Fortryllende sang

[Idun Aveline]

Det var blevet tid til endnu en aften på Den Tørstige Hat. De mest populære glædespiger havde allerede taget de første kunder med ovenpå, resten konverserede og flirtede med klientellet rundt omkring i krostuen. En stor del af bordellets indtjening kom fra tørstige mænd, der drak mod til sig, inden de overgav sig til deres lyster.

Rummet henlå i dæmpet belysning fra kandelabere og var tyk af røgelse og piberøg. Der stank allerede af sved fra de mange sømænd, som var ankommet til Levagny den aften, og af spildt øl, som klistrede til gulvet. Efterhånden som aftenen gled frem forsvandt flere ovenpå, mens andre kom ned igen med tilfredse udtryk og håret i uorden.

Imens alt dette foregik spillede en trubadur bløde toner på sin lut akkompagneret af hans fortryllende stemme. Og Idun kunne ikke få øjnene fra ham. Hvem var denne fascinerende fremmede?

Som den eneste glædespige havde hun stadig ikke haft nogle kunder endnu, sandsynligvis fordi hun havde tilbragt det meste af aftenen med at lytte nysgerrigt til den unge mands tekster. Hun sad på en chaiselong i nærheden af ham med begge ben trukket op under sig og hovedet en smule på skrå, idet hun betragtede ham under årvågne øjne, der for en gangs skyld ikke var dopet af opium.
Da han på et tidspunkt stoppede med at spille, rettede hun sig op i skuffelse, og den ellers tavse pige udbrød, "Åh, vil du ikke nok fortsætte?"

Beau Svalehale

[Beau Svalehale]

♫ "I tyl og skørt sprang pigen ud,
Hun græd blot sit hjerte itu,
For rygtet gik,
At manden fik, 
Sine lyster stillet i smug.

Så lyt, min herre, tag det fra en ven,
Hvis hun gir' sit hjerte væk,
For pisser du på din pig'
Har jeg én ting at sig',
Hun kan frit finde trøst i min seeeeeng." ♫

Bam. Et enkelt, bestemt slag over luttens strenge indikerede sangens slutning. Ganske dramatisk, hvis man skulle spørge Beau hamselv. Med fornøjelse i blikket betragtede trubaduren søgende sit publikum. Det var dog et skuffende syn; et sted fra, han ikke kunne indikere præcis hvor, lød en stille, halvhjertet klappen, og et andet sted kom et udbrud der lød som enten "Find et job!" eller "Find Jean's prop!".
Taget i betragtning af, hvor han befandt sig, kunne det såmen have været begge dele. Imens havde de resterende gæster travlt med alt muligt andet; øl og tilfredsstillelse af lyster, for glædespigerne var åbenbart mere eftertragtet underholdning end hans lut-evner. Who could really blame them? 

Så lød der et udbrud mere, som Beau langt fra havde forventet. Lyden af en kvindestemme var dog nemmere at gennemskue hvor kom fra, og hans blik faldt på den unge glædespige, der sad på chaiselongen og virkede oprigtig interesseret. 

Smilet kom tilbage på hans læber, så de hvide perlerækker af tænder blev synlige. Han smøg sig ned til hendes side på chaiselongen, ganske galant, holdende om lutten i sin favn, "Så kun for Deres skyld, mon lys!" sagde han teatralsk, "Hvad er Deres ønske? Ulykkelig kærlighed? Mord? En opskrift på æblekage? Der er rent faktisk en sang om det.." 

[Idun Aveline]

Idun var tilsyneladende den eneste i krostuen med interesse for den dramatiske musikant at dømme på de hånende kommentarer. De var tilsyneladende ikke interesseret i sange, der fik dem til at forestille musikanten i seng med en kvinde. ”Find en anden kro”, råbte en sømand og kylede en ussel mønt efter ham, inden han begravede sit hoved i en glædespige fagre barm.

