Fortrolige søstre

[Gisella af Suilleaux]

Regnen trommede blidt på teltdugen, mens vinden ruskede i træerne på den efterårsaften, hvor optoget endnu engang havde taget ophold langs Felanies store landevej. Hele opsætningen var efter de mange måneders rejse blevet som et smurt mekanisk håndværk; alle kendte sin plads ligesom hver en møtrik og skrue.

Selvom Gisella af Suilleaux ikke skulle gøre andet end at køre i hestevogn, brodere og sy tøj, og havde folk til at gøre alting klar til hende, var hun ved at være godt træt af det hele. Træt af pakninger, danse, festaftener og de lange rejsetimer.
Heldigvis var der kun kort tid tilbage til rundrejsens slutning, og alene det faktum, at hun snart skulle se Gabriel igen, gjorde hende i godt humør. Og inde i teltet var der ret hyggeligt med regnens trommen og de flakkende lys over teltdugen.

”Jeg kan ikke vente med at komme hjem," sukkede hun til sin søster Mirielis af Lemaux, da kammerpigerne havde hjulpet Suilleaux-døtrene i nattøjet og forladt teltet. Hun sad foran spejlet i det umage (og dog langt over pøbelens stand) telt og børstede sit lange, bølgende hår. "Jeg kommer til at bade i dagevis for at vaske mig ren for alt det vejstøv."

[Mirielis af Lemaux]

Det eneste gode ved rundrejsen var når det blev sent nok til at pigerne skulle i seng. Hun nød øjeblikkene hvor hende og Gisella bare lå og talte. Hun var øm i fødderne og det havde slet og ret været en rædselsfuld rejse. De var endnu ikke nået til Aren og lige nu kunne den ældste Suilleaux ikke vente med at komme tilbage til hovedbyen. Men det var der lange udsigter til.

Mirielis trak båndene fri at sit hår og lod de lange brune lokker svinge sig ned af hendes ryg, alt imens hun som sin søster sad dybt fokuseret med at rede det. "Jeg tager aldrig med mere." sagde hun i et dybt frustreret suk. Hun havde slet ikke kunne vende sig til den primitive rejsemetode og alt i alt havde det bare givet hende hovedpine.

Håret blev trukket til siden hvor hun øvet lod fingrene glide ind mellem hinanden for at lave en tyk fletning så håret var nemmere at sætte dagen efter. Der gik et øjeblik før hun kravlede ned under tæppet og trak skindet over sig.

[Gisella af Suilleaux]

”Heller ikke jeg,” istemte Gisella. De to døtre var vant til bløde senge og varme stuer, ikke ti timer dagligt i en vuggende vogn blot for at blive slæbt fra dans til dans som udstillingsdukker. I starten havde hun nydt det. Opmærksomheden, maden, musikken. Det var den slags, hun var født til. Men alt med måde, og efterhånden hang det hende langt ud af halsen.

”Hvis bare vi kunne afbryde rejsen. Men fader er fast besluttet på at slæbe os med videre, indtil vi finder en forlovede,” brokkede hun sig, imens hun lagde børsten på det primitive bord og fulgte efter Mirielis. Lancelin havde ikke været tilfreds med, at ingen af døtrene endnu havde fået én i fangsten. At Gisella bestemt ikke havde gjort et ærligt forsøg, vidste han ikke.

”Selv komtesse Favilla er blevet forlovet, har du hørt det? Og hun er så grim som en skovtrold.” Gisella lavede en grimasse og lagde sig ind under skindet ved siden af sin søster.

[Mirielis af Lemaux]

I starten havde det været spændende. At bo som en rejsende og møde nye mennesker på tværs af de forskellige klasser. Men begejstringen var så småt ved at løbe ud og Mirielis havde brug for at komme hjem til sine vante rammer.

Alligevel nød hun aftenerne hvor det bare var hende og Gisella. Så blev de som små igen; unge og naive. Hun trak skindet tæppet tættere op over sine skuldre og vendte sig mod sin lillesøster. Blidt lukkede hun sine fingre om hendes.

"Jeg tror ikke udsigten til at vi finder et passende match på rejsen er særlig lovende" Sukkede hun. Men hun havde heller ikke travlt og manglende ihærdighed var præcis hvad hendes far havde været efter hende for. Det er som om du slet ikke prøver, havde han sagt.

