Lyden af adelige unoder

[Basile af Saulet]

DATO 28. September, 842. Sen eftermiddag. 

LOKATION I Markedskvarterets gyder og gader.

FORBEHOLDT til Amélia af Blauhöring

Pinligt

Og eftermiddagen var ellers startet så godt. Han havde end ikke kunne mærke gårdsdagens rejse som andet end et par småømme lårmuskler og en svag stikken i højre balle, når han gik hurtigt. I hvert fald kunne han pludselig mærke de skarpe jag, som han hastigt begav sig ned ad en sidegade. Den påbegyndende efterårsstorm hjalp hverken på humøret eller på elegancen, som han kastede et blik bagud efter de højrøstede stemmer, der var et sted rundt om hjørnet.

Hvis dét var, hvad man fik for høfligt at smile til en ung pige, skulle han da næppe prøve noget lignende. Nogensinde, sværgede han indædt, og måtte rynke på næsen af sig selv. Sådan at stikke af fra en krostue, skrev han sammenbidt på sin mentale liste over ’episoder der skal i glemmebogen og ikke i journalen’. Desuden mindede han hastigt sig selv om, at som en storebror – meget lig en af de unge mænd, der syntes så opsat på at råbe efter ham, og som tilsyneladende var kammeratlig med hele krostuen – burde han kunne forstå vreden i mænd, der ville forføre hans søster, men han havde umådeligt svært ved at forstå hvordan et spagt smil, kunne føre til sådan en konklusion. Hurlumhejet var endt ud i at Basile høfligt havde undskyldt og klargjort sine intentioner som værende harmløse, og at den rødmossede brormand vredt havde annonceret, at hvis det var kvinder, han var ude efter, så havde han en ældre søster, han nok skulle introducere for Nådigherren. Og det var så omtrent der Basile havde besluttet at det var et vist træk at trække sig fra det ubehagelige selvskab, pænt havde takket nej, og var vendt sig om for at gå tilbage til stormvejret, der råbte om kap med krostuens fulderikker. Blot at den unge herre ikke havde taget godt imod hans afslag, og i stedet var begyndt at råbe op.

Basile havde hurtigt besluttet sig for at;

1. At komme i slåskamp på en krostue blot 15 timer efter at være ankommet tilbage i hovedstaden, ville være et fattigt træk.
   
2. Hans overordnede ville ikke sætte pris på at en med hans professionstitel rodede sig ud i sådan noget skrammel.
3. Han havde et møde med kongen om få dage, og at stille sig op foran kongen med et blåt øje var ikke vist. Hvis et blåt øje ville kunne gøre det; antallet af råbende mænd taget i betragtning.

Og selv om det hverken var specielt ridderligt eller særligt elegant på nogen måde, havde han skubbet sig bagud, og fået sig hevet ud af den snuskede kro og ud i de blæsende gader, med kurset sat mod universitetet.

Det råbende stemmer syntes at tiltage bag ham, og han satte atter farten op. Den elegante hat havde han ikke fået med sig ud ad døren, og i stedet havde støvregnen gennemblødt de mørke krøller, der svingede om hans ansigt, som han nænnede at se sig tilbage over skulderen. Et skarpt sving til højre, og så et til venstre, efterlod ham en smule konfus over nøjagtigt hvor i Markedskvarteret, han befandt sig, og han måtte tøvende stoppe op i den lille sidegade, for at orientere sig om hvilken vej ville føre ham mod hans private værelse på universitetet. Gerne uden hans ego eller hans krop skulle tage flere slag.

[Amélia af Blauhöring]

