Når alting vender

[Gennevote af Falanie]

Orielle af Falanie
Kort efter rundrejsen

På rundrejsen havde der foregået så mange ting, at Gennevotes langsomme rejse ind i mørket havde gået stort set ubemærket hen. Hun havde forklaret sit humør med træthed over rundrejsen og ingen havde stillet spørgsmål ved det, selvom det havde vakt en smule bekymring at den unge prinsesse ikke smilede så meget som hun plejede eller var så nærverende ved festlighederne. Hun havde kun deltaget i det der var højst nødvendigt og havde ikke talt med flere end hun behøvede. Hun følte at hun spillede et spil, hvor hun havde en overflade som skjulte hendes egentlige jeg.

Nu var hun dog hjemme og hverdagen havde ramt igen. Hun skulle op på de samme tidspunkter, læse bøger, studere og passe sine pligter som prinsesse. Hun havde formået at holde ved i nogle dage, men denne morgen kunne hun ikke mere. Hendes kammerpige, underviser og veninde havde alle forsøgt at få hende ud af sengen, men intet hjalp. Hun blev liggende under sine tæpper og fortalte dem at de skulle gå deres vej. Til sidst gav de op og forlod rummet, for at få fat i hendes mor.

[Orielle af Falanie]

Orielle havde været bekymret over datterens manglende glæde og dvalende humør i noget tid. Men hun vidste også at hvis man prøvede at få en spirende ung pige til at tale når hun ikke ville, kunne der falde mere end brænde ned. Så hun havde fulgt Gens humør på afstand og gennem hendes tjenestepiger.

Nu var det dog så slemt at hun ikke engang ville komme ud af sengen. Der var blevet tjekket for eventuelle sygdomme og alt var fysisk i den skønneste orden. Dronningen havde sendt de resterende tjenestefolk væk og var selv gået ind i datterens gemak.

Roligt satte hun sig på sengen og lod sine fingre glide over det bløde hår. "Lille due" hviskede hun blidt. "Hvad er der med dig?"

[Gennevote af Falanie]

Gennevote kunne stadig huske det. Forbandelserne der ville komme, hvis hun afslørede Caspian af Vigny gerning. Hvis hun sagde det til sin mor, ville de nok også ramme hende. Så hun kunne ikke sige det. Alligevel måtte hun finde på et eller andet, en historie som forklarede hendes reaktion.

Forsigtig trak hun tæppet væk fra sit ansigt og så på sin mor med et skyldbetynget blik. Hun skammede sig over at have det så elendigt, specielt nu når det var så vigtigt at hun var et pragteksemplar af en prinsesse.

"Nogen slog min kanin ihjel på rundrejsen." Sagde hun og satte sig op i sengen, mens hun trak tæppet over sig selv og rundt om sine skuldre, så hun stadig var pakket ind.
"Det var vist en tyv eller noget. Jeg så ham drukne den i en flod, inden han løb sin vej. Soldaterne nåede ikke at fange ham." Forklarede hun og bed ned i sin underlæbe mens hun skælvede en anelse. Det var næsten sandheden, hun følte ikke hun løj når hun sparede sin mor for forbandelsen fra guderne.

[Orielle af Falanie]

Orielle mødte sin datters ansigt med et lille smil da hun stak hovedet frem bag tæppet. Stille lænede hun sig ind mod hende for at plante et kys på det brune hår. En arm blev lagt omkring hende og blidt strøg hun hende over ryggen imens hun fortalte.

Historien fik et par rynker til at vise sig hen over hendes næse, og hun mærkede tydeligt at det ikke var nogen særlig god nyhed, og at det ikke bare var noget der skulle fejes af vejen. Hvad der endnu mere bekymrede hende var at Gennevote virkede til ikke at fortælle hele sandheden. Det var tydeligvis noget der påvirkede hende i sådan en grad at hun følte at hun skulle blive i sengen.

