Guderne har forladt mig

[Josephine af Aren]

Tidlig formiddag
Solskin, vindstille
Tilegnet Fleur af Aren & Kaylein Af Aren

---

De sorte rander under hendes øjne vidnede om en nat uden søvn. Det lange, bølgende, blonde hår var filtret og sad som en fuglerede klar til at falde fra hinanden. Øjnene røde af gråd. Hun trak sig sammen i fosterstilling i sengen, som hun trak tæppet over hovedet da de første bank lød på døren indtil hendes kammer. En vag, krampeagtig kvalme rullede gennem hende - straffen for ikke at ville spise noget det sidste døgn. Josephine gruede denne dag, som nu var ankommet og hun forsøgte at lukke faktummet om dens eksistens ude, ved bare at lukke øjnene og lade som om hun sov.

[Fleur af Aren]

Hånden forblev løftet, idet Fleur sammen med den yngste af Aren søstrene havde banket knoerne mod det hårde træ og nu afventede et ’Kom ind’ eller noget der kunne tydes således. Da der intet svar kom bankede den røde Aren atter på døren, denne gang mere insisterende end de forrige før hun uden større kvaler tog i håndtaget og vadet ind i kusinens kammer.

”Så det op solstråle! I dag er din næst største dag.” Lød det måske lidt for muntert, men nogen blev jo nødt til at holde humøret højt for to, for guderne ville vide at den ældre blondine ville gøre det til sit livs mål at holde sine mundvige nedadvendte. det var måske lidt forudindtaget, men Aren kusinerne kendte om nogen hinandens gode og mindre gode sider.
Fleur standsede halvt inde i rummet. Efter at have skimmet kammeret for blondelokker en mine, der kunne få selv surt mælk til at virke sødt landede de nøddebrune øjne på sengen, hvor kun antydningen af en klump afslørede at Josephine ikke havde forladt familieborgen i nattens mulm og mørke. Med et hørligt suk skævede Fleur kort i mod Kaylein Af Aren før hun med rappe skridt nærmede sig sengen. Med fingrene omkring sengetæppets kant, smøgede hun sig ind under til Josephine uden at lukke tæppet helt tæt så lidt lys kunne komme ind til dem ”Phine… Ej men altså, har du slet ikke sovet?” Hun lignede noget der var løgn, det kunne selv ikke den dunkle belysning ikke skjule, men det var ikke dét der fik de røde bryn til at krølle sig bekymret.

[Kaylein Af Aren]

Trissende bag Fleur kom den yngste Aren komtesse gående ind i det mørklagte rum. Det var i hvert fald sådan det føltes. Der lugtede som om alle vinduer burde være tildækkede, hvilket den unge Kaylein ikke helt forstod. Men der var også mange ting ved hende storesøster, som Kitty ikke rigtig forstod. Egentlig ville hun gerne være en virkelig god søster, men hun synes tit det var svært, fordi den sure af de to sjældent forstod hende. De delte ikke rigtig mening om noget, så kunne det være svært at være en god og støttende lillesøster.

Derfor lod hun også kusinen føre an ind i rummet, da de skulle hente Josephine. Fleur var den bedste kusine i verdenen, for ikke nok med, at hun forstod den yngste Aren-søster, så var hun også god til at håndtere den ældste. Det fik Kitty til virkelig at se op til kusinen. Hun måtte dog bide sig i underlæben for ikke at fnise, da den rødhårede kaldte Josephine for solstråle. Ansigtet var vendt væk fra de to andre piger, indtil hun havde fået styr på latteren.

Da Fleur kravlede ind til klumpen på sengen, satte Kitty sig i stedet på sengekanten med et ben over det andet. Imens kusinen prøvede på den søde måde at lokke søsteren frem, så hun sig rundt i lokalet og rynkede svagt på næsen. “Far siger, du bare skal tage al den tid du skal bruge” forsøgte hun sig, da den store søster ofte gjorde det stik modsatte af hvad faderen bad om.