Han lagde ikke mærke til hende. Faktisk, lagde han ikke mærke til noget, virkede det til. Men hendes blik vendte sig nær automatisk lidt til siden lige idét, at han tog et abrupt kursskifte. Kvinden med spædet i favnen, som den unge nådigfrøken egentlig stod og snakkede med i øjeblikket, havde ikke så meget som opdaget, at opmærksomheden havde veget væk fra hende, for hun blev blot ved med at tale og fortælle, selvom ordene på det tidspunkt havde dulmet til simple baggrundslyde; som havde en boble lagt sig hen over Amélia’s hoved for en kort stund. En filtrering af, hvad der trak mere i hende. Hvad der bar mere potentiale for at være vigtigt, og det var netop nysgerrigheden og forundringen over, hvad der kunne være vigtigt ved denne mand, der syntes at prikke sådan til hende, som så fik hende til at dreje hovedet en anelse mere så de violette øjne kunne søge ned ad gaden, hvor han var kommet fra. Dét lagde den spække mor til gengæld mærke til og stoppede sin strøm af ord for i stedet at læne sig en smule ud af døråbningen, hun stod i, for at følge retningen der tilsyneladende krævede den unge piges fokus.
Men der var intet at se. Ikke noget der som sådan var udenfor det ordinære. ”Lad mig låne dit loft for en stund, Eila,” brød Amélia brat stilheden og samtidig brød fuldstændig ud af hvad end overfladisk samtale, der havde foregået. Og inden der kunne nås at blive stillet spørgsmålstegn ved hendes anmodning, trådte hun med selvsikre skridt indenfor i ly for regnen, der hidtil havde gjort skulderne af hendes kjole samt løstsiddende hovedlin noget fugtigt. Eila trådte næsten helt af sig selv til side for at lade hende komme ind og selvom der lå en forvirring i hendes ansigt, så blev der ikke sagt yderligere, som hun så til at den selv-inviterede frøken hurtigt nåede den lodrette stige midt i den nedre etage af huset og, efter at have stillet sagerne, hun havde haft i sin egen favn, fra sig, så ikke tøvede med at kravle op ad den. Igen. Uden at give udtryk for, hvad hun egentlig havde gang i. Det hele var oppe i hendes hoved. Det eneste sted hun følte det var nødsageliget til at være.

Loftet var tomt foruden et let lag af strøget hø i hjørnerne. Rester tilbage fra det større lager af halmballer, der havde ligget deroppe før. Gulvet knirkede, som hun trådte hen over det og hen til vinduet på den rette side. Som de fleste borgerlige huse var der ingen rude i, så alt hun behøvede var at fjerne den lille metal-lås og hun kunne diskret skubbe dæk-klapperne åbne, således hun kunne se ud. Udsigten var ikke noget at råbe hurra over. Direkte på den anden side, kunne man stirre ind i muren af et andet hus. Men nu var det ikke en udsigt udover kvarterets gader, hun var kommet op på loftet for. Roligt lænede hun sig en tand ud af vinduet for bedre at kunne kigge ned. Ned i den smalle gyde, hvor en hovmodig del af hende forventede at se ham igen. Den mørke herre. Og ganske rigtigt. Der var han. Det var som et perfekt planlagt teaterstykke, sådan som lyden af det råbende optog af mænd endelig nåede hendes ører. Ah..

Hun skulle netop til at læne sig tilbage igen, da hendes blik fangede en lille håndfuld af agern, der lå ved siden af hende i vindueskarmen. Muligvis efterladt af Eila’s ældre drengebarn. Hm.. Hun samlede hele bunken og lagde dem i sin venstre hånd. På den måde kunne hun bruge sin højre - dominerende - hånd til at kaste agernene mere sigteligt.
Selvfølgelig sigtede hun ikke specifikt mod ham. Planen var ikke at ramme ham men i stedet bare at få hans opmærksomhed uden at stå og råbe ud af vinduet. Men hun kunne ikke gøre for det, hvis han uheldigvis flyttede på sig således, at et ahorn eller to ramte. Dét ville være hans egen skyld. ”Her oppe!” kaldte hun så, hendes stemme kun lige akkurat højt nok til, at han nok skulle høre hende. Og hvis ikke, var han forhåbentlig klog nok til at forstå den viftende håndbevægelse hun gjorde. ”Jeg ville nok skynde Dem, hvis jeg var Dem.” Med dét trak hun hovedet tilbage indenfor i afventning på ham i blind tro om, at det at klatre den solide efeu, der havde spredt sig op ad bygningens ydre væk, ikke ville være noget problem for ham. Det skulle nok kunne holde hans vægt.

Dog, skulle han have adlydt hende og lykkes at klare klatre turen, stod hun nu alligevel klar med en lille, fin hånd, som han kunne tage imod for at komme det sidste stykke igennem vinduet.

[Basile af Saulet]

Til højre var der tydeligvist en blind gyde, og Basile brummede irritabelt for sig selv, før han vendte sig mod venstre. Det var én stor labyrint i hans hoved, og adrenalinen tågede et kort sekund hans dømmekraft, før han kom i tanke om, blot at kigge op.

