Rygterne siger..

[Talon Våbensmed]

Havde ridderen bare været en simpel borger, så havde snakket været en helt anden. Forbud ville have været støtte og tilbuddet om et frirum til at udforske i trygge rammer. I stedet var smertefulde vredestårer og en kløft der måske ikke aldrig ville samles der fyldte, men det skar onkle langt dybere i hjertet end de hadefulde blikke eller de hårde orde ord.

Stående med få centimeter mellem hans brystkasse og Svari's dirrede finger trådte Talon respektfuldt et skridt tilbage ”Jeg rør dig ikke.” Lovede han og rakte klædet frem mod niecen til at tage. Holdt så hun kunne tage det uden at komme i kontakt med den arret hånd.
”Men jeg går ikke før end jeg er sikker på at du lader din mor tilse din hånd, Svari.” Slog han fast. Ville hun ikke lade Celeste tilse skaderne, så ville han følge hende til nærmeste helbreder og sørger for hun kom tilbage igen. Det havde trods alt aldrig været hans hensigt at yde hende skade. Hun kunne hade ham og forbande ham langt væk. Hun måtte endda slå på ham til armene blev tunge af anstrengelse, men han ville ikke se hende arret for livet.

[Svari Våbensmed]

Svari var rasende. Rasende og arrig, som aldrig før. Hun erindrede ikke nogensinde at have været så vred og ked af det på samme tid og samtidig føle sig både krænket og uretfærdigt behandlet. Uanset, hvad hun så måtte have lavet sammen med Éduin, mente hun ikke at hun havde fortjent, hvad Talon bød hende.

Hun greb klædet, som han rakte hende, men hun gjorde ej mine til yderligere at flytte sig. I stedet blev hun blot stående. ”GÅ!” Råbte hun igen, denne gang højere, som tårerne nu piblede ned over de sarte kinder. Ulykkelig..Og helt og aldeles sårbar, som Svari ellers sjældent var det.

[Eirik Våbensmed]

Eirik havde ikke rigtig hørt noget. Først da ilden knitrede og lyden af hans datters råbende ord havde han set sig op og løsrevet sig fra sit snitte arbejde. Han kom langsomt på benene og satte den lille bjørn fra sig på bordet og rejste sig.

Han åbnede bagdøren ud til gården og smeden og rynkede let i panden over hvad han så. "Hvad sker der?" brummede han.

"Hvorfor råber du sådan, og.." De lyse øjne søgte hendes hånd som var indbundet i et klæde, så over på Talon der så noget hjælpeløs ud.

"Hvad har du gjort?" spurgte han.

[Talon Våbensmed]

Talon sukkede et hørligt tungt suk. Han burde være blevet irriteret over niecens forsatte modstand og udsigterne til at han endnu en gang måtte se sig nødsaget til at gentage sig selv, men onklen var ikke hjerteløs eller for den sags uforstående over for Svari’s svie og smerte.

Han havde været lige ved at endnu en gang slå fast, at han ikke gik før end han var sikker på Celeste fik tilset hånden, da Eirik dukkede op i døren. Ved Mortem også…

”Jeg var ved at varme hendes mesterværk i essen, da jeg tabte det. Svari glemte den vigtigste regel og rakte ind efter det.” Løgnen gled let af tungen, nærmest som havde han øvet den tusindevis af gange forinden. Nemmest ville have været at fortælle storebroren nøhagtigt hvad hans datter rendte rundt og foretog sig i hendes fritid, men Talon undlod af hensyn til smededatteren.

[Svari Våbensmed]

De mørke øjne var råvilde. Klare og fyldte af både tårer og raseri, som hun stod og betragtede sin onkel. Blikket flakkede dog, da hendes faders stemme lød og som han trådte ind i smedjen, stod hun et øjeblik blot og pegede halvt på Talon, han kom hende dog i forkøbet og hun klappede i som en østers, som hun lod øjnene flakke imod brostenene. Hun rystede på hovedet. Mest af alt havde hun næsten lyst til at buse ud om sin egen dumhed…Men hvad ville det også gøre? "Han...Han skal gå nu.." Vedblev Svari stædigt. Hendes stemme dirrede stadig af raseri.

[Eirik Våbensmed]

Eirik så ikke særlig tilfreds ud. Faktisk blev rynken i hans pande og mellem hans bryn tykkere for hver eneste ord der forlod Talons mund. Noget var råddent. Hans læber krummede sig sammen bag skægget og han tog en hørlig indånding.

"Hvad har du gjort?" Bjørnestemmen rungede og man kunne tydeligt høre både bulder og bragt fra smedens halvknurrende stemme. Svari var ikke en pige der havde let til tåre, så han vidste der var sket noget helt forkert.

Han stillede sig ved sin datter og lagde en arm om hende.

[Talon Våbensmed]

Ganske få ting i denne verden kunne få Talon til at genoverveje sine livsvalg som storebroren formåede, når storm indtog hans ansigts træk.

