I mandeklæder (åben)

[Steva Pudser]

Iført bukser, skjorte og en hat, som Steva havde fundet efterladt på gaden, var hun taget til det bedste spillested, for en fattiglus som hende. Endelig havde hun sparet nok sammen til at bruge på spil i håb om at gevindsten blev fordoblet som det mindste. Desværre var hun allerede løbet ind i problemer før hun overhovedet var trådt ind i den gamle hal. En større, ulden type var banket ind i hende, så den lille krop var fløjet ind i en anden fremmede mand. Han var helt sikker på, at det var Stevas, Jos for en aften, skyld og ville ikke tage sig til takke med skubbet. Han havde svores at ødelægge hendes aften og fulgte hende nu rundt til de forskellige spil for at forpurre hendes vinderchancer.

Irritationen var virkelig ved at bygge sig op i hende, men hun nægtede falde så dybt, som at snyde sig til en sejr, selvom hende konkurrent tydeligvis ikke var kny for at gøre det. I sin frustration var hun i stedet ved at drikke sig fuld, hvilket ikke klædte hende, men trods alt virkede hun mere mandet i den tilstand. Hendes stemme blev naturligt langt dybere og hendes banden blev oftere ytret. Midt i at give manden et møgfald for at generer hende, viftede hun ud med armen, så den nærmeste skodøl væltede og skubbede til terninger, penge og andet ragelse af bordet. Det var her skænderiet for alvor brød ud, men Steva havde ikke opdaget den lange tot af smukt, brunt hår, der var på vej ud under hattens bagside. 

[Roland Sværdsvinger]

Levagny var stedet, hvor man kunne svælge i alskinds ulovligheder og korrumperende gerninger. Der var horer og kroer nok til at stille den slags sult, og vidste man, hvor man skulle lede, så kunne man få stillet andre lyster. Roland havde ikke været i Levagny mange gange i sit liv, han foretrak at blive længere nord på, men et par gange var det da blevet til. Og nu var han pludseligt ejer af et hus i Markedskvarteret.
Han havde boet der snart en måned, og havde brugt tiden fornuftigt. Huset var beboeligt efter et år uden ejer, han var ved at have de mest nødvendige forbindelser på plads, og han havde endda en ung mand spærret inde i kælderen, snart klar til mere end tortur. Nej, det gik faktisk ganske tilfredsstillende.

Denne aften havde den garvede lejesoldat haft lyst til at opleve noget, og han havde fundet vej til Den Sorte Hund, hvor hassardspil stod på menuen. Og måske en hore, hvis han var i det humør senere. Penge havde han nok af, som hans onkel havde efterladt ham en større arv, og Roland i sig selv heller ikke manglede penge. Hans arbejde betalte udmærket og han brugte sjældent mere end det mest nødvendige.

Så han havde deltaget i lidt spil hist og her i den store hal, der tilbød lidt af hvert. Nogle steder havde heldet været med ham, andre steder ikke. Han snød ikke, selvom han kunne, det var ikke meningen med aftenen. Og han ville nødigt hidkalde sig opmærksomhed fra vagterne, der stod rundt omkring – de var af Tyvekongens, og Roland var ikke klar til at lade den mystiske mand kende til hans tilstedeværelse endnu.

Han var placeret ved et bord, hvor terninger rullede, da en ungersvend begyndte at råbe op om chikane, og anklage en noget større mand for at ødelægge aftenen. Roland nåede lige at gribe sit krus, inden bordet flyttede sig, da de begyndte at blive fysisk. Lidt ligeglad tømte han kruset, men hans blik forlod ikke den unge mand. Måske det var på tide at tage en godbid med hjem og vise Jost, hvordan det kunne gå. Han satte kruset fra sig, greb sine penge og besluttede sig for at komme vagterne i forkøbet.
Den høje skikkelse trådte frem og halvt ind i mellem af de to parter med fronten mod den store mand, der også så ud til at have fået, så hatten passede.
”Hør, hvad med at finde nogen på din egen størrelse, der er ingen grund til at ødelægge en god aften.” Rolands stemme var rolig og dæmpet, men gik alligevel klart igennem med sin hasneanske accent. De mørkebrune var blottede for følelser, som han så på den store mand.