Modsat husenes ler-farvede tage, knejsede slottets kegleformede tårne op i himlen med gråblå sten, der næsten syntes at glide sammen med de stormfulde skyer over dem. Dér, mod slottet, dér ville universitetet være. Han var nær ved at ryste på hovedet af sig selv for anden gang i løbet af få minutter, da noget fik ham til at stivne. Små klikkende lyde. Han rynkede øjenbrynene og spidsede ører, for at finde frem til hvad i alverden der lavede l-

"Her oppe!"

Stemmen formåede at overdøve den susende vind, og selvom han var usikker på hvor vidt den feminine stemme overhovedet henvendte sig til ham, snurrede han om på hælen i sin søgen efter personen - tids nok til at noget hårdt ramte ham lige over øjenbrynet.

Basile gryntede overrasket over den lille genstand der havde ramt ham, og forvirringen malede sig endnu kraftigere i hans brune øjne, før et par viftende arme fangede hans opmærksomhed. Dér! Han rettede sig op og løftede en hånd for at skærme sit syn fra den tiltagende regn. Gestikulerede hun til at han skulle komme op til hende? De råbende mænd bag ham, fik ham til at tage et skridt mod bygningen før han overhovedet havde nået at tænke nærmere over det - sådan at ‘flygte’ fra et par mundane bøller og at kravle op til et vindue hvor en ukendt kvinde boede, ville knapt være godt for hans ry.

"Undsk-"
Kvinden forsvandt tilbage ind af vinduet hvor hun var kommet fra, og Basile blev stående for sig selv, nødsaget til at gentage scenariet i sit hoved for at sikre sig, at han ikke havde misforstået hendes intentioner. Han ville jo nødigt være uhøflig. Og at kravle ind i et tilfældigt hus ville uden tvivl være netop det. De råbende stemmer nåede atter hans ører, og sammenbidt måtte han indse, at det ikke var en dårlig plan. Stenhuset var nydeligt, og den brede efeu syntes stabil, som han lagde sin hånd på den, og prøvende puttede pres på den. Planten havde et forholdsvist solidt greb på de store sten i muren, og uden at tænke nærmere over det, nikkede han for sig selv, og trådte forsigtigt op. Støvregnen gjorde det ikke just nemt at få et godt greb, og plantens rødder var slimede og glatte at balancere på, men med en god portion stædighed og en god kontrol over sit fodtøj, viste det sig at være mindre kompliceret, end han havde regnet med. Han havde klatret meget som dreng, og huskede sig selv på reglerne, som hans var havde ridset op for ham. Altid støt dig til tre ud af fire punkter af din krop. Så han fjernede kun sin hånd for at finde nyt greb, hvis hans anden hånd og begge hans fødder var sikret sig en plads på efeuen. Og så en fod. Og så en hånd. Snart blev planten en smule tyndere, og han fandt sig nødsaget til at vrikke spidsen af sin støvle ind i nogle af de små sprækker blandt murens sten, og selvsikkerheden begyndte at vakle. Men han var der næsten. Vinden sendte en kaskade af dråber mod ham, og han klamrede sig hastigt ind til huset, før han nænnede at kigge op. Mithras. Næsten. Med fornyet energi skubbede han sig længere op, og hans hånd fandt endelig vinduets karm. Træet var meget glattere end han havde regnet med, og i et kort sekund måtte han snappe efter vejret og gribe ud efter ... En hånd? 
Basile stabiliserede sig selv og lod hånden støtte ham og hjælpe ham den sidste vej igennem vinduet, hvor han hastigt sparkede sig indenfor og på trods af hans umiddelbare elegante facon, formåede kluntet at skvatte om og lande på sine knæ.
Den hidsige vind udenfor var knapt så høj inde på det lille loft, og han syntes kune han kunne høre sin høje vejrtrækning og sit eskalerede, dunkende hjerte. Forsigtigt pustede han ud. Så nænnede han endeligt at kigge op på det yndefulde, lille væsen, der så venligt havde rakt ham en udvej. Et kort øjeblik fangede det sarte violette i hendes øjne ham, og han måtte misse med sine egne øjne, for at være sikker på, at han så hvad han så. Da gik det op for ham, at han stadig havde et fast greb om hendes hånd. Og at han stadig sad på sine knæ. Rædslen fangede sig i hans øjne og han slap hende hastigt. 
"Åh! Om forladelse, frøken!" 

