Et anspændt portræt

[Raphael Maler]

Efter det uheldige møde med komtessen Jacquetta af Bonville, havde Raphael bandet sig langt væk flere gange hver gang, at han kom i tanke om det. Hvis det stod til ham, så havde han pakket sin taske med pensler og forladt Rundrejsen i al hemmelighed om natten, hjem til sin familie og hustru, der ventede i det lille hjem. Men som han kom frem til denne forhastede idé, så kom realisationen om,  at han måtte fuldende dette for deres skyld. For pengenes skyld. 

Det var en formiddag, at Raphael havde fået af vide, at han skulle male et portræt af en af de adelige, der deltog i Rundrejsen. Det var såmen ikke noget nyt, det var sket ualmindelig mange gange; som en form for den adeliges dokumentation på deres deltagele. 

Med staffeli, pensler og maling under armene, var Raphael blevet ført ind på lensborgen af Rouvry, et præmis fra den adelige herre for at værne om det private i et portræt. Vanligvis plejede det bare at foregå i malerens telt, men herren havde insisteret. Så var Raphael placeret på et tomt værelse, hvor kun en blød polstret stol stod placeret i midten af rummet, samt et mindre bord ved dens side hvor en vase hvide liljer stod og blomstrede. Solskin kastede sig som en kegle ind ad vinduet og ned på stolen, som et spotlys. Et langt bord stod overfor, tydeligvis henholdt til malerens mange redskaber. 

Raphael stillede staffeliet op foran stolen, og placerede et hvidt lærred på. Så begyndte han sit vanlige med at pakke penslerne og malingen frem, uden den fjerneste idé om, hvem der ville træde ind ad døren.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta vidste godt hvem der skulle male hendes portræt. Hendes forældre havde bestilt det, men hun kunne ikke forklare dem hvorfor det ikke var så godt. Desuden var hun en smule nysgerrig på den mystiske maler. Han havde gjort det meget tydeligt, da de stødte på hinanden, at han synes hun var smuk. Skærmet som hun havde været, var hun ikke vandt med komplimenter eller flirt. Hun tog det hele ind og overvejede også om han ville være lige så febrilsk når han så hvem han skulle male.

Hun var stadset op til den store guldmedalje med håret skjult under et bredt hovedlin, der var foldet efter alle kunstens regler. Det var en ny kjole i en dyb, mørk orange, der fik hende til at ligne en efterårsfe. Hun kneb sine kinder så de rødmede lidt, før hun trådte ind af døren i Rouvrys borg og stoppede op lige indenfor.

[Raphael Maler]

"Nådigfrøken af Tardigy," havde en tjener taget imod hende med et dybt buk, "Det er denne vej. Maleren er tilstede, så De skal ikke vente." Og så havde han ført hende sikkert til det lille værelse.

Døren blev åbnet, som Raphael netop havde stillet den sidste pensel an. Han vendte sig om for at hilse i respekt, uvidende om hans kommende model. Han havde regnet med, at det var adelherrens hustru, der ville dukke op, baseret ud fra buketten med de hvide linjer.

Raphael bukkede i respekt, som de trådte ind, og som han løftede blikket igen, landede det straks på skønheden fra de varme kilder. Vandnymfen. Han kunne ikke tro sine egne øjne. Med halvåben mund tog han sig selv i at stirre, og han nåede lige akkurat at tage sig selv i det, da tjeneren præsenterede hende; "Nådigfrøken Jacquetta af Tardigy er klar til sit portræt."

Raphael rømmede sig, "Ja. Selvfølgelig. Nådigfrøken, hvis De vil-- De kan tage plads der.." fremmanede han en anelse perpleks og pegede med en pensel mod den polstrerede stol, hvor solen landede varmt som en kegle fra slotsvinduet.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så reaktionen på Raphaels ansigt og kunne tænke sig til hvad der gik igennem hans hoved. Hun så rundt på hans værktøj, nysgerrig på udførelsen af kunsten og ikke kun resultatet.

"Mester Maler," hilste hun. "Så mødes vi igen. Jeg håber ikke De tror der er noget fordækt i det."

Hun tog plads i stolen som anvist. "Hvordan skal jeg sidde?"

