Flammehav

[Iltier Paschalis]

Caspian af Vigny

Vintermørket havde efterhånden ramt landet og derfor var der mange stearinlys tændt i det store Mithras tempel for at oplyse de store sale. Når man kom ind, gik man direkte fra aftenmørket til et flammehav af stearinlys der lyste de smukke vægge op der var prydede af malerier og mosaikker. Der var stille derinde, nogle sad på knæ og bedte og andre gik rundt i stilhed i dybe tanker.

Iltier gik rundt og tændte røgelse, med sin hætte trukket godt hen over sit ansigt. Hans blik gled hen over de mennesker der befandt sig i templet, han var opmærksom på dem, men gav dem også plads til at være sig selv. Det var ikke alle der ønskede at snakke i templet, nogle kom blot for at finde fred.

Da en af præsterne kom gående mod ham og bad ham sætte sig ind i skriftestolen mens han holdt en pause, slukkede han sin tændstik og satte sig ind på bænken og lukkede døren efter sig. Han lænede hovedet bagud og hvilede det på trævæggen bag sig, mens hans blik flakkede hen over det tætte metalgitter, som næsten forhindrede ham i at se personens ansigt som ville sidde i rummet ved siden af.

[Caspian af Vigny]

Caspian gjorde tegn livvagterne om at blive stående uden for templet, inden han selv skred ind i det ærefrygtindgydende rum. Med alle de levende lys var det som at blive omfavnet af solguden selv, og han måtte kortvarigt dække øjnene, inden synet vendte sig til omgivelserne. Han svajede en smule på benene efter at have tilbragt det meste af aftenen i en opiumhule.

Det var ikke særlig ofte, Caspian af Vigny befandt sig i Mithras’ tempel. Generelt udsatte han besøget så længe, hans samvittighed tillod det. Men det var selvfølgelig forventet, at han blev set skrifte i gudernes tempel, især for at rense sin sjæl inden han indgik i den hellige giftepagt med komtessen af Vigny. Og efter at have set frygtelige syner af rasende guder i sin opiumrus, vidste han, at tiden var inde.

Caspian rankede ryggen og undertrykte den stigende følelse af panik, idet han gik op ad altergulvet mod skriftestolen. Måske var det på grund af opiumrusen, men det føltes, som om guldstatuen af Mithras stirrede fordømmende på ham. Han følte dens øjne i nakken, da han satte sig ind i det lille kammer og lukkede døren. Væggene pressede ind omkring ham i det klaustrofobiske lille rum. Han kunne se skyggen af en præst gennem metalgitteret.

"Jeg er kommet for at skrifte, præst," lød hans stemme, mere hæs end han havde intentioner om.

[Iltier Paschalis]

Det var egentlig ikke Iltiers yndlingsopgave, han følte ofte det var en smule ubehageligt at sidde og høre på alle de ting folk gjorde. Nogle gange var det ganske beskedent, som eksempel de ældre kvinder der havde tænkt på en anden mand end deres ægtemand, men når han hørte folk snakke om at de slog ihjel og opførte sig som dyr, følte han en tung byrde på sine skuldre når han trådte væk fra skriftestolen.

"Tal frit, jeg er her kun for at lytte til dig." Sagde han. Herinde var der ingen titler eller høflige tiltaleformer, her var kun det som folk fortalte og gudernes tilstedeværelse. Det var et helligt rum, frit for de menneskelige regler og traditioner.

Derefter vendte han blikket mod metalgitteret, så manden med den hæse stemme kunne fornemme at han havde hans opmærksomhed. Hans blik ville nok have virket intenst, hvis ikke det var skjult af det tætte metalgitter.