Bag paladsets mure

[Éduin af Lemaux]

Opslugt i Orielle, med lukkede øjne og i et kys, opdagede Éduin end ikke Talon Våbensmeds tilfældige blik mellem brædderne. Et intimt, lystbetonet og hemmelighedsfuldt øjeblik, der i uopmærksomhed nu var blevet opdaget, og satte derved alt imellem Orielle og Éduin i en faretruende position. Drabanten havde fået et indblik i noget, som Dronningen og hendes livvagt ellers havde været så opmærksomme på at holde skjult i skyggerne. Det kunne have fatale konsekvenser for livvagten, der nu blev opdaget i sit forræderi mod Kronen. En magt, som den høje drabant nu besad.

Kysset havde været lidenskabeligt. Som de stoppede, og han lagde panden mod hendes, var hans vejrtrækning således også en anelse påvirket. Det mørke, tykke pandehår faldt mod hendes blonde, der duftede af liljer.

"Jeg er her.." bekræftede han lavmælt.

Lyden af hurtige skridt hen over staldens sten kom nærmere og nærmere. "Ridder Lemaux?" lød stalddrengens stemme, som han nærmede sig båsen. Éduin fjernede sig fra Orielle, ikke af lyst men af pligt, lige akkurat i tide til, at stalddrengen nåede den tomme bås.

Stalddrengen gjorde store øjne af synet af sin Dronning og bukkede ærbødigt dybt, "Hendes Kongelige Højhed!" udbrød han overrasket.

"Pinot, det er okay," indskød Éduin, for at få stalddrengen til at tage det roligt.

[Orielle af Falanie]

Hun var stadig vred på ham. Alligevel havde det været så svært for hende helt at give slip, og truslen om et andet arbejde havde ikke været end tomme ord for at få ham til at fortælle hende sandheden; noget hun i virkeligheden nok helst havde været foruden.

Da de endelig brød kontakten mellem deres læber, søgte hendes lyse blik op mod hans brune øjne. Hun kunne både se og mærke hvor ægte det var; Éduin måtte være i fuldstændig vildrede. Til deres eget held stod de kun tæt, og det kunne til en afveksling lige at de blot hviskede til hinanden.

"Min livvagt fortæller at du arbejder flittigt, Pinot. Det vil du blive godt belønnet for" Hun sendte ham et varmt smil før blikket gled tilbage mod Éduin som hun forlod båsen. Sigende, ængsteligt og fast blandet sammen.

"Jeg venter dig senere." bemærkede hun.

[Éduin af Lemaux]

Éduin sank, som han betragtede Orielle forlade båsen. Han måtte kort holde sig i skinnet for ikke at følge hende, for i stedet at blive stående en smule rastløs. Stalddrengen bukkede for Hendes Kongelige Højhed, som hun forlod dem, og rettede sig så en smule overrasket op.

"Dronningen roste mig!" jublede Pinot hoppende, inden at han til sidst stoppede op over Éduins bekymrede blik, "Ridder Lemaux, tag det roligt. Jeg er sikker på, at hun også er glad for dig."

Éduin vågnede op af Pinots ord og han så på ham med det brune blik i tavshed for en stund. Så tog han en dyb indånding.

"Jeg tror, at du har ret, min ven.."

/Afsluttet?