Bag paladsets mure

[Éduin af Lemaux]

Efter episoden med Svari Våbensmed var historien blevet hvisket omkring i Levagny. Selv en lille fugl havde fået det ind over paladsets mure; en erkendelse, Éduin fik denne morgen, da et par tjenestepiger passerede ham udenfor staldene med en fnisen og lange blikke. Han måtte kort stå og tage det ind, at nok ville høre for dette i lang tid, og at han kun kunne håbe på, at det ikke ville ende for Orielle af Falanie 's ører. Det ville kræve et mirakel. 

___ 

Den store grå hingst prustede højt som den slog med hovedet. Éduin striglede den vanligt og kontrolleret med en børste, så støv svævede fra dens pels. Det var en typisk morgen i staldene, hvor hestene blev gjort klar til dagen. Vanligvis var de stalddrengene, der gjorde hestene klar, men Éduin var kendt blandt stalddrengene for at gøre sit for sin egen krigshingst, Roche, og de mange timer havde ikke blot gjort ridderens ansigt velkendt, men ligeledes udviklet sig til, at de var på fornavn.

"Éduin, er du sikker, at jeg ikke skal hjælpe?" spurgte den tolvårige stalddreng, Pinot, som han lænede sig op ad båsen. 
"Det er okay, Pinot. Jeg kalder på dig, hvis jeg får brug for hjælp," svarede Éduin roligt, uden at stoppe sit igangværende. Stalddrengen Pinot nikkede og skubbede sig væk fra båsen, "Aftale." Så løb han hen i den anden ende af stalden.

[Orielle af Falanie]

Selvom Orielle havde bestemt sig for ikke at lytte til sladder blandt sine tjenestefolk var det alligevel kommet hende for øre da en af hendes egne små fugle havde fortalt hende om hvad hun havde set og hørt. Det havde ikke huet dronningen, men hun kunne af gode grunde ikke have nogen mening om hvad hendes livvagt gik og lavede så længe han ikke slæbte pigerne med op på paladset.

Det var tilfældigt at hun netop kom forbi stalden med sit følge, og da lyden af Éduins stemme lød gjorde hun tegn til sine piger der hurtigt trak sig og forduftede. Den blonde kvinde åbnede døren og stod og betragtede ham i stilhed før hun efter et øjeblik klarede halsen for at gøre sig selv til kende.

[Éduin af Lemaux]

Det kom som en overraskelse, da en rømmen lød bag ham. En velkendt en af slagsen. Éduin vendte sig om og fangede Orielles blik med det samme. Et smil dannede sig fra hans mundvige over synet.

"Min Dronning," sagde han og bukkede let i nakken, "Smuk som altid." Et flygtigt blik over hendes skulder fortalte ham, at den sædvanlige flok af piger bag hende ikke var til stede.

"De er alene?" spurgte han roligt, og lod hænderne finde hvile foran sig, og med rank ryg nærmest tårnede.

[Orielle af Falanie]

Orielles lyse blå øjne blev små i et splitsekund i det hun tog ordene ind. Det var hans pligt at komplimentere hende og lige nu føltes det stik modsat; hult og følelsesløst. Hendes sind forsøgte at skubbe det hele til side, men de hvide knoer der malede sig på hendes hænder da fingrene knugede sig mod midten talte sin egen sag.

"Pigerne bryder sig ikke om lugten i stalden, og desuden ønskede jeg et ord med dem privat" svarede hun så rank som det overhovedet var hende muligt selvom hun mest af alt havde lyst til at slå ham.

Hendes tanker fik frit spil og det var ikke første gang at hun havde måtte sende en af tjenestepigerne ned i byen efter valerian som var det eneste der kunne få hende til at blive rolig; det og så Éduin. Men hun havde ikke inviteret ham ind i sin seng siden rygterne om smededatteren begyndte at ekkoe igennem gangene.

[Éduin af Lemaux]

Til trods for hendes ranke ryg og stolte fremtræden, så fangede den mørkhårede ridder hurtigt en kølig fornemmelse i Orielles stemme og blik. Det var fremmed i forhold til deres ellers så varme relation, de i hemmelighed havde skabt sammen. Det kom nu ikke sådan som nogen overraskelse, og Éduin havde gået og ventet på, at rygterne om smededatteren på et eller andet tidspunkt ville komme Orielle for øre. Af alle var det nærmest sikret, at hun ville få dem af vide.

"Orielle.." sukkede Éduin tungt, velvidende hvad det højst sandsynligt ville handle om, og til trods for at han mest af alt havde lyst til at gå tættere på hende, forblev han respektfuldt på sin plads.

"Hvad har du hørt?"

