Royalt Bryllup

[Caspian af Vigny]

Royalt bryllup

Caspian af Vigny & Simmonete af Vigny

* OBS: Alle skal være velkommen til at bruge brylluppet som en mulighed for at smide deres karakterer sammen *

Sted: Mithras' tempel
Tidspunkt: 20. december. Eftermiddag

Dagen var kommet, hvor Caspian af Vigny og Simmonete af Gustabis skulle giftes. Årets måske største begivenhed foregik i Mithras' tempel, som nu var fyldt til bristepunktet med gæster. Bænk efter bænk sad højadelen iført deres fornemste klæder. Kongefamilien sad selvfølgelig forrest, efterfulgt af lensgrever med deres familie, baroner og baronesser og andre fornemme mennesker, hvis stemmer rungede iblandt templets høje buegange. Langs søjlerne på hver side af bænkene stod Mithras' præster iført lange, hvide kjortler og viftede med røgelseskar. Højestepræsten stod selv oppe ved alteret, klar til at modtage de to unge mennesker.

Caspian ventede ude i forrummet. I dag ville alles øjne være på ham. Også hans hustru, selvfølgelig, men mest ham. Han var jo kongens nevø. Det kunne bestemt ses på hans beklædning, som ikke blot signalerede rigdom, men royalt blod. Vamsen var i lilla silke med fine sølvbroderinger, som gik igen forneden af de kulsorte hoser. På brystet bar han en tung sølvkæde indgraveret med Vignys våbenskjold på de små plader. Hver eneste ring på de ti fingre havde nok værdi til at brødføde en bondefamilie i årtier. Caspians brune, krøllede hår stak ud under en fornem hat.

Han følte sig mægtig. Selvsikker. Alt, han manglede nu, var hans brud.

Og der kom hun ind ad sidedøren. "De ser aldeles smuk ud, Nådigfrøken," drævede han, og det var for en gang skyld oprigtigt. Selvom hans seksualitet pegede i en anden retning, kunne han stadig værdsætte hendes skønhed ud fra den vinkel, at hun ville fremhæve hans. De var bestemt et smukt par.

"Er De klar?" Galant rakte han hende sin arm, og i tilfælde af, at hun skulle nå at skifte mening, styrede han hende bestemt ud på altergangen. Alt blev stille. Alle rejste sig. Og så, til lyden af skøn musik og et ungt drengekor, gik det unge par op ad gulvet.

[Simmonete af Vigny]

Tunge skridt lød på brostenene denne efterårs dag. De tunge, sorte smedejernsklokker fra templet havde allerede slået sine slag, som Komtessen fra Gustabis med ophøjet ro og elegance trådte de sidste trin op til den åbne port, der udgjorde indgangen til Mithras' tempel. Dette var dagen hun havde ventet på. Dagen, som hun var født til at indtage... også selvom hendes tilkommende, var en lunefuld mand, der klart ingen dans på roser var. Men hun kunne have fået værre.

Det klirrede let fra det slagne og nydeligt formede kæde af sølvmetal der hang om hendes hofter. Kiggede man nøje efter, kunne man se Gustabis' våbenskjold slået i overfladen på de let større flader der dekorativt prydede bæltet. Cotehardien var udformet med helvedesgab og med slids i fonten optil hoften, hvori man kunne se det hvide lag silke der fyldte slidsens tomrum, men som også beklædte armene og dækkede et par centimeter mere af busten, end den purpurfarvede yderkjole. Diskrete sølvfarvede broderinger prydede det lilla stof. Hun rettede en enkelt gang på det lille slør der var fæstnet til hovedet med en spinkel circlet, inden hun så trådte ud gennem sidedøren og kunne kaste sit blik på sin Gom der afventede hende. Havde det ikke været for en skidt karakter, ville han have været enhver komtesses ypperste drøm, med sit kønne ansigt, mørke krøller, status og rigdom.
Simmonete skænkede ham et bly smil ved hans kompliment. "De smigrer mig." Smilte hun og tog roligt den arm han tilbød.

