Den sidste time (TW: vold)

[Gisella af Suilleaux]

Gabriel Halvmåne

Nu da rundrejsen var blevet afbrudt, var Gisella atter tilbage i byhuset i Levagny.
Endelig! Hun havde ventet på det øjeblik i månedsvis, og straks havde hun sendt sin betroede kammerpige af sted med et brev til Gabriel. Hun vidste ikke, om han rent faktisk kunne læse, men så kunne han forhåbentlig finde én til at læse det op for ham. Af denne grund havde hun også blot underskrevet brevet ’Din Gis’.

Og så var hun blevet syg. Lungebetændelse, havde healeren sagt. Mens hun lå svedende i sin febervildelse, drømte hun, at hun så ham i værelset, men da hun gradvist fik det bedre, indså hun, at det var alt, det var: drømme. Gabriel havde ikke besøgt hende. Det kunne muligvis skyldes, at byhuset var omgivet af sikkerhedsvagter, men han havde ikke sendt så meget som et eneste brev i de to uger! Ingen tilkendegivelse af, at han var glad for, hun var tilbage.
Hun forstod det ikke.

Nu krævede hun afklaring. I ly af mørket klædte hun sig på i kammerpigens tøj og kravlede ud af vinduet, da det var vagtskifte rundt om hjørnet. Hun skuttede sig i kulden, der havde indtaget byen. Efteråret havde medbragt regn, blæst og rusk, der fik ruderne til at give sig. Gisella trak kappen tættere om sig og navigerede gennem byen på lette fødder. Efter de mange nattebesøg kendte hun efterhånden vejen til Den Fede Kat uden at gå forkert.

Trods det sene tidspunkt var krostuen stuvende fuld. Ingen af dem noterede sig den unge komtesse. De havde for travlt med at spille kort, sludre og drikke tæt af hjemmebryggen.
Hun strøg direkte op til baren, hvor den rødhårede krofatter skænkede øl i store krus.
”Jeg vil gerne tale med Gabriel Fisker,” sagde hun med høj, klar stemme, hvis adelige accent underminerede kostumets forsøg på at blende ind med underklassen.
”Han har ikke tid,” brummede krofatter. Gisella rynkede brynene.
”De kan vel undvære ham for en kort stund. Jeg betaler gerne,” sagde hun og rystede en læderpose med penge, så man kunne høre de klirrende mønter. Krofatter så ikke videre imponeret ud.
”Som jeg sagde, er han ikke ledig.”
Gisellas lyse kinder antog en vred, rød farve. Hun havde ikke ventet al den tid, og var kommet den lange vej, blot for at blive afvist af en sur krofatter.
”Ved De ikke, hvem jeg er?” spurgte hun vredt og glemte i en kort stund, at hun var en komtesse i forklædning. Flere af gæsterne ved de nærmeste borde betragtede hende nu. ”Jeg befaler Dem, at hente ham. Det er aldeles vigtigt. Han skal nok komme, når han hører, jeg er her.” Afventende lagde hun armene over kors som et tydeligt tegn på, at hun ikke havde tænkt sig at forlade etablissementet, før end hun havde talt med Gabriel.
Endelig gav krofatter efter og forlod stuen for at hente sin herre.

[Gabriel Halvmåne]

Gabriel havde praktisk talt glemt alt som den lille komtesse. Ud af øje, ud af sind, som man sagde, og da hun var taget på rundrejse, havde han haft andre ting at se til. Trods sin øjensynlige dovenskab, var han en travl mand, der var mange ting at holde styr på som konge. Og en lille ræv fra Odriara var dumpet ned i hans skød, en voksen kvinde, der, trods sin vildskab, formåede at tilfredsstille Gabriel mere en rigeligt.
Nej, han havde næsten glemt den lille adelspige eksistens, og han havde heller ikke modtaget noget brev fra hende. Hvorfor det ikke var nået frem kunne man jo altid spekulere i, men man kunne måske forestille sig, at kammerpigen ikke havde haft modet til at bevæge sig ind på Den Fede Kat og havde smidt brevet væk i stedet. Forståeligt nok.