[Orielle af Falanie]

Noget ved det hele havde fået Orielle til at overveje slet ikke at bringe det op. At han var en så ubetydelig del af hendes følge at hun ikke kunne skænke ham sine tanker. Havde det bare været flygtigt; havde deres første nat sammen blot endt ud med den. Så havde det været en del nemmere for hende at lade det glide ud i sandet, for så var hun i sandhed ligeglad med hvad han foretog sig.

Men det var hun ikke. De var investeret og dybt forbundet til hinanden og Orielle fandt sig selv både vred og ked af det.

"Jeg har hørt nok" svarede Orielle roligt. Hendes lyseblå øjne flakkede kort som blikket søgte væk fra Éduins; som gjorde det ondt bare at se på ham.

"Jeg kom blot for at meddele dig at jeg har i sinde at bede min mand om at finde en anden stilling til dig. Du forstår vel at du ikke længere kan blive hos mig" Det skar alene at sige det. Men hun var fast besluttet. Hende skulle han ikke lege med på den måde.

[Éduin af Lemaux]

Panden rynkede og kæben spændtes tydeligt på Éduin, som Orielle direkte, kort og kontant, lagde kortene på bordet om sine overvejelser. Ridderens blik flakkede bekymret og nærmest mistroisk over hendes ansigt, idet at hun undveg hans øjne for alt i verden.

Han kunne ikke tro det. At Orielle ønskede ham fritaget sin stilling havde virket som nærmest en fuldstændig umulig tanke. For det første, så havde han svoret at beskytte hende for alt i verden. Hun kunne umuligt finde en der var bedre end ham. For det andet, så ville folk begynde at undre sig over hans pludselige fratagelse af stillingen, og hånligt koble det sammen med hans fars utilregnelighed. For det tredje, så betød det, at han ville se mindre til Orielle selv. På en og samme tid var det nærmest en værre straf end hvis hun var gået til Kongen Hamselv og fortalt om deres ugerninger med en hængning som resultat. 

"Orielle," Éduin gik et skridt tættere på, stemmen lavmælt, "- Hvis det er din måde at fortælle mig, at du fratager mig muligheden for nogensinde at være omkring dig igen, så kan du ligeså godt sende mig tilbage til Lemaux eller få mig hængt.." Hans blik hvilede fast på hende. 

Éduin tog en dyb indånding. Det stak i ham at komme frem til næste bemærkning, der bar grund på virkelighedens rammer.

"Desuden, den unge våbensmededatter er kun midlertidigt." I bund og grund var Orielle og hans affære det også, men de kunne formå at vedligeholde hemmeligheden længe hvis de ønskede, eller indtil at de ville blive opdaget. 

[Orielle af Falanie]

Hun var nødt til at være fuldstændig klar; han skulle vide hvad rygterne, eller nærmere sandhederne gjorde ved hende. Det ville være fuldkommen umuligt at have ham ved sin side velvidende om at han så en anden. En han måske hellere ville være sammen med; en som kunne give ham en fremtid, som Orielle ikke kunne.

Hun blev alligevel stående da han tog et skridt tættere mod hende. Hun burde have rykket sig. Generelt var der tusinde af ting hun burde have gjort når det handlede om ham. Alene måden han sukkede hendes navn fik hendes nakkehår til at rejse sig, og hun havde med et lyst til bare at kaste sine arme om hans hals.

Men hun forblev fast. "Tro mig, det havde jeg overvejet" bemærkede hun tørt imens de lyse bryn trak sig sammen. Da han begyndte at tale om smededatteren havde hun lyst til at slå ham; at han kunne være bekendt at nævne hende i hendes nærvær var afskyeligt.

"Hvorfor overhovedt rende efter hende? Tænder det dig at lege med hendes følelser, eller er det ungt kød du begære?" Hviskede hun arrigt som hun stirrede koldt ind i hans varme brune øjne.

"Du må da kunne forstå hvordan det føles for mig. Det er ikke mange dage siden du forlod min seng, og sæt dig så ind i hvordan det er at få fnisen og grin fisket ud af mine piger at du er blevet set næsten som Yphinon og Mithras skabte dig, spæne hen over markedspladen, eller hvor i al verden du befandt dig."

".. Jeg er ikke færdig" Hun løftede hånden og tog en hørlig indånding før hun fortsatte. "og så fortæller du at det er midlertidig, som at du med fuld overlæg har haft i tankerne at lægge med hende." Hendes ellers normale stemme rystede og hun følte sig helt kvalm.

[Éduin af Lemaux]

Ligesom Orielle havde Éduin en indædt lyst til at trække hende ind til sig. Men han forblev ligeså rank, som dronningen foran sig. Af respekt for Hendes Kongelige Højhed holdte han sine hænder til sig, for det var trods alt stadig hans Dronning omend at de havde en affære. Havde de været alene i hendes gemak, var det anderledes, men offentligt ude måtte de stadig bevare facaden, til trods for, at de i virkeligheden havde svært ved at holde sig fra det.

