Kintsugi

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var sikker på at hun stadig fandtes inde under lagene af den nye Helene. Han kunne i hvert fald ikke glemme hende. Hendes følgende ord overraskede ham. Det var en ret direkte ting at sige og en smule overvældende for en så ung mand som Lanval at høre. Han satte dog sine egne følelser til side og smilede skævt.
"Du fortjener bedre end Lancelin, men også bedre end mig." Sagde han. Helene var en smuk og intelligent ung kvinde, hun kunne have fået meget bedre.
"Må jeg giver dig et kram?" Spurgte han og trådte et skridt tættere på hende, mens han strøg fingrene gennem sit hår og så hende i øjnene.

[Helene af Suilleaux]

Helene var ret sikker på at hun fortjente bedre end Lancelin, men problemet var jo, at hun trods alle hans frygtelige handlinger stadig elskede ham. Det kunne hun ikke brænde ud af sig selv. Hendes hjerte blødte, oveni alt det andet.

Derfor blev hendes øjne også lidt fugtige igen, men hun nikkede til hans spørgsmål. Hun slap Chantilly og nærmest faldt ind i den tilbudte favn, så snart han var der. Et menneske, der var varmt og omsorgsfuldt. Det føltes så fremmed. Så dulmende.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval åbnede sine arme op og lagde dem om hende. Han klemte ikke hårdt, men holdt blot sine arme om hende i et blødt greb. Forsigtig aede han hendes ryg en smule og lagde hagen på toppen af hendes hoved. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men der var vel heller ikke så meget mere at sige. I stedet blev han bare stående og lod hende tage sin tid, han tænkte hun måske havde brug for lidt nærhed. Et sted hvor hun følte sig tryg.

[Helene af Suilleaux]

Helene lukkede øjnene og lod sig selv dvæle i øjeblikket. I at føle sig tryg en stund, selvom den var kortvarig. Hun åndede tungt ud og hulkede lavt en enkelt gang, før hun trak en hørlig indånding ind.

Han var varm og rar og da hun trak sig lidt væk tøvede hun flygtigt, før hun trykkede sine læber mod hans.

[Lanval af Suilleaux]

Det var langt fra passende, men der var ingen i stalden så Lanval blev stående og holdt om hende. Desuden var han efterhånden ligeglad med hvad der var passende eller ej. Verdens regler hang ikke sammen for ham. Det var åbenbart mere passende at hun blev hos en mand der behandlede hende dårligt, end krammede en der forsøgte at vise hende lidt omsorg.

Kysset kom bag på ham. Det var hans første og han anede ikke helt hvad han skulle stille op. Han forsøgte at gengælde kysset, omend han var en smule klodset og usikker. Tydeligvis manglede han erfaring. Hun var dog pæn og han var en ung fyr og han havde ikke tænkt sig at afvise hende. Forsigtig lagde han en hånd på hendes kind og strøg tommelfingeren over hendes hud. Han var lidt bange for at hun ville gå i stykker. Havde han været ældre og mere erfaren, havde han nok tænkt at hun var for sårbar og ville nok have sat en grænse. Med den alder han havde nu, var det det sidste han tænkte på.

[Helene af Suilleaux]

Helene ville næppe kunne forklare hvorfor hun gjorde det. Pludselig var det bare dét hun blev nødt til. Lanval var så sød ved hende, at hun søgte trygheden i at kysse ham. Han virkede langt mere fumlende end Lancelin af Suilleaux, men det var tiltalende nu, i hendes sårbare tilstand, at han holdt igen og var så forsigtig. Hun lagde armene helt omkring nakken på ham og skilte læberne.

En lille lyd forlod hende og hun trykkede sin krop blødt ind mod hans.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde ikke forestillet sig at hans første gang ville blive sådan her, men alligevel gengældte han kysset og lagde armene rundt om hende. Da hun trykkede sig ind mod ham, mærkede han sin krop reagere og tænkte at hun nok kunne mærke det også så tæt hun stod på ham. Han skammede sig en smule over det og tænkte hun nok ville blive frastødt, men samtidig kunne han ikke holde sig væk fra hende nu.