Lige nu var det heller ikke små liderlige piger, han havde i tankerne, som han var ved at banke sine næver ind i en mand, der pænt hang i armene fra en krog i loftet. Det var, hvad man fik ud af at gå imod Tyvekongen. Et par andre mænd var spredt i rummet, og Romain, den usynlige storebror, sad mageligt tilbagelænet på en stol ovre i hjørnet med et grumt og tilfredst smil på ansigtet.
Der var efterhånden ikke mange smertelyde tilbage i den hængende mand, der dryppede blod på gulvet fra snitsår, et smadret ansigt og en krop, der ville blive sort af slag den næste dag – hvis han fik lov til at leve så længe. Gabriel havde været i gang længe, og de to andre mænd var begyndt at sende hinanden blikke.

En let banken lød på døren, og efter at have leveret et slag mere til den menneskelige boksesæt, så Gabriel irriteret op.
”Hvad?!” Hans stemme høj og irriteret. Døren blev åbnet og krofatter kom ind og lukkede døren bag sig, inden han rømmede sig lidt klemt.
”Der er en ung frøken, der vil…”
”Jeg har sagt, at jeg ikke vil forstyrres!” Gabriels øjne skød lyn og han stirrede rasende på Hugo, der trak skuldrene lidt op.
”Hun vil ikke tage et nej, og hun er begyndt at lave en scene. Det er den unge adelsfrøken fra i foråret.”
Gabriel stoppede op. Ung adelskvinde. Det kunne kun være Gisella. Hvad ved Triatos troede hun lige, at hun kunne bilde sig ind? Gabriel skød hagen frem i vrede og foragten fik hans næse til at krølle.
”Fint, jeg tager mig af hende. Jeg er vist alligevel færdig her.” Han spyttede i foragt på gulvet foran den næsten bevidstløse mand, inden han gjort tegn til Hugo om at lede an ud i krostuen.

Han genkendte komtessen med det samme, og hans lange skridt bar ham hastigt om på den anden side af baren. Uden at give hende muligheden for at sige eller gøre noget, greb han hårdt fat i hendes overarm. Hans hænder var smurt ind i blod, og han havde et mindre blodsprøjt op over den ene kind, ud over spredte dråber i resten af ansigtet. Der var også flere større spredte pletter på hans skjorte. Og hans øjne var nærmest blevet mørke af vrede.
”Hvad tror du, at du har gang i?” Uden at vente på svar, så han på Hugo. ”Nøgle.” Den store nøgle blev hastigt afleveret i hans hånd, og derefter, stadig med det hårde greb i hendes arm, begyndte han at slæbe af sted med hende mod trappen op til værelserne.
”Kom,” sagde han bare, han stemme stadig tyk af vrede.

Han gav hende ikke mulighed for at protestere op ad trappen, og så snart døren var låst op, skubbede han hende ublidt ind, hvorefter han smækkede døren bag sig og låste den, inden han vendte sig mod hende. Romain sad der allerede, i den ene stol ved bordet. Gabriels afdøde storebror kunne ikke have set mere tilfreds ud. Han ville få, hvad han ville have, denne gang.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella tilbragte ventetiden med at skæve til klientellet. Nogle af typerne så temmelig skumle ud, og hun ville ikke blive overrasket over, at de både stjal og bedrog som levevej. Bestemt ikke selskab for en ung komtesse som hende. Når hende og Gabriel en dag blev gift, ville hun sørge for, at han fik sig et bedre job end en simpel opvasker på en kro. Måske ville Lancelin af Suilleaux tilbyde ham en stilling? Hun håbede inderligt, at hendes far bare skulle møde Gabriel og se, hvor pragtfuldt et menneske han var, så ville han acceptere ham ind i familien.