[Josephine af Aren]

Josephine havde ignoreret ikke blot én, men to personer der var trådt ind i hendes kammer, så snart hun havde hørt en banken og dernæst døren der gik op. Fleurs stemme havde oftest kunne få den sure citronmåne til at krybe ud af sin hule, hvis ikke det var fordi hun kendte årsagen til at den overhovedet lød i hendes kammer dagen i dag. En fnisen undslap heller ikke Josephines selektivt soniske øregange. Kitty. Hun sukkede stille. Josephine holdt af Kitty, selvom hun også fandt hendes væsen frustrerende. Søsterens drømmesind og næsten kvælende munterhed var ikke noget Josephine kunne tåle i store doser i dag. Men på den anden side, så var den blonde komtesse også så udkørt i sit hoved efter en søvnløs nat med gråd, at hun ej heller havde kræfterne til at korrigere det naive sind. Ikke i dag.

Josephine lå bare stille med sig selv i sengen, end ikke da vægten skiftede i madrassen, indikerende at nogen havde sat sig og nogen var på vej ind til hende. Da lyset brød under dynens mørke dække, missede hun med de blodsprængte øjne. "Fleur?" Mumlede hun hæst og fulgte kusinen med blikket, som hun krøb ned ned siden af Josephine. "Hvad vil i?" Spurgte hun. Tristheden lurende under overfladen.

Kittys stemme lød et sted fra sengekanten. "Jeg vil intet høre om fader hverken nu, eller de næste ti år." Vrissede hun. Josephine ville intet have at gøre med den mand mere. Aldrig mere. Hadet havde vokset sig for stort.

[Fleur af Aren]

Reginale af Aren havde gjort klogt i at spørger sin bror om forstrækning i form af hans niece. Kaylein alene ville aldrig have kunnet få sin søster til at forlade tæppets varme mørke og havde tjenestefolkene alene prøvet på selv samme, så ville den ældste af Aren døtrene uden tvivl have sat huset på den anden ende.
Lige nu virkede det dog som en ualmindelig stor mundfuld at varetage den opgave det var, at få Josephine ud af sengen og i stand til mødet med Tómas af Sangy .

”Vi er her for at sørger for du tager dig bedst muligt ud.” Svarede Fleur ærligt. Der var ingen grund til at pynte på sandheden, kusinen var ikke ligefrem småt begavet. 
”Og at dømme ud fra de blodskudte øjne og mørke render under dem, så bliver lidt af en opgave.” Kommenterede hun og blinkede med et øje inden hun stak hovedet udenfor tæppet, for at se mod Kaylein ”Har vi taget agurker med? Jeg tror vi får brug for den hele.” Forsatte hun i den samme drillende tone, men mere dæmpet som når man forsøgte sig med at hviske og var rigtig ringe til det.

[Kaylein Af Aren]

Med et undertrykt himlen med de blå øjne, rejste den yngste komtesse sig. Snart var de ikke alle komtesser længere, men én ville være en nådigfrue, trods hun tydeligt modarbejdet dette, hvad Kaylein ikke kunne forstå om der så var nogen, som stavede det for hende. Kitty skulle bruge al sin ellers store energi på at undertrykke ivrigheden over, at nogen skulle giftes med hende surmulende storesøster. Selvom hun havde lyst, kunne hun ikke være ivrig for dem begge, for så ville hun bare blive smidt ud og så ville Josephine aldrig bliver klar.

“Gøre dig klar til dagen” svarede Kitty sukkersødt, da storesøsteren surt gav udtryk for sin utilfredshed, ved endnu surere spørgsmål. Nogle gange mindede søsteren Kitty om en af de der virkelig smukke salatblomster man pyntede salat med, men smagte af nogens sure indre. “Så vil jeg holde min mund med far, men jeg siger bare, at han gerne vil have du venter lidt” hun trak uskyldigt på skuldrene. Hun var da tættere på at forlade sengen end før.

Fleurs drilleri fløj direkte henover hovedet på Kaylein og ramte væggen bag hende. Måske fordi hun ledte efter en undskyldning for ikke at være tilstede i dette øjeblik. “Jeg henter da bare en” medgav hun velvilligt.

[Josephine af Aren]

Et ufeminint grynt lød sukkende fra det lille citrontræ, som hun dramatisk tiltede om på ryggen og demonstrativt lukkede øjnene igen. "Jeg gider ikke." Svarede hun resolut og foldede armene over kors under tæppet. "Hvis Tómas af Sangy tager min hånd i ægteskab, så må han indfinde sig med hvordan jeg ser ud uden skønhedssøvn og en kam i håret." Lød det tvært. Tydeligvis havde komtessen ingen intention om at forlade sin seng og sit tæppe.

