Mislykkede flugtforsøg

[Gisella af Suilleaux]

Gisella gyngede fra side til side af hestevognens bevægelser. Hun måtte holde hænderne fastspændt på hver side af tønden for at bevare balancen. Kun få striber lys slap ind gennem toppen af tøndens låg, ellers var der mørkt. Der duftede kraftigt af sød vin, eftersom tønden var blevet brugt til at lagre den søde væske, som blev produceret overalt i Monteres-lenet.
Nu blev den forhåbentlig det sidste, hun ville se af dette gudsforladte sted.

* Tidligere *

Gisella havde ikke været på borgen i Monteres i mere end fireogtyve timer, før hun havde besluttet sig for at forlade den.
Aldrig i livet om hun skulle gifte sig med en gal baron, som slagtede mennesker for sjov, og hvis sind var lige så omskifteligt som vejret en efterårsdag i Suilleaux.

Hun havde ligget vågen hele natten for at planlægge sin flugt, og i løbet af den følgende dag konspirerede hun med sin tjenestepige om at få det til at ske. Planen blev lagt, og om eftermiddagen, da et optog skulle fragte vin nordpå til Falanies andre lener, viftede tjenestepigen i al hemmelighed Gisella hen til en tom tønde på en af vognene. Komtessen krøb ned i den, låget blev lagt på, og efter et stykke tid begyndte optoget.
Hendes hjerte bankede taktfast mod brystet, og hun knugede den lille lædertaske med mønter ind til sig. Hun havde måtte forlade alle sine ejendele på værelset, for at det ikke skulle virke mistænkeligt. Og selvom pengene ikke rakte langt, var det eneste, der betød noget, at hun slap væk.
Alt ville være bedre end dette.

[Marcel af Monteres]

"Stands vognen!" brølede en vagt, efterfulgt af en hests vrinskende udbrud, idet vognens pludselige stop fik tønderne til at bevæge sig. Kort tid efter hørtes der en samtale mellem fragteren og vagten; en samtale der druknede en smule på grund af Gisellas skjulested og afstanden.

Efter noget diskussion frem og tilbage blev der så pludselig stille. Tunge fodtrin gik i mudderet mod vognen, og kort tid efter tog to vagter fat i tønden, der stod yderst. Et mindre hvidt kryds af kridt på tøndens træ fortalte dem, hvilken de skulle tage.

"Er De sikker på, at hun er deri, Deres Nåde?" spurgte Alexandre af Monteres , og så på lensbaronen ved sin side. Deres høje heste vrinskede og trampede en anelse i jorden.

"Åh, ja," sagde Marcel køligt, som hans blik skarpt betragtede vagterne i baggrunden, "Og jeg vil vise hende, at jeg hører og ser alt."

*Et par timer forinden*

"Jeg har sat i kryds på tønden, Deres Nåde. Hun er på vej ud af lenet allerede nu. Mod nord." Kokkedrengens blik hvilede tungt mod det hvide stengulv, mens at han knugede sin hat i hænderne. Storsalen virkede så stor i forhold til aftenenes store banket. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at Marcel er Monteres' intimiderende blik skimtede ned fra tronen på den lille forhøjning. Overvejende havde han ladet de lange, hvide fingre massere sin hage i rolige strøg.

"Giv drengen en sølvnobel for sin ærlighed.." Marcels blik faldt på rådgiveren ved sin side. Rådgiveren, Alexandre af Monteres , blev siddende tavs for en stund, inden at han rejste sig modvilligt fra sin plads og gik mod kokkedrengen.

"Skaf mig 10 vagter og gør min hest klar. Alexandre, tag med mig. Jeg vil have den vogn stoppet. Jeg vil have hende til at fortryde af hele sit hjerte."

___

Ved den store flods bred slog vandet dovent ind. Vagterne bar tønden ud i vandet og så op på den lille flok, der stod på bredden. Deres blikke satte sig afventende fast på  lensbaronen og dennes onkel, der sad på hestenes rygge og betragtede situationen.