Hans spørgsmål, fik komtessen til at hæve et bryn for sig selv. Om hun var klar? Hun var født klar. Hun var Simmonete af Gustabis. Guderne måtte vide, at hun kunne klare en udfordring når den landede i hendes skød. Hun hævede derfor hagen værdigt, idet blikket blev rettet ligeud. "Bestemt." Sagde hun roligt, uden det mindste væven i hendes tone eller attitude.
Simmonete var klar til at han førte hende an, kun som det var sømmeligt. At han nærmest trak hende ud på altergulvet, så hun måtte kompenserer i de stramme, små komtessesko ved at støtte sig lidt ekstra til hans arm, kom lidt bag på hende. Men hun mistede gudskelov ikke balancen, og var sikker på at hun nåede at rette op, inden alles blikke vendte sig mod det unge par.

Der var mange tilstede. Forventeligt nok. Men det gjorde hende dog ikke nervøs. Hun skævede lidt diskret ud blandt mængden af ansigter, men fortog sig ikke en mine førend hun og Caspian gjorde holdt foran præsten, der gjorde tegn til stilhed.

[Caspian af Vigny]

Som de to bevægede sig op ad altergulvet, hvilede alles øjne på dem. I deres purpurlilla tøj, som var forbeholdt royalister, matchede de hinanden til punkt og prikke, og gæsterne sugede det til sig. Sammensmedningen af to af de største familier var ikke blot en vigtig alliance, som sikrede adelens fremtid, den var også symbol på liv, håb og tro på en gylden fremtid.

Oppe ved alteret slap Caspian Simmonetes hånd. Da præsten bredte armene ud, holdt koret inde med at synge, og gæsterne satte sig på bænkene i et brus af skørter. Caspian og Simmonete lagde sig på knæ ovenpå et par røde, polstrede skamler for at modtage Mithras’ velsignelse.

Bøn fulgte oplæsning af hellige skrifter efterfulgt af en fælles velsignelse af alle gæsterne. På et tidspunkt gjorde præsten tegn til at brudeparret skulle rejse sig. Caspian vendte sig mod sin brud og betragtede hende under de sædvanlige arrogante, dovne øjenlåg.
”Jeg, Caspian af Vigny, lover at ære og elske Simmonete af Gustabis i medgang og modgang. Jeg lover, at være hende tro og skænke hende al min kærlighed i evig tid med Mithras' og Yphions velsignelse.” Hans klare, selvsikre stemme rungede mellem buegangene. Han hev en yndig topasring af sin lillefinger og lod den glide ned over Simmonetes ringfinger. ”Med denne ring gifter jeg med Dem i gudernes navn.”
Ifølge troen løb en blodåre direkte fra en kvindes hjerte til hendes venstre ringfinger, og ringen sikrede hendes kærlighed og troskab til evig tid.

Caspians ansigt havde hidtil været hugget i sten, men nu sendte han hende et smil, som man kun kunne gennemskue var falsk, hvis man kendte ham. Nu var det hendes tur til løfterne.

[Simmonete af Vigny]

Hun trak stille hånden til sig, da Caspian slap hendes hånd og præsten gjorde gestus til stilhed. Hun foldede den tunge kjoles skørt ud i en en elegant bevægelse, som hun indtog pladsen på de polstrede skamler. Præsten lod dernæst velsignelsen falde på de to, inden han begyndte sin recitation.

Hun rejste sig fra sit leje, da præstens ord var sagt. Istedet vendte hun sig mod Caspian, hvis ægteskabsløfte, hun fandt lettere morsomt. Efter deres første møde tilbage i Ivray, blev det Simmonete meget klart, at Caspian aldrig kom til at hverken elske eller ære hende - ligesom hun, sikkert ikke kom til at elske eller ære ham. Hun vidste at han stod her på grund af alliancen med Gustabis, ligesom hun stod her på grund af alliancen med Vigny. Og det var det. "Jeg, Simmonete af Gustabis, lover at ære og elske Caspian af Vigny i medgang og modgang. Jeg lover, at være ham tro og skænke ham al min kærlighed i evig tid og med Mithras' og Yphions velsignelse." Klingede hendes melodiske stemme, med et yndigt smil, et fnis i sit indre og skepsis i sit hjerte. Ja så nemt kunne man forgive, så længe ansigtet blev lagt i de rigtige folder.

