Spillemand i løvens hule

[Abel Bard]

Til: Jacques Philippe af Mont
Sted: Den Sorte Svane
Tid: Aften, efter mørkets komme
Vejr: Blæsende, men tørt

Det havde været en rigtig heldig dag for Abel. Han var altid på jagt efter et sted, hvor han kunne få lov til at spille og tjene penge, især om aftenen på kroer eller endda hjemme hos folk. Han havde været forbi Den Sorte Svane mange gange, en kro for de rige borgerlige og de adelige, og et sted han kun kunne drømme om at få lov til at spille hos. Men i dag var hans drøm gået i opfyldelse. Den faste musiker havde lagt sig syg ret pludseligt, og Abel var kommet på det helt rigtige tidspunkt. Efter at have spillet en sang, havde de valgt at invitere ham ind. Han havde i al hast fået udleveret en ren jakke til låns og fået besked på at vaske sig ved brønden ude bagved, så han passede ind.

Så vidt han havde forstået, var Svanen delt i to, en del for adelige og en del for borgerlige, og han havde regnet med at skulle spille for de borgerlige, men pludseligt stod han i en krostue fuld med folk i dyre klæder og dømmende blikke, og det gik op for ham, at han skulle spille for de adelige. Han frøs. En hånd skubbede let til ham bagfra.
”Scenen er ovre i hjørnet, jeg sender noget at drikke over til dig. Er cider okay?”
Abel nikkede uden helt at opfatte det, inden han sank en klump og gik over til scenen, der var en lille forhøjning med plads til et lille band. Han stirrede på den for et øjeblik, inden han tog en dyb indånding. Dette var jo præcis, hvad han havde drømt om, hjemme på gården. At spille for de adelige i Levagny. Og nu skete det. Og han havde ikke engang været her mere end en måned eller to!

Han trådte op på scenen og vendte sig med lutten i hånden mod kroens gæster. Et par nysgerrige blikke blev sendt mod ham. Han løftede lutten op og lod fingrene hvile på strengene, hans hoved tomt. Hvad spillede man for sådan en flok mennesker?
Som havde hans hjerne overladt det hele til hans muskelhukommelse, begyndte tonerne at klimte fra lutten, og lidt af samtalen forstummede. Ved Mithras, bare de ikke hang ham for at ramte en forkert tone!
Snart fandt han sin stemme, og derfra begyndte det kun at gå fremad. Sang efter sang forlod ham, de bedste han kunne, dem der ville passe til selskabet. De blå øjne læste hans publikum og han fandt snart ud af, hvad de fornemme folk ønskede at høre. På et tidspunkt hev han fløjten frem, han havde haft gemt i bukselinningen og spillede et par numre, der lokkede folk på dansegulvet.

Da han følte, at han snart var ved at blive hæs, dukkede manden, der havde sendt ham ind i krostuen op og vinkede diskret af ham. Det var åbenbart på tide at stoppe. Han sang de sidste ord i en sang, lavede en lidt alternativ slutning med lutten og bukkede så dybt for kroen med armene ud til siderne. En let og passende klappen lød, og Abels smil blev om muligt endnu større end det havde været under hele seancen. Han var rød i kinderne og følte sig forpustet, som han skyndte sig ned fra scenen og over til manden.

”Der er mad og drikke i køkkenet. Bagefter skal du spille privat i de små rum.” Manden sendte Abel tilbage til køkkenet, hvor han dumpede ned på en bænk ved et bord, inden en skål med stuvning og groft brød blev stillet foran ham, sammen med endnu et krus cider. Maden smagte fantastisk, og Abel var helt rundt på gulvet. Et par af tjenerne var så søde at fortælle ham, at han havde spillet godt, og Abel var i den syvende himmel. Smilet ville ikke forlade hans ansigt, og selvom han allerede var lidt træt, summede hele hans krop og han havde sommerfugle i maven. Hvem mon han skulle spille privat for? Tanken var næsten mere skræmmende end at skulle spille i kroen, men det slog ham ikke ud. Det var hans store mulighed! Han spiste maden alt for hurtigt, klar til at skulle spille igen, når manden hentede ham.

[Jacques Philippe af Mont]

Med albuen i bordpladen og den anden underarm fladt liggende, sad han let lænet mod bordet, idet han fjernt slyngede vinen rundt i glasset. Det intetsigende blik spejdede udover de små aflukkede rum på Den Sorte Svane med et strejf af kedsomhed, som han førte den røde væske op til læberne. Han lod det hvile i munden, så vinens sødme og bitterhed spredte sig over tungen, inden han sank det. Intet spændende her. Når han havde drukket ud, ville mørket uden tvivl være brudt frem, hvormed han kunne afsøge de mørklagte stræder for noget bedre.. ehm.. underholdning.

Det kolde, mørke blik faldt på en ligegyldig bard, der tumlede op på scenen i hjørnet og præsterede at se både nervøs, lykkelig og naiv ud på én og samme tid. Jacques vendte kinden uinteresseret til og drak den sidste tår der huserede i glasset. Så begyndte barden at klimte en melodi, som Jacques genkendte. Dét fik hans opmærksomhed. Fik ham til at betragte den unge mand, hvis blå øjne udstrålede mere og mere.. uskyldighed? Var det det? Munterhed? Jacques vendte mundvigene kortvarigt, eftertænksomt nedad, som han flygtigt overvejede hvad det var, der pludselig var så interessant ved ham.