"Marcel," lød Alexandres stemme roligt, "Er du nu sikker på det her?"

"Hun skal opdrages, synes De ikke? Vi kan ikke have en ulydig tæve som lensbaronesse.." Så nikkede Marcel af Monteres en enkelt gang til de to vagter, hvorefter at de sænkede tønden i vandet.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella fór sammen, da vognen stoppede med en brat bevægelse, som fik hende til at tumle ind i tøndevæggen. Heldigvis væltede den ikke, fordi den sad i spænd mellem de andre tønder og bagsmækken. Hendes lille hjerte galoperede af sted. Hvad foregik der? De havde ikke redet meget mere end nogle timer og kunne umuligt være fremme ved en kro allerede. Måske havde nogen fra optoget glemt noget vigtigt tilbage på borgen?

Der lød dæmpede stemmer. Tunge fodtrin i mudder. Og så pludselig greb nogen fat i tønden. Hun væltede om på ryggen, gispede og slog hånden op for munden for ikke at afsløre sig selv. Nej, hun måtte ikke blive opdaget, det var afgørende! Hun turde end ikke forestille sig, hvad Marcel ville gøre, hvis han opdagede hendes flugtforsøg. Han havde allerede gjort det klart, at hun tilhørte ham nu, selvom de endnu ikke var gift.

De skal bare flytte tønderne over på en ny vogn, tænkte hun desperat. Hjulet er sikkert gået i stykker på den anden. Men der var noget galt. Det tog for lang tid. Og var det lyden af bølger, hun hørte?

I næste øjeblik blev tønden presset under vand. Det sivede ind mellem alle sprækker og revner, og med overraskende hurtighed blev bunden dækket med fersk, tanglugtende flodvand. Åh gud, Hun ville drukne! Panikken greb hende; hun bankede og kradsede på tøndens trævægge og rev neglene til blods, mens vandet væltede ned over hende. Det nåede allerede helt op til brystet!
”Luk mig ud!” skreg hun og sparkede og slog i håb om at ødelægge tønden. Ingen hørte hende, og hendes skrig druknede til en gurglende lyd, da tønden blev fuldstændig fyldt op med vand.
Det var nytteløst. Gisella kunne intet gøre. Hun ville drukne lige dér i tønden, det var kun et spørgsmål om sekunder.

[Marcel af Monteres]

Marcels læber smørrede sig sammen til et djævelsk smil, mens det grå blik hvilede skarpt på tønden. Som den kom længere ned under vandet, måtte man kun forestille sig, hvordan det måtte være at mærke vandet omslutte sig, og tanken virkede til at ophidse den ranglede lensbaron. Ryggen rankede sig ubevidst stolt på den kridhvide hest og hans knoer blev endnu mere hvide idet han knugede om seletøjets læder.

"1.. 2... 3..." hviskede Marcel stille for sig selv, og talte sekunderne tønden var under vandet.

Pludselig rømmede Alexandre af Monteres sig, og med en rolig stemme forsøgte han at få en reaktion fra lensbaronen. Han måtte gøre noget, ellers ville den unge komtesse bare drukne, og med tanke på sin nevøs utilregnelige tilstand, var det bestemt ikke umuligt. "Deres Nåde, er det ikke nok?"

"Hm?" Marcel virkede nærmest som at vågne op fra en trance. Hans blik rettede sig fra tønden og over på Alexandre, der sendte ham et sigende blik. Lensbaronen kluklo let "Åh ja, måske. Skal vi se til hende?" Så løftede han elegant den ene hånd og viftede den i vejret til de to vagter med tønden, "Det er nok! Få tønden ind og åben den her!"