”Du hørte uden mærket godt hvad jeg sagde, Eirik.” Lød det sammenbidt med musklerne spillede anstrengt under skægget, ved den spændte kæbe. Blikket skiftede lidt mellem Eirik og Svari, da han trådte hen og lagde armen omkring sin datter. Der var ingen chance for Talon ville udlevere hendes strabadser med ridderen.

[Svari Våbensmed]

Svari bed tænderne fast sammen. Som faderen nærmede sig og lagde armen om hendes skulder, krympede hun sig dog yderligere. Hun knugede håndleddet til den forbrændte hånd, så knoerne i den raske blev helt hvide og som de brune øjne flakkede, mumlede hun lavmælt og næsten uhørligt; ”Jeg…Jeg har kysset en ridder.”

Stemmen var spag. Tøvende. Svari kendte sin far….Og hun vidste at intet under familien våbensmeds tag atter forblev hemmeligt særlig længe. Derpå løsrev hun sig forsigtigt af hans greb og afventede de hårde ord, hun forventede ville komme.

[Eirik Våbensmed]

Eirik vidste næsten ikke hvem han skulle være mest vred på lige nu, selvom han endnu ikke vidste at det var Talon der var skyld i at Svaris mesterstykke lå i gløderne og hurtigt smeltede. Han trak vejret dybt ind og skulle til at give sin lillebror en tale men da datteren trak sig fri og talte, stivnede han.

Først var han stille, og langsomt kunne man se hvordan de lyse blå øjne næsten blev farveløse. Brynene trak sig og hele hans ansigt forvrængede.

"Ind med dig." svarede han i stedet uden at se på Svari.

[Svari Våbensmed]

Svari tav. Hun stod et øjeblik og lod blikket vandre imellem de to mænd, men hun forlod så atter smedjen og gik ind i huset. Hun ville næppe få noget ud af at åbne munden for at diskutere nu…Og det gjorde hånden desuden også alt for ondt til.

//Out

[Talon Våbensmed]

Talon havde ikke tænkt sig at modsige Eirik da han kommanderede sin datter ind i huset. Hånden trængte stadig til at blive tilset. I stedet forblev han tavs indtil døren lukkede sig tungt, bag Svari’s forsvindende skikkelse.

”Jeg så hende løbe gennem gaden med ham, halvnøgen, i hælene ind på ’Den Sorte Svane’” Armene foldede sig ind og ud af hinanden, til de lå krydset henover den brede brystkasse ”Hans navn er Éduin af Lemaux , arving og livvagt for vores dronning.” Der var igen grund til ikke at lægge resten af kortene på bordet for broren, når nu smededatteren selv havde lagt det første.

[Eirik Våbensmed]

Eirik var overhovedet ikke glad. Selvom han blot stod stille og ikke rigtig havde sagt så meget. men man skulle ikke misforstå hans tavse træk. Inden i var han allerede sprunget i luften.

"Hmh.." Brummede han først og kløede sig i skægget. Hvordan hans datter kunne få sig selv til at opføre sig så tåbeligt var en gåde. Hun trak vejret dybt ind.

"Men forklar mig lige det med mesterstykket"

[Talon Våbensmed]

"Jeg smed det i essen, med vilje." Fortrød Talon at have kastet mesterstykket i ilden, tjoh. Fortrød han mere skaden på Svari's hånd, selvom det havde været på hendes eget tåbelige initiativ at den var blevet forbrændt, ja. Aldrig nogensinde ønskede at skade på nogen af smedebørnene og det ville sidde i ham længe.
"Hun vil ikke stoppe med at se ham, Eirik. Nægter at forstå, at det eneste mænd som ham gør er at tage langt mere end de giver." Armene gjorde sig fri af hinanden, så hænderne frustreret kunne glide over det skæggede underansigt "Jeg betaler hvad end det koster hende at lave et nyt mesterstykke, hvis det kan holde hende fra at kaste sig selv for fødderne af en ridder."

[Eirik Våbensmed]

Eirik så stadigvæk ikke særlig tilfreds ud. "Hun har arbejdet på det i flere år" bemærkede han køligt som han gik hen til smeden der var åbnet op og begyndte at smårode lidt med de få ting der stadig lå fremme.

"Talon.." sukkede han. Den ældste af de to brødre vendte sig om så han så ham direkte i øjnene. "Det er for fanden ligegyldig hvad det koster!" Knurrede han.

"Det er fuldstændig tåbeligt det du har gjort, og jeg forstår godt hvis Svari aldrig tilgiver dig"

[Talon Våbensmed]

Talon havde indtil nu holdt sig i skindet frem for at fare op, men med en temperament ikke meget mindre end brorens, så var det kun et spørgsmål om tid før den ældre bror fik pustet liv i gløderne. Det ville ikke tjene nogle af dem.

”Og så må det blive sådan.” Ansigtet blev hårdt mens tænderne lukkede sig tæt sammen, da Eirik fik det midlertidigt til at lyde som om Talon ikke havde tænkt på muligheden for at niecen aldrig ville tilgive ham. Det var en pris han havde accepteret idet sværdet endte i ilden.
”Men næste gang skal jeg glædeligt lade hende rende afsted med kongesønnen om hun vil.” Bed han brøsigt tilbage.