Hun tilbød ham sin hånd, da han trak en nydelig og kostbar ring af fingeren og lod ham føre ringen på sin retmæssige plads. Den var ganske enkelt smuk. Velslebne facetter fik stenen til at vinke lystigt, idet topassens blå farve stod i smukt kontrast til Simmonetes mørklødede hud. Hun beundrede den diskret, som hun trak hånden stille til sig igen. Hun vidste at ringen ville bære topas, hvorfor Caspians ring selvfølgelig også bar en. Hans var dog ikke så spinkel og feminin som hendes, men istedet var båndet bredere og indrammede den facetslebne topas i en firkantet fatning indlejret i metallet. Stenen var større og bar samme nuance af blå, som hendes. Hun sagde lignende ord som han og lod ringen glide på hans finger. Og med dét var det gjort. Præsten sagde nogle afsluttende ord, som Simmonete og Caspian sammen vendte sig mod forsamlingen, der nu stod vidne til deres vielse.

Præstens ord var fuldendte og en crescendo af korets klare, lyse toner fyldte templets buegange, som brudeparret fulgte hinanden ad altergulvet en sidste gang, inden de trådte ud af Mithras porte til den friske luft og livet som hustru og husbond.

[Caspian af Vigny]

Ofte var samme tomme løfter blevet givet iblandt nygifte adelige, og sjældent blev de overholdt synderligt længe, men præsterne og guderne skulle have deres forsikring. Det fyldte Caspian med en hvis nervøsitet, at han allerede havde brudt løfterne. Elske hende ville han aldrig, og ære hende kom helt an på hendes opførsel.

Caspian rakte hånden frem, så Simmonete kunne lade en lignende ring glide ned over hans finger. Den var smuk og maskulin; en prins værdig. Nu var de smedet sammen på godt og ondt, gift under gudernes åsyn.
Der blev klappet og hujet, idet brudeparret smilende bevægede sig ned ad altergangen. Ude foran templet holdt en karet parat. Ofte ville brudeparret ride til stedet, hvor festen skulle foregå, men Caspian havde specifikt anmodet om en karet for at blive fri for at skulle i nærkontakt med de hysteriske bæster.

Caspian gav Simmonete sin hånd for at hjælpe hende op i det fornemme køretøj. Han satte sig på det guldpolstrede sæde ved siden af sin hustru, hvorefter kareten satte i bevægelse.
Resten af gæsterne ville følge efter i et muntert optog med sang, musik og vajende bannere på denne kølige decemberdag, hvor vinterens spæde solstråler kastede deres spæde lys over Levagny.

”Værsgo.” Han rakte sin hustru en tung læderpose med mønter. Ligeledes havde han selv én i hånden. ”Smid dem ud til fattigfolket. De vil elske dig for det,” drævede han og gestikulerede mod de mange fattige mennesker, der havde samlet sig langs vejen for at overvære den smukke karet og det livlige optog.
Caspian hev ned i det lille vindue (kun en smule - man vidste aldrig, hvad pøbelen kunne finde på), og begyndte at kaste mønter ud til dem. Hans næse rynkede sig i en blanding af afsky og morskab. ”Prøv lige at se dem. De flokkedes om mønterne som rotter om brødkrummer.” Han lo dæmpet.

[Simmonete af Vigny]

Simmonete gled ind på sin plads i kareten. Hun havde foretrukket at ride. Fejre med de øvrige gæster og sole sig i pøblens glæde over foreningen, istedetfor at være pakket væk i en karet, afskåret fra den festlige stemning... man blev jo trods alt kun gift én gang.