[Amélia af Blauhöring]

Amélia nåede lige at undre sig hvorvidt han havde smidt sin fornuft fra sig og afvist muligheden, hun havde givet ham, da hun begyndte at kunne høre lyde igennem stenmuren, idét robuste såler skrabede mod den for at finde støtte iblandt den groende flora. Og inden længe kunne hun ane lydene af menneskelig anstrengelse igennem vinduet, til trods for at hun prøvede ikke at stå længe for meget ud af det efter at have fået hans opmærksomhed. For det var kun hans opmærksomhed, hun havde i sinde at have på sig. Ikke hvem end der ejede det hastige skridt og udråb et sted i nærheden.
Men alligevel, som hun kunne regne ud, at han var ved at nå toppen, havde hun selvfølgelig trådt frem mod det igen, og som var det hele planlagt på forhånd, lukkede deres hænder om hinanden. Pludselig havde hun en større hængende vægt i sin arm og sin skulder, og helt automatisk rakte den anden hånd sig ligeledes frem i en hast for at gribe fat lidt længere oppe ad hans underarm for at give hende mere styrke og stabilitet til at trække ham det sidste stykke. Hun var på ingen måde fysisk stærk nok til det, så var det ikke fordi, at han selv gjorde en god del af arbejdet, så ville det have endt i en tragedie frem for den succes det gerne skulle ende ud i. Han ville have lagt fladt og fordrejet på jorden ved siden af agernene. Det kunne hun ikke have, så hun lagde, hvad hun havde af kræfter i sine arme og pressede sine fødder godt ned i gulvet Og så..!

Som han nærmest faldt ind ad vinduet, blev hun ligeledes overfaldet af en pludselig ubalance, der sendte hende direkte tilbage og ned på hendes bagdel med et ordentligt bump, og netop grundet, hvordan de stadig havde et fast tag i hinanden, var de endt med ikke meget mere end en armslængde fra hinanden. Havde han væltet ned på alle fire frem for at nøjes med at kun hamre sine knæ i underlaget, ville han uden tvivl have endt henover hende. Hvilket syn det ikke ville have været.

Men umiddelbart var hun ganske upåvirket af den potentielle nærhed med den fremmede. Skrækken var kun at finde i hans mørke øjne, men det blot var den falmende ubehag fra selve faldet og anstrengelsen, der var til stede i hendes ansigt, som hendes blik faldt på ham i samme øjeblik, at han slap hende, som var hun varm som glohedende kul. Selv blev hun ikke siddende. Med sine hænder frie igen, møvede hun sig op og omkring, så hun i stedet var placeret på sine knæ lige som ham, men hun stoppede ikke dér. Uden ord, der nok normalt ville blive givet for at forsikre herren om, at ingen fornærmelse eller skade var sket og uden meget advarsel, havde hun bevæget sig tæt nok på ham, til at lægge en hånd mod hans brystkasse og roligt lagde pres på. Skubbede ham med hans egen vilje tilbage for at have ham placeret så tæt ind mod væggen lige under vinduet, som han nu selv ønskede eller havde balance til. En rejst pegefinger blev derefter lagt lodret henover hendes egne læber og hendes øjne søgte dybt og ufiltreret ind i hans. ”Shh,” tyssede hun sagte på ham. Øjenkontakten holdte hun fast i lidt længere, inden hendes fokus gled fra ham og op mod vinduet i takt med, at hun rejste sig.
Hun havde endnu ingen idé om, hvad eller hvem han faktisk løb fra. Om det bare var unoder eller om det var noget mere seriøst. Men hvad end det var, var det nået gydens indgang. Hun kunne skimme dem ud af øjenkrogen, idét hun vovende strakte sig ud af det for at tage fat i klapperne for at lukke dem i igen. Hun nåede lige akkurat at gøre det, inden de første par øjne, i søgen efter en mand, der burde have været fanget i blindgyden men ikke var der, så opad. Dog kun for at se det lukkede vindue, velvidende, at de kun var til at åbne indefra.
Låsen satte Amélia lydløst i og dumpede da tilbage ned på hug der foran den fremmede. En tot havde forvildet sig ud fra hovedlinet, nok ved deres tumlen-rundt før, som hun sjusket skubbede tilbage på plads for ikke at have den dinglende og genere. Og atter ændrede blikket i hendes øjne til at ikke bare se på ham, men betragtede ham. Ah. Et rødt mærke ved hans bryn afslørede, at hun måtte have ramt ham. ”De klatrer bedre end hvad jeg havde troet, mester,” indrømmede hun, mens hun kæmpede imod at række op og røre ved den lille bule.