Lanval var nok en forsigtig ung mand, men han var trods alt stadig en ung mand og lige nu følte han at han næsten ikke kunne styre sig. Det var mest hans uerfarenhed, der gjorde han ikke gjorde så meget mere end at kysse hende og lade sine hænder glide ned over hendes ryg. Ville hun overhovedet have de skulle gøre andet end dette? Ville det ikke skræmme hende? Tænkte han, mens han trak sig lidt væk og så hende i øjnene. Han sagde ikke noget, men ville bare lige være sikker på at hun ikke tog forhastede beslutninger.

[Helene af Suilleaux]

Helene var stakåndet, da Lanval trak sig væk. Hun gispede lidt, stirrede på ham med store øjne og lod dem flakke mellem hans.

"Undskyld," fik hun lavt frem. "Jeg... Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval smilede forsikrende og lagde hænderne på hendes kinder. "Nej, du skal ikke undskylde." Sagde han og så hende i øjnene med et indgående blik.
"Det var virkelig dejligt. Jeg blev bare nervøs. Jeg vil ikke gøre det sværere for dig." Sagde han afdæmpet. Lanval kunne rigtig godt lide at kysse Helene, men der var også en risiko involveret og det var primært hende der stod for skud hvis det blev opdaget. Selvom han var sikker på at hans onkel ikke ville være særlig sød ved ham heller.

[Helene af Suilleaux]

Helene trak vejret synligt og så op i Lanvals øjne, imens hans hænder lå mod hendes kinder. Hun rystede svagt endnu, men fortrød ikke for alvor kysset.

"Jeg ved ikke hvordan det kan blive sværere," svarede hun lavmælt. "Han... Du forstår ikke de ting han har gjort..."

Hun fik våde øjne igen.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval vidste godt hvordan det kunne blive sværere, men han ville dog ikke sige det nu. Hun havde ikke brug for flere negativitet i sit liv. Da hendes øjne blev blanke, blev hans blik alvorligt.
"Hvad gjorde han?" Spurgte han, mens han bed sine kæber sammen.
"Hvis han gør dig ondt, så må du se at komme væk." Sagde han og havde stadig sine hænder om hendes ansigt, mens han kiggede hende i øjnene. Det var måske en smule intenst, men han kunne ikke stå og se på mens hans onkel ødelagde endnu en ung kvindes liv. Han kunne egentlig være ligeglad, men det var han ikke mere. Han var vred, så vred, at han overvejede at udfordre Lancelin af Suilleaux i en duel. Noget, han kun ville gøre, hvis det kom dertil at han ikke havde andet valg. For nu, ville han hellere have at Helene kom helskindet igennem på en konfliktfri måde, hvis det var muligt.

[Helene af Suilleaux]

Helene så væk, sænkede blikket og rystede på hovedet, selvom hans hænder knapt lod hende. Hun kunne ikke sige hvad han havde gjort. Hun huskede stadig de bundne hænder, hendes forræderiske krop, der overgav sig til hans tvang. Hendes vejrtrækning blev hastigere og hun stirrede ned.

"Hvordan... Hvordan kan jeg komme væk?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval slækkede sit greb en smule om hendes hoved og trak øjenbrynene sammen, da hun ikke fortalte hvad han havde gjort. Hvis det virkelig var så slemt, måtte det være ret slemt.
"Jeg kan hjælpe dig væk i Levagny, på rundrejsen vil det være for svært. Men i Levagny kan man bedre slippe væk. Jeg kender nogle af novicerne på et af klostrene, vi kan finde et værelse til dig der." Sagde han og tog en dyb indånding.
"Du kan tænke over det. Vi må mødes igen når vi når hovedstaden, så må du fortælle mig om du stadig vil væk." Sagde han. Lanval ville ikke tvinge hende til noget, hvis hun ville blive hos onklen, måtte det være sådan det måtte blive.

[Helene af Suilleaux]

Helene så på Lanval med store øjne og nikkede. Hun kunne slippe væk. Forsvinde ud af Lancelin af Suilleaux's greb. Det ville uden tvivl betyde tabet af hendes status for altid, men hvis det gav hende friheden? Hun kunne måske godt undvære det alt sammen for at være fri.

For nu, nøjedes hun med at synke en tung klump og langsomt glide ud af Lanvals arme. Hun måtte tilbage til sit værelse, inden der kom andre i stalden.

Lukket

[Lanval af Suilleaux]