Hun vendte opmærksomheden ud af vinduet, da kareten satte i gang og optoget af de glitrende og velpolerede mennesker, som automatisk tiltrak sig den snavsede pøbel og middelklasses skærpede opmærksomhed. De vidste godt hvad der skulle ske nu. Simmonete vidste det også. Hun hun derfor imod posen med mønter, som hendes nye husbond rakte hende. Det var tradition. Oprindeligt havde hun vendte blikket ud af vinduet, som han nærmest kun havde åbnet på klem. Men hans ord trak opmærksomheden hen på ham istedet. Hun så hans afsky. "Selv rotter kan være anvendelige, såfremt nøden rammer." Musede hun forsigtigt og trak lidt mere ned i vinduet, insinuerende at hun ville skade sin hånd såfremt hun skulle kaste mønter ud af så smalt et hul.. egentlig ville det ikke skade hende det fjerneste at bliv berørt af vinduets ramme, men Simmonete ønskede at se mere af hvad der foregik derude. "De skal bare blive ved med at huske hvem der fodrer dem." Tilføjede hun så og understregede sin pointe ved at gøre et nummer ud af at virke uselvisk givende, som hun kastede guldmønterne vil pøbelen, glædeligt smilende og vinkende til dem.

[Caspian af Vigny]

Caspian kastede den ene mønt efter den anden ud af revnen i vinduet, mens hans skikkelse kun svagt kunne ses udefra; en mørk silhuet i kareten, som symbol på selve adelen, der sjældent lod sig se. Mønterne klinkede mod brostenene, men der gik ikke længe før snavsede, hårdhudede hænder samlede dem op.
Kort efter trak Simmonete yderligere ned i vinduet, akkompagneret af en udbyggende metafor. Caspian betragtede tænksomt sin nye hustru vinke og smile til pøbelen. Hun var dygtig til det her, indså han. Intelligent. Velovervejet. Det var som at se en ny side af hende. Der var tydeligvis mere ved Simmonete, end den bly viol, han havde mødt under deres første besøg. Og han vidste ikke helt, hvad han skulle synes om det …

Karetturen med følget var hurtigt overstået; der var trods alt ikke langt fra Mithras’ tempel til paladset. Brudeparret blev fulgt af vagterne ind i deres private gemakker for at friske sig op, hvor imens gæsterne alle trådte ind i festsalen. Der lød således en mægtig klapsalve for det nye Vigny-par, da de trådte ind i festsalen og gik op til ærespladsen ved langbordet. Resten af bordene var formet til en hestesko.
Salen var pragtfuldt pyntet op med lange bannere i Gustabis’ og Vignys farver, samt overdådige blomsteranretninger på langbordene. Forgyldte tallerkener, bestik og pokaler skinnede om kap med gæsternes juveler og funklende tøj. I hjørnet spillede musikere blide toner til at akkompagnere middagen. Det var i sandhed en banket værdig for medlemmer af den royale familier.

Caspian glattede sit tøj og satte sig ned ved det hævede langbord. Han pegede på sit glas, som straks blev fyldt op med vin af en tjener. Åh, hvor han trængte til det her. Han nåede at bunde hele indholdet, før hans mor sendte ham et irettesættende blik. Da han rejste sig, blev alle stille.
"Kære gæster, i dag er en stor dag, for i dag har jeg giftet mig med en af Levagnys smukkeste kvinder," rungede hans stemme ud i salen. Spredt bifald. "Allerede da jeg mødte hende første gang, stod det klart for mig, at dette ville blive et langt og frugtbart ægteskab, næret af vores kærlighed og respekt for traditioner og ansvar. Inden banketten begynder, og vi skal muntre os resten af natten, vil jeg udbringe en skål for dig, min kære Simmonete af Vigny." Han betragtede løftede sit glas mod kusinen, og nikkede til hende, alt imens resten af selskabet ligeledes skålede. Så satte han sig ned, og festen kunne begynde.