Imens sad husets yngste medarbejder og stirrede på musikanten med samme længsel som en udsultet mand til en barons festbanket. Hun trak sig en smule væk fra ham, da han satte sig ned ved siden af ham, men blev stadig siddende på chaiselongen. Hun vidste ikke hvad mon lys betød, men hun ville opfinde noget, når hun senere lå med en kunde stønnende over sig.

”Syng om havet,” fløj det ud af hende. ”Jeg har aldrig set det før. Syng om havfruer og havfugle og sømænd, der sejler hjem med skatte fra fjerne kyster.” Hendes bevidsthed drømte sig allerede bort fra svedlugt og sædklatter - og musikanten … han var denne aften midlet til at redde hende.

Hun satte sig på knæ, og som hun lyttede opslugt til ham, lignede hun mest af alt et barn, trods det udfordrende tøj, hvis skjorte lige nu hang og blottede halvdelen af det eneste bryst.

[Beau Svalehale]

"Havet?" kom det mumlende fra Beau, da hendes udbrud havde været alt andet end forventeligt. Men som hun fortsatte, blev det dog tydeligt, at der i hendes ønske om havet også lå en længsel efter eventyr og mystik. Som han så den unge pige foran sig, med drømmende øjne og udfordrende tøj, måtte Beau nok erkende, at hendes liv højst sandsynligt ikke var en dans på roser. Hvad gemte hun på at sørgmodighed i sit hjerte?

"Ahhh, De er en eventyrer," svarede han med en løftet finger og et flygtigt blink, som et smil dannede sig på hans læber, "- Lad mig se, lad mig se." Beau lagde benene i kors og så tænksomt frem for sig. Så kom han i tanke om en sang, og med en rømmen og rank ryg satte han sig klar. Så gled hans fingre over luttens strenge, og hans stemme faldt i sang. En sang om en sømand, der forelskede sig i en havfrue, og hvordan de måtte overkomme havets prøvelser af deres kærlighed, for til sidst at få hinanden i et enkelt kys inden havfruen blev til skum og hendes hjerte til en ravklump.

♫"-- Og i hans hånd, tilbage var kun skum
Hendes hjerte var blevet til rav,
Han døde i afsavn, og druknede sig selv
Men Havet var stille som en grav." ♫

Sangen blev færdig og Beau rettede sit blik mod den opslugte glædespige. "Underligt nok, så afslutter næsten alle sange ret sørgeligt, det må ligge til tidsperioden.."

Beau nåede end ikke at reagere, da han med ét blev afbrudt. En stor maskulin hånd tog fat i Iduns håndled og hev hende med op fra sin plads på chaiselongen, "Du, glædespige! Jeg tager en tur med dig!" lød mandens røst dybt, hvorefter at han begyndte at trække hende med sig hen mod trappen til førstesalen.

"Hey!" udbrød Beau, som han rejste sig fra sin plads med rank ryg og et skarpt blik, "Vil De være så venlig, at slippe hende fri omgående!"

Manden, der ikke bare tårnede som et tårn men var ligeså bred som en mur, vendte sig om og så på trubaduren med et hånligt blik. Han spyttede af grin så det stod ud til alle sider, "Hvem er du, en ridder? Hun er en glædespige, det er hendes job. Spil lidt på din lut, din lille lort."

Hastigt drejede Beau lutten om på ryggen, og lod hænderne finde ned i sine bukselommer hvor han en smule perpleks søgte efter mønter, "Nej! Forstår De, min herre, jeg har allerede betalt for hende!" Med hånden fuld af mønter gik han imod dem, hvorefter at han tog Iduns hånd og lagde mønterne i, "Det ville være som at stjæle, hvis De tog hende fra mig!"

Beau fjernede mandens hånd, en smule besværligt, om Iduns håndled, for i stedet at tage hendes hånd i sin. Og med rolige skridt førte han den unge kvinde med sig mod trappen, alt imens at han dramatisk fortsatte, "Sker det igen, så tager jeg fat i den nærmeste drabant, og jeg lover Dem, at jeg fortæller ALT! Farvel, min herre!"
Og så forsvandt de hastigt op ad trappen efter det lille optrin, der havde fået gorillaen af en mand til at stå forvirret tilbage med halvåben mund og et rynken pande.