[Basile af Saulet]

Den unge pige rejste sig uden at tøve, efter han havde sluppet hende, men hun svarede ham ikke. I stedet kom hun ham nærmere. Hun havde absolut ikke behøvet at ligge pres på ham, for så snart hendes elegante hånd fandt hans brystkasse, var han parat til at skubbe sig tilbage og væk fra hendes pludselige nærhed i ren forbavselse. Det blev heldigvis ikke lige så kluntet som hans faldt igennem vinduet, men elegant ville være et stort ord at bruge, da han lod sig falde tilbage på sin bagdel, for at kunne sprede sine ben og skubbe sig selv bagud, hjulpet godt på vej af hendes faste hånd. Hænderne var placeret bag ham, skrabende over de rå træpaneler under dem. Stadig våde fra klatreturen, og samlede loftsstøvet sig i en let lage på hans fingre, før han mærkede muren bag sig, og måtte stoppe sine bevægelser. Pigens lavendelfarvede øjne havde låst sig fast til ham, og blikket var så intenst, at han umuligt kunne kigge væk. I stedet betragtede han hende tavst, ude af stand til at formidle hans forvildede ansigtsudtryk. Hånden blev langsomt fjernet fra brystkassen og ført mod pigens buttede læber, men stadig holdt hendes blik ham fanget. Så intenst. Så selvsikkert. Basiles egne læber havde langsomt skilt sig fra hinanden. 
Endelig rejste hun sig op. Han pressede sig tættere ind imod muren bag sig, som hun lænede sig ind over ham, og greb ud efter vinduets gamle træskodder. Kjolens skørt flagrede om hende når hun bevægede sig, som havde hun flappende vinger, og han måtte løfte sit hoved, for at stoffet ikke klæbede sig til hans ansigt. Han turde næsten ikke trække vejret. 
Stemmerne kunne stadig høres, men råbene udenfor syntes at blande sig med en høj latter. En latter, der fik Basile til at krympe sig ufrivilligt. Uden tvivl, ville det være en god historie, der ville blive fortalt i de sene aftentimer til hvem end, der ville lytte. De havde nok håbet på at kunne slå deres frustrationer ud på en tilfældig forbipasserende mand, men i stedet havde de da fået sig et godt grin af at have fået ham til at stikke halen mellem benene. Han kunne kun prise sig lykkelig for ikke at have klædt sig i fine klæder og forhåbentlig at have været forholdsvis anonym. 

Den energiske pige bevægede sig igen, og som hun satte sig, viftede kjolens skørt sig atter om Basiles ansigt. Hans hjerte bankede så hårdt, at hun utvivlsomt kunne høre det, men han var usikker på om det stadig var klatreturen, frygten for at de berusede mænd ville finde frem til hans lille gemmested eller den intense nærhed, som pigen ikke syntes at sky bort fra, der fik hans hjerte til sådan at galopere afsted. Det var en pudsig stilhed, pludselig. Hendes nysgerrige øjne så ikke længere igennem ham, men dansede over ham, og hans øjenbryn faldt sammen, for at gengælde hendes blik. Violette øjne. Han var sikker på at det ikke var magi, men det var alligevel utroligt betagende, og der var noget inden i ham, der råbte, at han havde hørt om sådanne træk før. Hendes stemme rev ham ud af virvaret af tanker. Blød og bestemt på samme tid. Mester. Ordet fik ham til at rynke øjenbrynene og automatisk åbnede munden for at korrekse hende. En ren vane eftersom det altid var noget, han skulle understrege for folk; specielt dem, der følte at det ville være en provokation at minde ham om, at han ikke altid havde været netop en 'nådigherre'. Alligevel stoppede han sig selv, blinkede overrasket med øjnene og kunne ikke gøre andet end at nikke. "Jeg må indrømme, at jeg også har formået at overraske mig selv, frøken," svarede han hende, stadig med øjenbrynene trukket sammen, så der dannede sig et lille 'v' i panden. 
Vandet fra de mørke lokker fulgte dovent rynken, og fandt vej ned på siden af hans næse, før han løftede sin hånd og tørrede den væk med håndryggen. "Jeg -" Basile trak en hånd igennem håret for at fjerne de ivrige dråber fra ydeligere at kilde i hans ansigt. "Jeg er Dem tak skyldig. Jeg håber inderligt ikke De slog Dem." 