Som Orielle startede sine talestrøm, mærkede Éduin hvordan hendes ord satte sig i hans brystkasse. Kæben forblev spændt. Hans brune blik flakkede i hendes, der gengældte det koldt. Hånligt satte hun ham i spot for sin ugerning på markedspladsen med den mørkhårede smededatter, og han kunne ikke lade være med at føle sig som en knægt.

"Det var alt andet end--" Éduin prøvede at forklare sig, men blev straks afbrudt idet at hun løftede hånden. Så fortsatte hun, og fremlagde hvordan det nok i virkeligheden havde været for Éduin i starten. Han bed mærke i Orielles stemme, der let rystede af skuffelse. Hvordan skulle han forklare sig ud af dette? For i sidste ende havde hun nok haft ret i sin antagelse.

Éduin fugtede sine læber hurtigt og ubevidst, som han overvejende lod blikket falde ud over stalden. Stalddrengene var i gang med at lege tagfat længere nede, og havde end ikke bidt mærke i den anspændthed, som hvilede over Dronningen og hendes livvagt.

"Hun er ikke andet end en borgerlig, Orielle.." sagde Éduin og lod sit blik falde mod hendes igen. Han tog en dyb udånding gennem næsen. Ordene stak i ham. "Ja, jeg blev tiltrukket af hende. Ja, hun er smuk. Men det var ikke min plan, at dette skulle ske. Desuden, så står hun til at skulle giftes snart med en succesfuld, borgerlig herre alligevel, og så vil alt det her være fortid."

[Orielle af Falanie]

Hun nød ikke at det skulle være sådan her. Men Éduin havde selv sat sig; dem i den her situation. Noget som Orielle også foragtede ham for. Det var i forvejen slemt nok at de bedragede hendes mand, men nu skulle han også bedrage hende?

"Men måske er det mig du bare gerne vil lege lidt med? Et put med Falanies dronning og så videre til en du kan være på markedet med. En hvis børn ikke.." Hun stoppede sig selv og mærkede hvor våde hendes øjne blev. Det gjorde hende ulykkelig og hun følte sig ulækker og ført bag lyset. Hendes slanke arme lukkede sig omkring hendes krop og de blå øjne søgte mod jorden.

"Hvorfor skete det så?" spurgte Orielle der stadig var uforstående over det han havde gjort. "Er du forelsket i hende?" hviskede hun og havde næsten ikke turde spørge ham. Hvad hun ikke vidste var at han ikke var færdig med smededatteren. At selvom han ville love at intet skete, så var det uundgåeligt. Han ville knuse hendes hjerte.

[Éduin af Lemaux]

Nu kunne han ikke lade være. At se Orielles slanke arme lukke sig om hende i et sårbart øjeblik, der tydeligvis havde en stor følelsesmæssig konsekvens på den blonde skønhed. Han sked på reglementet og grænsen, der skulle være imellem dem, tydeligvis upåvirket af at befinde sig et offentligt sted som nu, hvor alle kunne se dem. Éduin gik de skridt tættere det krævede for, at han nu stod uacceptabelt tæt på hende. Hans hænder lagde sig om hendes overarme, alt imens at han prøvede at fange hendes blik ved at bukke sig en anelse.

"Du ved ligeså vel som jeg, at da vi startede det her, så ville det være en farlig leg," hviskede han til hende med en panderynken, "Tror du ikke, at det er svært for mig, og se dig gå med Kongen ind på hans gemak? Hvor ser du mig i det her, Orielle? En simpel livvagt - en affære der står til rådighed, uden nogen former for at kunne inddrage et ord, velvidende at jeg aldrig nogensinde ville kunne få dig for mig selv? Hvad skal jeg gøre?"

Som hun fortsatte, var det tydeligt på den mørkhårede ridder, at han sank. Kæben spændtes og adamsæblet bevægede sig i den brede hals. Han rettede sig en anelse, for han kunne ikke komme udenom dilemmaet, han stod i. Han var forelsket i Svari, som han var i Orielle. Og i virkeligheden kunne han ikke få hverken den ene eller den anden i sidste ende.

"Ja.." lød det sagte fra ham, "Det er jeg bange for.." 

[Orielle af Falanie]

Det blev næsten for meget da Éduin gik helt tæt på hende og lagde sine arme omkring hende. Hun havde på et og samme tid lyst til at skubbe ham væk, og trække ham tættere. Han var den eneste hun havde brug for. Den eneste hun havde lyst til at være sammen med.

Hun vidste hvor svært det måtte være, hvilken umulig situation de havde sat hinanden i. Men det betød vel ikke at det gjorde det nemmere for dronningen at høre at han så andre? "Belthair og jeg har ikke. - Du ved udmærket godt hvordan min mand og jeg har det med hinanden" De var blevet mere venner med årende og det skulle ikke undre hende hvis han også havde en elskerinde ved sin side på de ensomme nætter.