____

"Jeg er fortabt.." sukkede Beau tungt mod døren, som den blev lukket i bag dem, da de var kommet ind på det lille, mørkbelagte værelse.

[Idun Aveline]

En eventyrer? Idun var ikke sikker på, at hun ønskede at være en eventyrer: hun havde haft nok spænding i sit korte liv. Men det var sandt, at hun higede efter den virkelighedsflugt, som historier, sange og billeder kunne give. Og som trubadurens fingre gled over luttens strenge, og sangen begyndte, forsvandt Idun atter fra bordellet.

Hun var der. På havet. Hun mærkede skumsprøjtene på kinderne og hørte havfruens ulykkelige sang. Hun lyttede så opslugt, at hun ikke registrerede, hun var krøbet tættere på ham som en ærgerrig edderkop. Hendes fingre krøllede sig sammen om kanten af hans buksestof, som var hun parat til at holde ham fysisk fast, hvis han besluttede sig for at gå.
Da sangen sluttede, havde hun tårer i øjnene. Sjældent havde hun lyttet til noget så smukt og tragisk. Havet var stille som en grav. Hvis det var sådan, havet var, ønskede hun ikke at se det. Hun hadede kirkegårde og gravstene, for hver gang hun gik forbi dem, forestillede hun sig sin families navne på stenene.

I næste sekund blev Idun revet både fysisk og mentalt bort. Med ét var hun tilbage til bordellet og sin pligt overfor dets herre, og hun mærkede kroppen blive slap som en kludedukke ved udsigten til, hvad der nu skulle ske.
Hendes øjne voksede, idet trubaduren pludselig kæmpede indædt for at købe hende. Pengene i hendes hånd var mere, end hun nogensinde havde haft. Hun var på nippet til at fortælle trubaduren, at glædespigerne ikke tog sig af betaling – det foregik oppe ved baren – men noget sagde hende, at hun skulle tie stille. Og så var hun pludselig ovenpå og alene med ham.

Hun lagde pengene på bordet og lovede sig selv at aflevere dem i baren senere – i hvert fald de fleste af dem.
”Tak for, at du redede mig. Han var ikke særlig rar, vel?” spurgte hun. Idet hun hev trøjen over hovedet, kom de små bryster og mælkehvid hud til syne i skæret fra lysestagen. Dernæst begyndte at knappe nederdelen op. ”Hvad kunne du tænke dig? Hvis du vil tage mig bagi, koster det ekstra. Jeg kan også kalde dig far og lade, som om jeg er et barn, der fortjener smæk." Det kom nøgternt, blottet for følelser, som fortalte hun blot dagens menu i en krostue. Men for ham ville hun gøre alt for at udtrykke sin taknemmelighed over hans sang.

[Beau Svalehale]

Beau tabte kæben, da den unge glædespige klædte sig af. Den mælkehvide hud og de små bryster, der pludselig var blottet. Jovist, hun var et ganske nydeligt syn, men det var langt fra dette, som han havde forventet som resultat af sin gerning. Det havde været for at redde hende, ikke betale hende for en omgang syndighed på lagnet. Så kom hendes ord, der fik ham til at skære perpleks ansigt.

"Du vil kalde mig for --?" Beau fik det hele galt i halsen, da glædespigen førte sine feminine hænder mod nederdelens knapper, "Nej! Nej, vent! Lad være med det!" Nærmest snublende fik han sig skubbet væk fra døren i al hast for at stoppe den unge kvinde og hendes fingres famlen mod sin nederdel. Hans hænder fangede hendes håndled på et hængende hår, og som hans lyse, blå blik landede i hendes mørke, befandt de sig pludselig ualmindelig tæt.

"Ved Mithras, tro mig, du er -- så nydelig, og smuk, og ganske enkelt henrivende--" lød det lavmælt fra trubaduren, der følte sig en anelse malplaceret "- Men. Men. Jeg har ikke betalt for dét."