Josephine var stille lidt, som hun lå der i sin protest, indtil hun så krængede den slanke hånd om tæppekanten og trak det ned under hagen, som hun så mod sin søster. "Hvad mener du? Venter lidt?" Spurgte hun undrende, da lillesøsterens ord i første omgang blev ofret for ignorering i Josephines demonstration, men som hun efterfølgende lige studsede lidt over. Hun så dernæst fra Fleur til Kitty. "Ingen agurker!"

[Fleur af Aren]

”Det finder han ud af under alle omstændigheder.” Mumlede Fleur knapt nok hørbart for sig selv. Med Josephines ufrivillighed til at samarbejde, ville kun de færreste blive overraskede, hvis hun tog sine mutte ord til ekstremerne og insisterede på altid at troppe op som hun var vågnet når hun var tvunget til at dele luft med sin kommende mand.
Indvendigt takkede kusinen guderne for, at selv med morgenuglet hår, røde puffede øjne og mørke skygger under dem, så var den surmulende Aren stadig til at betegne for at værende ganske tilforladelig. Om end hun nu var kønnest med en kam kørt gennem de lyse lokker.

Fleur satte sig ret op og trak tæppet med sig, med blikket skiftende mellem de to søstre ”Jo. Med mindre du kommer ud af fjerene ellers sender vi dig afsted med knuste agurker under øjnene og natkjole.” Hun hævede begge bryn og lod de brune øjne hvile tungt på Josephine ”Ikke, Kitty?”

[Kaylein Af Aren]

De blå øjne så længselsfuldt på døren ud til gangen, da hun måtte stoppe brat op fordi den sure brud frabed sig agurker. Helt ærligt ville Kitty bare gerne se bryllupsforberedelserne, da der ikke var noget smukkere end bryllupper i komtessens verden. I stedet lukkede hun bare munden i og drejede sig på hælen med sin søster og kusine. Selvom hun havde utrolig meget lyst sige mange ting, var det vidst bare bedst, at hun var stille.

Med små skridt listede blondinen tættere på den røde kusine, mens de to andre komtesser talte. Hvis nogen kunne overtale Josephine til noget som helst, var det nok Fleur. Kaylein selv havde for svært ved at sætte sig ind i, hvorfor storesøster var så sur over dette bryllup. Hvis det stod til hende gik hun gerne ned og blev gift med ridderen i stedet for.

Hænderne foldede sig foran hende mens hendes blik flakkede fra den ene til den anden. “Venter med at gøre dig klar” svarede hun lavmeldt og med en bevægelse, der viste, at hun var parat til at få kylet noget i fjæset. Derfor trissede hun også tættere på Fleur og lidt længere væk fra Josephine. “Jo” det næste sagde hun lidt lavere og rettet mod Fleur. “Eller med sengelinned over hovedet” så ville ridderen også føle sig mere tryg og håbe, at han blev gift med en anden.

[Josephine af Aren]

Da Fleur hev tæppet af den sure komtesse, lå hun nu bare dér i sin særk, der krøb hende til midt på lårene og blottede den sarte, blege hud der helst ikke mærkede den kulde kammeret pludseligt synes at besidde. Hun fattede puden der lå ud for hende, lagde den over ansigtet og pressede den let imod. "Til helvede med ægteskab!" vrissede hun ind i den, skønt hendes ord blev fordrejet af pudens fyld. Hun fjernede den så og smed den ud til siden, inden hun tog sig sammen og trillede ud af sengen. "Ugh.." mumlede hun, som hun satte sig på en stol. "Jeg tager sengelinned og natkjole, tak." ytrede hun lidt sarkastisk, skønt der var lidt spøgefuldhed i stemmen. Det var trods alt ikke søsteren eller kusinen hun var gal på.

[Fleur af Aren]

Fleur ville have slæbt den ældste af søstrene ud ad sengen, ved anklerne om nødvendigt. Reginale havde måske nok forudset hvilken kamp det ville være at få Jospehine op og gjort præsentabel, men han forventede stadig at hun stillede op som krævet. Lykkeligvis skulle det ikke gå så vidt.

