Flyvende bæltespænder og beskidte røvfutteraler!

[Theuderic af Sangy]

Tilegnet Tómas af Sangy
Sangys byhus, omkring middagstid

---

Theuderic var i et humør. Sådan et humør hvor man ikke helt kunne finde ud af om man havde lyst til at bralle af, eller give op. Med et fladt udtryk og et bebrejdende blik, kørte han den ene æblebåd ind i kæften, efter den anden. "Du ved godt, at det kommer til at koste os ret dyrt, hvis pigebarnet begynder at piske rygter op om dit temperament og had til kvinder, ikke, Tom?" brummede han med anklage og let irritation i stemmen. Han havde stadig ikke tilgivet den yngste broder at skabe så megen kaos i forlovelsen til Josephine af Aren . Det havde bragt Theuderic en fandens masse ekstra arbejde. Han gumlede æblestykket færdigt og sank det, inden han rakte ud efter pokalen med vin. Det var nu på 30. minut, at han havde forsøgt at få Tómas til at ændre holdning i forhold til den forestående alliance, men det synes ikke at komme nogle vegne og Theuderic kunne næsten mærke de grå hår vokse.

[Tómas af Sangy]

Det var ikke med god vilje at Tómas havde taget plads ved køkkenbordet overfor sin storebror. Tværtimod, følte han sig lettere tvangsindlagt til denne..Terapi-session, eller hvad end man skulle kalde det. Tredive minutter. Tredive forbandede minutter havde han nu siddet der og lyttet til sin brors braller og jammerligt idiotiske argumenter for, hvorfor og hvordan Tómas blot skulle bide tænderne sammen. Hans hoved var allerede helt ørt og han sad således nu og masserede sine tindinger i frustration over den hovedpine hans ældre bror havde påtvunget ham. ”Og du ved godt at jeg er pisseligeglad, ikke?” Spurgte han irritabelt. Ikke at han egentlig var det…Men det var trods alt ikke ham, der en dag skulle være lensgreve. ”Du kunne have valgt hvem som helst til mig..Og så skulle du absolut vælge landets mest umulige kvindemenneske! Hvad havde du forestillet dig?” Snerrede han vredt. ”Jeg gør det ikke Theud. Jeg gifter mig ikke med hende. End ikke for din eller lenets skyld. Det er mit liv.” Tonen var bestemt. Vedholdende, som kun stædige Tómas til tider kunne være det.

[Theuderic af Sangy]

Endnu et træt suk forlod storebroderen, som Tómas' vandfald af ytret modstand væltede ud på ny. "Okay, men hvem så?" Spurgte han opgivende. "Hvis ikke du vil have Josephine af Aren , hvem vil du så have?" Spurgte han og stillede vinglasset på bordet, inden han lænede sig tilbage i stolen med hænderne omme i nakken. Afventende.

[Tómas af Sangy]

Et dybt og opgivende suk forlod Tómas, som han lænede sig godt tilbage i træstolen. Han brummede lettere utilfredst over storebroderens iver over at gifte ham væk, men han slog så lidt opgivende ud med armene. ”Det ved jeg ikke..Hvem som helst…Mirielis af Lemaux …Eller…Eller hende den lille mørkhårede…Corinne af Dison .” Foreslog han, som han lidt anstrengt rakte ud efter den pokal af vin, der stod på bordet ved siden af hans fødder. Den yngste broder havde trods alt en tendens til at smække benene op på bordet.

[Theuderic af Sangy]

"Arrangér det." Sagde han så og gjorde en affærdigende gestus med den ene hånd. "Jeg er træt at at du går rundt og ligner en tør torsk der er hevet op af vandet på en forkert årstid. Og jeg er træt af at du maler mit ansigt på Mortems krop." - "Du, finder din egen hustru og du har seks måneder til det." Lød det overraskende autoritært. "Ellers tager du Aren pigen."

[Tómas af Sangy]

”Fint…! Men jeg regner med at du gør det selv samme.” Vrissede Tómas tøsesurt og lagde armene over kors. ”Og fri mig endelig for dit pis om, hvor hårdt det er at være lensarving..”

Tonen var præcis lige så kølig og bestemt som broderens havde været det og han åndede tungt ud, som han lagde hovedet lidt udmattet tilbage.