[Steva Pudser]

Fødderne havde svært ved at blive stående på samme sted, da alkoholen desværre havde et større tag i hende, end hun ville indrømme. Det var som om hendes frustrationer over det modsatte køn virkelig kunne få frit løb og selvom hun under mandetøjet var en kvinde, var hun ikke bleg for et slagsmål. De mange kasser der skulle løftes rundt på havde gjort hende stærkere end hun så ud. Faktisk så hun næsten frem til at få lov at kyle noget efter en røvidiotisk mandemand.

Den lidt snøvlende attitude gjorde det lettere at udgive sig for en mand, for hun havde trods alt glemt alt om at ændre sin stemme i det øjeblik hun stod og skreg af den kæmpeidiot, der var ude efter hende. Det var hun helt sikker på. Sådan var alle mænd, de var altid ude på at ødelægge alting for hende. De vidste selvfølgelig ikke, at hun var en hende. Okay det var lidt forvirrende, selv for Steva. Eller også var det bare de lidt for mange øl der havde sløret hendes følelse af virkeligheden.

Hænderne var parat til at slå fra sig, da en fremmed mand stillede sig mellem dem. Og så stoppede han dem. Steva bed tænderne hårdt sammen, da hun egentlig havde set en smule frem til et slagsmål. På den anden side ville det ikke være ret godt, hvis hun mødte på kroen halvt forslået. Lidt fornuft dukkede der op i hende. “Hey, knejsnakke. Jeg kan godt klare mig selv” hvilket nok ikke var sandheden, men hun var ret ligeglad. Hatten skurede rundt på hovedet af hende, da hun prøvede at klø sig i det, nu knapt så, skjulte hår. Den fremmede, der blandede sig, var næsten endnu større end den anden idiot, men Steva var ligeglad.

[Roland Sværdsvinger]

Roland var ganske klar over, at der var mange blikke, der havde flyttet sig til balladen og nu hvilede blandt andet på ham. Det skræmte ham som sådan ikke, han havde bare et ønske om ikke at gøre sig bemærket, men det var efterhånden for sent. Måske han skulle have ventet til de to havde tævet hinanden og var smidt udenfor, så kunne han have samlet den spinkle af dem op derude. Det var for sent nu. I stedet koncentrerede han sig om den større af de to slagsbrødre. Han havde fået fokuseret på Roland, og så ikke tilfreds ud ved at være blevet afbrudt.

”Djet bestjæmmer dju ik-ikke. Flydt djig!” Manden snaldrede sig igennem en sætningen, inden han rakte ud for at skubbe Roland væk. Noget Roland bare burde have ladet ske, men han havde også drukket en øl eller to og reflekserne vandt før fornuften. I en hurtig bevægelse greb han fat i manden og skubbede ham frem med hovedet først ned i bordet, han lige havde siddet og spillet terninger ved. Et højt dunk lød, som kroppen ramte ned i træpladen.

”Jeg sagde, at der ikke var nogen grund til at ødelægge en god aften. Så nu synes jeg, at du skal takke af for i dag, eller jeg brækker din arm.” Roland havde lænet sig ind over manden og talte dæmpet mod siden af hans ansigt, mens han skubbede den omvredne arm længere op imod mandens nakke. Manden kom med en pivende lyd og nikkede så. Roland kneb øjnene lidt sammen og slap ham så.
En vagt kom mod dem, og manden gav åbenbart fortabt, for han vendte hurtigt rundt og forlod selskabet. Roland løftede afværgende hænderne mod vagten, der stoppede op, sendte ham og den unge mand et mistroisk blik, inden han gik tilbage til sin plads.
Endeligt kunne Roland vende sig mod den unge mand – drengen? – som han til at starte med, havde været interesseret i.
”Mon ikke, at du ikke også har fået nok for i dag?”