[Amélia af Blauhöring]

Det var virkelig ikke mere end en diskret sammentrækning i hans ansigt, men til gengæld så var den umådelig genkendelig fra dét øjeblik, at Amélia lagde mærke til det. Det var ikke hvad, hun havde forventet at lærer om ham taget hans fremtoning i betragtning, men faktisk var det, hvordan han i sidste ende ikke gjorde noget for at rette på hende, der kom allermest bag på hende, og hun kunne snildt mærke nysgerrigheden gro større spirer i hendes bryst. Hvad andet var; hun genkendte ham ikke lige meget hvor meget hun lod sig selv studere ham. Selv på nært hold. Var han i sandhed en fra adelen var han en, der havde fået hendes næse forbi. Hun kunne nemt ende med at sidde og gruble over selv de mindste ting og tegn, og han ville være nødsaget til at bare sidde der og tage det indtil, han ville finde modet til at møve sig væk. Men det var heldigvis ikke en skæbne, der skulle ske, for så åbnede han munden og svarede hende tilbage. Hvem var han? Skulle hun være forsigtig?..
Et let smil fandt straks vej frem på hendes læber, eftersom hans svar morede hende eller i hvert fald faldt det i god jord hos hende. ”Og alligevel sprang De i med begge hænder, selvom De ikke var sikker på, De kunne gøre det.” Hun havde som sådan ikke tænkt over, om han overhoved ville kunne klare turen op ad efeuen eller ej, da hun i første omgang havde peget ham til at gøre netop dét, men nu… nu var der egentlig plads til at være imponeret. Hvis ikke af evnerne, så af tilgangen.

I respons til hans samfundsforventede bekymring for hendes velbefindende - og vist også i respons til hans tak - rystede den lyshårede pige så ellers på hovedet. ”Jeg falder sjældent langt, når jeg gør,” sagde hun i takt med, at hun roligt skubbede sig op på strakte ben endnu en gang. Hun var ikke høj i nogen som helst aspekt. Der ville sågar være nogle mandlige dværge, der stadigvæk havde vokset sig tæt på hendes højde. Men hvad gjorde det at være lav, hvis man alligevel ikke var det mindste bange for højder. Hverken kiggende op eller ned. ”Jeg vil hellere gætte, at De kom mere til end jeg. Mit sigte med agernet var ikke, hvad jeg havde haft i sinde.” Flygtigt børstede hun sine egne håndflader fri fra halm-støv og hvad end jord, den mørke nådigherre havde rakt hende sammen med sin hånd, af i sit kjoleskørt. Heldigvis var stoffet allerede en dyb brunlig rustrød fra at være badet i valnøddeskaller længe nok, så det tog på ingen måde skade af det. Idét hun rettede sig ordentligt op og hendes blik atter faldt på ham, førte hun hentydende en hånd op til sit ansigt for at pege ham mod, hvor på hans eget ansigt, at hendes uheldige kast havde ramt ham. Amélia ville ikke nødvendigvis sige, at det var en skam, på samme måde en rød rift på en velsoigneret mands kind ville være en skam, for hun havde lagde mærke i, hvor bask et ansigt, han egentlig havde. Det var ikke poleret med en pimpsten for at glatte hver enkel begyndende rynke eller uddybning ud. Han bar tegn på at være i live. Mere end hende selv, selvom borgerskab med tiden også havde modelleret på hende.
”Hvad var De dog sådan på flugt fra?” tillod hun sig så at spørge ham i stedet for at bare efterlade ham der på loftet, nu hvor hun havde gjort sit til at få ham ud af problemers lange fingre. Hun skævede mod det lukkedes vindue, hvor hun ikke længere kunne høre, om følgen stadig var i gyden eller nær gyden for den sags skyld. Hun drejede hovedet og skævede over skulderen mod det modsatte vindue, hvis skodder hang en smule skævt og derfor af sig selv stod let på klem, så hun kunne skimme den tiltagende regn igennem sprækken.
I samme bevægelse, som da hun vendte sig tilbage til ham, tilføjede hun let: ”De bør kunne blive her, indtil Deres venner er trætte af at lede efter Dem. Eller indtil regnen tiltager.”

