Guderne har forladt mig

[Josephine af Aren]

Josephine vendte sig også mod kusinen, ved den nøje beskrivelse af byhuset. Brynene let rynkede, som lillesøsterens. "Ja, hvordan ved du det?" Spurgte hun lidt inkvisitorisk. "Kender du ham?" Et bryn blev nu skeptisk hævet. Hvad handlede det her om? Fleur var tydeligvis kommet under politilampen, med begges de blondes Aren-pigers tænksomme blikke rettet mod den rødhårede.

[Fleur af Aren]

Fleur havde ikke skænket det megen tanke, da hun først begyndte at plapre løs om byhuset uden at give en forklaring på, hvorfor hun spankulerede rundt hos Sangy familien. Kusinernes krydsforhør kom derfor heller ikke som nogen større overraskelse. Naturligvis var de nysgerrige, det ville den rødhåret selv havde været havde rollerne været ombyttet.

Stadig stående foroverbøjet løftede Fleur hovedet, så de brune øjne kunne kigge hen over kistelågets kant ”Aelin? Nej, hende kender jeg ikke mere end ved navn. Desuden er hun væbner og sjældent i huset længere tid af gangen.” Nakken bukkede blikket søgte tilbage i kisten, før hun med ansigtet oplyst i et sejrssmil rettede sig op denne gang med en himmelblå yderkjole i hænderne. Den var perfekt.
”Jeg kommer der for at besøge Tómas af Sangy . Han hjalp mig en dag, hvor han så mig snublede på vejen hjem, så jeg tabte nogle skriftruller. Vi faldt i snak og han tilbød at følge mig hjem.” Forklarede hun og trak en anelse på skuldrene, som var det i virkeligheden intet særligt "Og nu er vi venner."
Med kjolen lagt over armen gik hun tilbage for at hjælpe Kaylein i at få redt de sidste knuder ud.

[Kaylein Af Aren]

Naiv var et ord, der ofte beskrev den yngste Aren komtesse, når hun ikke hørte det. Selv mente hun selvfølgelig, at hun forstod verdenen præcis som den var. Denne naivitet gjorde dog, at hun tog kusinens udsagn om Tómas som den skinbarlige sandhed. “Øv, jeg havde håbet der var noget mere sladder” fniste hun som den lille skolepige hun var. Smilet var stort over egen bemærkning, men det forsvandt i det øjeblik hendes blik mødtes søsteren. Der var ikke meget tant og fjas i Josephine og i den situation hun sad i, var det måske upassende at lave sjov og grine. Selvom det var det Kaylein havde mest lyst til.

“Det er ret sejt med en kvindelig væbner” mumlede Kitty for sig selv. “Hun må kende mange søde mandlige væbnere” drømte hun sig væk uden den store tilknyttelse til virkeligheden. “Men det må virkelig også være beskidt og så kan man ikke altid gå i de flotte kjoler” det var sådan ca. Det Kittys verden drejede sig om.

[Josephine af Aren]

Josephine førte langsomt hånden op for sit hjerte, som gik det i kramper ved kusinens fortælling. "Du kender ham!" Hvinede hun så, harmt. "Hvorfor har du ikke sagt noget?!" Beskyldningen tyk i hendes stemme. "Fleur Nollie af Aren!" Den indre furie i Josephine rejste sig, da hendes kødelige korpus rejste sig fra stolen. "Hvis jeg nogensinde finder ud af at du har haft en finger med i spillet i det her... arrangement, så taler jeg aldrig med dig igen!" Lovede den blonde Aren pige, hidsigt. Den pludselige følelse af forråd fra kusinen, fyldte Josephine. Hun fraterniserede jo med fjenden!

[Fleur af Aren]

Læberne krøllede sig i et voksende smil over Kaylein’s umiddelbare ærgrelse over manglen på sladder. Smilet nåede dog aldrig helt at nå øjnene, før mundvigene faldt som havde Josephine hægtet blylodder i dem. Fleur havde altid hadet kusinens vrede den mindede hende om hendes egen mor og følelsen blev kun yderligere forstærket, da den jævnaldrende kusine som en arrig terrier bjæffede den rødtoppedes fulde navn.

Munden åbnede sig ad flere om gange, men hver gang hun forsøgte at komme til orde, rungede Josephine’s ord bittert. Armene lukkede sig krydsene foran Fleur, som et beskyttende skjold mod ældste kusinens vrede. ”Er du færdig?” Spurgte hun tvært, da der endelig kom et åndehul.

[Kaylein Af Aren]

Kitty så på, da en spørgsmålsregn af en anden verden begyndte og afsenderen var selvfølgelig hendes søster. Nysgerrigt fulgte den yngste pige med, mens de udvekslede spørgsmål og svar. Hun havde slet ikke tænkt på, at det kunne virke som et komplot, at kusinen var venner med søsterens forlovede. Det var alligevel lidt spændende så. De blå øjne fulgte først den ene og så den anden mens samtalen fortsatte. Nu mere intenst.

Dog studsede hun over en bestemt bemærkning, der fik hende til at klø sig i håret. “Hvorfor ville Fleur have dig gift med en af sine venner?” det kunne da kun skræmme hendes ven væk. Det lød måske hårdt, men det var faktisk en undren fyldt med kærlighed til sin nogle gange lidt besværlige søster.

[Josephine af Aren]

Josephine fnøs af kusinens ord og foldede armene over kors. For et øjeblik øjnene hun bare Fleur med et skeptisk blik, så drejede hun det fortørnet mod lillesøsteren, da hendes bemærkning tangerede til en fornærmelse. "Hrmpf." Var det eneste hun havde at sige, inden hun resolut satte sig ned på sin bagdel og ellers afventede at nogen ville forsikre hende om at der ikke var svig og humbug involveret imellem pigerne i kammeret.