[Simmonete af Vigny]

Løgne. Alt hvad der blev sagt, var løgne. Pyntende, men ganske tomme bemærkninger. Hendes mand var hende hverken hengiven eller respektfuld. Og hun smilte til de små smilehuller nærmest begyndte at brænde. Sådan et yndigt par. Sådan en fin alliance. Det royale blod bevaret indbyrdes og understregede eksklusiviteten af den lille gruppe der kunne og måtte bære den purpurrøde farve.
Hun formåede endog at rødme en smule, som Caspians falske ord om deres første møde lød i salen efterfulgt af et skål. Hun kastede blikket bly mod bordet, med beholdt hagen værdigt hævet og præsterende endog et hengivet udtryk, som hendes husbond hævede glasset for hende. Hun fulgte gestussen, sådan som det kun var sømmeligt og tog sig selv i, da hun førte vinen til læberne, at studse over sit nye navn. Simmonete af Vigny. Det lød fremmed i hendes ører, skønt hun sammen med den vage følelse af tabet af Gustabis, fornemmede de nye muligheder i det nye liv som Nådigfrue af Vigny.

En summen af stemmer fyldte salen da Caspian atter havde sat sig og maden var sat på bordene. Simmonete lænede sig lidt i stolen mod sin mand. "Det var nogle søde ord." Bemærkede hun, stadig med sin facade på - dén kom hun ikke til at slippe lige foreløbig. Hvis der var noget, som hun havde lært om sin tilkommende, så var det at han ikke var den behagelige og kærlige mand, som han foregav sig for at være. Han var lunefuld. Så hun trådte varsomt omkring ham. "Jeg har bemærket at De kan noget særligt med ord. Har De studeret retorik ved siden af pligterne som Ridder?"

[Caspian af Vigny]

På én og samme tid kom et hav af tjenere glidende ind med den første ret: kaninragout med karamelliseret pære importeret fra Monteres-lenet. Caspian tog for sig af både mad og vin. Han skævede til hende ved spørgsmålet, imens han tyggede en ordentlig luns kanin i sig.
”Retorik? Ha!” fnøs han. ”Det er en disciplin for kvindfolk, rådgivere og andre tørvetrillere. Hvad skal riddere med retorik? Hvis du hørte den gængse tale mellem riddere, ville du ryste i din braies.”

Med et vift med hånden kom en tjener til syne. Caspian knipsede mod sin tomme pokal. ”Den har været tomt i flere minutter. Har du vigtigere ting for end at tjene brudgommen? Hm?”
”S-selvfølgelig ikke, h-herre,” stammede tjeneren og skævede nervøst til Simmonete. "Tilgiv m-mig." Med rystende hænder hældte han vin op.
”Du har måske travlt med at stirre på min brud?" drævede Caspian. "Ville du ønske, du var i mit sted i nat?” Han lagde hånden på Simmonetes lår, så kun tjeneren ville kunne se den intime handling. Med den anden hånd førte han den fyldte pokal op til læberne og bundede glasset i én slurk, hvorefter han viftede tjeneren væk. Han lænede sig konspiratorisk ind mod Simmonete.

"De er misundelige på os," hviskede han i hendes ører. "Alle tilstedeværende her. Misundelig på vores ungdom og skønhed. Hvordan føles det?"

[Simmonete af Vigny]

Hun lænede sig atter tilbage i stolen, lidt opgivende og havde nok mest af alt lyst til at himle med øjnene af ham, ved hans grove ord. Hvordan kunne man virke så indbydende ét sekund, for at være decideret ækel det næste? Det fik Simmonete til at overveje endnu engang om det nu også havde været en god ide med dette bryllup. Caspian var en stor mundfuld - svær at balancere.

Da hun var sikker på at han ikke så det, pustede hun stille ud, for at give sig selv luft.