Hun var ved at blive ret utålmodig, da Gabriel endelig dukkede op. Hendes hjerte bankede af længsel ved synet af ham. Hvordan ville det være at forenes efter alle de måneder? Havde han mon tænkt på hende, lige så meget som hun havde tænkt på ham? Åh, hun glædede sig til, at deres læber ville smelte sammen ved det første kys, og senere ville de ligge i hinandens arme og drømme om fremtiden sammen. Først ville hun selvfølgelig spille fornærmet over, at han ikke havde besvaret hendes brev, men hun ville hurtigt tilgive ham.
Hun nev lidt i kinderne og læben for at få lidt farve frem og se endnu smukkere ud til gensynet.

Men … Noget var anderledes ved Gabriel, og det smil af glæde, der havde spiret frem på hendes rosenrøde læber, falmede. Det var ikke blot det faktum, at han var stænket med blod, som om han netop havde slagtet en gris (det måtte jo være grunden). Nej, hans ansigt var hårdt. Vredt. Tillukket. Hvor var hendes blide Gabriel?

Hun var fuldstændig mundlam, da han greb hendes overarm og trak hende med sig efterfulgt af hårde ord. Hvad foregik der? Hvorfor beordrede han barmesteren til at få en nøgle?
Først da han slæbte hende hen ad gangen, fandt hun talens brug. ”Hvad gør du, Gabriel? Det gør ondt! Giv slip!” peb hun og trak for at få armen løs. Dernæst blev hun ublidt skubbet ind i et værelse og var endelig fri.

Hun gned sin ømme overarm, dér hvor han havde holdt ordentligt fast. ”Jeg ville bare se dig igen,” forklarede hun undskyldende. ”Har du ikke modtaget mit brev?” Hendes øjne var store, da hun gik tættere på ham og åbnede armene i håb om et kram, som ville bekræfte, at det hele bare var én stor misforståelse. "Jeg har savnet dig så meget, at mit hjerte var ved at gå i stykker."

[Gabriel Halvmåne]

Det var tydeligt at se på den unge kvinde, at hun ikke havde forstået situationens alvor. Det var næsten for let for Gabriel at slæbe hende med, afsættende et svagt håndaftryk i blod på hendes overarm, og det var heller ikke svært for ham at fastholde grebet, selvom hun hev for at komme fri. Slatne lille adelstøs.
Da døren var lukket, og hans blik kort strejfede sin storebrors, vidste han, at han ikke længere var interesseret i sin plan. Han havde andet at se til, og han havde helt og holdent mistet interessen i hende. Hun kunne bare have været blevet i Levagny.

”Og så tror du, at det er i orden at lave en scene på min arbejdsplads? Hvad er du, et lille pattebarn?” Han kunne godt se, hvad hun ville, men han blev stående. Lod hende komme tæt på og lægge armene om ham, hvis det var det, hun ville. Selv han kunne lugte blodet på sig.
”Nej, jeg har ikke modtaget noget brev,” svarede han, stadig med en tonløs stemme, der tydeligvis stadig bar præg af den vrede, der ulmede i ham. Vrede og foragt.

Han havde haft armene spredt lidt ud til siderne, mens hun trådte ind til ham, men han skubbede hende ret hurtigt fra sig igen, da hun sagde, at hun havde savnet ham. Det fik bare hans foragt til at stige, og han greb ud for at tage fat i hendes hår og trække hendes hoved bagover, så han kunne se ned hendes ansigt. Hun var så naiv. En let lille godbid. Hun var bogstaveligt talt gået ind i hans favn og nu kunne han gøre med hende, hvad han ville. Og han vidste godt, hvad han ville. Hvad ellers kunne han bruge hende til?

”Jeg har svært ved at tro dig, når du tog af sted. Du kan prøve at vise, hvor meget du har savnet mig.” Han slap hendes hår og lagde hånden på hendes skulder i stedet med et let tryk som for at sige, at hun skulle ned på knæ. Om hun selv kunne regne ud, hvad han ville have hende til, det måtte de jo se. Ærligt talt tvivlede han. Hun var ikke ligefrem den mest intelligente tøs, han havde mødt.

