Mislykkede flugtforsøg

[Gisella af Suilleaux]

Gisellas blik hvilede på Alexandres ansigt, mens han fokuserede på at fjerne splinterne så blidt som muligt. Han virkede alvorlig og bekymret. Hun kunne se ærligheden og mærkede, hvor meget han oprigtigt holdt af lenet – så meget at han fandt sig i baronens luner.
Snart ændrede talen karakter. Det var forræderisk snak, der kunne koste rådgiveren hans hoved, men ikke desto mindre betroede han sig til baronens kommende hustru. Det fik hende til at føle sig mindre ensom, og for første gang løsnede knuden i hendes bryst sig en anelse.

Det generede hende ikke, at han kaldte hende Gisella, selvom hun var over hans stand. Det føltes, som om han var en kær onkel, der tog sig af hende, én hun kunne stole på.
”Jeg vil gerne hjælpe,” sagde Gisella langsomt. Hendes flugtforsøg var fejlet. Marcel havde gjort det klart, at hun nu tilhørte ham. Selvom hun burde være kuet og nedslået, var en lille flamme begyndt at brænde i hende. Én, der var blevet vækket af rådgiverens tillid til hende. Han troede på hendes evne til at gøre en forskel. ”Hvis jeg skal blive her resten af mit liv, agter jeg at blive en god baronesse og forsøge at veje op for de skader, baronen laver. Vil De vejlede mig ... Alexandre?"

Det var ikke gået op for hende, at Alexandre var stoppet med at fjerne splinter, og at deres hænder blot lå i hinandens nu.

[Alexandre af Monteres]

Der var stille i det lille værelse, da erkendelsen af Alex´s plan så ud til at få Gisella til at overveje for en stund. De vidste det begge i deres interne ordudveksling, at dét de havde gang var ganske forræderisk. Sammen ville de manipulere lensbaronen ud i forskellige veje, som ville sørge for at holde ham i skak fra at udføre handlinger der ikke ville komme lenet til gode. I alt dette her fortalte Alex af Monteres om sin bekymring og sin manglende tro på lensbaronens evner - og de måtte sammen tage kontrollen. Hvis der var nogen, der ville have større indflydelse end rådgiveren, så ville det være Gisella, lensbaronens kommende hustru. Så da Gisella indgik at ville være med i planen, var det med en lettelsens suk der fik skuldrene på Alex af Monteres til at falde en smule.

"Om jeg vil," svarede han, stadig med hendes feminine hænder i sine. Han klemte dem med som et smil dannede sig på hans læber, "Jeg er sikker på, at vi sammen kan få styr på Marcel. Men vi må gå stille med dørene. Ingen må vide noget om dette, Gisella."

Alex rettede sig en anelse i stolen. Deres hænder fandt hvile i hendes kjole stof, idet at han førte den ene af sin hånd mod hendes kølige kind, "Du kommer til mig, og kun mig når der er noget. Selv ikke din familie i Suilleaux må vide noget, forstår du mig?"

[Gisella af Suilleaux]

Det, de sad og gjorde, var udover alle grænser – ikke blot de forræderiske ord, der blev ytret ligesom forbudte elskere i elskovssengen, men de lidt for nære kærtegn. Gisella mærkede ændringen i rummet, da han blidt strøg sin hånd over hendes kind. Hun burde skubbe den væk - burde bede ham holde hånden for sig selv - men hun kunne ikke få sig selv til det. Endelig havde hun fundet én, hun stolede på, og kærtegnet føltes … dejligt.
Rådgiveren af Monteres var afgjort en farlig mand.

Hun overvejede hans ord. Kunne hun virkelig gøre det? Bedrage baronen, konspirere med rådgiveren og ikke nævne et ord til sin familie? Ja. Det har var hendes liv nu, alt andet var fortid. Hun var færdig med at være underlagt andre, nu ville hun have kontrol.

”Jeg forstår, Alexandre,” nikkede hun og så ham direkte ind i øjnene. ”Det her bliver mellem os.”

//Lukket