I næste nu gik tjenestepersonalet på runde med vinen. Simmonete så frem til en genopfyldning, men måtte rynke brynene lidt i overraskelse da Caspian kastede sig over den stakkels tjener, der sendte Simmonete en stille bøn i sit blik om at redde ham. Et blik, som ikke gik Caspians næse forbi. Simmonete vendte sig mod sin husbond i stolen og satte sig lidt længere ud på stolen. De mørke øjne uskyldigt og dog intenst hvilende på ægtefællen.. krævende hans opmærksomhed. "Der er ingen der tør stirre med sådanne blikke, kære husbond. Alle ved at jeg tilhører dig nu." Spandt hun fløjlsblødt som hun lagde sin hånd ovenpå hans, da den besidderisk lagde sig på hendes lår. Det var nok ligeså meget for at understrege sine ord at hun gjorde det, som det var for at bremse hans handling. Hun gav hans hånd et let klem, for at han ikke skulle falde mistanke for det sidste. Hun brød sig absolut ikke om at blive diskuteret på den måde. Han var decideret uforskammet og bragte hende lidt i skam. Alligevel smilte hun genert, og fremprovkokerede en rosa farve på kinder, som hun forsigtigt skubbede hans hånd af sit ben, i en gestus der kun kunne opfattes som værende bly. At han var for intim overfor en uskyldighed som hende... hvis han da kunne kalde hende det.

Da Caspian så værfede tjeneren væk, sendt Simmonete ham et skarpt blik og at træde varsomt, da Caspian alligevel så væk. Hun vendte kinden til ægtefællen, da han lænede sig diskret ind mod hende. "Misundelige?" Gentog hun stille. Hun skævede til ham med et sigende blik. "Med dig ved min side..?" - "Magtfuld." Kommenterede hun med et vagt smil på læben. Simmonete spillede sine kort nu. Skulle hun på nogen måde kunne komme til orde i den her forening, måtte hun træde varsomt. Caspian var en lunefuld mand.

[Caspian af Vigny]

Alle ved at jeg tilhører dig nu. Hendes forsikrende ord fik et hoverende smil til at brede sig på Caspians læber, som han så sigende på tjeneren. Selvfølgelig tilhørte hun ham nu – ingen anden. Hun var hans ejendom, og selvom hun skulle behandles med en snert af respekt, kunne han stadig gøre, hvad han ville med hende.

Han lod hende genert skubbe hans hånd væk, velvidende at det var sådan en ordentlig kvinde burde reagere på den slags offentlige kærtegn. I stedet lukkede hænderne sig om bestikket for at gå til angreb på næste ret; dyreryg i et bad af velduftende urter. Mindet om tjeneren var allerede forsvundet til fordel for mere mad, som et barn, der allerede havde mistet tålmodigheden med at lege med én gave, og nu var gået videre til den næste.

Han stoppede kortvarigt for at smile til hende. Magtfuld. Det var et godt svar. ”Bare vent, Simmonete. Jeg kommer til at opnå store ting." Vinen var så småt ved at stige ham til hovedet og løsnede tungen. "Du har giftet dig med en af landets mest magtfulde mænd. Hvordan ville du reagere, hvis jeg fortalte, at jeg har store ... ambitioner?" Han løftede et øjenbryn mod hende. Testede hende.

[Simmonete af Vigny]

Hun var tilfreds med sig selv, da Caspian tilsyneladende kunne lide hvad han hørte. Tilgengæld steg skepsissen indeni hende en smule da Caspian benævnte at han besad store ambitioner. Hun var umage med at ikke lade den komme til syne. Istedet betragtede hun ham med hovedet let på sned, et interesseret udtryk hvilende i de mørke øjne. Hun lænede sig lidt indover stolens armlæn. "Jeg ville ønske at høre mere om, hvad de gik ud på?"

[Caspian af Vigny]

Ved Simmonetes svar trak det tilfreds i Caspians mundvige. Han tog en stor bid dyreryg uden at se på hende og skyllede ned med en slurk vin, der dryppede ned på hans fornemme tøj.
”Ikke her. En anden dag,” svarede han blot og tørrede munden med bagsiden af hånden. Så skubbede han tallerkenen fra sig og rejste sig så brat, at tjeneren dårligt nåede rykke hans stol ud.
”Kom,” lød hans ordre, idet han rakte hånden frem mod Simmonete. ”Det er vores bryllup. Lad os danse.”