Vandet strømmede voldsomt ud af tøndens sprækker, da den blev hevet op fra floden igen. Så bar de den ind på bredden, foran lensbaronen, hvorefter at de slog tøndens låg af og væltede tøndens indhold mod den mudrede jord.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella var omsluttet af vand. Hun havde nået at tage en sidste indånding, inden tønden blev sænket helt ned i floden, men i hendes paniske tilstand var den allerede ved at svinde ind. Den unge komtesse lod fingrene glide over de sammenflikkede brædder, fandt revnerne og rev! Rev, kradsede og skubbede, men det nyttede intet, de gav sig ikke en centimeter.
Ilt! Hun måtte have ilt! Hun hev efter vejret, men i stedet blev lungerne fyldt med vand. Det sortnede for hendes øjne …

I næste nu lå blev tønden vendt på hovedet, og hun flød ud på flodbredden som en våd fisk sammen med alt vandet. Hun spruttede, hostede og harkede, indtil alt vandet i hendes lunger var kommet op. Hendes fingre blødte, det våde tøj klæbede sig ind til hendes krop og det lyse hår hang ynkeligt ned over hendes kridhvide ansigt. Hun tog sig til brystet, som gemte på et par lunger, der rev smertefuldt.
Der gik det op for hende, at hun var omringet af fodvagter, og da hun så op, mødte hendes blik først rådgiverens og dernæst baronens.

I det øjeblik hun så hans intense, vrede øjne, vidste hun, at hun havde fejlet, og at hendes liv aldrig ville blive det samme igen.
”De … De forsøgte at drukne mig!” kom det hæst fra den unge komtesse, som havde hun selv svært ved at forstå, hvad der lige var sket.

[Marcel af Monteres]

Plaskvåd, bleg og gispende efter vejret. Det var præcis et syn, som Marcel havde glædet sig til at se, da Gisella blev væltet ud af tønden. Nu lå hun dér i mudderet foran ham, og på den høje, hvide hest virkede afstanden ualmindelig stor. Som en smuk prins foran sin usle undersåt. Det var næsten også den association, som den ranke lensbaron havde gjort til sin virkelighed.

"Ja?" svarede Marcel af Monteres blot med et uforstående udtryk i ansigtet. Som om, at det gav fuldstændig god mening, at udsætte sin kommende brud for druknedøden. Det var helt gak, selv et par af vagterne så en anelse spidse ud i ansigtet for en enkel stund.

"Det overrasker mig, Gisella af Suilleaux, at De ikke er mere hårdfør? De har trods alt Monteres blod i Deres årer. Men det kan være, at Deres ynkelige forsøg på at flygte stammer fra Deres far? Jeg havde ellers stærkt regnet med, at Suilleaux var mere stolte, men ak.."

[Gisella af Suilleaux]

Marcels reaktion var blottet for empati, eller i hvert fald besad han en så forskruet moral, at han rent faktisk mente, han var berettiget til at true hende med døden for hendes flugtbesøg.

I et par mundlamme sekunder gloede komtessen på baronen, mens hun hev genvandt åndedrattet med hver en smertefuld indånding. Så væltede et brus af vrede op i hende ved de tirrende ord. Han var jo skingrende gal!

”Hvor vover De!” udbrød hun harmdirrende, og fra sin stilling på jorden knyttede hendes næver sig omkring den våde jord. Hun tog en håndfuld mudder og slyngede den i retning af Marcel, ligeglad med om hun ramte ham eller hesten, mens hun skreg: ”Jeg hader Dem, og De vil fortryde det, hvis De gifter Dem med mig!"

[Marcel af Monteres]

Der lød et klask, da den våde bold af jord ramte den kridhvide hests bringe. Den stod uberørt på sin plads, til trods for at det pludselige mudderkasteri og råben fik fugle til at flyve fra et træs grønne krone.

Marcel af Monteres så på Gisella med afsky. Som hun lå der i mudderet og opførte sig helt hysterisk, var Marcel yderst overbevist om, at det måtte stamme fra Suilleaux slægten. Aldrig havde han nogensinde set noget så ynkeligt, idet at hun truede ham. Truede ham.

Hesten slog let med hovedet. Marcel tog en slank hånd op i luften og så på Gisella med et skarpt blik, "Gisella af Suilleaux," startede han ud, "De er i Monteres nu. Deres navn vil blive ændret til Monteres. Jeg ejer Dem, forstår De nok. Jeg kan gøre med Dem, præcis som jeg vil. Det kan være, at De hellere vil piskes?" Marcel så sigende på hende, spørgende, men uden at forvente et svar fortsatte han blot.