[Basile af Saulet]

I Basile’s bøger om rejser og galante eventyrere, var der enkelte gange anekdoter om hvordan de heroiske rejsende, formåede at charmere sig ind på unge kvinder, og i det øjeblik, hvor den smukke unge pige smilede over noget han havde sagt, mærkede han et sug i maven efter en form for længsel efter sådan en evne. Hans hjerte flappede som om det havde groet vinger i et kort sekund. Det var ikke ofte, nogen som helst smilede som om han havde sagt noget underholdende.

Han vidste, at andre nok, ville have smilet tilbage og sagt noget, der havde fået det smukke smil til at vokse på de buttede læber. Noget kækt i stil med; det er ikke hver dag en smuk pige, vinker én op i sit vindue. Sætningen i hans tanker, fik ham nær til at rynke på næsen. Så måtte han ærgerligt tilkendegive, at var det ikke kreativiteten, den døjede med, så var det modet. Stilheden var sandsynligvist blevet akavet, havde det ikke været for hendes kortfattede svar til hans bekymrede kommentar om hendes velbefindende.

Jeg falder sjældent langt, når jeg gør.

Basile’s mundvige sitrede let, og han måtte kigge ned i gulvet for ikke at lade sig overmande af et let smil. Usikker på om det havde været en morsom kommentar, eller om hun faktisk mente det seriøst, gjorde det om muligt endnu mere grinagtigt. Måden hun så konstaterende havde sagt det. Det var ikke mange piger, han kendte, der havde selvironi, og han turde næsten ikke håbe på, at det var ment som sådan. Derfor pressede han kortvarigt sine læber sammen for at kvæle det begyndende smil.

Det var forståeligt, at hun havde kaldt ham mester. Som hun børstede sine hænder af i sit rustrøde skørt, kiggede Basile ned at sig selv; lykkelig over, at både hans kjortel og kappe var i mørke farver og i tyk uld. Ikke ligefrem stoffer eller farver der ville signalere en vis status, om end farver, der reddede ham fra at se lige så beskidt ud, som han følte sig. Midt på et loftsgulv, stadig dryppende.

Og så nænnede han alligevel et blidt smil, da den mystiske hårde genstand blev afsløret. Et agern! Hun kunne umuligt have sigtet efter hans ansigt, vidste han. Nok var et agern hårdt, men med de heftige efterårsvinde udenfor, var det næppe muligt at sigte ordenligt. Automatisk rakte han op til sit øjenbryn og spejlede hendes bevægelse. En lille bule var nok det eneste, der ville komme ud af den lille nød. Han brummede varmt af hende.

”Havde De ikke ramt mig, havde jeg næppe set Deres viftende arme, frøken,” affejede han hurtigt hvad end underliggende undskyldning, der måtte have været i hendes kommentar. Han måtte have set utroligt forvirret ud, dér nede i sidegaden, og nysgerrigheden på den unge blondine, voksede sig kun stærkere ved tanken. Det var ikke enhver, der ville have blandet sig på den måde. Faktisk havde utallige vinduer tilfældigvis slået skodderne for, som han havde banet sig vej igennem gaderne; og ikke kun på grund af den tiltagende storm, mistænkte han.

Han rystede på hovedet ad hendes spørgsmål; det havde været et uundgåeligt spørgsmål, og et spørgsmål han nok ikke burde svare ærligt på. Alligevel var der noget ved hende, denne violet-øjede, kække pige, der fik ham til at være mindre pinligt berørt over det hele. Måske fordi hun allerede havde set ham kravle op af muren på sit hus og set ham lande på bagdelen.

Han børstede tavst sine hænder af i sine bukser, og skubbede sig op på sine fødder før han rejste sig op. Kappen klistrede til resten af hans klæder, og han holdt stoffet ud fra sig med et spørgende udtryk, før han gav slip, og rettede blikket mod hende. Hun var lavere, end han havde troet. Selv siddende på gulvet, havde hun ikke slået ham som særligt høj, men alligevel var det slående. Endnu mere så fordi han ikke selv var en tårnende høj skikkelse.

”En bunke mænd, der vidst havde set lidt for dybt ned i flasken,” forklarede han sig, og måtte vippe undskyldende med hovedet. ”Jeg kunne end ikke fortælle Dem, hvad jeg havde gjort, for at komme på deres dårlige side.” Eller. Måske kunne han, men det var ikke noget, han var parat til at indrømme. Selvom det ikke var en logisk situation.