Han besluttede sig for at blive og finde ud af det.

Således betragtede han blot barden optræde, fulgte hans bevægelser med blikket da han rakte ned efter en fløjte hæftet i bukselinningen, hvilket fik Jacques til at hæve det ene bryn lidt overvejende, inden han ligesom besluttede med sig selv, hvad der skulle ske denne nat. Det var hermed besluttet. Og således sendte han for barden til at spille for ham, når hans optræden på scenen var færdig.

[Abel Bard]

Abel var normalt ikke den, der slugte sin mad, men han glemte næsten helt at tygge, som tankerne dansede rundt i hovedet på ham, og sommerfuglene stadig sværmede i hans mave. Køkkenet havde travlt og ingen skænkede ham meget opmærksomhed, som han sad der ved bordet i den lånte jakke og spiste og drak. Tien føltes både som om, at den fløj af sted, men samtidigt også føltes den også meget lang, som han ventede på at høre, hvad han skulle nu.

Endeligt kom manden tilbage og rettede på jakken og fjernede en imaginær plet fra Abels kind, inden han sendte ham ned til et lille rum, hvor et par adelsdamer sad og ventede. Selvom Abel følte sig som en hjort på is, kunne de åbenbart lide hans bondske charme og han fik spillet et par sange for dem, inden han blev sendt videre til et andet lille rum med en ældre mand, der ville høre noget fra Neaune, som han åbenbart også var fra. Både musik og nyheder.

Abel følte sig helt forpustet, da han gik derfra, men der var ikke tid til pause, som han fik udpeget næste lukkede rum. Han tog en dyb indånding og pustede ud, så hans pandehår flyttede på sig, inden han fandt sit smil frem igen og bankede blidt på, inden han kiggede ind.
”Har De bestilt noget musik?” De blå øjne så nysgerrigt på personen derinde. En mand med rødbrunt hår, en solid hage og en hud så bleg, at Abel var lige ved at tro, at manden var blevet dårlig. Det var han nok ikke, han havde nok bare ikke brugt så meget tid i solen. Noget man ikke kunne sige om Abel, der var godt solbrændt efter sin rejse til Levagny og ugerne på gadehjørnerne med lutten i sommerens varme.
Var der en positiv respons på hans spørgsmål, kom han ind og lukkede døren bag sig med et smil og glade øjne.
”Hvad kunne De tænke Dem at høre? En ballade? Noget romantisk?” Han lod frisk fingrene glide ned over strengene, hvilket fremkaldte et par blide toner.

[Jacques Philippe af Mont]

"Kender De balladen om Fríderich Tømmersvend?" Spurgte han tilbagelænet i det polstrede sæde, som han slyngede vinen rundt i glasset. De mørke øjne betragtede den lune, unge mand, der mest af alt mindede Jacques om vårets uskyldige opblomstren. Måske var det trangen til at ødelægge denne uskyldighed, der fik den mørke Herre til at kalde ham til sig. Nu havde han ham. Helt for sig selv... for et stykke tid ihvertfald. "Kan De spille siddende? De er velkommen til at tage plads?" Bød han, et vagt venligt smil formede sig på læberne.

Uden at spørge den unge, kønne mand, sørgede Jacques for et glas vin til ham.. bare så han havde noget at væde stemmebåndene med? Da det ankom, stillede han det foran barden med et sigende blik. Det var hans, hvis han ville.

[Abel Bard]

Om Abel kendte balladen om Friederich Tømmersvend? Selvfølgelig gjorde han det, og han nikkede med et stort smil. En lidt sær sang, syntes han, for en adelig at bede om, men han dømte ikke, for den var ganske tragiskkomisk, og de fleste fandt den god.
”Det gør jeg, Nådigherre.” Tiltalen var et rent gæt, noget han efterhånden havde det lidt bedre med at gøre, siden han ingen anelse havde om, hvilke titler folk havde, og det var bedre at skyde forkert end at undlade, så kunne de altid rette ham. Ingen havde decideret skældt ham ud endnu.

Hans blik gled til stolen, og han tøvede. Det var svært at synge siddende, og grebet på lutten skulle ændres lidt. Men han ville ikke sige nej til tilbuddet, så han satte sig på den bløde stol og fik placeret lutten ordentligt mod sin krop.
”Mange tak,” smilede han, inden han rømmede sig og slog de første toner an til balladen, der var mange vers lang om den stakkels tømmersvends problemer.

Endeligt forlod de sidste ord hans læber og den sidste tone lød fra lutten, som han sluttede sangen af, en anelse forpustet som den siddende stilling havde taget lidt af hans plads i lungerne. Han havde også en sund farve i kinderne og stadig et smil på ansigtet, der havde skiftet udtryk igennem sangen for at følge historiens stemning.
Han bukkede overkroppen ind over lutten, inden hans blik gled til glasset med vin, der var ankommet, mens han sang. Lidt tør i halsen var han da blevet, og efter en kort overvejelse, rakte han ud og tog det, for at nippe lidt til den mørke væske. Det var stærkere end han var vant til, men smagen var sød, og han drak et par beherskede slurke for at smøre halsen.
”Ønsker De et nummer mere?”