Kintsugi

[Helene af Suilleaux]

Helene var først vågnet fra den søvn hun var blevet lagt i med urter, da rundrejsen allerede var ankommet. Rygtet om at den ene datter af huset var syg havde spredt sig og hun var fritaget fra alle forpligtelser.

Derfor så man hende heller ikke meget, medmindre man kom i stalden, hvor hun kunne findes i båsen med Chantilly, striglende hesten til hvert et hårstrå lå lige. Hun var der også denne eftermiddag, men der var ikke mere at gøre for hoppen, så i stedet stod hun blot lænet op af hende og mærkede hendes kropsvarme og stirrede tomt ud i luften. Hun var en skygge af sig selv, langt fra den unge kvinde Lanval af Suilleaux havde danset med til hendes bryllupsfest.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var lige kommet tilbage og var på vej ind i stalden med to heste. Han havde stort set fri nu, det eneste han skulle var at tage sig af hestene og så var dagen ved at være omme. Han var en smule træt efter en lang dag, men der var også nogle bekymringer han havde angående sin onkels hustru. Han havde hørt rygterne, både om aborten og om at hun var syg. Det gav ham en dårlig smag i munden. Han ville måske ikke have tænkt videre over det med så mange andre, men med Lancelin var det noget andet. Han stolede ikke en meter på ham.

Det var et tilfælde at der var plads i båsene ved siden af Helenes hest, først lagde han ikke mærke til hende, på en eller anden måde virkede hun usynlig. Han lukkede først den ene hest ind i sin bås og derefter den anden. Han endte med at være i en bås, som var lige ved siden af hendes. Det var ikke et tilfælde, han ville gerne holde lidt øje med hende.

Forsigtig rømmede han sig mens han prøvede at se om hun overhovedet ville lægge mærke til ham. Hun virkede som om hun var i sin egen verden og han ville ikke skræmme hende ved at hilse ud af det blå. Han lod dog hestene være for nu og lænede sig op ad stolpen, der skilte de to båse fra hinanden.
"Det er dejligt at se Dem ude, De må have det bedre." Sagde han afdæmpet og betragtede hende undersøgende.

[Helene af Suilleaux]

På trods af Lanvals forsøg på ikke at forskrække Helene, farede hun lidt sammen over at blive talt til. Hun drejede hovedet imod ham og så et øjeblik på ham som om hun ikke genkendte ham. Så indså hun hvem han var og rystede svagt. Lancelins nevø.

Hun åbnede munden for at sige noget, men intet kom ud. Hun havde ikke talt siden hun vågnede. Hvad skulle hun sige? Hun var knækket. Hendes liv var én stor løgn og hun hadede hvert sekund af det.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval oplevede sjældent sådan en reaktion på hans tilstedeværelse og det skræmte ham. Det skræmte ham også, at hun mindede ham om de soldater der kom hjem fra et forfærdelig slag og reagerede ved at fare sammen ved den mindste høje lyd.

Forsigtig gled han ind under stolpen og gik ind i hendes bås, men blev stående og gik ikke nærmere. I stedet kiggede han bare på hende og rynkede sine øjenbryn sammen.
"Er alt i orden? De siger ikke noget." Sagde han og så undersøgende på hende. Hvis hans onkel havde gjort hende noget, ville han få lyst til at slå ham, han kunne ikke klare at se endnu en af onkelens hustruer forsvinde og blive til ingenting. Han havde flere gange lovet sig selv, at han aldrig ville behandle kvinder sådan. Det havde været smertefuldt at se på, selv for en ung dreng, der ikke vidste noget om livet endnu.

[Helene af Suilleaux]

Helene rystede på hovedet. Hun trak sig væk fra Lancelins nevø. Hun kunne ikke svare ham på hvad der var sket eller hvordan hun havde det. Hvem ville han ikke gå til? Sin onkel velsagtens.

Hun gemte sig ind mod Chantillys varme krop og lukkede øjnene.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval betragtede Helene, mens den bekymrede rynke mellem hans øjenbryn blev tydeligere. Forsigtig, tog han en striglebørste og trådte et skridt hen til hesten, stadig med afstand til Helene og gav sig til at strigle den. Derefter tog han en chance, måske var det risikabelt at åbne op, men han følte ikke han havde meget at miste.

"Stalden har altid været et sted jeg følte mig tryg." Sagde han afdæmpet. "Man skræmmer nemt heste, så alle bliver nødt til at opføre sig roligt." Sagde han.
"Da jeg var barn brugte jeg en del tid her, det var et af de steder hvor min onkel ikke kunne gøre mig noget." Sagde han.
"Et sted hvor jeg havde fred."

[Helene af Suilleaux]

Helene var måske stille, men hun hørte hvert et ord Lanval sagde og noget rørte sig også i hende over det. Hun sank en klump og strøg Chantilly over ryggen. Så løftede hun hovedet lidt og så i hans retning i halvmørket.

"Hv-hvad gjorde Deres onkel ved Dem?"

Lancelin virkede altid så voldsom i selskab med hende, men hun havde ikke overvejet, at han måske kunne være det på andre måder, overfor sin familie. Hun vidste han havde været en hård far, men ikke en, der bevidst skadede sine døtre, troede hun.