[Steva Pudser]

I tumulten, og Stevas fuldskab, blev hun skubbet forover mod et bord og landede under det. Hatten blev i faldet skubbet af hovedet, men det lange brune hår, nåede ikke at glide helt ned og kærtegne skuldrene, før hun fik den sat på plads i håb om, at ingen så det. Den forklædte kvinde vaklede på benene endnu engang og så på den fremmede der hurtigt, men effektiv fik nedlagt idioten. Bag ordet skrev hun sig ikke at komme i karambolage med ham. Nok troede hun, at hun var mere uovervindelig en hun var, men lidt fornuft sneg sig alligevel ind. Dog styrede fornuften aldrig munden.

“Det skal du da ikke bestemme” spyttede hun ud i et fnys og måtte endnu engang rette på katten, da fnyset var så voldsomt at hovedet gav et lille ryk. “Jeg bad altså heller ikke om din hjælp makker, men tak alligevel” valgte hendes forvirrede hjerne at takle situationen. “Jeg giver en øl i stedet” hun havde ikke tænkt sig at forlade stedet før højest nødvendigt. Med et ryk vendte hun sig om og så to andre mænd stå og hviske som to tøser, mens de så mod hende. Det gjorde hende irriteret. “Hvad står i to tøser og hviske tesker om?” spurgte hun med en himlen med øjnene. Deres svar kom dog bag på hende. “Vi er vist ikke tøsen her” kom svaret tilbage og Steva måtte se ned af sig selv, for at finde ud af om noget kunne have afsløret hende.

[Roland Sværdsvinger]

Roland havde ikke haft blikket mod den unge mand, da han nedlagde den store mand, selvom han ikke havde glemt ham. Han havde set ting, der var mere tosset end folk, der forsvarede dem, de lige havde været oppe at toppes med.
Men det hele gik glat, og så snart tumulten var ovre, vendte folk tilbage til deres spil. Roland måtte med en indre hasneansk forbandelse indse, at han nok måtte holde sig fra stedet i en tid, til de fleste havde glemt, at de havde set ham.

Som den unge mand fik galpet sig igennem en tak, men nej tak, der til sidst endte ud i et tilbud som en øl, nåede Roland lige at tænke, at han måske stadig kunne få noget godt ud af aftenen. Den yngre mand var godt påvirket af, hvad han havde hældt i gabet i løbet af aftenen, og det burde ikke være alt for svært at lokke ham med, eventuelt med lovning på mere.
Men hans håbefulde tanke blev hurtigt kvast under en beskidt støvlehæl, som dialogen udfoldede sig foran ham. Alting kunne have været fejet til side, men som den ene mand svarede knægten foran ham, begyndte det at gå op for Roland, hvad der havde gnavet bagerst i hans sind siden han først havde lagt øjne på ham. Han var meget feminin, noget Roland kun havde set som et plus, men det gik op for ham, at han alligevel var for feminin. Formerne under tøjet. Stemmen. Den lange lok hår, han havde set tidligere. Tænk at han ikke havde set det. Det var ved at blive en dårlig vane for ham at antage hunkøn for hankøn.

Ærgrelsen gled igennem ham og et kort glimt af foragt gled over hans ansigt, inden det gled tilbage til det venlige udtryk, han havde sat op for ”knægten”.
”Jeg tror, at charmen er gået af denne aften. Det er vist på tide at tage hjem.” Han nikkede høfligt som tak for tilbuddet, inden han vendte tilbage til sin plads og samlede sine penge sammen og tog sin jakke, inden han satte kursen mod udgangen, efter at have sagt farvel til selskabet, han forlod.

[Steva Pudser]

Steva havde ikke sans eller samling til rigtig at gøre noget ved, at hendes kortvarrige redningsmand ikke ville blandes mere ind i kvindens foretagende og forlod forsamlingen. Brunetten selv fortsatte sin højlydte mundhakkens med de to mænd, der så ubehøvlet holdt fast i at hun var en kvinde.

/lukket