[Gisella af Suilleaux]

Ordene sårede Gisella dybere, end nogen anden havde gjort. Måske havde det været forkert af hende ligefrem at kræve at se ham…
Men at kalde hende et pattebarn. Havde hun ikke gjort alt for ham? Kysset ham i stalden, selvom det kunne koste hende alt? Sneget sig ud midt om natten for at se ham? Opgivet sin uskyld for ham?
Ville et pattebarn gøre det?

Knap havde hun forsøgt at omfavne ham trods hans blodige skjorte, før han brutalt skubbede hende væk. Det øjeblik ville blive det første ud af mange den nat, hvor en lille flig blev slået af hendes unge hjerte. Hun klynkede af smerte, da han hev hendes hoved bagover, og forvirringen var tydelig i det unge ansigt, da han dernæst pressede hende ned på knæ med krav om at bevise hendes kærlighed til ham. Sammenstødet med det hårde, splintrende gulv gav et stød i knæene, og hendes øjne voksede i chok, da det gik op for hende, hvad han ønskede.

”Jeg har ikke lyst,” protesterede hun skræmt og rystede hovedet. Han var slet ikke rar lige nu. Hun lukkede armene om sig selv, som kunne hun beskytte sig mod hans hårdhed, men hun rejste sig ikke. Uskyldige, desperate øjne så op på ham.
”Hvorfor opfører du dig sådan, Gabriel? Jeg forstår det ikke.” Der måtte være noget galt. Nogen havde brugt magi til at forvandle sig til ham. Han havde drukket en giftig drik, som forandrede hans personlighed.
Hendes hjerne og hjerte kunne ikke acceptere alternativet: At Gabriel ikke var og aldrig havde været, den hun havde troet. At han havde narret hende, legede med hendes følelser indtil han fik, hvad han ønskede.
Nej, det var ikke muligt.

[Gabriel Halvmåne]

Ja, hvorfor opførte han sig sådan? Han skulle lige til at fortælle hende sandheden, at det var fordi, at hun var en forkælet adelig møgunge, der fortjente at blive pillet ned fra sin høje hest og slæbt igennem mudderet sammen med resten af befolkningen, men hendes blik stoppede ham. Man skulle ikke tage fejl, det var ikke fordi, at hendes bedårende ulykkelige øjne fik ham til at ændre mening om, hvad der skulle ske. Men der var forskellige måder at tage det, han ville have, på, og hendes blik fortalte ham, at der var en dør, der ikke var lukket endnu.

Han rakte ned og strøg blidt fingrene, der var farvede af størknet blod, over hendes kind, mens han overvejede sine ord.
”Du forlod mig, Gisella. Du forlod mig, og jeg ved ikke, om jeg tror på, at du elsker mig mere.” Han lod fingerspidserne glide ud til hendes hage, hvor han trak hånden til sig. Det var som om, at vreden var faldet lidt, og hans ansigt nu mere var uden følelser. Han kunne ikke spille et knust hjerte, om han så gjorde sit bedste, så dette var det tætteste, han kunne komme.
”Jeg troede, at vi havde noget. Og så kommer du her og ter dig på min arbejdsplads. Vil du gerne have, at jeg mister mit arbejde? Det er ikke kærlighed, det lyder mere som om, at du udnytter mig.”

Han trådte et skridt tilbage, væk fra hende. Romain himlede med øjnene, kunne han da ikke bare samle hende op, kaste hende over på sengen og tage hende uden alt det pjat. Men Gabriel holdt den lyst tilbage, bare for nu. Kunne han pille hende endnu mere fra hinanden lige nu, uden at gå direkte til volden, så ville han elske det endnu mere, når de kom ud på den anden side.
”Og hvis du ikke vil bevise, hvor meget du elsker mig…” Han afbrød sig selv og flyttede blikket fra hende, som kunne han ikke holde ud at se på hende mere.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella drejede instinktivt hovedet væk fra hans hånd, men da fingrene blidt berørte hendes kind, sukkede hun dybt og lænede sig ind mod dem, tørstende efter kærtegn, selvom de satte et blodigt håndaftryk.