Mirielis kunne ikke lade være med at grine. "Det er fordi hendes familie har penge og gode forbindelser til kronen har jeg hørt" sukkede hun.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella lukkede ligeledes sine fingre om storesøsterens. De to havde deres skænderier i ny og næ, men de kendte stadig hinanden som ingen anden, og de værdsatte de sene aftentimer alene i teltet. Måske vidste de begge, at stunder som disse var talte, inden de begge blev gift og skulle tilbringe nætterne med deres mænd.

Gisella rystede samstemmende på hovedet. ”Alle de gode er allerede giftet væk.” Hun rettede lidt på hovedet, så det gyldne hår lå i en vifte omkring hende. Et hemmelighedsfuldt, listigt udtryk kom til syne i hendes ansigt.

”Vil du høre en hemmelighed, Miri?” Hun holdt en lille kunstpause. Hun havde været ved at briste af længsel efter at fortælle det til nogen, men af logiske årsager havde hun holdt sig fra det. Nu følte hun ikke længere, at hun kunne bære hemmeligheden alene. Hun var nødt til at få det ud, inden hun sprang i luften, og af alle mennesker i verden stolede hun mest på sin søster. Hun sænkede stemmen, så vagterne udenfor deres talt umuligt kunne høre det.

”Jeg er allerede forelsket i nogen.”

[Mirielis af Lemaux]

Særligt efter Gisella havde tilsluttet sig Mirielis ved hoffet var deres forhold igen blevet så stærkt som da de var børn. Hun havde manglet det efter at Helene af Suilleaux havde giftet sig med deres far og selvom hun elskede veninden var noget alligevel ikke det samme. Selvom hun forsøgte at vende det til det bedre.

Det eneste gode ved rundrejsen var næsten at de to søstre var kommet endnu tættere på hinanden. I blide bevægelser strøg Mirielis sine fingre hen over Gisellas håndflade. "Har der overhovedet været nogen gode?" Mirielis kunne ikke huske at der det sidste år havde været nogen at sukke efter. Måske var hun virkelig så besværlig som der blev hvisket.

Et mørkt bryn rejste sig og Mirielis blik spillede udfordrende. "Selvfølgelig" svarede hun åbenlyst og rykkede sig det sidste stykke mod sin søster så de lå helt tætte. Hun trak vejret dybt ind. Det kom ikke som nogen overraskelse at hendes blåøje naive lillesøster var brændt varm på nogen. Sådan havde Mirielis også selv været en gang; men hun var ved at blive klogere.

"Er han gift?"

[Gisella af Suilleaux]

Det var rart, at Gisellas kølige fingre langsomt tøede op i søsterens greb. Hendes øjne skinnede som to diamanter i skæret fra kandelaberens lys, mens hun ventede på søsterens bekræftelse.

”Han hedder Gabriel Fisker, og han er fantastisk,” sukkede hun. Blikket blev fjernt, idet hun trillede om på ryggen og stirrede op i teltdugen med et fjernt blik, mens tankerne vandrede til hendes elskede i Levagny. ”Vi mødte hinanden for flere måned til Soloptoget. Kan du huske, jeg blev væk? Jeg fór vild, og Gabriel Halvmåne redede mig fra nogle skumle typer. Siden da har vi jævnligt mødtes i smug.”

Hun drejede let hovedet mod Mirielis, spændt på hendes reaktion. Ville søsteren fordømme hende eller vise forståelse? Hvis hun nogensinde havde været forelsket, så ville hun forstå, det var Gisella sikker på.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis så noget misfornøjet ud, og de to rynker hen over næseryggen bekræftede det også. Hun tog en hørlig indånding men lod alligevel sin lillesøster tale færdigt. Selvom hun havde lyst til straks at fortælle hende hvor upassende og skandaløst det var. Tænkte hun mere over det ville det dog ikke komme som nogen særlig stor overraskelse. Gisella var ung, naiv og drømmende. Langt mere end hende selv. Borgerlig romance læste man kun om i bøgerne og der skulle de blive.

"Har du set ham siden da? Gisella." hviskede Mirielis for ikke at tale så højt at andre udefra ville kunne høre dem. "Hvor ved du fra at han ikke selv er sådan en ... skummel type?" det lød for godt til at være sandt og alt for meget som fantasi til at Mirielis ville hoppe på den.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella lavede en sur mine ved Mirielis' spørgsmål. Utilfreds trak hun hænderne ud af søsterens greb.
”Det ved jeg bare,” svarede hun. ”Vi har kysset og …” hun stoppede sig selv, ikke sikker på at søsterens følsomme ører kunne holde til mere. ”Han bekymrer sig oprigtigt for mig. Han ville slet ikke noget til at starte med, fordi han var bange for at kompromittere mig. Hvorfor er det så forkert at elske hinanden, bare fordi man er af forskellig stand?"