"Men det kan også være, at det er bedre i forhold til at opdrage Dem. Piskeslag svier i et par dage, og så er det nemmere at huske, at man ikke bør forsøge at flygte væk."

Så vimsede han en smule med hånden i luften, som tegn til vagterne, "Få hende op og stå." 

[Gisella af Suilleaux]

Mudderets kollision med den fornemme hest skabte ingen større indvirkning. Det havde ellers været kønt at ramme baronen i ansigtet og tørre det arrogante blik af hans fjæs.

Mens den lille komtesse lyttede til Marcels formaning om, at hendes eksistens nu var reduceret til hans ejendom, gravede hendes fingre sig ned i mudderet af undertrykt vrede. ”Nej, Deres Nåde,” sagde hun mellem sammenbidte tænder. ”Jeg vil ikke piskes.” Hun var ikke et sekund i tvivl om, at han ville gøre alvor af sin trussel.

Et par vagter trådte frem og hjalp Gisella op. Hendes ben rystede så kraftigt, at hun dårligt nok kunne stå selv, og vagten støttede hende hen til Alexandre af Monteres . I et svuptag løftede vagten hende op at sidde i sadlen foran rådgiveren. Hun fik ikke engang lov til at ride på sin egen hest, måske for at ydmyge hende yderligere, eller i tilfælde af at hun forsøgte sig på endnu en flugt. Det var også lige meget, for anstrengelserne for at overleve havde kostet hende al energien og gjort hendes krop slap som en nyfødt kattekilling. Og rådgiveren var åbenbart den, baronen stolede mest på til at få hende hjem.

Gisella sagde intet, da optoget begyndte sit tilbagetog. Aldrig havde hun følt sig så ydmyget. Flugtforsøget var fejlet under overværing af 12 voksne mænd. Hun var våd helt ind til benet, rystede af kulde og stank af tang. Og hun fik ikke engang sin egen hest at ride på, men måtte sidde klinet op ad en fremmede mand. Dette måtte være lavpunktet i hendes korte liv.

[Marcel af Monteres]

Marcel kluklo for sig selv, som hans smil krøllede sig djævelsk sammen, "Vi må se, det kan være at De ændrer mening." Der var noget mørkt bag hans ord, som en trussel om, at han kunne ty til hårdere midler, hvis hun ikke adlyd ham. Med Marcels utilregnelige sind ville det ikke være overraskende.

"Lad os få hende hjem. Tab hende nu ikke, Alexandre!" Og så vendte de hestene og skridtede afsted, mens vagterne gjorde bagtrop. Vejen gik tilbage mod Monteres' lensborg; et fængsel nærmere, for den unge Gisella.

[Alexandre af Monteres]

Det havde været med spændt kæbe, at Alexandre havde betragtet Marcels håndtering af den unge komtesse. Det havde lige akkurat været på grænsen, at han havde bedt sin nevø om at stoppe situationen, for han kendte ham godt nok til at vide, at det kunne have endt begge veje ved hans indblanding. Det havde ligeledes lagt faretruende på tungespidsen, at han havde bandet sin nevø af helvedes til, for hans kyniske behandling.

Synet af Gisella satte sig på nethinden hos den ranke rådgiver; halvdruknet, våd og kold, tømt for al energi i sin kamp for at overleve. Og ikke nok med det, så måtte det mislykkede flugtforsøg og Marcels hånlige ord tage den sidste gnist fra den unge komtesse. Alexandre fik ondt af hende, for hun havde, om nogen, ikke fortjent at havne i Marcels kløer. Som var hun endnu et stykke legetøj til hans legetøjskiste.