*

Som aftenen skred frem, og humøret steg i takt med indtagelsen af vin, begyndte flere af gæsterne at komme med sjofle bemærkninger om den snarlige hellige akt. Caspian besvarede dem og lo, men indvendigt var nervøsiteten begyndt at gnave i ham. Som resultat havde han bællet så meget spiritus, at han knap nok kunne stå på benene længere.
Han havde undgået at tænke på netop denne del af brylluppet, men nu nærmede den sig som en fjende til hest på slagmarken. Panikken var begyndt at sætte ind.
Da gæsterne begyndte at samle sig på dansegulvet og kom med tilskyndende råb, havde Caspian ikke andet valg end at gribe Simmonetes hånd og (snublende) føre hende ud af festsalen og hen ad gangen med følget af muntre gæster og musikanter i en slange bagefter.

[Simmonete af Vigny]

Aftenen skred frem. Simmonete var på graciøst vist blevet svunget rundt på dansegulvet af sin nye husbond. Sat til skue, vel og mærke. Men hun kendte sin plads, vidste hvad hun skulle og havde ikke forventet andet. Hun spillede sin rolle så flot. For lidt tid havde hun bevæget sig bort fra Caspian for at tale med familie, venner og bekendte. Men bedst som hun stod og delte lidt lyssky ord med sit nye bekendtskab; Frieda af Hasnea, startede forsamlingen med påskyndende råb og hujen, som de pludseligt mange søgende øjne vendte sig mod hende i rummet. Simmonete så lidt overrasket ud over opmærksomheden fra den store mængde og så i et øjeblik lidt forvirret rundt, til blikket landede på Caspian. Så forstod hun.

Hun blev ført ved hånden, af en meget fordrukken Caspian. End måtte hun diskret støtte ham i sin gang, da han snublende vaklede hende ud af rummet. Hendes blik hvilede lidt utilfredst på ham, skævende, inden det rettede sig mod den muntre mængde der fulgte dem til dørs og smilte af dem, for at være deltagende i festlighederne.

Larmen fra den muntre mængde ebbede ud, da døren blev lukket bag hende. Hun trådte lidt ud i rummet og lod blikket glide over indretning og udsmykning. Hun var faktisk ikke nervøs. Overhovedet ikke. Hun var komfortabel i eget skind og kendte allerede til kødets lyster, og skønt hun aldrig direkte havde lagt med en mand, så havde hun været intim med nogen før. Men hun lod ham føre.. det virkede til at han befandt sig bedst i den position. Så hun vendte sig om mod ham, trak på et smil, som dog forvandledes til et mere bekymret mine da hun så hvor skidt tilpas Caspian så ud. "Er du okay?"

[Caspian af Vigny]

Latter og sjofle tilråb dæmpedes, da dørene ind til den fornemme suite lukkede bag dem. Gæsterne blev kun et øjeblik, inden de forsvandt tilbage til festen.

Caspian trådte længere ind i rummet. Hans øjne gled rundt, ikke for at beundre den fornemme udsmykning, men for at søge karaflen med vin. Da hans øjne fandt målet, stavrede han hen til bordet og skænkede sig et ordentligt glas. Han drak begærligt og viftede afvisende med hånden.
”Selvfølgelig,” svarede han med en kølig stemme, der var et forsøg på at virke selvsikker. Hele hans krop brændte.

Da den sidste dråbe var tømt, vendte han sig mod hende. Års pres og ansvar var kogt ned til dette ene øjeblik. En akt han skulle udføre. Men som han så på Simmonetes bløde former, tvivlede han for første gang på, om han kunne føre det ud i livet. Ikke at han havde et valg. Han blev selvfølgelig nødt til det.

”Tag tøjet af,” kvækkede han, tør i munden. Han måtte få en form for kontrol. Han fumlede med skjorten. Afklædningen blev afgjort besværliggjort af al vinen.