Mundvigene trak sig sejers rigt op, idet Josephine endelig gav efter. Fleur fulgte trop og efterlod sengen tom. Hånden lukkede sig om Kaylein’s og trak hende med hen foran hendes søster ”Vi vil straks fine det mest luksuriøse sengelinned frem til Dem.” Fingrene slap yngste kusinens, så Fleur teatralsk kunne neje for den ny forlovede, som havde hun været dronningen selv. Mundvigene stirrede under den tilbageholdte latter.
De mørke øjne vendte sig mod Kaylein ”Hvis du fatter børsten, så kigger jeg i dragkisten?”

[Kaylein Af Aren]

Kitty kom til at surmule, da hun blev bedt om at finde børsten. Kunne hun ikke have fået et job, der gav lidt afstand til den sure af komtesserne. I stedet skulle hun så tæt på, at hun kunne børste troldens hår. Hun elskede sin søster på sin egen måde, men hun var nok også lidt, ret meget, bange for hende. Tøvende fandt hun den sølvbelagte børste frem fra sit gemmested og listede nærmest hen til Josephine. Hun måtte bide sig hårdt i underlæben for ikke at plapre op om, hvor smukt og fantastisk ægteskab var. Hun ville ikke have kastet tøfler efter sig igen. Faktisk forholdt pigebarnet sig tavst et øjeblik, mens hun gik i gang med den alenlange, blonde hår. Det var filtret, som man ikke skulle tro en komtesse kunne filtre det.

[Josephine af Aren]

Josephine kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af Fleurs grandiøse gestus. Hun legede lidt med på den og hævede hagen nobelt, som hun æreværdigt betragtede Den røde Aren ud gennem et snobbet blik. "Det behager mig." Bekendtgjorde hun i en snobbet stemmeføring, skønt smilet opblødte attituden og understregede den underliggende leg.

Hun lod Kitty føre børsten over det viltre blonde hår, og skar lidt grimasse da filtrene trak smerter i hovedbunden. "Har Sangy et byhus i kvarteret eller opholder de sig på paladset?" Spurgte hun lidt åndsfraværende. Svært tænkende på det forestående møde, som hun på en eller anden måde skulle overleve.

[Fleur af Aren]

’Det skal nok gå’ formede læberne lydløst forsikrende og et opmuntrende klem afgivet på mindste kusinens ene arm, før Fleur nærmede sig den store kiste og fik bakset låget op.

Hun så op fra dybet og drejede ansigtet mod kusinerne, stadig med hænderne begravet i regnbuen af kjoler ”De har et byhus, i teaterkvarteret naturligvis. Det er stort, hvis ikke en tjener fulgte mig på vej ville jeg uden tvivl have været faret vild de første gange jeg var der.” Blikket vendte sig tilbage ned i kisten.
En korngul yderkjole blev løftet op fra mørket og holdt ud i strakte arme. Nej, gul var ikke farven Tómas af Sangy skulle sin kommende forlovede i første gang. Kjolen blev lagt tilbage og Fleur forsatte med at grave sig ned gennem stof bunken i jagten på de perfekte klæder for dagen.

[Kaylein Af Aren]

En lille rynke dannede sig mellem Kayleins øjenbryn, da kusinen beskrev familien Sangys hus meget præcist. Selv havde hun aldrig været der, men der havde heller ikke været en grund før nu, da søsteren skulle bo der. Lillesøsteren fortsatte sin halvskræmte børstning af sin storesøsters hår. Man skulle tro hun havde sovet i stalden. Man vidste aldrig hvad Josephine kunne finde på.

“Fleeur?” kaldte hun med den perfekte uskyldige stemme og de små lyse bryn rynkede en smule. “Har du mødte Tómas af Sangy før?” spurgte hun nysgerrigt, for at komme tættere på spørgsmålet om hvorfor kusine havde haft sine fødder i netop det byhus. Næsen rynkede som et tegn på tænksomhed. “Eller er det hende søsteren du kender?” Kitty kunne ikke huske hendes navn lige på stående fod. Underviserne på pigeskolen skældte altid på hende, fordi hun glemte alles navne.