Sammen med vagterne fik de Gisella op på den store hest. Alexandre virkede høj og bred i forhold til hendes feminine, spinkle skikkelse, hvis træthed fik hende til at hænge i sadlen. Med en arm om hver hendes side, som han holdte om seletøjet, og med den hårde brystkasse bag hendes ryg, sørgede Alexandre for, at hun sad sikkert.

"Hold modet oppe, Gisella af Suilleaux.." lød det lavmælt og dybt fra Alexandre, så kun Gisella høre hans ord. Så satte de i skridt mod lensborgen.

____

Da de var kommet tilbage, havde tjenestepigerne sørget for at give den unge komtesse et varmt bad. Marcel af Monteres havde, med højt humør, sat sig ned for at spise en sen aftensmad, nu hvor hans uopdragne hustru havde forsinket ham.

Alexandre, derimod, havde ikke haft appetit. Hans tanker havde stadig været på Gisella, så mens at hun var i bad, sad han afventende i hendes gemak ved siden af.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella druknede helt i rådgiverens favn, som hun blev trykket mod hans bryst, iskold og våd, og sugede hans varme til sin rystende krop. De vuggede roligt til hestens bevægelser, da optoget satte i gang mod Monteres-borgen. Der var noget mærkværdigt trygt ved at sidde hos ham, eller også var det fordi, hun var så udmattet. I hvert fald faldt hun i søvn, før end hans beroligende ord lød i hendes ører.

*

Gisella troede aldrig, hun ville blive tør eller varm igen. Nede i kobberkarret skrubbede tjenestepigerne flodvandet af hendes hud og hår og smurte salve på de forblødte fingerspidser. Hun rystede stadig af kulde, da hun trådte op ad badet og blev svøbt i en varm kåbe.

På skælvende ben førte de hende ind i sovekammeret, hvor rådgiveren allerede var at finde. Gisella satte sig på stolen ved siden af ham og afskedigede tjenestepigerne.
”De vidste, den slags ville ske, gjorde De ikke?" spurgte hun ham. "Fortæl mig, hvordan baronen er endt på denne måde." Hun trak en lyseholder tættere på sig og forsøgte med sammenbidte tænder at fjerne nogle af de mange små splinter, der sad fast under neglene.

[Alexandre af Monteres]

Som Gisella blev ført ind i gemakket, rejste Alexandre sig respektfuldt fra sin plads. Men Gisella var hurtig, idet at hun ubemærket afskedigede tjenestepigerne, der nejede fint for deres kommende lensbaronesse, og efterfølgende satte hun sig på stolen ved siden af Alex.

Så han satte sig ned igen, for kort tid efter at få stillet et spørgsmål, han langt fra havde forventet. En tung udånding fra nådigherren fortalte vist rigeligt. Det var bestemt ikke overraskende, at lensbaronen kunne gå så vidt.

"En køkkendreng opdagede Dem, komtesse," svarede han, og gav derved Gisella indblik i hvordan hendes flugtforsøg var blevet opdaget, "Han havde lavet et kryds på tønden med kridt."

Hans blik faldt mod Gisellas hånd, som hun sammenbidt prøvede at fjerne splinter fra fingerspidserne. Den høje, ranke nådigherre lænede sig hen over bordet og tog en syæske, hvorefter at han åbnede den og rodede lidt i den med klarhed.

"Baronen har altid fået sin vilje fra han så dagens lys i barselssengen," startede nådigherren forklaringen, idet at han fandt en nål. Så førte han den over stearinlyset for at sterilisere den, "Som værende en Monteres har navnet og slægtens historie givet magt i sig selv. Han er opdraget til at vide, at hans ord vil blive lov på et tidspunkt i hans liv."

Nådigherren satte sig en smule frem på stolekanten, og uden yderligere tog hans hånd om hendes og guidede den imod sig. Varmen fra hans hånd var mærkbar. Hans blik hvilede fokuseret på hendes fingerspidser, undersøgende med en panderynken, hvorefter at han gik igang med at fjerne splinter.
"Hans far var tæt på at miste arven til titlen til en anden. Siden da har der altid lagt en faretruende og dyb vrede over familien. En slags form for paranoid magtbeherskelse. Og tro det eller ej, Gisella af Suilleaux, men Marcel blev født uskyldig. Det har været denne vrede, der har formet ham til den han er i dag.  Utilregnelig og usympatisk."