Han nikkede høfligt til hendes tilbud, men bed hurtigt mærke til hendes ’bør’. ”Jeg vil nu nødigt presse mig på,” indrømmede han. Måske der var nogen nedenunder, der ikke ville være så tilfreds med at husere ham på det gamle loft. Måske en mand. "De har allerede hjulpet mig noget så ærværdigt." Langt mere end ret var. 

[Amélia af Blauhöring]

… Han lugtede ikke selv af større mængder af alkohol, bed Amélia hurtigt mærke i. Egentlig opfangede hun ikke det mindste pust af det på den afstand, hun havde til ham. Heller havde hun gjort, da de havde været nærmere hinanden, men dét kunne lige så nemt undskyldes med de anstrengelser, hun havde lagt i at få ham igennem vinduet. Dog kunne hun, som hun havde betragtet ham – og stadigvæk betragtede ham, vel og mærket; hendes øjne forlod ham sjældent – forekom han hende ikke som påvirket. Hans indgang havde såvel været klumpet, men det eneste dirrende ved hans blik var måden, han altid så diskret vendte det bort. Bare for en stund. Og så var de tilbage. Gjorde hun ham ukomfortabel?
"Det er vist ikke ofte, at der er meget logik tilbage, når ens hoved i stedet fyldes med rusen. De, Dem selv, virker ikke til at have drukket meget selv." I ikke meget mere end et enkelt sekund, stoppede hun med at tale, en strategisk kunst pause om man ville, hvortil hun afsluttede med: "Til trods for, at De stadig havde brug for en nød i panden for at se op fra tid til anden." Hun stak en afslappet finger i vejret, pegede op, og selvom der uden tvivl svævede fiks over kommentaren, så holdte hun succesfuldt sine mundvige fra at danne yderligere et smil til hendes lette hån. Mon ikke han et sted i mixet faktisk fortjente det bare en smule, om han så selv kunne se fejlen eller ej.
Der var ingen tvivl om, at han var velopdragen. Og lærd. Ordene han brugte til at ytre sin taknemmelighed for hendes hjælp samt nu, hvor han gjorde sig selv ydmyg, var ikke ord hun gjorde for øre til daglig. Ikke længere. Ærværdigt var særdeles et af dem. Der opstod en vis varme fra det. En hjemve, som hun uden tegn på påvirkning, fik rystet af igen, før det hæftede sig fast. Hun savnede det ikke… "Jeg gjorde ikke meget," erklærede hun i stedet og rettede per automatik på sin kropsholdning; rullede skuldrene på plads og sådan. "Det er nu ikke mit loft, vi befinder os på, men De skal ikke føle, at de trænger Madam Eila på. Hendes familie er blot en dags tid fra at være flyttet bort fra huset. Så en stund her, tvivler jeg, skulle gøre noget." Desuden, så var bygningen de var i, ikke hvor familien opholdte sig. Rigtig nok, var der et indre ildsted i midten etagen under dem – hvis et halv-loft som dette, kunne beskrives som en etage for sig selv – og det havde sikkert blevet brugt til at sidde omkring når der var gæster, men mest af alt havde delbygningen været brugt til opbevaring.

Så, som var den unge komtesse overbevist om, at hans bekymringer var blevet stillet til ro, trådte hun et drejende skridt fra ham. Hun løftede samtidig sine hænder op for lige at sætte hovedlinet bedre på hendes hoved og skubbe den løse tot lyst hårdt ordentligt på plads, så den ikke skabte en ubehagelig knold lige ved tindingen. Hun fortsatte sine skridt mod kanten af loftet, mod den… måske ’ikke helt så stabile’ stige. Hun satte sig som noget af det første ned, benene dinglende udover kanten og en hæl støttende på et af ’trinene’. Hendes arme var placeret parat til at vende hende omkring, så hun sikkert kunne kravle ned, men der var der, hun lænede sig tilbage og drejede hovedet så langt hen over den ene skulder, som hun kunne. "Jeg kan også følge Dem hjem – eller, hvor De var på vej hen. At have en kvinde på armen har før hjulpet," sagde hun spørgende.

Det var præcis den samme fornemmelse, der havde fået hende til at se sig til siden og lægge mærke til ham vende ind ad gyden, som nu trak i hende til at ikke bare sådan lade ham ude af syne. Ikke endnu. Selvfølgelig forstod hun på ingen måde, hvad det indebar, men Amélia behøvede heller ikke en forståelse for at følge den slags.