[Fleur af Aren]

Kaylein mente det godt, det vidste Fleur godt, men der var alligevel en snert af noget skarpt i hendes blik, da det vendte sig mod yngste kusinen. Situationen indbød i særdeleshed ikke til indirekte fornærmelser af Josephine lunefulde natur. Uanset om deres uskyldighed, så var der ingen grund til at fodre den opblussende vrede. Alle var bedst tjent uden. Ildstormen blev heldigvis afværget for nu og Fleur slap et uhørtligt lettelsens suk. 

”På æresord, jeg har ikke haft noget med din forlovelse at gøre, Phine.” Lange arme søgte omkring Josephine’s slanke skikkelse bag fra i en kærlig omfavnelse ”Men jeg klager heller ikke over i fremtiden at kunne besøge to af mine ynglings mennesker på én gang.”

[Kaylein Af Aren]

Blondinen krympede sig ved den reprimande som Fleur sendte hende via blikket. De forstod hende heller aldrig. Nogle gange skulle man bare lade Josephine være sur, for det hjalp åbenbart ikke at prøve at mod argumentere hendes holdninger. Kitty skulle måske bare holde mund. De var trods alt også uenige om, hvorvidt den forlovelse var en gave eller en forbandelse.

Kaylein holdt sig i baggrunden lidt og begyndte bare at sætte søsterens hår. Det var faktisk noget hun godt kunne lide og var god til. Det var dog ikke så tit hun fik lov at gøre det på Josephine. På pigeskolen sad hun tit og satte hår på de andre piger mens de sladrede. Dem der altid ville have opsat hår.

[Josephine af Aren]

Hun sad blot og muggede for sig selv, indtil et par varme arme viklede sig om hende og Fleurs ord var at høre. Hun kunne ikke være sur på hende længe, det vidste hun godt. Således mildnede den lille tordensky også. Hun sukkede lidt. "Jeg tror på dig." Mumlede hun så lidt sårbart, "Undskyld." Lød tilføjelsen og hun lagde en hånd over Fleurs arme, gav dem et lille, venligt klem inden hun slap igen.

Da armene havde sluppet hende igen, kunne hun mærke børsten glide over hendes hår. Hun skævede optil Kaylein der efter sin sidste kommentar, blot havde været tavs. Lidt dårlig samvittighed spirede i Josephine, over Kaylein der altid blev lidt fanget i skærsilden når de to store piger havde en en disput. Hun sugede lidt luft ind, som hun besluttede sig for at forsøge at tilsidesætte sin dybe krise over den forestående forlovelse og istedet fokusere lidt på at hun faktisk var omgivet af familie, som hun holdt meget af. "Hvad tænker du, Kaylein? Tror du det er pænest halvt, eller helt opsat?" Det smertede Josephine lidt, at tænke på, at hun sikkert kom til at se yndig ud under lillesøsterens kyndige hænder overfor sin tilkommende. Det ønskede hun ikke. Men hun kunne heller ikke bære at Kaylein altid var sådan i klemme.

[Fleur af Aren]

”Undskyldningen godtaget.” Læberne trykkede sig mod det mørkeblonde hår, hvorefter armene gjorde sig fri igen.

Det havde aldrig været intention, at få Kaylein til at krympe sig under sit blik og så hun trak sig ind i sig selv, i forsøget på at afværge dem begge fra den nyforlovedes vrede. Og ligesom Josephine kunne Fleur mærke ruelsen over den hårde tone hun havde mødt yngste kusinen med. Munden gled åben, men ældste kusinen kom hende i forvejen og inddragede forsonende sin lillesøster. Munden sitrede let, mens den rødtoppede af pigerne trådte lidt tilbage og veg sin plads, så Kaylein kunne komme nærmere.

[Kaylein Af Aren]

Som en lille sol lyste lille Kitty op, da Josephine spurgte hende til råds om de blonde lokker. Der var intet hun hellere ville end at give sine kyndige råd. Hun var godt klar over, at der ikke var så mange ting, som hun var god til, men for det meste var hun ligeglad. Dog var det rart, når der lige var en enkelt ting hun kunne. “Det er pænest halvt opsat, så man kan se længden og den blonde farve er tydeligere, når det hele ikke er opsat” svarede hun med tydelig stolthed i stemmen. De blå øjne skinnede som små diamanter. Hun strøg med bløde bevægelser en lys tot hår på plads på Josephines hoved.

[Josephine af Aren]

Hun smilte, omend en tand modvilligt, ved lillesøsterens ord. Kitty var dygtig til alt pynt og hun satte selv sit hår kunstfærdigt. Hun var køn og ville gerne elske og elskes.. som hendes storesøster, anså hun sig også som hendes beskytter, hvorfor Kittys naive og drømmende sind irriterede hende, af den simple årsag at hun var så sårbar overfor verdenens luner. Disse luner havde Josephine mødt rigeligt af. I mange år havde hun forsøgt at bekæmpe det unge sind, i håbet om at hun ville modne lidt. Men Kitty var og forblev.. Kitty. Josephine sukkede stille, da hun ikke orkede at gå mere ind i disse tanker lige nu. Hendes hjerne var allerede brugt. Istedet bukkede hun sig lidt frem og fattede om et skrin, som hun havde til at stå på konsolbordet foran dem. Da hun lukkede låget op, blev et lille udvalg af cirkletter, diademer, halskæder og armbånd tilsynegjort. Det var ej kronjuveler og den var ej spækket med rige ædelsstene - men skønt de var simple, så var de yndige og enkelte sten vinkede i lyset. "Du må bestemme." Sagde hun, opfordrende til at Kitty måtte vælge hvad hun skulle bære.

[Mithras]

[Josephine af Aren]