Alexs karismatiske, dybe grå blik skimtede op fra hånden i hendes klare blå.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella nikkede eftertænksomt og sank en klump. Ligesom hun havde forventet, kendte rådgiveren til miseren, og det kom tilsyneladende ikke som en overraskelse for ham. Baronen havde fået nys om flugtforsøget, fordi en køkkendreng havde opdaget hende og sladret. Hvor meget guld havde han tjent som belønning?

Stille lyttede hun til hans fortælling om et forkælet barn, en hadsk baron og en magtgal slægtslinje, mens hun betragtede Alexandre stikke nålen ind i ilden. Hun havde svært ved at forestille sig Marcel som et uskyldigt barn, og der var tydeligvis heller ikke gået lang tid, før han var blevet korrumperet af magten, han var skæbnebestemt til at få.
Det forekom hende, at nådigherren talte med, hvis ikke blidhed, så sympati for baronen, hvilket vidnede om et medfølende sind. Ikke fordi hun selv havde synderlig medfølelse for en mand, der for få timer siden havde prøvet at drukne hende.

”Tilgiv mig, hvis jeg er for nærgående, men hvorfor er De her, Nådigherre?” Hun lagde forsigtigt sine forrevne fingre i hans store, varme hånd. Det var sandsynligvis upassende, men han var varm og tryg, ligesom hans bryst havde været, da hun havde redet hos ham.
”Penge er næppe en mangel, og De kunne bo komfortabelt og velhavende på din egen ejendom,” uddybede hun. ”Hvad får dig til at blive? Er det fordi, De elsker Deres nevø?”
Et dæmpet gisp fløj fra hende læber, da han trak en lang splint ud, og hun trak uvilkårligt hånden til sig. Idet hun løftede blikket mod ham og mødte hans mørke, rolige øjne, indså hun, at selvom han var baronens rådgiver, kunne hun ikke lade være med at stole på ham. Han var ikke ude på at skade hende. Faktisk var han det tætteste, hun kom på en ven i dette gudsforladte len. Så hun lagde tillidsfuldt hånden tilbage i hans.

[Alexandre af Monteres]

"Jeg beklager," forlod en undskyldning Alex's læber, da Gisella gispende trak hånden til sig, efter at han havde fjernet en dyb splint. Hans blik var beklageligvis for en stund, og som hun rakte sin hånd tillidsfuldt tilbage til ham, tog han roligt imod.

"Hvis det stod til mig, så befandt jeg mig i Levagny. Den eneste grund til, at jeg er her, er fordi at mit hjerte tilhører det her len. Jeg er født og opvokset her, Gisella, legende i vinmarkerne og med den varme aftenbrise i mit hår.." Han kunne ikke komme udenom det, til trods for, at den tidligere lensbaron, hans egen bror, havde sendt ham bort efter den store skændsel, hvor deres far havde givet arvetitlen til Alexandre. Han elskede sit hjemlen.

"I virkeligheden skylder jeg det ikke noget. Men Marcel har ingen anelse om, hvad han har gang i. Han er ved at køre et ellers så blomstrende og smukt len i sænk med sin utilregnelighed og magtsyge sind. Det er mit job at sørge for, at han ikke lykkedes med det, men selv overfor mig er han mistroisk.." Han så sigende op på den unge komtesse. Forstod hun, hvor meget tillid, han gav hende? Hun kunne meget vel gå imod ham og fortælle disse ting til lensbaronen. Det ville ikke lyde pænt, at hans rådgiver, hans egen onkel, beskrev lensbaronen som rablende sindssyg.

"Gisella," Alexs blik faldt igen mod hendes hænder, som han fremlagde sine tanker, "Jeg havde håbet, at vi kunne arbejde sammen om dette.. Vi to kunne sørge for, at Marcel holdes i skak."