Hans ord ødelagde noget i hende. Var fejlen hos hende? Havde hun i virkeligheden opført sig yderst forkælet ved at kræve at se ham? Hun ønskede jo ikke, at han mistede sit job, hun troede bare, at han ville have tid til at se hende. Ja, det hele måtte være hendes skyld, det var derfor, han reagerede så stærkt. Var det ikke samme tvivl om hans kærlighed, der havde drevet hende til at troppe op på kroen på den måde?

”Jeg ønskede ikke at forlade dig! Min far tvang mig!” bønfaldt hun ham om at forstå. ”Du må tro mig, Gabriel. Jeg elsker dig jo.” Og så indså hun, at hun var nødt til at bevise det, ligesom han bad om. Det var den eneste måde at reparere, hvad end der var gået i stykker imellem dem.

Og selvom en lille stemme hviskede i hendes ører, at én, der rev hende i håret og skubbede, ikke elskede hende, forsøgte hun desperat at undertrykke stemmen, idet hun kravlede hen over de slidte gulvbrædder til ham. Hun sank en klump og åbnede hans bukser. Såfremt han lod hende, ville hun gribe hans køn og bearbejde det med mund og læber. Nydelsen og begæret fra deres sidste elskov var erstattet af en modstridende følelse af ikke at have lyst, men at se ingen anden udvej, når alternativet kunne være langt være.
Hun gjorde det for dem. For en fremtid. For at hendes sind ikke skulle gå i stykker.

[Gabriel Halvmåne]

De bedende ord, der forlod pigebarnet ved hans fødder, fik ham til at trække svagt på næsen i foragt, noget han ikke kunne skjule. Ynkelige tøs. Adelige lille pyntedukke, der havde hovedet i skyerne og troede på kærlighed. Ordene fik ham ikke til at se på hende. Og det virkede. Han kunne ud af øjenkrogen se hende komme tættere på, og snart var hendes hænder ved hans skridt. Hans blik gled først ned dér, som han ville se, hvad hun lavede. Og som hendes læber og vare tunge rørte ham, kom han med en let brummen, og han rakte ned for at lægge en hånd mod hendes hoved og begrave fingrene i det blonde hår. Forsøgte hun at trække hovedet til sig, ville hun nok finde det svært, men han skubbede i det mindste ikke til det, lod bare hånden ligge der, mens han lod hende arbejde på sin syndsforladelse.

Hun var stadig ikke god, det var tydeligt, at hun var uøvet, og Gabriels tålmodighed rakte ikke så langt. Romain sad og så på, hvilket Gabriel efterhånden var vant til, og han så også ud som om, at han kedede sig. Gabriel lod hende forsøge sig frem for en tid – normalt ville han nok have rost hende for indsatsen, men det var der ingen mening i denne gang. Han regnede ikke med at se hende igen, når han var færdig med hende i dag.

Endeligt lod han fingrenes greb om hendes hår strammes, og han trak hendes hovedet væk fra sit skridt.
”Rejs dig,” befalede han, inden han slap hende for at lade hende komme på benene. ”Tag dit tøj af,” var hans næste ordre. Der var ikke rigtigt noget venlighed i hans udtryk, det var lige så udtryksløst som før hun satte sig på knæ for kongen. Det var heller ikke noget, han bad om, det var noget, hun skulle. Det var spændende, om hun ville, det kriblede i hans fingre for at daske til hende. Men det var ikke planen. Planen hang bare i en tynd tråd, som Romain lænede sig lidt frem på stolen og så på pigebarnet med lyst i øjnene og et afventende udtryk i det skæggede ansigt.