"Hvorfor fortæller du det først nu?" var hun nødt til at spørge.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote så ned på tæppet som hun havde trukket tæt omkring sig, inden hun bed ned i sin underlæbe og trak sine øjenbryn sammen.
"Fordi jeg ikke ville skabe problemer." Sagde hun og smilede en anelse til sin mor inden hun så væk.
"Og jeg følte det var min skyld, fordi jeg havde nægtet at give manden penge da han tiggede om det tidligere på dagen." Sagde hun, endnu en løgn, men hun regnede med at hun ville kunne holde styr på det.
"Jeg tror han gjorde det for at straffe mig - og så forbandede han mig." Sagde hun og trak tæppet tættere omkring sig fordi hun frøs.

[Orielle af Falanie]

Noget var i hvert fald helt galt og Orielle havde ikke tænkt sig at forlade datterens værelse før det hele var blevet opklaret. Hun trak vejret dybt ind, hendes ansigt forblev dog mildt og fingrene gled stadig let over Gens mørke hår.

"Du er aldrig et problem, og hvis nogen har truet dig.." hendes stemme skælvede let ved tanken om at nogen tæt på dem havde været efter hendes datter.

"Hvor var du henne da det skete?"

[Gennevote af Falanie]

"Jeg var ude i skoven ved floden." Sagde hun og slog blikket ned. "Jeg ved godt jeg ikke må gå væk fra soldaterne, men jeg tænkte bare at jeg ville gå en lille tur, men så dukkede han op og tog min kanin." Sagde hun og forsatte derefter.
"Da jeg råbte, kom nogle af soldaterne, men da var det forsent." Sagde hun.
"Jeg kan egentlig ikke huske så meget, det hele gik så stærkt." Forklarede hun og trak på skuldrene.
"Er du sur på mig?" Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe.

[Orielle af Falanie]

Orille var ikke sur, men hun var heller ikke glad. Hendes blik var fyldt med bekymring og irritation. Fortællingen som hendes datter havde fortalt havde kun gjort at hun ønskede at stramme sikkerheden om sine yngste børn. Men hun lod det ikke vise.

I stedet kyssede hun Gennevote på håret endnu en gang. "Nej. Men jeg er skuffet over at du forlod soldaterne." Og at du ikke fortæller mig sandheden. Et smil kom dog frem og skuldrene sank ned igen.

"I eftertiden er du nødt til at blive ved dem, eller bede dem om at følge med. Du er Falanies prinsesse og min datter. Der må ikke ske dig noget. Høre du?"

[Gennevote af Falanie]

Gennevote mærkede instinktivt sin mors misbilligelse. Det var hårdt at skuffe hende, hårdt ikke at være den perfekte prinsesse som hun havde været da hun var yngre. Dengang havde verden været så meget nemmere, nu føltes den kompliceret og mørk.
"Undskyld mor." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe.
"Det skal jeg nok. Ville du blive glad, hvis jeg altid gik rundt med soldater?" Sagde hun. "Også på paladset?" Spurgte hun i et forsøg på at gøre sin mor glad igen.

[Orielle af Falanie]

Gennevote var på sin rejsen til at blive en stor pige; kvinde ville nogen måske sige. Men for Orielle var hun stadig hendes barn, så lige meget hvor gammel hun blev ville hun altid bekymre sig. Alligevel smilte hun, selvom hun stadig ikke havde glemt at hun var blevet løget for.

"Jeg vil ikke frarøvet dig dit liv. Du er snart klar til at få dine egne hofdamer, så føles det hele måske ikke så ensomt. Men jeg er nødt til at beordre soldaterne til at holde et ekstra vågent øje med dig." Sukkede hun og tog Gens hånd i sin og klemte den blidt.

[Gennevote af Falanie]

Gennevote smilede en anelse og nikkede derefter. "Ja, det forstår jeg godt mor." Sagde hun og trak derefter tæppet væk, mens hun skubbede sig væk fra sengen.
"Jeg må hellere se at komme igang med dagens gøremål." Bemærkede hun og blottede tænderne i et lidt bredere smil.

[Orielle af Falanie]

Orielle nikkede. "Fornuftigt" mussede hun før hun en sidste gang lænede sig ind mod sin datter og kyssede hende på håret. Langsomt rejste hun sig fra sengen og gav plads til at hendes datter kunne gøre sig klar.

Hun vinkede flygtigt før hun forlod værelset.

Lukket