Et anspændt portræt

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta var stadig tildækket af to lag af kjoler, men hun følte sig nøgen med håret frit og utildækket overfor maleren, så selvom det var det eneste han kunne se, var det stadig vildt grænseoverskridende for hende. Næsten mere grænseoverskridende var det dog, at han insisterede på en øjenkontakt, der efterhånden var blevet så intens, at hendes kinder glødede, hver gang deres øjne mødtes. Det var som om hun kunne læse hans tanker og de var frygtelig beskidte. Hun håbede, at hun tog fejl, men hun blev mindet om dengang han havde set hende i en særk, der klæbede til hendes krop. Der var ingen tvivl på at han tænkte på hende på en sådan måde og hendes egne tanker løb løbsk.

Hun havde slet ikke lyst til at tænke sådan. Hun var forlovet med Bénjamin af Bonville , men malerens blik borede sig ind i hende. Hun sank. "Til marts," svarede hun lavt. "Det er ham, der skal have maleriet."

---

Tråden foregår i slutningen af januar, 843.

[Raphael Maler]

Selvfølgelig. Selvfølgelig var hun lovet væk allerede nu, og brylluppet stod til at skulle stå om ikke engang to måneders tid. Af en eller anden grund var det for Raphael ikke nogen overraskelse, og så alligevel med tanke på de bløde ansigtstræk og kindernes røde farve af blufærdighed, der indikerede hendes unge alder. Gad vide om hun overhovedet var forelsket?

Raphael fugtede sine læber ubevidst, alt imens at han ellers virkede yderst fokuseret på hver eneste strøg med malerpenslen.

"Elsker De ham?" spurgte han så henkastet, som om, at det næsten var udelukket at skulle blive gift uden at være bare en anelse forelsket. Det var trods alt derfor, at han selv havde giftet sig med Rosalie Maler .

Raphaels mørke blik faldt på den unge komtesse endnu engang, og ganske uventet stoppede han op i sit gørende for i stedet at rette sit fulde fokus på at høre hendes svar. Afventende lagde han penslen på staffeliets kant.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så fortørnet på maleren, da han tillod sig at spille så personligt og perfidt et spørgsmål. Hun var måske nok sårbar, men her rankede hun sig og så stift ind i hans mørke øjne. Det var godt at Bénjamin af Bonville ikke var her.

"Det vedkommer ikke Dem," svarede hun simpelt og havde således også på en måde svaret. Hun tog en dyb indånding. "Deres opgave er kun at male mig, ikke at stille mig personlige spørgsmål."

[Raphael Maler]

Hendes svar sagde mere end rigeligt. Raphael blev dog ikke påvirket af den unge komtesses noget konkrete og hårde afvisning af hans spørgsmål ved at gå udenom. I stedet blev han siddende på sin skammel med blikket fast på hende uden at fortrække en mine eller fjerne sig fra emnet.

Og så, ganske ufortrødent, fortsatte han sin lommefilosofi, og ignorerede nok lidt for nemt hendes forfjamskede reaktion.

"Jeg mener, burde man overhovedet gifte sig uden at være forelsket først? Skal man ikke have lov til at mærke det der helt igennem uimodståelige sug af spænding og sødme, man kan opnå ved at have elsket i flere nætter, inden man overgiver sig helt til en resten af sit liv ved et alter foran Yphion?"

Raphael bed sig en anelse i underlæben, som han så tænksomt på hende. Så rettede han sig en anelse på skamlen og lagde armene nonchalant i kors, "De er måske ikke enig?" spurgte han en anelse provokerende.