[Gisella af Suilleaux]

Med Gabriels faste greb i hendes hår gled munden frem og tilbage over hans lem, slikkede og slugte så godt, hun kunne, mens hun prøvede at undertrykke, hvor lidt hun havde lyst. Det værkede i hendes kæber, og hun havde svært ved at fremstille nok spyt i den tørre mund til at gøre oplevelsen nydelsesfuld for ham. Han fyldte så meget, nåede af og til så dybt ned i hendes svælg, at det gav hende kvælningsfornemmelser.

Så blev hun befalet at rejse sig. Hun tørrede munden, og på ømme, vaklende knæ kom hun op at stå. Tag dit tøj af. Gisella tøvede. Blikket flakkede. Hun havde troet, at mundarbejdet ville være nok til at tilfredsstille ham, så han blev sit gamle, kærlige jeg. Men hans ordre og udtryksløse ansigt krævede mere.
Hun var nødt til det. Hun var ung, uerfaren udi kærlighed. Nogle gange måtte man gøre ting, man ikke brød sig om, især som kvinde. Hvis bare hun gjorde dette, ville han elske hende igen.

Hun tog sko og strømpebukser af, dernæst hev hun forklædet af livet, den grove nederdel og overstykket. Hun løsnede snoren om særken, trak den over skuldrene og hjalp den ned på vej over hofterne. Så var hun nøgen og havde aldrig følt sig mere sårbar overfor ham. Hun samlede hænderne om de mest udsatte steder som for at beskytte sig selv. Kuldegysninger dækkede hendes krop af lige dele ubehag og kulde.
Afventende løftede hun blikket på ham. Bønfaldende.

[Gabriel Halvmåne]

Til Gabriels overraskelse begyndte pigebarnet at tage sit lånte tøj af uden brok. En blanding af tilfredshed og foragt fik det til at trække i huden over hans næse, mens han betragtede hende starte med at tage sig sko af. Romain kørte en tommelfinger over sin mundvig og lænede sig tilbage i stolen for at nyde showet. Noget Gabriel også gjorde, selvom der ikke var noget æggende over det. Men magten i sig selv var også nok. Han spiste hvert eneste bare stykke hud, der kom til syne, med øjnene. Forestillede sig de blodunderløbne mærker, han kunne lave på den uskyldige lyse hud, sit knivsblad trække streger, sine negle bore sig ind i kødet.
Men han blev stående, mens hun klædte sig af, til hun stod nøgen og ynkelig foran ham. Udsat. Ubeskyttet. Hvad hendes ynkelige forsøg med munden ikke havde gjort for ham, gjorde hendes hjælpeløshed i stedet.

Han mødte hendes bønfaldende blik, et blik der fik ham til at fugte sin underlæbe, inden han endeligt reagerede på hendes nøgenhed.
”Åh, lille Gisella. Lille dumme pigebarn.” På en måde var hans stemme medlidende, men der var ingen varme følelser i den. Han rakte ud, som ville han kæle for hendes kind, men hånden fortsatte om bag hendes nakke, som han hårdt greb fat i. Med grebet styrede han hende over til sengen, som han skubbede hende ned i med ansigtet først. Med sin egen kropsvægt hold han hende fast med benene, inden han slap hendes nakke og lod sine hænder gå på opdagelse ned over hendes krop. Der var intet blidt i hans berøringer, faktisk nev han, klemte og rev neglene ned over hendes hud. På et tidspunkt bukkede han sig også ned for at bide hende i skulderen.

Snart var han dog mellem hendes ben. Han stak to fingre i munden, inden han skubbede dem op i hende. Med et hårdt greb i hende, skubbede han dem lidt rundt, inden han endeligt kunne tage det, han ville have. Der var ingen nåde i det, han gjorde, og det var kun for hans egen fornøjelse og nydelses skyld. Den blide elsker fra første gang var væk, og han tog, hvad han ville have med hårde bevægelser og ublide greb i hendes fine hud, der uden tvivl ville have mærker dagen efter.