Så rettede Beau sig ned og tog trøjen op fra gulvet, hvorefter at han prøvende rakte den til hende, "Jeg har betalt for en time af din tid. Hvor vi bare.. snakker.." Han så sigende på hende, velvidende at det nok var sjældent, måske endda første gang, at hun havde hørt den før.

[Idun Aveline]

Iduns fingre stoppede med at knappe nederdelen op, idet hans hænder landede på hendes. Hun kiggede op på ham med undrende, uskyldige øjne som en stærk kontrast til, hvad hun netop var i færd med.

Måske var hun ikke nok for ham? Måske ønskede han den barmfagre Manon i stedet? Hun var ved at foreslå at hente den anden glædespige – han havde jo betalt nok til det – men i næste øjeblik måtte hun lægge en hånd på munden for at skjule det lillebitte smil, der trådte frem ved hans rosende ord.

”Synes du virkelig, jeg er smuk og henrivende?” spurgte hun, idet hun tog imod sin trøje. ”Det har ingen nogensinde kaldt mig.” Hun klædte sig på og gik hen til sengen, hvor hun lagde sig på maven med fronten mod ham. ”Mener du virkelig, at du kun vil snakke?” Det virkede dybt mistænksomt. Hun nikkede mod hans skridt. ”Er du eunuk? Jeg kan også røre dig andre steder og tale frækt til dig."

[Beau Svalehale]

Beau fulgte glædespigen med blikket, som hun slentrede mod sengen for at ligge sig til rette. Hendes store dådyrøjne hvilede undersøgende på ham, så selv Beau kunne fornemme hendes mistro. Han blev stående på sin spot på gulvet, en smule hængende i kroppen, da Idun nikkede ned mod hans skridt. Hans blik fulgte henvendelsen. Og som hun spurgte ind til hans mandlighed, gik det op for Beau, hvad hun troede. Hans øjne blev store.

"Nej, ved Guderne nej!" udbrød trubarduren forskrækket og rankede perpleks op i ryggen, alt imens at han, per automatik, førte hænderne foran sig som for at forsikre Idun i, at hun bestemt tog fejl, "Jeg er 100 procent hel endnu, tak Mithras for det." afsluttede han.

Beau gik med rolige skridt hen imod væggen. Med en vant bevægelse trak han lutten, der hang i et bælte over skulderen, af ryggen, og placerede den langsomt op ad muren, mens at hans blik hvilede på glædespigen.

"Hør.. Der er ingen grund til, at jeg ikke vil, du ved. Du er bare så--" Beau bed sig i læben og knyttede hænderne for at finde de rigtige ord, "--Ung og fin." Han gik et par skridt mod sengen, "Burde du ikke være noget andet end en glædespige? Hvad fik dig herud?" spurgte han oprigtigt undrende, som han satte sig forsigtigt på sengekanten, velvidende, at hendes baggrund højst sandsynligt ville være en ganske frygtelig fortælling.

[Idun Aveline]

Idun lo af trubadurens reaktion og forsikring om, at han bestemt ikke var eunuk. Hun havde mødt sådan én en gang før. Han ville bare ligge i ske den halve nat, hvilket var næsten mere ukomfortabelt end at få akten hurtigt overstået.

Hendes brune, vågne øjne betragtede ham gå hen til væggen og finde lutten frem. Det lille smil fra tidligere forsvandt langsomt ved hans spørgsmål, idet minderne skyllede ind over hende i en bølge. Hun rykkede sig en smule, så der var plads til ham på sengekanten.

”Hvorfor spørger du?” spurgte hun mistænksomt. ”Er det fordi, du vil bruge det i en sang? Den tragiske ballade om den triste glædespiges sørgelige liv?” Hun satte sig i skrædderstilling foran ham. Vurderede ham. Hun var blevet svigtet nok gange af folk, hun havde haft kær, til at nære en generel mistro overfor fremmede.
”Fortæl mig, hvordan du blev trubadur på et bordel,” krævede hun i stedet. ”Så fortæller jeg måske en af mine hemmeligheder.” Det virkede som en retfærdig byttehandel.