[Mirielis af Lemaux]

Det var ikke for at skabe dårlig stemning mellem de to, men Mirielis havde ikke kunne stoppe sig selv over sin reaktion. Hele deres liv var der blevet prædiket om hvordan de skulle begå sig, og ikke et sted stod der at de skulle mænge sig med borgerlige og da slet ikke forelske sig i dem.

Hendes læber krøllede sig sammen og prøvede strakte hun sin hånd mod Gisellas igen. "Det var jo ikke sådan ment, Gis. Men du ved at far aldrig vil tillade det" hviskede hun. Hendes bryn trak sig dog længere ned ved hendes dvælende ufærdige sætning.
"og?" De havde kysset, og?

"Kompromittere dig, Gisella du siger vel ikke at.." Nu havde Mirielis sat sig op.

[Gisella af Suilleaux]

Uden moderlig vejledning og med en fader, som forsømte sine døtre til fordel for at passe sit len, havde det kun været et spørgsmål om tid, før Gisella ville træde ved siden af og begå en fejl. At den så var af himmelske proportioner, kom dog sikkert bag på søsteren.

Mirielis havde selvfølgelig ret, og Lancelin af Suilleaux havde da også været stiktosset, da han fandt ud af sandheden om kysset bag stalden. Gisella turde slet ikke tænke på, hvordan han ville reagere, hvis han kendte det fulde omfang af forholdet med Gabriel.

Gisella knejsede med nakken, fast besluttet på at virke moden omkring sagen, da sandheden gik op for søsteren. Hun satte sig ligeledes op i sengen. ”Jo, og hvad så?” spurgte hun forsvarsberedt. ”Han elsker mig, og jeg elsker ham. Det var smukt og … og rart. Meget rart.” Hun rødmede.

"Lov mig, at du ikke fortæller det til nogen."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis øjne blev små da hendes mørke blik søgte mod søsterens naive blege ansigt. Hun trak vejret dybt ind. Hun havde næsten gættet det, men ikke turde tænke sig til hvor langt hendes søster var gået. "Gisella!" hviskede hun og så på hende med åben mund.

Hun var stille et øjeblik før hun trak sine skuldre en smule ned og vred de slanke fingre mod hinanden. "Hvis fader finder ud af det gør han dig arveløs." hviskede hun. Særligt hvis hun var blevet gravid.

Hun rystede på hovedet og greb Gisellas hænder og så alvorligt på hende. "Selvfølgelige siger jeg ikke noget. Men har du slet ikke tænkt på konsekvenserne?"

[Gisella af Suilleaux]

Søsterens bebrejdende tonefald borede sig ned i Gisellas samvittighed, men hun nægtede at acceptere, at hun havde begået en fejl. ”Jeg sneg mig ud om natten og hen til kroen, hvor han arbejder,” brast det ud af hende. Nu hvor Mirielis vidste besked, kunne Gisella ikke længere holde det for sig selv. ”Han tog mig med op på sit værelse på krostuen, og der gjorde vi det ... Og har gjort det flere gange siden da.”

Hun ignorerede bevidst Mirielis advarsel om arveløshed såvel som de mulige konsekvenser og lagde begge arme over kors. ”Du er bare misundelig over, at ingen er forelsket i dig!”

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis kunne snart ikke holde til mere. Men det var tydeligt for hende at hendes lillesøster havde brug for at dele det med nogen og hun valgte derfor også at være glad for at det i det mindste var hende og ikke en af hendes veninder der ikke nødvendigvis behøvede at holde tæt.

"Du er virkelig naiv hvis du tror at der kommer noget godt ud af det" svarede hun. Dog i et lidt mildere tonefald end før.

Mirielis ansigt fordrejede sig en smule over de ordene der næsten kunne have været piskesmæld. Hun trak sig væk og uden at svare vendte hun ryggen til Gisella.

[Gisella af Suilleaux]

Gisella fortrød sine hårde ord, lige så snart hun havde ytret dem. Hun vidste godt, at det ikke var særlig modent at fornægte sin dårlige samvittighed ved i stedet at gå til verbalt angreb og straffe sin søster for at være ærlig og fornuftig.

”Undskyld, Miri,” mumlede hun. ”Når man er forelsket, er det det eneste, der betyder noget. Alt andet er lige meget. Jeg vil gøre alt for ham, forstår du?” Hun kravlede hen til Mirielis på sengen og lagde sin hånd på hendes skulder i håb om tilgivelse. ”Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Det er ligesom at være besat. Har du nogensinde følt på den måde?"