux]

Helene blinkede. Lancelin af Suilleaux vidste altid præcis hvad han skulle gøre, så det her var uvant. En svagt munter lyd forlod hende et øjeblik, før hun tog hans hånd og lagde den over sit bryst.

"Her," mumlede hun, før hun opsøgte hans læber igen.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval sank en klump over hendes muntre lyd. Han ville ønske han kunne være bedre til det her, men sådan var det jo når man var nybegynder. Forsigtig lagde han sin hånd på hendes bryst og tog lidt fat, dog stadig ret forsigtigt. Samtidig gengældte han hendes kys, mens han mærkede hvordan følelsen af hendes krop langsomt havde en effekt på hans også.

Derefter lagde han armene om hende og gled forsigtig ned at ligge på sengen, så han bedre kunne bruge sine hænder på at gøre det hun havde lyst til. Han lagde hende på ryggen, mens han selv støttede sig på sin ene arm og lod sin hånd udforske hendes krop.
"Må jeg tage det af?" Spurgte han lidt usikkert og skævede ned mod resten af hendes tøj.