"Men måske skulle jeg ændre det? For du har tydeligvis ingen kvaler over at rende efter andre" svarede Orielle. Hendes stemme dirrende og lysten til at fortælle ham sin hemmelighed trængte sig på. Men hendes livvagt fortjente ikke længere indsigt i hendes tilværelse.

Da dommen lød trak hun sig hurtigt væk, som havde han brændt hende. Hun stirrede på ham med et par blanke øjne og sagde ikke noget til at starte med.

I stedet klarede hun halsen og foldede hænderne om hinanden. "Du vil egne dig glimrende til at arbejde for Prinsesse Gennevote når hun skal til Odaria. Indtil da vil min mand finde en du kan tjene uden for Levagny." svarede hun roligt og gjorde derefter mine til at forlade stalden. Han skulle ikke have den glæde at rende rundt i hovedbyen.

[Éduin af Lemaux]

Havde Éduin haft den fjerneste idé om, at det ville ende sådan her, så havde han ladet være med at gå ned på markedet den dag, hvor han så den mørkhårede smededatter, for at købe æbler. Men alligevel, til trods for den situation han stod i, kunne han ikke komme udenom, at han ikke ville have været mødet med Svari foruden. Våbensmededatteren var kommet under huden på ham; noget, han aldrig nogensinde havde regnet med ville ske.

Med et bekymret blik og en alvorsrynke i panden, flakkede Éduins øjne på Orielle, som hun ignorerede hans tidligere spørgsmål for i stedet at komme til orde med en befaling. En ordre om, at han ikke længere skulle være i nærheden af hende, hverken nu eller senere. Hun ønskede ham bort - endda så langt væk at et hav ville sikre sig, at han ikke kom tilbage til Levagny.

"Vent, Orielle, det kan ikke være dit alvor.." Éduin prøvede at få et ord ind, men inden at han kunne nå yderligere, gjorde hun tegn til at forlade ham dér, stående som en eller anden tilfældighed.

Han burde måske ikke have gjort det, men han kunne ikke kontrollere det. Éduins hånd fløj op og greb hende om hendes slanke håndled for at få hende til at blive. Så førte han hende med sig til siden, ind i en tom bås, skjult fra andres blikke. Det hele gik så stærkt i tumulten, for som han skubbede hende op ad båsens side, lænede han sig ligeledes frem og fangede hendes læber i et bestemt kys.

[Talon Våbensmed]

Paladset var ikke et sted for en mand som Talon at befinde sig, men skæbne ville det anderledes denne dag. Eirik havde færdiggjort en større bestilling på nye bælteknive til paladsets vagter, men havde ikke selv haft tiden til at aflevere dem ved vagthavende officer og selvom luften i barndomshjemmet ikke var helt uden spændinger, så havde drabanten alligevel tilbudt storebroren sin hjælp.

Med trækassen afleveret var der kun tilbage at få Navelle udleveret ved stalden. Turen havde ikke været den længste, men Talon havde alligevel taget imod en af stalddrengenes tilbud om at spænde hingsten fra vognen. Det var trods aldrig til at vide, hvor flueknepperisk den vagthavende havde tænkt sig at være i gennemgangen af håndvåbnene. 

Trætheden sad tungt stadig tungt i kroppen efter den seneste tids hændelser. Han havde derfor nært ikke ænset den lave raslen i halmen idet han passede en af de tomme båse. Bevægelserne i perferien, tvang dog hovedet drejet. Synet der mødte ham gennem træpladerne tvang fødderne stille. Den mørkhåret mand blev genkendt næsten med det samme, kvinden derimod tog lidt længere tid at trække frem fra hukommelsen. Talon stod ikke længe, han havde set nok.
Med et smørret smil om læberne begav han sig ned i modsatte ende af staldgangen. An viftende den samme stalddreng, der havde fået overleveret familie hesten tidligere. Ganske tilfreds med den pludselige klemme der kunne blive løsningen på ridderen.

[Orielle af Falanie]

Selvom Orielle havde haft mulighed for at nægte ham grebet om hende, lod hun alligevel sig selv rive med ind i en af båsene. For i virkeligheden havde hun jo ikke lyst til at han skulle forlade hende. Men det han havde gjort, og de følelser der var opstået mellem ham og smededatteren gjorde det umuligt for dronningen at have ham som livvagt.

Da han kyssede hende mærkede hun hvordan hun sank ind mod ham og næsten smeltede sammen med Éduin. Armene lukkede sig om hans stærke arme og hun dykkede længere ned i kysset. Han betød alt for hende. Han havde vækket noget til live i hende hun ikke kunne undvære.

"Du må aldrig forlade mig" hviskede hun.