[Lanval af Suilleaux]

Der var mange ting Lancelin af Suilleaux havde gjort ved ham og hans forældre, ikke nødvendigvis noget man kunne sætte fingrene på men der havde altid været en vis form for trussel i luften fra hans side.
"En dag, da jeg var barn var jeg ude og lege." Sagde han mens han striglede hesten. "Min onkel dukkede op, jeg var allerede på det tidspunkt lidt bange for ham." Forklarede han.
"Men så sloges vi med pinde, som om vi var i en sværdkamp så jeg tænkte han måske ikke var så slem." Sagde han.
"Det endte med han spændte ben for mig så jeg faldt i græsset og så satte han sig ned på mig, mens han holdt mig nede. Han skældte mig ud." Sagde han. Mindet var en smule udvisket, men han kunne stadig mærke tyngden af den voksne mand ovenpå ham. Det havde været skræmmende for ham, selvom det måske ikke lød så voldsomt.

[Helene af Suilleaux]

Helene lyttede opmærksomt og så på væbneren, der langsomt fik hårene til at rejse sig i nakken på hende. Hendes billede af Lancelin havde ændret sig meget over det sidste stykke tid og hun rystede svagt ved beskrivelsen af at blive holdt nede. Hun følte sig svag i knæene og det susede lidt for hendes ører. Hun knugede sig fast til Chantilly.

"H-han er en forfærdelig mand," hviskede hun frygtsomt.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval var tæt på at gribe fat i hende, men da hun lænede sig mod hesten, besluttede han sig for at hun ikke var ved at besvime. Hendes ord bekræftede hans bange anelser og det fik en vrede til at vokse i ham. Han havde ikke nogen speciel følelse overfor Helene, men han var så træt af at se sin onkels tyranni brede sig og brede sig. Han bed sine tænder sammen og striglede videre, han kunne ikke vise sin vrede overfor Helene. Det ville nok skræmme hende.

"Du er ikke den eneste der tænker sådan." Sagde han afdæmpet, mens han fulgte børsten med blikket.
"Jeg har set ham gøre det før. Knække kvinder. Det giver mig kvalme." Sagde han. Han havde for længe siden besluttet sig for at han ikkr ville være som sin onkel, for ham havde han blevet nødt til at tage et valg i en tidlig alder.
"Hvis der sker noget, så skriv til mig. Det er ikke sikkert jeg kan gøre noget. Men jeg kan prøve"

[Helene af Suilleaux]

Helene så skræmt på Lanval. Det var hendes fornemmelse. Hun havde spurgt Lancelin af Suilleaux men hans svar havde været vage. Hun sank en tung klump og holdt fast i Chantilly.

"Roesia? Han sagde at han prøvede at stoppe hende fra at... At springe, tror jeg. Gjorde han skade på hende?"

[Lanval af Suilleaux]

Lanval fortrød lidt det han havde sagt. Hun så ud som en bange mus. Alligevel var det måske ubehaget værd, at han var ærlig overfor hende. Selvom det nok ikke gjorde hende mere tryg, ville det måske bekræfte hende i sine følelser.
"Fysisk? Jeg er ikke sikker." Sagde han og lod blikker hvile på hestens pels mens han striglede. Så løftede han blikket og så på hende.
"Men man kan spørge sig selv om hvad der drev hende til at gøre det. Ikke al skade er noget man kan se på kroppen." Sagde han.
"Men du er stærk Helene." Sagde han og smilede. "Du klarer den."

[Helene af Suilleaux]

Helene vidste hvad Lancelin kunne gøre uden at der var fysiske tegn. Hun rystede og tvang trangen til at skrubbe sin hud ren igen. Hans forsikring faldt tungt og hun snøftede hørligt ind.

"Nej," mumlede hun. "Jeg er overhovedet ikke stærk. Jeg er allerede knækket."

[Lanval af Suilleaux]

Lanval så på hende med et bekymret blik og overvejede hvad han skulle sige for at modbevise hende. Han havde lyst til at give hende et kram, dele noget af sin egen styrke med hende, men han var bange for at det var for meget.
"Jeg er ked af du har det sådan." Sagde han. "Du må ikke glemme den udgave af dig som jeg dansede med i foråret." Sagde han.
"Jeg har ikke glemt hende. Hun var stærk, modig og endda en smule flabet." Bemærkede han med et skævt smil, selvom han ikke var helt sikker på han kunne få hende til at føle sig bedre tilpas ved at joke. Han forsøgte at fange hendes blik, mens han smilede og løftede sine øjenbryn en anelse.

[Helene af Suilleaux]

Helene følte sig så langt fra stærk. Hun havde forsøgt at udvise styrke, at kæmpe mod Lancelin, at vise ham at hun ikke bare overgav sig til hans overmagt, men i sidste ende havde han nedlagt hende, bundet hende og tvunget hendes krop til at overgive sig. Fysisk var hun endnu mere svagelig efter det hele og hendes hoved føltes som ét stort rod af dårlige tanker. Hun så på Lancelin, men blikket blev lidt fjernt imens.

"Jeg tror ikke hun findes længere. Det eneste jeg har lyst til er at glemme det sidste halve år af mit liv. Jeg ville ønske jeg var blevet gift med Dem i stedet, Væbner Lanval."