[Raphael Maler]

Raphael betragtede nådigfrøknen af Tardigy, som hun satte sig i stolen. Den store orange sag af en kjole og hovedlinnet var nærmest oplagt i forhold til et portræt af adelige. Det gjaldt om at gøre sig mest pompøs og ekstravagant. Og selvom at hun lignede en lille fe, siddende i stolen med kjolens bløde stof om sig, så virkede det forkert i Raphaels øjne. Hun behøvede ikke alle de der ting. Hendes ualmindelige skønne træk var nok i sig selv.

Han rømmede sig, da hun afbrød hans tanker. Så gik han med tøvende skridt imod hende.

"Vend Dem lidt til siden.. En smule over mod liljerne.. Sådan her.." Selvom at han nok ikke burde gøre det, så faldt hans hænder mod komtessens kjole, hvor han i stoffet fandt hendes knæ. Så guidede han hende forsigtigt til siden.

Raphael hævede sig op igen og så på hende med sammenknebne øjne.

"Deres hovedlinnet. Tag det af.."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta så op på maleren med store øjne. Hun lod ham tage fat om hendes knæ og dreje hende, så hun sad som han ønskede. Det var hans domæne. Han vidste præcis hvordan hun skulle sidde, så maleriet blev det bedste det kunne blive. Hendes hjerte slog lidt hårdere, men hun var indstillet på at følge ham i hvad han end sagde, lige indtil han bad hende om at fjerne hovedlinnet. Hun gispede lavt.

"M-mester Maler. Det kan De ikke bede mig om. De må ikke male mig med løst hår og vise mig for andre på den måde."

[Raphael Maler]

"Stol på mig.." sagde han lavmælt, uden at fortrække en mine, alt imens at deres blikke hvilede roligt i hinandens. Til trods for hendes perplekse tilstand, så var Raphael sikker i sin handling. Han huskede tilbage på hendes smukke, bølgede og fyldige hår, der dannede sig om hendes kønne ansigt som en ramme.

Raphaels blik forblev på komtessen af Tardigy, afventende på, at hun ville gøre, som han bad hende om.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquettas øjne var store og hendes vejrtrækning synlig. Hendes blik flakkede mellem malerens mørke øjne og hun sank en klump, før hun løftede hænderne til sit hovedlin. Det sad fæstnet flere steder, hjulpet af nåle og bånd og det tog hende lidt tid at løsne det, før hun kunne trække det af, så hendes hår kom til syne, opsat, men kun i et par tykke fletninger, der var rullet op på hver side af hendes hoved.

Hun fugtede læberne og så spørgende op på ham, siddende med stoffet og de ekstra nåle i hænderne.

"Hvad nu, Mester Maler?"

[Raphael Maler]

Hendes hår blev synligt, idet at hun trak hovedlinnet af. Den anspændte stemning, der hvilede i rummet, blev pludselig mere intim, idet at hun sad der, en smule perpleks og smukkere end de hvide liljer ved sin side. Hendes hår spejlede lyset fra solen, der landede på hende. Der var noget sårbart over hende, noget naturligt ved det manglende hovedlinnet, som Raphael måtte frembringe i maleriet. Alligevel, så følte maleren, at der kunne gøres yderligere uden at klæde hende fuldstændig af.

"Her, lad mig tage det for Dem.." sagde han langsomt, med blikket i hendes, idet at han gik frem mod hende. Han lænede sig ned til hende. Hans hænder lagde sig mod hendes slanke, en let berøring der udfordrede den grænse, der skulle være imellem dem. Han tog hovedlinnet og hævede sig op igen.

"Løsn dit hår, Nådigfrøken," sagde han så roligt, "Det er dét sidste, jeg ber' Dem om."

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta blinkede og følte sig nøgen, sårbar, selvom hovedlinnet ikke engang havde dækket hele hendes hår. Hun så forvirret ud over hans bøn og rystede på hovedet.

"Mester Maler... De må ikke... Jeg kan ikke blive malet med løst, utildækket hår. Mine forældre... Hvem ville nogensinde hænge det billede op?"

Hun lød forfærdet. Hun havde dog ikke rejst sig op endnu for at gå. Han havde stadig en magt over hende.