[Theuderic af Sangy]

Theuderic havde troet at Tómas ville være lettet over muligheden.. måske endda glad. Men han var ligeså eddike fortørnet som ellers. Han passede jo nærmest sammen med den eddikesure komtesse. For så negative som de to kunne være sammen, så kunne det da næsten kun resultere i noget positivt?
Theuderic sukkede opgivende og klemte næseryggen mellem to fingre. "Jeg har styr på mit eget." Sagde han, fortsat i den opgivende tone. Han skød dog brynene i vejret, da lillebroderen tilføjede at han skulle holde kæft om livets surheder som arving. "Hvad mener du med det?" Spurgte han undrende. Han synes da bestemt ikke at have været sølle omkring det faktum.. ihvertfald ikke i andres påhør.

[Tómas af Sangy]

Tómas forstod ikke at Theud ikke forstod. Kunne han da slet ikke se at det var tarveligt? Uretfærdigt, det han bad ham om? Han lod blikket falde, som han rystede på hovedet af broderen. ”Yeah, right…” Mumlede han stille, som han lod blikket glide omkring. Ved broderens spørgsmål. For en stund lod han tavsheden flyde, men han atter åbnede så munden igen, velvidende om at Theud næppe ville bryde sig om, hvad der kom ud alligevel; ”Jeg er ikke en knægt længere Theud…Og jeg er træt af at du behandler mig efter det.” Kom det så. ”.…Som om du med et dumt ægteskab for mit vedkommende kan kompensere for resten af familiens løssluppenhed og frihedstrang. - Så kan du og Aelin Mélanie af Sangy rende rundt og have det pissefedt, mens folk sidder og griner af mig i de lokale krostuer…”

Sjældent var det set at Tómas flippede eller brokkede sig som han gjorde nu. Men han var træt af det. Træt af at være det evigt glemte midterbarn. ”Du af alle burde vide hvordan det er at være toer…” Mumlede han, som han atter vendte blikket fra broderen, der i mange år måtte have lide under selv samme problematik for deres afdøde bror. Kunne han da ikke se hvor dødsygt det var at skulle sidde og være ’lensgrevens rådgiver’ uden nogensinde egentlig at have megen reel indflydelse?

[Theuderic af Sangy]

Tómas' udbrud kom lidt bag på ham. Han så nok derfor også lidt underlig ud i ansigtet. "Tómas, jeg holder op med behandle dig som et barn, når du holder op med at té dig som et." Irettesatte han, "Du er seksogtyve år gammel. Hvor meget mere tid vil du have? Vil du være treogtredive ligesom jeg, inden du føler et ægteskab er 'retfærdigt'?" Theuderic følte en indre stigende harme over de konstante personlige beskyldninger der blev rettet mod de beslutninger han traf, som overhovedet ikke var rodfæstet i noget af alt det Tómas sagde.

Han bevarede dog roen og lænede sig lidt indtil bordkanten.

"Ægteskabet til Josephine, har intet andet formål end at tjene familien. Det er ikke en kompensation eller en straf, det er en alliance der sikrer at der er brød på bordet i dag og i morgen og om fem år. Således at dine børn ikke kommer til at gå sultne i seng." Lød det skarpt. "Aelins tur kommer også, og min egen." - "Det er en almen del af livet, Tómas og det ved du godt."

Theuderic åndede tungt ud og foldede armene over kors, idet han lænede sig tilbage i stolen igen, ved Tómas' sidste spidse bemærkning. "Ja, og nu er jeg treogtredive og skal indhente mange år på kort tid, fordi jeg har føjtet for længe."

[Tómas af Sangy]

Theuderich’s ord ramte ham som en hammer. Hårdt, som et nådesløst slag. Den mørkhårede ridder kunne dog umiddelbart mærke at han blev mere ked af det end vred. For han vidste inderst inde måske nok at broderen havde en pointe…Men det ændrede alligevel ikke på alle de indestængte følelser han sad inde med. Således, lod han tavsheden fylde, som han sad der med korslagte arme og stirrede ud i tomrummet. Han bed tænderne fast sammen og som om Theuderich ikke eksisterede, rettede han så atter blikket imod vinduet. For hvad mere skulle han sige, end det han allerede havde fået afløb for?

[Theuderic af Sangy]

Den nu, ældste Sangy, betragtede lillebroderen i et stykke tid, afventende hans respons. Da han umiddelbart blot stirrede fornærmet ud af vinduet og ellers haspede kæberne i, sukkede Theuderic endnu en gang og lænede sig tilbage i stolen. "Hvornår får jeg en melding på hvad du vil, Tómas?" Lød det næsten opgivende, "Om det skal være Josephine eller Corinne, eller Rosamund, eller Francétta, eller Lynnette.. Eller hvem pokker du nu render rundt med?" - "Reginalde vil kræve en forklaring og jeg kan kun holde ham hen så og så længe."