[Raphael Maler]

"Jeg tror ikke, at De forstår," sagde han roligt og tog en dyb indånding, inden at han fortsatte, stadig holdende om hovedlinnet "- Da Deres far kom til mig, ønskede han et maleri af Dem, der skulle vise verden Deres skønhed. Hvad er smukkere end Deres naturlige skønhed, Nådigfrøken af Tardigy? De er en af dem, som ikke behøver at blive stadset ud. For min skyld kunne De ligeså vel smide kjolen."

Raphael så sigende på hende. Det var nu ikke en hentydning til, at hun skulle gøre det, men der var noget intimt i hans ord med tanke på, hvordan han havde set hende i de varme kilder.

Så vendte han sig om og gik med rolige skridt hen over gulvet mod staffeliet; lyden af skosålerne mod trægulvet var tydelig i det halvtomme lokale.

"Hvis De vil være så venlig.." Han lagde hovedlinnet fra sig på bordet og satte sig på den høje skammel, imens at han gjorde tegn til hendes opsatte hår.

[Jacquetta af Bonville]

Jacquetta tøvede et langt øjeblik mere. Hun kunne ikke forstå hvordan det nogensinde ville blive et portræt hendes fader ville ønske at hænge op. Men måske var det ikke pointen? Hun løsnede sit hår under hans blik. Det tog sin tid, men hun så ikke væk. Var hun virkelig så smuk? Andre havde kaldt hende andre beskrivende ord, ofte relateret til hvor sygelig hun var.

Hun løsnede ikke kjolerne, men for hende kunne hun næsten lige så godt have gjort det. Hun var nøgen foran ham, som hendes hår bølgede frit ud over hendes skuldre. Hun blinkede og slog blikket ned.

[Raphael Maler]

Raphaels blik hvilede betagende på Nådigfrøknen, idet at håret blev løsnet. Det faldt i bløde bølger og omkransede fint og perfekt hendes bløde, feminine ansigt. Der var noget sårbart over at se håret været løsnet, for det var hovedsageligt i de mere private omgivelser, at kvinderne lod det være frit.

Intimiteten lå pludselig som et tynd tæppe i det lille rum. Stilheden hvilede ganske sagte, inden at Raphael rømmede sig og satte sig bedre til rette på skamlen.

Med rolige, behændige hænder begyndte han at hælde maling på paletten. Hans blik skimtede op på Jacquetta.

"Se op på mig, Nådigfrøken af Tardigy," lød hans stemme lavmælt, "De er nødt til, at holde øjenkontakten med mig." Han rettede sig tilbage i stolen, med paletten i den ene hånd og en elegant pensel i den anden. 

[Jacquetta af Bonville]

Raphael Maler var en intens mand og Jacquetta fandt sig selv i hans magt. Hun løftede blikket til ham og så på ham med de store øjne helt åbne og et sårbart udtryk. Hun følte sig afklædt med sit helt løse hår. For hendes skyld var det lige før hun lige så godt kunne have været nøgen og han havde da også set hende uden andet end en hvid, gennemsigtig, våd særk på.

Hvad malede han mon? Hun kunne ikke vide det, men hun så på ham og sad musestille i lang tid, hvor hans penselssttrøg var den eneste lyd.

Så begyndte musklerne at klage og hun måtte rykke lidt på sig. Hun rullede forsigtigt med skuldrene og fik ændret på hvordan kjolen faldt i processen.

[Raphael Maler]

Kjolens fald fik ham kort til at stoppe op i et penselstrøg i et sekunds pludselige skift af fokus. Tanken om hende i det varme vand, hvordan den hvide særk havde klistret sig til hendes kvindelige former, faldt ukontrolleret i hans tanker, og gjorde ham bevidst om hvilken utilsigtet effekt det havde haft på ham.

Raphael tog sig selv i at betragte hende for en stund. Kjolens fald ved skuldrene, hvis hud nu var blevet synlig. Hendes slanke hænder mod det bløde skød. Håret, der faldt i bløde folder om hendes ansigt Øjnene, der flakkende hvilede på ham. Deres øjenkontakt, de intenst fik hen over maleriets kant.

"Hvornår skal De så giftes?" afbrød Raphael stilheden for at få styr på sig selv igen. Det kom så pludseligt, at han end ikke nåede at tænke over sit spørgsmål, der måske var faldet en anelse uforudsigeligt. Var det ikke dét, som de unge komtesser gik så meget op i? Hvornår de kunne få sig en mand, de drømmende havde forestillet sig om.